Mannaask
Manna-Ask | |
---|---|
Videnskabelig klassifikation | |
Rige | Plantae (Planter) |
Division | Magnoliophyta (Dækfrøede) |
Klasse | Magnoliopsida (Tokimbladede) |
Orden | Lamiales (Læbeblomst-ordenen) |
Familie | Oleaceae (Oliven-familien) |
Slægt | Fraxinus (Ask-slægten) |
Art | F. ornus |
Videnskabeligt artsnavn | |
Fraxinus ornus L. | |
Hjælp til læsning af taksobokse |
Manna-Ask (Fraxinus ornus) er et lille træ med en lige gennemløbende stamme og en åben, rund krone.
Beskrivelse
Barken er først brunoliven og glat, men bliver senere grå og til sidst opsprækkende i flade furer. De modsatte knopper er gråbrune og kegleformede. Bladene er uligefinnede med 7 småblade. Småbladene er aflangt ægformede med svagt takket rand. Både over- og underside er lysegrønne og glatte. Blomsterne er samlet i overhængende toppe. De er uregelmæssige med smalle, flødehvide kronblade. Der kan af og til mærkes en let duft ved blomsterne. Frugterne ligner den almindelige Asks vingede nødder, og de spirer udmærket.
De planter, der sælges her i landet er tiest podet på grundstammer af Almindelig Ask, hvis rodnet træerne så overtager. De kloner, der er i handlen, blomstrer ikke lige kønt. Forlang nøjagtige oplysninger om moderplanten!
Højde x bredde og årlig tilvækst: 10 x 5 m (20 x 15 cm/år), hvilket dog næppe gælder for de podede planter, som ofte når samme bredde, men bestemt ikke samme højde. Målene kan anvendes ved udplantning.
Hjemsted
Manna-Ask gror i blandede løvskove på tør, kalkrig bund i det sydøstlige Europa, Lilleasien og Kaukasus. Bigarvandfaldet (Izvorul Bigăr) er et naturreservat i det sydvestlige Rumænien. Tæt ved Bigăr kilden og vandfaldet findes en tæt skov, som domineres af Almindelig Bøg. Langs bredderne af vandløbet er denne skov sammensat af varmeelskende arter, og her findes arten sammen med bl.a. Ahorn, Almindelig Bøg, Almindelig Engelsød, Almindelig Hasselurt, Almindelig Hyld, Almindelig Mangeløv, Almindelig Parykbusk, Almindelig Syren, Almindelig Vedbend, Dansk Arum, Dunet Steffensurt, Glat Skjoldbregne, Hjortetunge, Hvid Anemone, Judaspenge, Liden Rustbregne, Orientalsk Avnbøg, Rundfinnet Radeløv, Skov-Hullæbe, Skovmærke, Småbladet Lind, Tandrod, Tungeblad og Vår-Fladbælg, [1]
Note
- ^ Alma L. Nicolin og Ilinca M. Imbrea: Aspects of the Flora and Vegetation of the Izvorul Bigăr Nature Reserve (Sounth-Western Romania) – grundig gennemgang af stedets vegetation (engelsk)
Søsterprojekter med yderligere information: |