Martin Luther

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Martin Luther (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Martin Luther)
Disambig bordered fade.svg "Luther" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Luther, se Luther (flertydig).
Martin Luther 46 år, (Lucas Cranach 1529).

Martin Luther, (10. november 1483 i Eisleben, Tyskland18. februar 1546 i Eisleben) var en tysk munk[1], reformator og teolog. Han blev præst i augustiner-eremitternes orden, som gav ham en grundig katolsk uddannelse, der førte til, at han blev professor ved universitetet i Wittenberg. I 30-årsalderen udviklede han egne teologiske synspunkter om kirkens myndighed, sakramenterne og om mennesket og dets forhold til Gud. Han tog afstand fra kirkens aflad. Det gav stødet til reformationen og de evangelisk-lutherske kirker. Reformationen begyndte 31. oktober 1517, med hans teser mod afladspraksis. Det var egentlig ikke et skelsættende teologisk brud, men de førte få år efter til et uigenkaldeligt brud.

I 1521 blev Luther fredløs og søgte tilflugt hos den velvillige og magtfulde fyrste på slottet Wartburg. Problemer med raseren af kirker fik ham til at vende tilbage til Wittenberg. Hans bevægelse led tilbageslag i forbindelse med den tyske bondekrig og ved, at den splittedes af modstridende teologiske standpunkter især i synet på Helligånden og sakramenterne.

Luthers oversættelse af Bibelen fik stor betydning for det tyske sprog. Hans salmedigtning med Vor Gud han er så fast en borg inspirerede en blomstring af kristen menighedssang, hvor der nu ikke længere skulle synges på latin, men på modersmålet. Hans ægteskab med den tidligere nonne Katharina von Bora gav præsteægteskabet legitimitet inden for flere kristne traditioner.[2] Luthers reformation sprængte den kirkelige enhed i Vesteuropa og i Nordeuropa[3] og fik også store og varige politiske og kulturforandrende konsekvenser.

Tidslinje for Martin Luther 1483-1546

Opvækst, uddannelse, præstevielse (1483–1509)[redigér | redigér wikikode]

Hans og Magrethe – far og mor

Martin Luther blev født den 10. november 1483 i Eisleben og opkaldt efter dagens helgen Martin af Tours. Han blev døbt dagen efter i St. Peters- og Paulskirken. Han var søn af bjergværksmanden Hans Luther. (Forældrene brugte forskellige stavemåder for navnet: Lüder, Luder, Loder, Ludher, Lotter, Lutter, Lauther eller Luther). Han voksede op i Mansfeld (ca. 35 km fra Halle (Sachsen-Anhalt)), hvor hans far Hans Luder fra Lothar drev kobberminer.[4] Faderen kom senere i byrådet i hjembyen. Her blev Martin præget af hele den senmiddelalderlige folkefromhed med tro på hekse og djævle og anden overtro. Samtidig var han stærkt bundet til kirken. Han levede i og med kirken, som kirken levede i og med folket. Martins uddannelse var tæt knyttet til kirken: Først latinskole i Mansfeld (1489-95) og i Magdeburg (1495-97), hvor han boede hos Brødrene af Fælleslivet og blev kendt med "Devotio Moderna". Derefter skole i Eisenach (1498-1501)[5]. Fra 1501 studerede han i Erfurt og afsluttede i 1505 det filosofiske grundkursus som magister artium.[6]

Tiden i Erfurt fik stor betydning for hans teologiske kurs. Her underviste munkene i den occamistiske-nominalistiske "via moderna" i filosofi og teologi. Denne skoleretning stod stærkt i Sachsen. Det var faderens ønske, at Martin skulle blive jurist. Men da han den 2. juli 1505 befandt sig ved Stotternheim på vej til Erfurt, fik han dårlig samvittighed, da lynet slog ned tæt på ham. Han bad om nåde og lovede at blive munk, hvis Den hellige Anna, Jomfru Marias mor og minearbejdernes skytshelgen), ville redde hans liv.[7]

Noget overilet meldte han sig den 17. juli hos augustiner-eremitterne i Erfurt.[8] Efter prøvetiden modtog han præstevielse i Marienkirche i Erfurt den 4. april 1507 af hjælpebiskoppen af Mainz, Johann Bonemilch von Laasphe, som boede i Erfurt. Den 2. maj fejrede han sin første messe i augustiner-eremitternes kloster. På grund af sin begavelse og uddannelse blev han udset til at læse teologi ved universitetet i Erfurt. Her byggede teologistudiet i høj grad på Gabriel Biels strenge teologi.

