Oplysningstiden

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Oplysningstiden er en periode i Europas historie, som regnes fra omkring 1690 til omkring 1800. Begrebet "oplysning" hentyder til at man i denne periode, ved hjælp af filosofien og naturvidenskaben udvidede menneskets viden om verden og samtidig brugte disse resultater til at stille spørgsmål ved de førhen urokkelige autoriteter som kongemagt og kirken. Begrebet oplysning var et gammelt udtryk der havde været i brug siden oldtiden, både som betegnelse for religiøs og filosofisk klarsyn, men begrebet "oplysningstid" stammer fra Immanuel Kants værk Beantwortung der Frage: Was Ist Aufklärung? fra 1784. Han skrev her: "Hvis nogen spørger, lever vi i en oplyst tid? ville svaret være, Nej, vi lever i Oplysningstiden."^[1]

Indholdsfortegnelse 1 Baggrunden for oplysningstiden 2 Definition af oplysningstiden 2.1 Diversiteten i tidens tanker 2.2 Naturretten 2.3 Antikkens filosofi 2.4 Religionen 2.5 Tolerance 2.6 Videnskaben 2.7 Statsstyre 3 Oplysningstiden i Frankrig 4 Oplysningstiden i Storbritanien 5 Oplysningstiden i Italien 6 Oplysningstiden i Tyskland 7 Oplysningstiden i Danmark-Norge 8 Henvisninger 9 Kilder

[redigér] Baggrunden for oplysningstiden

Perioden forud for oplysningstiden, dvs det 17. århundrede, var præget af tiltagende brydninger: Borgerskabet var under fremvækst, stillede krav om del i magten og angreb dermed enevælden; kirken og religionen mistede hastigt troværdighed i takt med at naturvidenskaben udvikledes og afslørede andre forklaringer på naturfænomener, end dem kirken havde stået for. I løbet af århundredet havde videnskabsmænd såsom Francis Bacon, Robert Boyle, Blaise Pascal og Isaac Newton udviklet den videnskabelige metode og tænkere såsom Jacques-Bénigne Bossuet, Gottfried Leibniz, René Descartes og Baruch Spinoza havde lagt grunden for rationalismen, synspunkter der åbnede for muligheden af at mennesket med sin fornuft var i stand til at udfinde naturens, og dermed Guds, hemmeligheder. Trods denne fundamentalt set revolutionerende måde at anvende videnskaben på, var det dog først i slutningen af århundredet og især i det 18. århundrede at dette kom i konflikt med de i forvejen eksisterende autoriteter kongemagt og kirke. I 1600-tallet var rationalisterne næsten uden undtagelse stadig kongetro og kristne^[2] og manglede derfor den for oplysningstiden vigtige ingrediens: kritikken af vedtagne autoriteter^[3]. Den første af 1600-tallets tænkere der anvendte kritikken på denne måde var den franske filosof Pierre Bayle. I sit værk Dictionnaire Historique et Critique ("Historisk og Kritisk Ordbog") (1695-1697) anvender han denne kritik ved at opstille et sindrigt fodnote system der igennem lærde afhandlinger stiller spørgsmål ved mange af Bibelens fortællinger, foruden at fremhæve hvordan afvigende sekter såsom arianerne og huguenotterne var blevet uretfærdigt forfulgt. Denne måde at anvende videnskaben på blev en stor inspiration for oplysningstidens tænkere, ikke mindst for Voltaire. Oplysningstiden samlede og fokuserede på disse allerede eksisterende tendenser og stillede samtidig kritiske spørgsmål ved hjælp af naturvidenskaben, ofte med en bevidst mangel på respekt for gældende autoriteter, der udmundede i kravet om generelle udvidede beføjelser til individet gennem universelle menneskerettigheder og ofte også friere politiske og økonomiske forhold for den enkelte borger.

[redigér] Definition af oplysningstiden

[redigér] Diversiteten i tidens tanker

Selv om oplysningstiden bliver anvendt som et samlende begreb om den filosofiske og videnskabelige tænkemåde der anvendtes i det 18. århundrede, dækker begrebet over vidt forskellige personer, retninger og skoler^[4]. Oplysningstidens tanker kom til udtryk på vidt forskellige måder både indenfor de forskellige lande, men også imellem de forskellige personer som benyttede sig af begrebet. Således var den tyske oplysningstænkning vidt forskellig fra den franske, mens for eksempel den tyske oplysningsfilosof Lessing havde mere til fælles med Denis Diderot end sin tyske oplysningskollega Christian Wolff. Der har derfor ofte været uenigheder mellem historikere omkring definitionen på oplysningstiden.^[5] Idéhistorikeren Peter Gay, hvis værk The Enlightenment - An Interpretation (2 bind 1966-1969) stadig bliver betegnet som hovedværket indenfor studiet af oplysningens idéhistorie^[6], har forsøgt at finde frem til de begreber som alle oplysningstidens tænkere kan siges at være fælles om. Det drejer sig, på grund af forskelligheden, om meget generaliserende begreber, der alligevel var banebrydende tanker historisk set. Han opsummerer fællestankegodset som værende et program der er for følgende begreber: Sekularisering, humanisme, kosmopolitisme og frihed, med særlig vægt på kampen for frihed i dens mange afskygninger. ^[4] Forskelligheden lå derimod i hvad der ansås som hovedproblemerne i forsøget på at implementere disse grundtanker i samfundet, foruden i metoderne der skulle bruges til selve implementationen.

De konkrete idéer varierede som nævnt både alt efter geografi og den enkelte oplysningstænker, men de ændrede sig også i løbet af århundredet, så at i periodens sidste halvdel kritikken var langt mere radikal end i den første. F.eks. var de fleste oplysningstænkere i starten af århundredet deister, således Voltaire, Montesquieu og englænderne såsom John Locke og Anthony Collins, men i anden halvdel af århundredet optrådte der flere og flere ateister blandt filosofferne.^[7]

En vigtig del af oplysningstidens karakteristik er ændringen af betydningen af ordet "innovation" (eller fornyelse). I tidligere tider havde dette været negativt ladet, og anvendt som skældsord, men fra 1700-tallets begyndelse antog dette begreb en positiv betydning og blev en del af den positive mentalitet som tidens tænkere tog til sig. ^[8]

[redigér] Naturretten

Ved hjælp af oplysning blev befolkningen frisat fra det formynderskab autoriteterne og traditionerne øvede, bl.a. udtrykt gennem Kants tanker om at mennesket må oplyses for at vinde selvbestemmelse og "myndighed". Kants filosofi kritiserer rationalismens fornuftbegreb, idet han mener at den basale fornuft ikke fortæller om virkelighedens beskaffenhed, men kun om fænomenerne. Udgangspunktet sker i retsfilosofien med Hugo Grotius (1625), der udtrykker tanken om ligheden mellem mennesker igennem begrebet naturret, hvor det ikke er Gud, der er ophav til samfundets moralske love, men fornuften. Tankerne videreudvikles i England af John Locke i Two Treatises on Government (1690), David Hume, Adam Smith og Jeremy Bentham, i Frankrig af Rousseau Om samfundspagten (1762), i Tyskland af Leibniz, Lessing og Immanuel Kant, der med sine filosofiske undersøgelser af selve begrebet fornuft står som omdrejningspunktet i europæisk filosofi efter antikken.

