Marienborg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 3. maj 2015, 14:34 af Toxophilus (diskussion | bidrag) Toxophilus (diskussion | bidrag) (Wikilinks og småret)
Der er flere lokaliteter med dette navn, se Marienborg (flertydig).
USA's præsident George W. Bush og Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen ved deres fælles pressemøde ved Marienborg, 6. juli 2005.

Marienborg er en ejendom i Sorgenfri Sogn ved Frederiksdal i Lyngby-Tårbæk Kommune nord for København, som er stillet til rådighed for statsministeren som bolig og til repræsentative formål. I 1981 brugte Anker Jørgensen for første gang Marienborg til optagelsen af statsministerens nytårstale, fordi Statsministeriet var under flytning. Siden 1986 har det været fast tradition, at Marienborg har dannet ramme om nytårstalerne.[1] Det er ligeledes på Marienborg, at de såkaldte Marienborg-møder om folkeskolen afholdes.

Marienborg ligger øverst i en 8,8 hektar stor park ned til Bagsværd Sø. Den trelængede ejendom med tilhørende tjenestebolig og et mindre drivhusgartneri bruges i dag primært til møder, middage og officielle sammenkomster med statsministerparret som værter. I enkelte perioder har Marienborg dog også fungeret som privatbolig for eksempelvis statsminister Hilmar Baunsgaard (B).

Ejendommen er bygget cirka 1745. Marienborg blev opført som sommerbolig for søofficer og direktør for Asiatisk Kompagni, Olfert Fas Fischer. Navnet stammer fra 1795, hvor ejerens hustru, Marie Lindencrone, fik stedet opkaldt efter sig.

I 1934 blev ejendommen købt af højesteretssagfører Christian Ludvig David, som i 1960 testamenterede bygningerne, området og indbo til staten, som overtog Marienborg den 1. januar 1962. C.L. David, som opbyggede Davids Samling, ligger begravet i slotsparken.

Marienborg er normalt lukket for offentligheden, men i 2010 og 2011 åbnede statsminister Lars Løkke Rasmussen op for Marienborg have til sankthansfest. Denne tradition blev ikke umiddelbart videreført i 2012 da Helle Thorning-Schmidt var kommet til som statsminister,[2] men dog genoptaget i 2013 hvor omkring 3000 mennesker var mødt op til fællessang, underholdning, bål og Thorning-Schmidts båltale.[3]

Ejere af Marienborg

Eksterne kilder/henvisninger

  1. ^ Eva Mellbin & Franz-Michael Skjold Mellbin, Nu Gælder Det Danmark! (De danske statsministres nytårstaler), Lindhardt & Ringhof, 2011, ISBN 87-11-40526-0, p. 13
  2. ^ Theis Otzen (14. juni 2014). "Statsministeren dropper sankthansfest på Marienborg". det grønne område.
  3. ^ Grete Hansen (25. Juni 2013). "Helle Thorning tændte bålet på Marienborg". Det grønne område. {{cite news}}: Tjek datoværdier i: |date= (hjælp)
  4. ^ Marienborg – sammenkomster – Den Store Danske

55°46′31.42″N 12°27′52.54″Ø / 55.7753944°N 12.4645944°Ø / 55.7753944; 12.4645944