Undervisning i Wittenberg (fra 1509)[redigér | redigér wikikode]

Universität Wittenberg

Luther fortsatte sine teologistudier i Wittenberg (1508/09), mens han underviste i filosofi og tog den teologiske doktorgrad. I 1510-11 var han i Rom som repræsentant for klosteret. Efter ønske fra sin foresatte Johann von Staupitz overtog han stillingen som teologisk professor ved universitetet i Wittenberg i 1512.

Hans opgave var at forelæse over Bibelen.[9] Han tog fat på forelæsninger over Salmerne (1513-15), Romerbrevet (1515/16), Galaterbrevet (1516/17), Hebræerbrevet (1517/18) og igen over Salmerne (1518/19). I 1517 ændrede han sit efternavn fra Luder til Luther, som hentyder til det græske ord ελευθερος, eleutheros = Den befriede, befrieren.

"Tårnoplevelsen"[redigér | redigér wikikode]

Lutherhaus i Wittenberg med tårnet

I den forbindelse spiller en oplevelse i tårnværelset (Turmerlebnis) i klosteret i Wittenberg en vigtig rolle: Under refleksion over Romerbrevet 1,16-17 gik betydningen af Guds "retfærdighed" op for Luther. Et spørgsmål, som længe havde optaget ham, var: "Hvordan kan jeg finde en nådig Gud?". Nu opdagede han, at den "Guds retfærdighed" som omtales i Rom 1,17, ikke er den strenge dømmende retfærdighed hos en Gud, som i ubønhørlig hårdhed holder dom over den arme synder. Det er tværtimod en nådens retfærdighed, som Gud skænker og ikke kræver af os, og som mennesket efter Romerbrevet modtager ved troen. Luther fandt en skænket og ikke fortjent retfærdighed, hvis indhold er Kristus og hans gerning som frelser.[10] En del lutherforskere betragter ikke tårnoplevelsen som det skelsættende punkt i Luthers udvikling og påstår, at hans "reformatoriske opdagelse" voksede frem gradvis.

Kirkehistorikere finder det sandsynligst, at selve det religiøse gennembrud og klarheden om det fandt sted omkring 1518. De bygger på Luthers egen angivelse i hans "store selvvidnesbyrd" fra 1545, hvori han siger, at erkendelsen kom til ham, før han forelæste over Salmerne anden gang 1518-19.

Kamp mod afladshandelen (1517–1518)[redigér | redigér wikikode]

Som præst og sjælesørger i Wittenberg stødte Luther på dominikaneren Johann Tetzels overfladiske afladsforkyndelse med den sætning, som blev tillagt ham: Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer.[11] Han forfattede på latin 95 teser som udgangspunkt for en diskussion af afladens brug og væsen. Den 31. oktober 1517 sendte han dem til ærkebiskoppen af Magdeburg og Mainz, Albrecht af Brandenburg og biskoppen af Brandenburg, Hieronymus Schultz, og til Johann Lang i Erfurt og Christoph Scheurl i Nürnberg, hans lærde venner. Teserne angreb ikke selve afladen, men reagerede på misbrug af den og en groft materialistisk indstilling til den. Han imødegik den med sin nyvundne lære om troen som den afgørende faktor for menneskets frelse.

I sit følgebrev til de bisperne bad han om opklaring og at afladsprædikanterne skulle pålægges tilbageholdenhed. Under en debat i maj 1518, i Heidelberg nogle måneder senere tog Luther ikke selve afladen op til behandling, men derimod den teologi, som lagde grundlaget for afladen.

Tesedøren i Slotskirken i Wittenberg

De 95 teser blev sat op på døren til slotskirken i Wittenberg. De var en indbydelse til en akademisk drøftelse af sagen. Det fortæller Philipp Melanchthon i 1546. Nogle forskere betvivler, at Luther faktisk slog sine teser op på kirkedøren. Da teserne ikke var skrevet på tysk, er det dog ikke helt usandsynligt, at historien er korrekt. Det var Scheurl, som lod teserne oversætte til tysk og fik dem trykt, hvorved kendskabet til dem udbredtes takket være den nyopdagede bogtrykkerkunst[12] I løbet af få uger blev de kendt i hele Tyskland og i løbet af få måneder over hele Europa.