Frihed, fremskridt og myndighed var nogle af de nye nøglebegreber; myndige mennesker skulle træffe rationelle valg til samfundets bedste, hvilket bl.a. affødte menneskerettighedserklæringen. Der var en optimistisk tro på det videnskabelige fremskridt som vejen til økonomisk udvikling.

[redigér] Antikkens filosofi

Som alle europæiske lærde i denne periode var oplysningstænkerne stærkt præget af antikkens filosofi. Men udover at de, som alle der havde en længere uddannelse, havde lært latin (og for nogens vedkommende også oldgræsk) var der en stærkere tilknytning til antikkens filosofi iblandt oplysningsfilosofferne. De græske og især de romerske filosoffer ansåes af oplysningsfilosofferne for at have været de første der granskede naturen ud fra et ikke religiøst og forholdsvist videnskabeligt synspunkt^[9] Samtidig delte oldtidens tænkere også oplysningstidens optimisme^[10], et træk der var karakteristisk i tiden, til forskel for den mellemliggende periode, der efter oplysningsfilosoffernes egen mening, havde været nedtrykt af kristendommens pessimisme. Denne samklang i de to tidsaldres tænkemåde har fået Peter Gay til at kalde periodens livssyn for et "moderne hedenskab" ("modern paganism").^[11]

Især to retninger af antikkens filosofi tiltalte oplysningstænkerne, epikuræismen og stoicismen. Med hensyn til epikuræismen var det især digteren Lukrets' digt De Rerum Natura ("Tingenes Natur") der var populært. Digtet forklarede hvordan verden er skabt af atomer og at guderne kun har sat den i gang for derefter at nøjes med at iagttage, et synspunkt der tiltalte deisterne og til en vis grad også ateisterne blandt dem, og som ikke så lidt inspirerede mange af dem.^[12]Med hensyn til stoicismen var det især Cicero der var den foretrukne tænker. I sit skrift De Natura Deorum ("Gudernes Natur") gennemgår Cicero de mange forskellige filosofiske retninger og afslører sin egen kynisk realistiske holdning overfor romernes religion. Han mener at religionen er vigtig at bibeholde for stabiliteten og traditionens skyld, men afslører selv at det ikke er dybere religiøse følelser der griber ham. Bogen blev af Voltaire betegnet som "antikkens sandsynligvis bedste bog", og han gentog ofte selv disse Ciceros tanker i sine egne skrifter.^[13]

[redigér] Religionen

En af de mest markante aspekter ved oplysningstiden er tidens sekularisering. Baggrunden for dette findes allerede i 1600-tallet hvor den såkaldte engelske deisme fremkom. ^[14] Edward Herbert som regnes for den første engelske deist, opstillede et system hvor menneskets sanser fik en langt større rolle end i tidligere religiøse tankesæt. John Toland var den første til at forfølge denne tankegang til sin naturlige konklusion og hævde at religionen skulle tilpasses fornuften i sit værk Christianity Not Mysterious fra 1696. Anthony Collins videreførte disse argumenter, første gang i An Essay Concerning the Use of Reason fra 1707, men hovedværket var A Discourse of Free-Thinking fra 1713 hvor i han afviser at noget kan være "over fornuften" og hævdede at åbenbaringen skulle tilpasses menneskets idéer om den "naturlige religion". De engelske deister var således nogle af de første i denne periode der, på grundlag af en fornuftbaseret religion, radikalt og bevidst afveg fra de autoriserede og vedtagne kirkelige tolkninger af kristendommens skrifter.

Den senere franske deisme, med Voltaire som en af de første, havde således fået de væsentligste bestanddele af deres idéer fra England. Allerede i de første årtier af århundredet havde anonyme deistiske skrifter cirkuleret i filosofiske cirkler i afskriftform, f.eks. Le militaire philosophe ("Den militære filosof") og Traité des trois imposteurs ("Afhandling over de tre svindlere", 1719). Voltaire og andre af de franske filosoffer nøjedes ikke med at komme med alternativer til den vedtagne religion, de anvendte således de deistiske tanker til samtidig at fremkomme med hård kritik af den katolske kirke. Det blev startskuddet til århundredets polemiske (og ofte anonyme) litteratur, hvor religionskritikken blev fremført i en form som sjældent var set før. I løbet af den følgende generation af oplysningsfilosoffer var en del erklærede ateister, såsom f.eks. Paul Henri Thiry d'Holbach (især med skriftet Christianisme dévoilé ("Kristendommen afsløret", 1761) og Claude Adrien Helvétius med skriftet De l'esprit ("Ånden", 1758) og religionskritikken kunne derfor også vendes mod Voltaire, der trods sin kritik af kristendommen også kæmpede imod materialismen og på samme måde var genstand for deres foragt. ^[15]

Selv om antallet af deister og ateister steg i løbet af århundredet, var disse trosretninger dog forbeholdt et fåtal, både i befolkningen men også indenfor den lærde verden. I Tyskland fremkom Christian Wolffs med et filosofisk system som søgte at anvende de rationalistiske idéer uden at afskrive troen på en guddommelig åbenbaring. I Vernünftige Gedanken von den Kräften des menschlichen Verstandes ("Fornuftige tanker over den menneskelige fornufts styrke", 1712) og andre værker udviklede han et grundigt system der fik stor udbredelse både i Tyskland og udlandet. I løbet af midten af århundredet var den ældre skolastiske teologi på universiteterne rundt omkring på de protestantiske universiteter i Europa udskiftet med wolffianismens rationalistiske teologi. ^[16]

[redigér] Tolerance

Europa havde i de foregående århundreder oplevet mange krige og stridigheder som følge af religiøse uoverenstemmelser. Især efter reformationen i 1500-tallet steg antallet af disse betydeligt, f.eks. trediveårskrigen, stridighederne mellem katolikker og huguenotter i Frankrig og de mange borgerkrige i England. Der havde i løbet af perioden sket forskellige tiltag til religiøs tolerance, f.eks. Nantes-ediktet i 1598, men det var kun enkeltstående tilfælde. Først i slutningen af 1600-tallet begyndte teorien om den religiøse tolerance at blive hævdet som et vigtigt grundlag for politisk stabilitet. Det skete første gang i Pierre Bayles skrift Commentaire Philosophique (1688) og John Lockes Epistola de tolerantia (1689). Her fremhæves at at tilhørsforhold til et religiøst samfund bør være frivilligt og at der ikke bør ske forskelsbehandling imellem de forskellige trossamfund der findes i den enkelte stat. ^[17] Disse idéer blev for størstedelen inkoorperet i den senere oplysningstids grundtanker og f.eks. Voltaire praktiserede dem aktivt da han deltog aktivt i Calas-affæren. Sagen handlede om den calvinistiske købmand Jean Calas, der i 1762 blev tortureret og henrettet, anklaget uden beviser for at have myrdet sin søn. En folkemængde havde, efter nyheden om Calas' søns død krævet faderen straffet, fordi de mente at han havde myrdet sønnen da denne skulle til at omvende sig til katolicismen, det til trods for at faderen havde et solidt alibi i det han havde spist til middag sammen med hele sin husholdning på tidspunktet for sønnens drab. Resten af familien blev dømt medskyldige fordi de angiveligt skulle have dækket over faderen. Året efter sagen udgav Voltaire skriftet Traité sur la tolerance à l'occasion de la mort de Jean Calas ("Afhandling om tolerancen i anledning af Jean Calas' død", 1763). Her påviste han at faderen havde været offer for et justitsmord baseret på religiøs intolerance, og han fremførte sin sag med så overbevisende at sagen i 1765 blev genoptaget og Calas-familien inklusive den henrettede fader pure frifundet. ^[18]

Udøvelsen af tolerance åbnede også nogle lande for religiøse flygtninge. I Europa var det især de franske huguenotter, der efter ophævelsen af Nantes-ediktet i 1685 havde måttet flygte fra Frankrig. Mange af disse slog sig ned i Holland, Preussen, Polen, Sverige og Danmark, og i mange tilfælde viste de sig at være et væsentligt gode for de lande de slog sig ned i da de ofte var af dygtige købmændsfamilier der forstod at viderføre karrieren i deres nye hjemlande.

[redigér] Videnskaben

Hovedårsagen for den optimisme der var så udbredt i tiden var naturvidenskabens fremskridt.^[19] I 1600-tallet udvikledes den videnskabelige metode og i slutningen af dette århundrede beviste Isaac Newton metodens værd med sine videnskabelige arbejder, ikke mindst opdagelsen af tyngdekraften. Dette satte skub i en større interesse i naturvidenskaben hos de fleste lærde og deres fyrster i løbet af det følgende århundrede. Mange af de mest fremstående oplysningstænkere var videnskabsmænd eller lærde amatører. Voltaire udbredte i Frankrig Newtons resultater med bogen Eléments de la philosophie de Newton ("Newtons filosofis elementer", skrevet 1738 i samarbejde med den lærde Émilie du Châtelet), Jean le Rond d'Alembert var en matematiker, Benjamin Franklin lavede naturvidenskabelige forsøg af alle slags, Denis Diderot var velbevandret i mekanikken osv. Europas universiteter havde ikke fulgt med denne udvikling, indtil langt op i 1700-tallet var de fremherskende skoler aristotelismen og skolastikken på langt de fleste af disse institutioner, kun på ganske få af disse, såsom universiteterne i Halle og Edinburgh^[20], og fra 1734 universitetet i Göttingen, formåede man at blive en del af oplysningstidens videnskabelige miljø. I stedet var det primært de kongelige videnskabelige selskaber, mange af dem etableret i 1600-tallet, først og fremmest det engelske Royal Society (1660), men også det franske Académie des sciences (1666), og f.eks. det danske Videnskabernes Selskab (1742), der aktivt var medvirkende til den naturvidenskabelige revolution ^[21] Ikke mindst den svenske naturforsker Carl von Linné, som medvirkede til grundlæggelsen af Kungliga Svenska Vetenskaps Akademien i 1739, bidrog med en af de største af 1700-tallets naturvidenskabelige opdagelser med sit klassifikationssystem til planter og dyr.

Alle disse bestræbelser på at fremme naturvidenskaben bar også frugt i løbet af århundredet. Først og fremmest oplevedes et begyndende befolkningsoverskud i de europæiske lande som følge af bl.a. forbedrede produktions- og distributionsmetoder og den gradvise forbedring af lægevidenskaben. ^[22] Opfindelsen af vaccinationen, den såkaldte inokulation, mod kopper var et stort skridt i kampen mod børnedødeligheden. ^[23] Med John Harrisons opfindelse af det maritime kronometer kunne man for første gang præcist bestemme angivelsen af længdegradden hvilket forbedrede mulighederne for langdistance søfart betydeligt. Med James Watts opfindelse af en brugbar dampmaskine i 1776 var grunden til den industrielle revolution lagt. og den første industri af moderne tilsnit begyndte at blive anlagt i England i form af mekaniserede uldspinde og væverier.

[redigér] Statsstyre

Oplysningstiden var i høj grad et produkt af borgerstandens voksende størrelse. ^[24] Selv om de fleste oplysningsteorier blev fremlagt som universelle, var langt de fleste et udtryk for borgerens ønsker i et samfund der de fleste steder i Europa stadig var at opfatte som feudalistisk, dvs hvor kun konge, kirke og adelen havde mulighed for indflydelse. Som nævnt var en af hovedidéerne i oplysningstidens tankegang kampen for frihed. Men forestillingen om at demokrati er lig med den højeste politiske frihed for individet er af nyere oprindelse, i 1700-tallet var der langt fra konsensus om dette. ^[25] For mange af oplysningsfilosofferne var derimod det oplyste enevælde den bedst tænkelige regeringsform. Idéen var at kongen under denne form for styre var en hersker oplyst af filosofien, og at han omgav sig med rådgivere der igennem deres uddannelse og lærdom var i stand til at give oplyste råd. Teorien var således at på grund af styrets filosofiske udgangspunkt ville herskeren udelukkende bruge sin uindskrænkede magt til gode reformer i oplysningstidens ånd. Borgeren ville ikke blive hindret af indskrænkende love, hvis han var dydig, klog og arbejdsom ville han også blive værdsat efter fortjeneste. Dette ville også betyde at en person, uanset fødsel og rang, ville kunne gøre sin egen lykke bare han var dygtig nok, og således ville der være frihed for den enkelte borger. I løbet af århundredet var der indtil flere herskere som blev anset for at være oplyste monarker og som derfor ofte blev prist af oplysningsforkæmperne. Preussens Frederik den Store var formodentlig den mest populære af disse. ^[26] Hans mange kameralistiske reformer, og hans omgang med især de franske oplysningsfilosoffer, gjorde ham til forbilledet for tidens oplyste monark. Også selv om han i mange aspekter ikke levede op til oplysningstidens tankegang, f.eks. med sin ekspansionistiske udenrigspolitik der ofte fremprovokerede krig (såsom den Østrigske arvefølgekrig og Syvårskrigen), der gik imod oplysningens fremherskende forestilling om at krig, med visse nødvendige undtagelser, var en utilgivelig foreteelse. ^[27] Udover Frederik den Store var også Ruslands kejserinde Katharina 2. og Østrigs kejser Josef 2. at anse som oplyste monarker.