Reaktioner på Luthers teser[redigér | redigér wikikode]

Offentliggørelsen af teserne fik en uventet virkning til Luthers oprigtige forskrækkelse. Det viste sig, at der var en vidt udbredt uvilje og harme over den usalige handel, som Rom, ærkebiskop Albrecht og Fuggernes bank drev med afladen, og som dominikanerne var håndlangere for. De fleste opfattede Luthers teser som en åben protest og så ikke noget dybere teologisk i dem. Ærkebiskop Albrecht værdigede ikke Luther et svar, men indklagede ham for Rom. Ærkebiskoppen led et økonomisk tab, da afladsforkyndelsen måtte afbrydes: han fik ikke den fortjeneste, som han var blevet lovet af Fuggernes bank.[13] I juni 1518 blev en kætterproces mod Luther åbnet i Rom.

Luther havde søgt samtale og diskussion, men var meget lidt tilfreds med sine "samtalepartnere". I Tyskland engagerede Tetzel sig kraftigt også for at forsvare sig mod det, han opfattede som et fortegnet billede af sin forkyndelse. Den romerske kurie deltog efter nogle måneders forløb, men dialogen gik hurtigt i stå, fordi Luther blev mere og mere afvisende over for sin romerske modpart Mazzolini – eller Prierias – og til sidst svarede han ham ikke.

Luther for Cajetan (1518)[redigér | redigér wikikode]

Det var meningen, at Luther skulle forsvare sig i Rom. Men kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen udvirkede, at Luther blev afhørt på rigsdagen i Augsburg af kardinal Cajetan. De to mødtes første gang den 11. oktober 1518. Luther nægtede at tilbagekalde noget og rejste i hast tilbage til Wittenberg, hvortil han ankom på årsdagen for de 95 teser. I løbet af det år havde han vundet megen støtte hos fyrsterne. Han klagede over kardinalen til paven. Dermed var alt for alvor sat i bevægelse.

Pave Leo 10. (Portræt af Raphael)

Paven engagerede sig direkte i spørgsmålet med bullen Cum Postquam (8. november 1518). I den udlagde han den katolske afladslære og indrømmede misforhold inden for afladshandelen, men modsagde Luthers principielle standpunkter. Den 28. november 1518 appellerede Luther til et almindeligt kirkemøde. Han opfattede situationen som truende, og kort tid efter tilbød han at gå i eksil for ikke at sætte kurfyrsten og Sachsen i et dilemma. Men kurfyrst Frederik den Vise bestemte sig den 18. december 1518 for at holde hånden over ham. Også den pavelige udsending Karl von Miltitz kom i dialog med Luther i 1519, uden at det førte til noget varigt resultat.

Debatten i Leipzig og dens virkninger (1519–1520)[redigér | redigér wikikode]

Teologen Johannes Eck (1486–1543)[14] i Ingolstadt havde beskæftiget sig med Luthers teologi siden 1517 og var en af de første, som indså, at de 95 teser pegede ud over deres direkte sigte: korrektion af afladspraksis. De stillede i virkeligheden spørgsmål om

  • afladens væsen
  • pavens myndighed til at give aflad
  • den sakramentale struktur af kirken.

Ved en debat 27. juni–16. juli 1519 i Leipzig mellem Andreas Karlstadt og Luther, forsvarede Eck kirkens lære. Det drejede sig nu om pavens magt, om kirkemødernes ufejlbarlighed og om sakramenterne principielt. Luther forkastede, at pavens overhøjhed (primat) er begrundet i Bibelen (Mat 16,18)[15] og hævdede, at de almindelige kirkemøder kunne tage fejl, fx i sagen mod Jan Hus ved koncilet i Konstanz. Opfattelsen var delt om, hvem der kom bedst fra debatten. Ecks argumenter bidrog sikkert til at fremskynde en skarpere afvisning af grundlæggende dele af katolsk lære fra Luthers side. Men efter disputatsen stod Sachsens hertug Georg entydigt i den katolske lejr. Eck blev hyldet som den sejrende part af teologerne i Leipzig, som overøste ham med udmærkelser.

Luthers holdning til paven skærpes[redigér | redigér wikikode]

Før disputatsen skrev Luther 3. marts 1519 i et brev til pave Leo 10., at "for Gud og hans skabning vidner jeg, at jeg ikke har ønsket, ej heller nu ønsker, at rokke ved eller undergrave den Romerske Kirkes eller Deres Helligheds myndighed". Men lidt senere skrev han, at han var "usikker på om paven er Antikrist eller hans apostel". Og i februar takkede han Scheurl for det krasse kampskrift mod paven, som han havde tilsendt ham ("Julius' og St. Peters dialog") med ordene, at han var meget fristet til at oversætte det til tysk for folkets skyld.

Men efter disputatsen gav Luther uden omsvøb udtryk for, at paven var Antikrist, Kristi onde modstander, som førte menneskene ud i elendighed, fordi han havde sat sig selv i Kristi sted og dermed udfordret Guds vrede. Med tiden forstærkedes disse forestillinger hos Luther: Paven blev for ham Antikrist i egen person.[16]

Fra bullen Exsurge Domine til bandlysningen (1520–1521)[redigér | redigér wikikode]

Første trykte udgave af Exsurge Domine.

Den romerske proces mod Luther var standset på grund af kejservalget og blev ikke genoptaget før 1520. Johannes Eck rejste selv til Rom for at få gang i sagen. Den 15. juni 1520 kom bullen Exsurge Domine fra pave Leo 10. Den fordømte 41 læresætninger fra Martin Luthers skrifter og krævede, at han skulle trække dem tilbage inden 60 dage eller risikere ekskommunikation. Bullen repræsenterede den første officielle stillingtagen fra Pavestolen til en begyndende luthersk reformation.

Paven udpegede Johannes Eck til at proklamere bullen i Tyskland. Hans ankomst sommeren 1520 udløste voldsomme mishagsytringer: mange steder var det umuligt for ham at forkynde bullen. Bullen bekræftede Luther i hans standpunkter og skærpede den polemiske tone.

Efter bandbullen udgav Luther fire skarpe programmatiske reformatoriske skrifter:

  • Det politiske Til den kristne adel af den tyske nation (august 1520), hvor Luther henvender sig til kejser og rigsstænder, med en opfordring til et nationalkoncil, som skal iværksætte reformer; alle samfundslag er lige, fordi alle døbte har del i det almindelige præstedømme,
  • Det dogmatiske Om kirkens babylonske fangenskab (oktober 1520, på latin), hvor Luther angriber katolsk sakramentelære og reducerer sakramenternes antal fra syv til to, eventuelt tre (dåb, nadver og skriftemål).[17],
  • Det lille evangeliske Om et kristenmenneskes frihed (november 1520), hvor Luther fremhæver, at Guds nåde kun kan erfares ved troen (Sola gratia, Sola fide).
  • Det etiske Om de gode gerninger (juni 1520), hvor han udfolder synspunkterne for den evangeliske etik i form af udlægning af De 10 bud.

Det endelige brud[redigér | redigér wikikode]

Efter at Pave Leo 10. havde truet Luther med kirkens band, fuldførte Luther bruddet den 10. december 1520 ved at arrangere en offentlig bogbrænding af bullen i Wittenberg. Samtidig brændte han også sine modstanderes skrifter, de kirkelige retsbøger og selve bandtruslen.[17] Man kan derfor med god ret hævde, at dagen snarere er den egentlige reformationsdag end opslaget af teserne 31. oktober 1517. Den 3. januar 1521 blev han bandlyst i Rom ved bullen Docet Romanum Pontificem.

Rigsdagen i Worms (1521)[redigér | redigér wikikode]

Luthers popularitet i Tyskland var stærkt stigende, både blandt fyrster og i brede lag af befolkningen. Men den nye kejser Karl 5., som var blevet kronet i Aachen den 23. oktober 1520, havde til hensigt at rejse en rigssag mod ham, så snart han var blevet bandlyst af kirken. Kejseren indkaldte rigsstænderne til rigsdag i Worms. Kun efter pres fra Frederik den Vise af Sachsen gik han med til, at Luther først skulle udspørges på rigsdagen.