Der var dog også tænkere der talte for indførelsen af stænderforsamlinger eller endog parlamenter i de europæiske monarkier, og ved inførelsen af et konstitutionelt monarki, på den måde sikre borgerstanden indflydelse overfor kongemagten. Forbilledet her var især den engelske regeringsform, men også Sverige havde i Frihedstiden 1719-1772 en forfatning der gav den svenske Riksdag forøgede beføjelser på bekostning af kongemagten.

I løbet af sidste halvdel af århundredet blev idéen om indførelsen af en demokratisk regeringsform stadig mere udbredt. Især i Nordamerika hvor oplysningstænkere som f.eks. Benjamin Franklin, Thomas Jefferson og John Adams talte for ikke bare de engelske nordamerikanske koloniers uafhængighed, men også for en komplet afskaffelse af en monarkisk styreform og indførelsen af en republik. Da disse tanker med den amerikanske uafhængighedskrig 1775-1783 i blev indført i praksis, forstærkede det opbakningen til idéen i Europa, særligt i Frankrig.

[redigér] Oplysningstiden i Frankrig

I Frankrig havde skribenter og videnskabsmænd i lang tid havde været underlagt magtfulde enevældige kongers og en mindst ligeså magtfuld kirkes censur. Men med den gryende kritik som især Bayles skrifter, skrevet og udgivet i sikker rækkevidde fra franske magthavere i Holland, begyndte en litterær, og nogle gange endog korporlig, strid der var voldsommere og langt mere langtrukken end i noget andet europæisk land at blusse op. ^[28]

Voltaire var allerede fra en ung alder en kritiker af de bestående samfundsforhold. I 1717 blev han fængslet i Bastillen for et skrift der var kritisk mod enevælden. Men det var først efter sit eksil i England 1726-1729 at han formåede at koble kritikken sammen med naturvidenskaben. Det skete efter at han her stiftede bekendtskab med Newtons og John Lockes værker. Ved sin hjemkomst til Frankrig kunne han med fornyet kraft genoptage sit kritiske og satiriske forfatterskab, mest kendt i eftertiden blev den humoristiske roman Candide (1759), men i sin samtid bedømtes hans historiske værker og hans større filosofiske skrifter såsom Dictionnaire philosophique ("Filosofisk ordbog", 1764) langt højere. Han havde dog et tvetydigt forhold til sine skrifter, for de var som oftest anonyme, og han afskrev sig gerne forfatterskabet til dem. Desuden skete udarbejdelsen af skrifterne i sikre omgivelser, i perioden 1734-1749 på slottet Cirey hos madam du Chatelet, og 1759 til sin død i 1778 på slottet Ferney der lå tæt på den schweiziske grænse. Censurlovgivningen i Frankrig kunne være meget restriktiv, og derfor var det betryggende for en samfundskritisk forfatter på kort tid at kunne bevæge sig udenfor den franske udøvende magts rækkevidde. I en kort periode var han endda rådgiver for Frederik den Store af Preussen, men de skiltes som uvenner da Voltaires idéer på mange punkter ikke stemmede overens med Frederiks langt mere realpolitiske inden- og udenrigspolitik.

Charles-Louis de Secondat Montesquieu beskæftigede sig indgående med Europas grundlaget for statsforfatninger og love. I 1721 udgav han bogen Lettres persanes ("Persiske breve") der under dække af at være skrevet af en persisk rejsende i Paris kritiserer de politiske forhold i Europas kongedømmer. Hovedværket var De l'Esprit des Lois ("Lovenes ånd", 1748) som udvikler en grundlæggende teori for staters statsforfatning. Han gennemgår henholdsvis republikanske, monarkiske og demokratiske staters regeringsgrundlag for at fastsætte de ideelle forhold for disses forfatninger. Det var i dette værk at ídéen magtens tredeling, dvs adskillelsen af den lovgivende, udøvende og dømmende magt, første gang blev fremført. På grund af værkets omfattende gennemgang af alle tidens kendte regeringstyper, blev hans idéer vidt anvendte i en stor del af århundredets statspolitiske forfatteres værker. Således også i Danmark, hvor f.eks. Jens Schielderup Sneedorff og senere Andreas Schytte kunne anvende Montesquieus tanker til lærde forsvar for den daværende enevældige regeringsform. ^[29]

Den nationaløkonomiske skole fysiokratisme opstod i omkring midten af århundredet. Hovedmændene bag denne var bl.a. statsmanden Anne Robert Jacques Turgot og nationaløkonomen François Quesnay. Fysiokraterne fremførte en tidlig form for liberalisme idet de hævdede at en stats handel og produktion bedst fremmedes ved at give denne så fri vilkår som muligt. Samtidigt skulle skatterne sættes ned til kun det allermest nødvendige for statens overlevelse, allerhelst ved indførelsen af enhedsbeskatningen "impot unique", hvor man kun beskattede de steder hvor der skete en værditilvækst i økonomien. ^[30] Den fysiokratiske tankegang fik stor betydning i samtiden, og mange nationaløkonomer rundt omkring i Europa tog idéer fra systemet til sig. Ikke mindst den skotske økonom Adam Smith, som senere brugte mange af idéerne til udviklingen af den moderne liberalisme.

Et af hovedværkerne fra oplysningstiden er det franske opslagsværk Encyclopédie (Encyklopædien) (1751-1780), som blev redigeret af Denis Diderot i tæt samarbejde med d'Alembert. Værket repræsenterer så godt som hele oplysningstanken i trykt form, og blev samtidig forbilledet for alle senere encyklopædier. De franske encyklopædister, som talte de fleste af tidens førende franske oplysningstænkere såsom Voltaire, Paul Henri Thiry d'Holbach, Jean-François Marmontel, Charles de Brosses, Charles Pinot Duclos, nationaløkonomerne François Quesnay og Anne Robert Jacques Turgot osv. Blandt de allersidst indtrådte medarbejdere var den senere "revolutionens filosof" Nicolas de Condorcet der havde til mål at kortlægge den aktuelle viden om alle teoretiske videnskaber og praktiske erhverv i den franske encyklopædi. Værket var en udvidet og politiseret udgave af Ephraim Chambers´encyklopædi fra 1728. Encyklopædien udkom mellem 1751 og 1772 og blev berømt for redaktør Diderots mange censurkonflikter med kirke og stat.