I marts gav kejseren Luther frit lejde til og fra Worms. Hans rejse dertil, ledsaget af tro medarbejdere som Justus Jonas, var et triumftog, og han prædikede for folket i Erfurt, Gotha og Eisenach. Luthers indtog i Worms den 16. april 1521 var højtideligt ledet af den kejserlige herold. Det gav ikke indtryk af, at det var en slagen mand, som ankom. Den 17. og 18. april stod han frem for rigsdagen og fastholdt og forsvarede sine skrifter. ("Jeg hverken kan eller vil tilbagekalde noget, for det er hverken sikkert eller tilrådeligt at handle mod ens samvittighed. Så hjælpe mig Gud. Amen."[18]) Kejseren holdt næste dag en tale, hvori han beklagede, at han havde tøvet med at tage forholdsregler mod Luther. Han bekræftede Luthers frie lejde, men erklærede, at han herefter ville betragte ham som kætter og opfordrede rigsstænderne til at gøre det samme. I slutningen af april forlod Luther Worms og blev efter aftale "bortført" af hertug Frederiks folk og bragt i sikkerhed på borgen Wartburg den 4. maj.

Worms-ediktet[redigér | redigér wikikode]

Luther blev nu erklæret fredløs ved Worms-ediktet af kejseren. Ediktet rejste rigssag mod ham og hans tilhængere. Det indeholdt også fordømmelser af ham og erklærede ham for kætter på grund af hans afvisning af den katolske kirkes lære, især af sakramenterne, af messen og hans kritik af pavedømmet, koncilerne og en række kirkeskikke. Luther blev desuden anklaget for at opildne til strid og ødelæggelser. Ediktet blev først offentliggjort på rigsdagens sidste dag, efter at mange var rejst. Forsøg på at udvirke en udlevering af Martin Luther slog fejl, fordi han allerede var i sikkerhed på Wartburg. Det blev også vanskeligt at gennemføre ediktet senere: Kejser Karl, som havde kæmpet for gennemførelsen af ediktet, blev væk fra Tyskland i hele ni år. Imens kunne Luthers lære uhindret slå rod.

I tilflugt på borgen Wartburg (1521–1522)[redigér | redigér wikikode]

Luthers ophold på Wartburg fra april 1521 til marts 1522 var en ny vigtig oplevelse borte fra klosterlivets religiøse rutiner og andre ydre forpligtelser. Han havde nu tid til egne projekter og eksistentielle og teologiske refleksioner. I forklædning som Junker Jörg rejste han af og til rundt i omegnen og blev bedre kendt med den almindelige tyskers vilkår og ikke mindst sprogbrug.

Allerede i foråret 1521 havde en enkelt præst giftet sig. Luther havde rost ham for det, skønt det stred mod rigets love. Mens Luther holdt sig i skjul, rullede reformationen videre. Stadig flere ordensfolk forlod deres klostre. I januar 1522 gav ledelsen for augustiner-eremitterne i Weimar tilladelse til, at alle medlemmer kunne træde ud af ordenen, og snart var deres tyske provins helt opløst. Nu blev det til en regulær klosterflugt, og mange steder lukkede hele klostre.

Luther-bibelen[redigér | redigér wikikode]

Det var på Wartburg, Luther begyndte sit store oversættelsesarbejde af Bibelen til tysk. Med hjælp fra Melanchthon, Spalatin og andre fuldførte han sin oversættelse af Det Nye Testamente fra græsk til tysk i 1522. Det meste af arbejdet havde han gjort på kun elleve uger under opholdet på Wartburg på grundlag af Erasmus' udgave af Det Nye Testamente fra 1516 på græsk. "Luther-bibelens" sproglige kvaliteter kom til at betyde meget for udformningen af et tysk fællessprog.[19] og er blevet kaldt "en sproglig genial personlig præstation" (Josef Lortz). Den sproglige kraft og oversætterens berømmelse gjorde, at den snart blev vidt udbredt. Førsteudgaven, den såkaldte september-udgave ("Septembertestament")[20], blev solgt så hurtigt, at en ny udgave måtte trykkes allerede i december.