Trods kampen mod censuren lykkedes det alligevel at få udgivet encyklopædien. Det skyldtes for en stor del statsmanden de Malesherbes, der besad den vigtige post som øverste censor i Paris. Han havde selv sympatier for mange af oplysningstidens radikale tanker og han gjorde således meget for at se igennem fingre med mange af de ellers ifølge loven forbudte skrifter.

Jean-Jacques Rousseau var en anden af Frankrigs oplysningsfilosoffer som fik stor betydning for eftertiden. Rousseau mente at den daværende europæiske civilisation havde fordærvet og ødelagt menneskenes sind, og han agiterede for at mennesket burde vende dette samfunds liv ryggen. Ikke for at opgive den menneskelige kultur og vende tilbage til naturen, men for at opbygge et nyt samfund baseret på principper som, ifølge Rousseau, ikke ødelagde menneskene. I 1762 udgav han bogen Émile, ou De l’éducation ("Emil eller om Opdragelsen"), der beskrev hvordan han ville opdrage et barn hvis det skulle vokse op uden den daværende civilisations kunstige og ødelæggende fortrædeligheder. Grundprincippet var at man skulle give barnet langt større frihed, både fysisk og psykisk, og at den traditionelle boglige skoleuddannelse skulle udskiftes med at barnet selv gjorde sine egne erfaringer. Samme år udgav han også værket Du contrat social ("Samfundspagten" eller "Den sociale kontrakt"), der beskrev hvordan Rousseau mente at samfundet burde baseres på "folkets vilje" ved hjælp af en frivillig kontrakt indgået mellem den enkelte borger og staten. En idé han havde fået fra Hugo Grotius og de engelske empirister, særligt Locke havde været fortaler for en sådan. Bogen beskrev endvidere hvordan der burde oprettes "folkeforsamlinger" hvor enhver borger kan få indflydelse på statens bestyrelse.

I sidste halvdel af 1700-tallet steg utilfredsheden i Frankrig til nye højder. Landet var i dyb gæld og bønderne blev ofte plaget og udnyttet af godsejerne. Desuden steg antallet af subsistensløse i Paris og andre store byer, da landbefolkningen i stor stil flyttede til byerne for at forsøge at forbedre deres kår. Den franske konge Ludvig 16. var en svag og uerfaren hersker, hvilket gav frit spil for alle kritikere og intrigemagere. Utilfredsheden blev efterhånden så stor at han i 1789 blev tvunget til at oprette stænderforsamlinger for at dæmpe urolighederne. Men i stedet for at dæmpe disse havde de snarere den modsatte effekt, de åbnede for kravet om videregående reformer, og endda oprør, fra mange sider. Snart løb begivenhederne regeringen af hænde og med folkemængdens indtagelse af Bastillen 14. juli samme år udbrød den franske revolution. Denne politiske omvæltning og de efterfølgende diskussioner om Frankrigs nye forfatning vakte stor sympati blandt Europas oplysningsfilosoffer, og mange håbede at man i Frankrig ville have en stat hvor de utallige af tidens teorier om at skabe et bedre samfund kunne implementeres. Men i løbet af få år var revolutionen forvandlet til jakobinernes og Maximilien Robespierre rædselsperiode hvor guillotinen flittigt anvendtes både overfor nye og gamle politiske modstandere. Med Napoleon Bonapartes overtagelse af magten var oplysningstidens håb om at se et nyt og demokratisk samfund i Frankrig endegyldigt slut.

[redigér] Oplysningstiden i Storbritanien

I England var det især empirismen der var det væsenligste bidrag til oplysningstidens tanker. Empiristerne hævdede at sanserne i sammenhæng med fornuften skabte virkelighden for mennesket. I modsætning til rationalisterne som havde en tendens til udelukkende at fremhæve fornuften på bekostning af sanserne. Empirismens fremkomst i England hang blandt andet sammen med udviklingen af den videnskabelige metode, som særlig Francis Bacon havde været den drivende kraft bag. Senere med videnskabsmænd som Robert Boyle og Isaac Newton blev dette aspekt væsentligt bevist ved de videnskabelige resultater, der fremkom af deres forskning efter anvendenlsen af denne metode.

Efter den "gloriøse revolution" (Glorious Revolution) i England 1688 havde landets indbyggere nydt godt af en borgerlig frihed med få sidestykker i datiden. Dette havde samtidig opmuntret lærde til at deltage i debatten om politiske og samfundsmæssige problemstillinger. Omkring slutningen af 1600-tallet og starten af 1700-tallet fremkom således en del betydningsfulde værker af politisk teoretisk karakter. Først og fremmest John Locke som allerede lige efter regeringsomvæltningen af 1688 udgav værket Two Treatises of Government ("To afhandlinger om regering", 1689). Her støtter Locke den nye ordning med udvidet magt til parlamentet, og baserer det på idéen om den sociale kontrakt mellem magthaverne og folket. I An Essay Concerning Human Understanding ("Et essay om den menneskelige forståelse", 1690) fremhæves blandt andet empirismens idéer om menneskets sind som tabula rasa.

Den engelske oplysning kan således siges at være begyndt tidligere end de andre europæiske lande, og især de franske oplysningsfilosoffer vedkender sig da også ofte deres gæld til England. Særligt Voltaire, der i sin bog Lettres philosophiques sur les Anglais ("Filosofiske breve om englænderne", 1734) priser England for at være det eneste rigigt oplyste land i verden.

Påvirkningen kunne dog også gå den anden vej, som det ses med eksemplet Edward Gibbon. Hans første værk var på fransk med titlen Essai sur l'Étude de la Littérature ("Essay over studiet af litteraturen", 1761) og var i høj grad inspireret af de franske antikvariske lærde. Hans hovedværk var The History of the Decline and Fall of the Roman Empire (1776-1789) der gennemgik Romerrigets fald, og hvori han lagde en stor del af skylden på kristendommens udbredelse i riget.

I Skotland fandtes også en gruppe betydelige oplysningsfilosoffer. Ikke mindst på grund af universiterne i Edinburgh og Glasgow som synes at have være langt mere åbne overfor tidens nye tanker end andre europæiske universiter. Hovedkraften i den skotske oplysning var David Hume, som fulgte den engelske empirisme. Med værket A Treatise of Human Nature ("En afhandling om menneskets natur", 1739-1740) skrev han hvad der skulle blive hovedværket indenfor denne tankeretning. Hume var selv sandsynligvis ateist, og levede som sådan til det sidste hvor han på sit dødsleje bl.a. udtalte at hans eneste ærgelse ved livet var at "selvom han havde været travlt optaget med at gøre mine landsmænd klogere og især frelse dem fra den kristne overtro, så havde han desværre ikke færdiggjort dette store stykke arbejde" ^[31]

Nationaløkonomen Adam Smith var en anden af de mest indflydelsesrige personer fra den skotske oplysning. Med værket The Wealth of Nations ("Om nationers velstand", 1776) grundlagde han den økonomiske skole kaldet liberalismen der snart helt fjernede den merkantilistiske tankegang i Europa, og bogen havde samtidig en stor indflydelse på den industrielle revolution i det den greb organiseringen af produktionen videnskabeligt an.

[redigér] Oplysningstiden i Italien

Den italienske oplysningstid var meget varieret, ikke mindst på grund af den politiske situation. Halvøen var delt op i mange små selvstændige stater med vidt forskellige regeringsformer og historiske baggrunde. En af de italienske oplysningstænkere hvis værker fik den største udbredelse i Europa var Cesare Beccaria. Han var en statsmand fra hertugdømmet Milano, og hans idéer var for en stor dels vedkommende inspireret af den engelske oplysning. Hovedværket er Dei delitti e delle pene ("Om forbrydelse og straf", 1764), der bl.a. var et af det første retsfilosofiske værker som talte imod anvendelsen af dødsstraffen. ^[32]

[redigér] Oplysningstiden i Tyskland

De tyske oplysningstanker udviklede sig for en stor dels vedkommende markant forskelligt fra den franske og britiske. Istedet for fremkomsten af en radikal samfundsomvæltende filosofi udvikledes i stedet en åndsretning der forstod at inkorporere mange af oplysningstidens tanker i samfundet i samarbejde med statsmagten og kirken. Det var Christian Wolffs filosofiske system der muliggjorde dette. Wolff udviklede sin kristne rationalistiske filosofi ud fra Gottfried Wilhelm Leibnizs idéer om et kompromis mellem videnskab og teologi. Han udforskede metafysikken og den kristne åbenbaring, og hvad de fleste oplysningstænkere her fandt inkompatibelt med naturvidenskaben, fandt han istedet i samklang med denne. De religiøse mirakler var Guds værktøj til at omvende folk til den sande religion, og netop ved studiet af naturvidenskaben ville det mirakuløse blive endnu mere overbevisende, i det de oversteg menneskets fornuft.

Oplysningstankernes udbredelse i Tyskland skete således langsomt og med små skridt. Wolff havde formået at omforme den lutherske ortodoksi så denne blev mere modtagelig overfor de nye tanker. Det næste skridt skete omkring midten af det 18. århundrede da den wolffiske rationalisme blev omformet til den rationalistiske teologi, neologien. Fortalerne for denne retning var alle præster og teologer, som f.eks. Friedrich Samuel Gottfried Sack, Johann Friedrich Wilhelm Jerusalem og Johann Joachim Spalding. Den neologiske tankegang tømte de overnaturlige religiøse mirakler for betydning, enten var de aldrig sket som det stod skrevet, og hvis det var, så var det uden betydning. Det vigtigste var at mennesket ved at bruge sin fornuft korrekt kun ville få få bekræftet sin religiøse overbevisning. ^[33]

1700-tallets mest feterede oplyste enevældige hersker Frederik den Store af Preussen. Han brevvekslede med bl.a. Voltaire, D'alembert og flere andre af de franske encyklopædister, og var selv personligt optaget af den franske oplysning. Alligevel var det indflydelsen fra Wolff og kameralvidenskabens foreskrifter. Kameralvidenskaben var blevet udviklet under hans far, Frederik Vilhelm 1. af Preussens regeringsperiode, af statsøkonomerne Veit Ludwig von Seckendorff og Wilhelm von Schröder. Kameralismens væsentligste idé var at statens overskud skulle øges. Dette kunne ske ved at øge befolkningstallet, effektivisere statens administration ved at uddanne en professionel embedsmandsklasse og ellers følge en stram merkantilistisk politik. Frederik fulgte disse foreskrifter og indførte desuden også mange andre reformer i sit land. Blandt andet åbnede han for alle trosretninger, han indkaldte håndværkere fra udlandet, udførte begrænsede landboreformer og ændrede på administrationen af universiteterne.

Der var dog også mere radikale oplysningstænkere i Tyskland, selv om at de i forhold til de andre større europæiske lande var i langt mindre antal. Den fremmeste var Gotthold Ephraim Lessing. Han havde oprindeligt delt mange af neologernes synspunkter, men havde i løbet 1760'erne bevæget sig længere væk fra dem. Han vedblev at være kristen af overbevisning, men udviklede i stedet sit helt eget personlige religiøse standpunkt. I løbet af sit liv nåede han næsten at gå ind for alle de forskellige synspunkter der fandtes i den protestantiske teologi. I hovedværkerne Nathan der Weise ("Nathan den vise", 1779) og Die Erziehung des Menschengeschlechts ("Opdragelsen af menneskeheden", 1780) fremlægger han sit standpunkt om religiøs tolerance i retten for den enkelte til at finde sit eget religiøse standpunkt. Lessing var optaget af kristendommens alvorsfulde karakter, men han fraskrev sig troen på det overnaturlige, og fandt i stedet i overenstemmelse med oplysningstidens tanker, behag i den filosofiske side troen. ^[34]

En anden af Tysklands oplysningstænkere var Moses Mendelssohn. Han var af jødisk baggrund, og var ivrig fortaler for jødernes rettigheder i Tyskland. Lessing havde i sit drama Die Juden ("Jøderne", 1749) også givet udtryk for støtte til denne sag, og de to blev efterfølgende nære venner og litterære kollegaer. Da Mendelsohn sendte sit manuskript til værket Philosophische Gespräche ("Filosofiske samtaler", 1755) til Lessing til gennemlæsning, blev Lessing så begejstret for bogen at han uden at konsultere Mendelssohn sendte værket til trykning. Bogen er et bidsk angreb på den tyske litterære verden for dens forsømmelse af de tyske filosoffer på bekostning af de udenlandske. Senere i livet blev Mendelssohn involveret i litterære stridigheder med blandt andet schweizeren Johann Kaspar Lavater omkring Jesus' guddommelighed. Mendelssohns helbred blev efterhånden nedbrudt af stridighederne og han koncentrerede sig istedet om oversætterarbejde af blandt andet dele Det gamle Testamente til tysk fra hebraisk, med mange kommentarer tilføjet værkerne.