Oversættelsen var fra et filologisk synspunkt uden sidestykke i tysk sproghistorie; med ét slag skabte den grundlaget for højtysk ("hochdeutsch"). Men den indeholdt teologisk tendentiøse fejl, som gjorde det nødvendigt med reviderede udgaver. Foruden at være en bibeloversættelse, var den et angrebsvåben mod den gamle kirke og indeholdt også illustrationer, som gjorde nar af pavedømmet. Oversættelsen af Det Gamle Testamente tog længere tid og var først færdig i 1534.

Wartburg-postillen[redigér | redigér wikikode]

Martin Luther på prædikestolen – Udsnit fra Cranach-altret i Bykirken i Wittenberg. 1547

Mens Luther var på Wartburg, udarbejdede han "Wartburg-postillen". (En postil er en samling prædikener over alle kirkeårets evangelietekster og epistler, som præsterne i nødstilfælde kunne læse op fra prædikestolen under gudstjenesten eller bruge i deres prædikenforberedelse). Luther udarbejdede den på opfordring af kurfyrst Frederik den Vise. Den udkom i to dele: prædikenerne til advent (Adventspostillen 1522) og jul (Julepostillen 1522). Først i 1525 fortsatte arbejdet med prædikener til og med langfredag (Fastepostillen 1525). Med kollegers bistand udkom prædikenerne til resten af året i 1526; den del kaldes ”Roths Sommerpostil” efter redaktøren.

Nye kampskrifter[redigér | redigér wikikode]

Samtidig forfattede han små lejligheds- eller kampskrifter, som Om munkeløftet, hvor han kritiserede katolsk lære og katolske skikke, og Munkestanden om cølibatet, messeofferet, den præstelige tjeneste, osv. Hans svar på kritik fra fx Latomus af Leuven, Hieronymus Emser og fra det teologiske fakultet ved universitetet i Paris, er ofte af grov karakter. Hans kommentar til den nyudsendte pavelige skærtorsdagsbullen "In coena Domini" på tysk spiller på utilsløret folkelig humor og krydsede også grænserne for religiøs anstændighed. Den ligefremme form og tone bidrog til at skærpe debatten, men Luther forsvarer sin stil i indledningen Om den trælbundne vilje.

Billedstormen i Wittenberg og bruddet med Andreas Karlstadt (1522)[redigér | redigér wikikode]

I december 1521 kom det til tumulter i Wittenberg, hvor billedstormere som Andreas Karlstadt påberåbte sig særlig inspiration fra Helligånden. De bekæmpede barnedåben og anstiftede vidtgående uro. På anmodning fra Melanchthon forlod Luther i marts 1522 sit eksil på Wartburg for at genoprette ro og orden. Han rettede massiv kritik mod Karlstadt og erklærede en række af hans reformer for ugyldige eller forhastede. Karlstadt svarede med et skarpt skrift mod Luther, og dermed var de gamle meningsforskelle mellem de to (som var af strategisk art) uigenkaldelige. I 1523 vendte Karlstadt ryggen til Luther og Wittenberg, og i 1524 fik Luther ham fordrevet fra Sachsen.

Luther fik fuldt op at gøre med "sværmerne" i Wittenberg. Til dem havde Thomas Müntzer sluttet sig. De påberåbte sig, at Gud ikke bare har åbenbaret sig ved "Skriften alene" (Sola scriptura), men lige så meget gennem det "indre lys", det "åndelige ord". Under bondekrigen blev den strid yderligere skærpet.

Bondekrigen og fyrstereformationen (1524-1525)[redigér | redigér wikikode]

Bondekrigen 1524–25 havde primært økonomiske og sociale årsager, men tidspunktet og omfanget var en følge af Luthers forkyndelse. Mange bønder var af den opfattelse, at Luthers skarpe kritik af kirkelig øvrighed og hans forkyndelse om samfundslagenes ligeværd og frihed naturligt indebar, at han også støttede angreb på den sociale orden, fordi en række af de lokale fyrster også indtog kirkelige embeder.

Opstandene brød ud sent i 1524 og greb om sig særligt i Schwaben, Franken, Elsass og Thüringen. Efterhånden som Thomas Müntzer blev en fremtrædende lederskikkelse, udviklede oprøret sig til en regulær krig. Gendøberne, "sværmerne" fik øget vind i sejlene. Luther støttede bønderne, fordi han fordømte deres undertrykkelse. Men da det kom til voldelige sammenstød i Luthers hjemegn, så han , at stat, kirke, ejendom og familie kom i fare. Han blev nu bange for, at evangeliets religiøse frihed totalt ville blive opslugt og kvalt af en social frihed, at evangeliets indre frihed blev ændret til et politisk program.

Småfyrsterne forenede deres kræfter, og Luther støttede dem i deres forehavende om at slå oprøret ned. Den 6. maj 1525 opfordrede han fyrsterne i skriftet "Mod bøndernes myrdende og røvende bander" til at gøre deres pligt og slå oprørerne ned som gale hunde: "Stik, slå, dræb ... Dør du, så er du salig! En saligere død kan du aldrig få, for du dør i lydighed mod Guds ord ...".

Bønderne betragtede det som forræderi og nogle opgav straks, da de forstod, at de ikke havde mistet støtten fra kirkens hovedmodstander. I juni 1525 var oprøret knust.

Bondehæren blev tilintetgjort, og det blev et vendepunkt i reformationens historie. Bønderne var skuffede over Luther; mange vendte tilbage til den gamle kirke eller flygtede ind i sekter eller gendøberbevægelser. Luther mistede popularitet i befolkningen.

Tilknytningen til de lokale fyrster førte til "fyrstereformation". Reformationen blev forordnet ovenfra. Den kirkelige magt blev overført til fyrsterne. Dermed havde Luther egentlig prisgivet den "åndelige kirke". Blandt de første fyrster, som indførte reformationen "ovenfra", var landgreve Philipp 1. af Hessen og den tyske ordens stormester Albrecht af Preussen, som på Luthers råd fik Preussen omdannet til et hertugdømme og indrettede en luthersk landskirke der.

Udviklingen blev meget forskellig, alt efter hvilke områder og byer, det gjaldt. Udbredelsen af reformationen var begyndt, men skete ikke længere spontant.

Bruddet med Erasmus om viljens frihed, 1525[redigér | redigér wikikode]

I de første år fik reformationen støtte fra mange humanister, mens Erasmus af Rotterdam tøvede med at tage stilling. I 1524 blev det klart, at Erasmus definitivt sagde nej. I sit værk De libero arbitrio (1524 – Om den frie vilje) analyserede han Luthers overdrivelser om den menneskelige friheds begrænsninger. Luther tog ham det ilde op og svarede med De Servo Arbitrio (1525 – Om den trælbundne vilje), hvori han ikke bare angreb Erasmus' værk, men også Erasmus personligt.

Ægteskabet med Katharina von Bora (1525)[redigér | redigér wikikode]

Katharina von Bora, 1526

Den 27. juni 1525 giftede Luther sig med den tidligere nonne Katharina von Bora, som sammen med elleve andre nonner i april 1523 var rømmet fra deres kloster Marienthron i Nimbschen sydøst for Leipzig. Luther hjalp dem, som havde brug for hans hjælp, til at finde ægtemænd. Katharinas foretrukne, studenten Jerome Paumgartner, kunne ikke indgå ægteskab med hende, sandsynligvis på grund af modstand fra sin familie. Luther prøvede da at gifte hende bort med en omtrent 60 år gammel præst, dr. Caspar Glatz, næsten fyrre år ældre end hende. Katarina nægtede; hvis hun ikke blev gift enten med en Nikolas von Amsdorf på 46 år eller Martin Luther på 41 år, agtede hun at leve ugift resten af livet.

Ægteparret fik seks børn: Johannes (Hans) (7. juni 1526 – 28. oktober 1575) blev kansler hos Hertug Albrecht af Preußen. Elisabeth (10. december 1527 – 1528) døde otte måneder gammel. Magdalene (4. maj 1529), døde i sin fars arme (20. september 1542). Hendes død var særlig svær at bære for Luther og hans hustru. Martin (9. november 1531 – 3. maj 1565) blev teolog. Paul (28. januar 1533 – 8. marts 1593) blev kursachsisk livlæge og fik seks børn. Den mandlige linje efter Luther fortsatte gennem ham og sluttede i 1793. Margarethe (17. december 1534 – 1570) har nulevende efterkommere.

Konsolidering af reformationen (1526-1530)[redigér | redigér wikikode]

I de følgende år tog den nye kirke form i Sachsen. Luthers gudstjenesteordning blev indført i 1526 (Deutsche Messe und Ordnung des Gottesdienstes). Fra oktober 1528 til januar 1530 var han engageret i kirkevisitationer, som gav den saksiske kirke sin form. Han arbejdede også videre på sin bibeloversættelse og var en fremragende salmedigter.