Den nok mest kendte tyske oplysningsfilosof var Immanuel Kant. Hans virke faldt i sidste halvdel af århundredet og han formåede at opleve både højdepunktet og afslutningen af perioden. Med sit værk Beantwortung der Frage: Was Ist Aufklärung? fra 1784 definerede han oplysningstiden. I sit hovedværk Kritik der reinen Vernunft ("Kritik af den rene fornuft", 1781) opstillede han sit erkendelsesteoretiske system der fremhævede forstandens transcendentale logik som modsvar mod især den engelske empirisme. Med sit kategoriske imperativ fik han ud fra sit system mulighed for at formulere religionsfri etisk baserede moralregler uden at ende i Humes skepticisme. Med dette system, der kun tillagde menneskets logik betydning, lagde han samtidig grunden til det tidlige 19. århundredes reaktion mod oplysningstiden, hvis væsentligste indvending, ifølge denne, var manglen på vægt som tillagdes følelserne.

[redigér] Oplysningstiden i Danmark-Norge

Den første repræsentant for oplysningstiden på dansk jord er sønderjyden Matthias Knutzen (født cirka 1646), som var præget af en bibelkritiske lære og en radikal rationalisme. Han nedfældede blandt andet sine tanker i skriftet En vens venlige ord til vennerne (oprindeligt på latin, Amicus, Amicis, Amica, 1670'erne), der talte for klarhed i troen og en afvisning af de mange selvmodsigelser i de hellige skrifter. Knutzens idéer var den del af den Tidlige Oplysning (eng. "Radical Enlightenment"), som var en radikal forløber for 1700-tallets oplysning, men Knutzens idéer havde ikke stor gennemslagskraft i Danmark og hans skrifter kendes således kun i afskrifter fra modstandernes modskrifter.^[35]

Den første person i Danmark som var præget af oplysningen og som det lykkedes at få udbredt sine idéer til et større publikum, er den norskfødte Ludvig Holberg. På sine udlandsrejser til Europas store universitetsbyer fik han et godt indblik i de nyere strømninger der begyndte at dukke op i de første årtier af århundredet. Han læser blandt andet Pierre Bayles leksikon mens han opholder sig i Rom ^[36], og gør sig også bekendt med andre af tidens kontroversielle forfattere. Med værket Morals Kierne eller Introduction til Naturens og Folke-Rettens Kundskab (1716) viser han sin forankring i teorien om naturretten. Holberg var først og fremmest optaget af filosofien som kernen til al videnskab, metoden var den sokratiske. ^[37] Han anså mennesket for at være et fornuftsvæsen, men han kan ikke tilskrives at have tilsluttet sig noget specifikt rationalistisk system, han anvendte istedet snarere en form for empirisk psykologi i sine værker. ^[38]

Den danske litteratur var på Holbergs tid næsten ikke eksisterende på alle punkter og Holberg prøvede selv at ændre på dette ved at skrive og udgive værker i mange forskellige emner, f.eks. historie, essays og skønlitteratur. Det var også en del af hans oplysningsprojekt i denne retning at han blev komedieskriver, og på den måde kunne oplyse en del af befolkningen der ellers ikke læste bøger. Men han får dermed samtidig vist at han ikke delte oplysningstidens karakteristiske tanker om politisk frihed, i det hans morale i f.eks. Den politiske Kandestøber (1722) tydeligt viser at den almindelige borger ikke bør deltage i politisk debat. ^[39]

Den danske oplysning var i høj grad under indflydelse af den tyske. På universiteterne var det wolffianismen der fik indpas i løbet af midten af 1700-tallet, og den beholdt sin plads som den førende officielt anerkendte teori resten af århundredet. ^[40] Især Jens Kraft var en kraftig fortaler for Wolffs "matematiske" formalisme.

Der var dog også indtryk fra andre dele af oplysningstiden. Væsentligst var Frederik Christian Eilschov, som trods sin kraftige inspiration fra Wolff (og Gottfried Wilhelm Leibniz) gik langt videre og argumenterede bl.a. for en mere håndgribelig tro på praksis frem for teori og ligestilling mellem kønnene med hensyn til uddannelse. Hans karriere blev dog kort da han døde allerede som 25-årig, efterladende et stort forfatterskab.^[41] Især med hensyn til den politiske teori kan spores en stor indflydelse hos professorerne på Sorø Akademi, især hos Jens Schielderup Sneedorff, som i sit værk Om den borgerlige Regiering (1757) viser en tydelig inspiration fra Montesquieus tanker om regeringsformerne. Mens Humes fortrinsvis merkantilistiske tankegang også har haft indflydelse på Sneedorff ses dette dog mest i hans efterladte arbejder, som dennes efterfølger Andreas Schytte benyttede til andet bind af sit hovedværk Staternes indvortes Regiering (1772-1776). ^[42] Resten af Schyttes værk viser en kraftig indflydelse fra de tyske kameralister med hensyn til hans tanker om statsadministrationen.

Den 31. marts 1755 udsendte Adam Gottlob Moltke i Frederik 5.s navn en opfordring til alle landets borgere om at deltage i debatten om forbedringer af landets økonomiske kår. Dermed lød startskuddet til en af de mest vellykkede konkrete politiske resultater som oplysningstiden fremkom med på dansk jord, nemlig landboreformerne. Allerede Frederik 4. havde forsøgt sig med at hjælpe bondens kår, men reformerne var for det meste blevet ændret tilbage efter hans død. Med denne nye opfordring sattes der gang i en debat samtidig med at en del af den ellers effektive censur var blevet løftet. Processen tog lang tid, og først i 1780'erne og efter mange omslag i den politiske adminstration begyndte problemet at løses praktisk med udskiftningen fra fællesskabet og gradvis lettelse af stavnsbåndet. Men et andet resultat af opfordringen var en øget diskussion i mange forskellige poltiske og økonomiske spørgsmål som generelt set ikke var blevet diskuteret på tryk før. ^[43]

Det mest radikale forsøg på at implementere oplysningstankerne i Danmark var under Johann Friedrich Struensees regeringsperiode 1770-1772. Struensees projekt var at reformere den danske stat efter de nyeste af tidens idéer. Struensee var både inspireret af den tyske kameralisme og mange af de franske oplysningstænkere såsom d'Alembert og Diderot.^[44] Det betød en fuldkommen omordning af adminstrationen, hæren og økonomien, foruden at han indførte fuldkommen trykkefrihed. Struensees tid ved magten blev dog kun kort, og størstedelen af hans reformer blev fjernet af den efterfølgende guldbergske regering.

Ved Regeringsforandringen 14. april 1784 startede en ny periode i dansk oplysningstids historie. Den unge kronprins Frederik kom til magten, og denne hans tidlige regeringsperiode var under stærk indflydelse af statsmanden Andreas Peter Bernstorff som på mange punkter var liberal i sine holdninger. F.eks. var A.P. Bernstorff (og onklen J.H.E. Bernstorff) nogle af de første til at indføre landbrugsreformer på deres godser; reformer som i mange aspekter blev lagt til grund for de egentlige landboreformer. Et andet vigtigt punkt i denne periode var den slækkede censurpolitik. Det betød at skrifter af meget kritisk indhold med få undtagelser blev toleret af regeringen i perioden. Det betød også at en egentlig kritisk opposition kunne begynde at dannes, og det skete som regel udelukkende med grundlag i oplysningstidens tankegang. Størstedelen af oppositionen var forholdsvis moderate, og de repræsenteredes af en lang række borgerlige og adelige skribenter som f.eks. Knud Lyne Rahbek, Christen Henriksen Pram, Rasmus Nyerup og Tyge Rothe. Mange af disse mødtes i den efter engelsk forbillede anlagte Drejers Klub og redigerede og skrev i tidsskrifter som Minerva og Lærde efterretninger. Den rige adelsmand og historiker Peter Friderich Suhm åbnede sin private bogsamling for offentligheden. Det var første gang i Danmark at folk, uden rangs anseelse, gratis kunne låne bøger og det blev flittigt brugt. Suhm havde efter Struensees fald i skriftet Til Kongen. Af Peter Friederich Suhm (1772. Kan læses i sin helhed på Wikisource) opfordret til ikke at fare for hårdt frem mod Struensees reformer, og skrev senere for indførelsen af et konstitutionelt kongedømme i Danmark (bl.a. i Udkast til en ny Regjeringsform – Et Fragment der kan læses på Wikisource),^[45]. Trods Suhms popularitet blev hans idéer dog ikke ført ud i livet af de nye magthavere.

Der opstod også en langt mere radikal gruppe af oppositionsmænd i slutningen af århundredet. I tiden omkring den franske revolution eksisterede der endda en lille jakobinsk gruppe, ledet af digteren Malthe Conrad Bruun. Med sit skrift Aristokraternes Katekismus (1796) gjorde han grin med hofadelen og regeringens afhængighed af disse. Tidsskriftet Politisk og physisk Magazin (1793-96) udgivet af Rudolph Buchhave, var måske ikke egentligt jakobinsk, men det vedblev at støtte f.eks. Maximilien Robespierres handlinger lang tid efter at de blodige henrettelser, den såkaldte terrortid, var begyndt. ^[46]

Jakobinerne var dog kun en ganske lille gruppe og størstedelen af de mere radikale oplysningsmænd var ikke revolutionære. Peter Andreas Heiberg f.eks. var stærkt kritisk overfor regeringen og skildrede dette i tidsskriftromanen Rigdalersedlens Hændelser (1789) der på en satirisk måde tager alle aspekter af samfundet under behandling, f.eks. Klasselotteriets fordærvelse af ungdommen, statstøtte til fupspekulanter og det systematiske smugleri der foregik. I visen Selskabs-Sang. Den 25de September 1790 skrev han de berømte ord "Ordener hænger man paa Idioter" der klagede over at hofadelen blev belønnet med ordener mens lærde såsom Suhm, Rothe og Ove Malling ikke blev anerkendt efter fortjeneste. En anden kritisk forfatter var Niels Ditlev Riegels der i bogen Julemærker fra Landet og Byen (1790) støtter indførelsen af en stænderforsamling. Han udgav også tidsskriftet Maanedsskriftet Kiøbenhavns Skilderie (1786-1790) hvor i han bl.a. skrev reportager fra sine besøg på fattigstiftelser, tugthuse og sindssygeanstalter i København og beskrev de horrible forhold for de indsatte i disse. ^[47] I sin historiske værker som f.eks. Forsøg til Femte Christians Historie (1792) og Skilderie af Siette Christian (trykt i 3. del af Smaa historiske Skrifter' 1796-1798) gennemgik han stærkt kritisk de danske enevoldskonger. Kun Frederik 4. fandt nåde for hans pen i værket Udkast til Fierde Friederichs Historie efter Høyer (1795-1800). ^[48]

I 1797 døde Bernstorff imidlertid og kronprinsen, støttet af mange af sine ministre, ønskede at indføre en strammere trykkefrihedspolitik. Mens diskussionen om dette foregik udgav præsten Michael Gottlieb Birckner skriftet Om Trykkefriheden og dens Love (1797) der var et lærd forsvar for en udvidet trykkefrihed. Men resultatet af regeringens interne drøftelser blev Trykkefrihedsforordningen af 1799 der strammede reglerne for pressen betydeligt og på den måde reelt genindførte censuren. Heiberg og Bruun blev med tilbagevirkende kraft dømt til landsforvisning for deres kritik. Det var et signal om at den frimodige tone i pressen ikke mere ville blive tolereret. På den måde endte den periode i Danmarks historie hvor oplysningstidens idéer havde haft deres stærkest folkelige opbakning, og dermed endte således også oplysningstiden i Danmark. ^[49]

[redigér] Henvisninger

[redigér] Kilder

• Asser Amdisen, Den politiske Struensee, Speciale, Københavns Universitet, 2001.
• H. Arnold Barton, Scandinavia in the Revolutionary Era 1760-1815, University of Minnesota Press, 1986. ISBN 0-8166-1392-3.
• Erling Bjøl (red), Politikens verdenshistorie bind 13 - Oplysningstiden, Politikens Forlag, 1985. ISBN 87-567-3678-9.
• Thomas Bredsdorff, Den brogede oplysning, Gyldendal, 2004. ISBN 87-0202285-0.
• Peter Gay, The Enlightenment - An Interpretation. Volume 1: The Rise of Modern Paganism, 2003, W.W, Norton & Company. ISBN 0-393-31302-6.
• Peter Gay, The Enlightenment - An Interpretation. Volume 2: The Science of Freedom, 1969, Wildwood House. ISBN 0-7045-0018-3.
• Ole Høiris & Thomas Ledet (red.), Oplysningens verden, Aarhus Universitetsforlag, 2007. ISBN 978-87-7934-325-2.
• Carl Henrik Koch, Den europæiske filosofis historie bind 3 - Fra reformationen til oplysningstiden, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1983. ISBN 87-17-05100-2.
• Carl Henrik Koch, Den danske filosofis historie - Dansk oplysningsfilosofi, Gyldendal, 2003. ISBN 87-00-76298-9.
• Thomas Munck, The Enlightenment - A comparative social history 1721-1794, Arnold Hodder Headline Group, 2000. ISBN 0-340-66325-1.