Bruddet med Zwingli (1529)[redigér | redigér wikikode]

I 1529 kom det endelige brud mellem den saksiske reformation og de svejtsisk/sydtyske reformatorer. På rigsdagen i Speyer 1529 blev det endelig vedtaget at iværksætte Worms-ediktet. Da fremlagde de nytroende stænder for første gang en åben protest mod religiøs tvang. De kaldte sig nu "protestanter". Landgreve Philipp 1. af Hessen ønskede at bilægge uenighederne blandt reformatorerne og indkaldte til religionssamtaler i Marburg i oktober. Projektet strandede på uenigheden mellem Luther og Zwingli om nadveren: Luther holdt fast på Kristi reelle og legemlige nærvær i nadverens brød og vin, mens Zwingli forstod det symbolsk. "De har en anden ånd end os", sagde Luther ved bruddet.

Luthers Lille og Store Katekismus (1529–1530)[redigér | redigér wikikode]

Under sine rejser rundt til menighederne for at vurdere folkets religiøse opdragelse indså Luther, at forholdene var elendige. "Almindelige mennesker, særlig i landsbyerne, har overhovedet ikke nogen kundskab om kristen lære" (forord til Den Lille Katekismus). Derfor udarbejdede han sin Lille og sin Store Katekismus, udgivet i 1529 og 1530.

Augsburgske bekendelse, Rigsdagen i Augsburg (1530)[redigér | redigér wikikode]

Rigsdagen i Augsburg 1530

Bruddet med zwinglianerne indebar, at de saksiske (lutherske) og sydtyske stænder fremstod med hver sin bekendelse under rigsdagen i Augsburg 1530. Den saksiske augburgske bekendelse (Confessio Augustana) var udarbejdet af Luther og hans dygtigste teologiske medarbejder og ven Philip Melanchthon. Den blev oplæst på rigsdagen den 25. juni 1530 og fremlagde den nye lære så upolemisk som muligt. De nedtonede forskellene til den katolske lære og fastholdt alene den reelle uenighed i de helt centrale spørgsmål.

Den bandlyste Luther kunne ikke selv være til stede på rigsdagen, men fulgte nøje med fra borgen Koburg, hvor han pr. brev var i kontakt med sine tilhængere. Han frarådede at give yderligere indrømmelse til de svejtsiske protestanter og katolikkerne. "Jeg bryder mig slet ikke om, at vi forhandler om enhed i læren, for det er umuligt, så længe paven ikke vil give afkald på sit pavedømme ... Håber vi nu, at omvende paven til sandheden?", skrev han til den saksiske kurfyrste, som var i Augsburg. Man fulgte i stor udstrækning Luthers råd fra Koburg. Landgreve Philipp 1. af Hessen forlod Augsburg i protest; Melanchthon var mere usikker. Forhandlingerne brød sammen. Rigsdagen blev afsluttet 23. september 1530 med et skrift, der krævede at protestanterne inden 15. april 1531 skulle give deres tilslutning til den katolske lære på de punkter, som stadig stod åbne. De protestantiske stænder protesterede igen.

Luther fastholder sin kurs[redigér | redigér wikikode]

Også i de følgende år holdt Luther igen og frygtede, at "eftergivenhed" kunne true den evangeliske friheds fremtid. I denne ånd forfattede han i 1537 de schmalkaldiske artikler (efter Schmalkalden-forbundet, et forsvarsforbund oprettet af protestantiske fyrster og byer i 1531), i 1541 afviste han mæglingsforslag fra Regensburg, og i 1545 protestantisk deltagelse på Tridentiner-koncilet.

Philipp 1. af Hessens "dobbeltægteskab"[redigér | redigér wikikode]

Luther var bevidst om betydningen af at holde sig gode venner med de reformatoriske fyrster. Det viser hans håndtering af Philipp 1. af Hessens ønske i 1539 om at lade sig skille for at gifte sig med sin elskerinde. Luther var så meget imod en skilsmisse, at han hellere så, at fyrsten indgik et dobbeltægteskab (bigami). Luther mente ganske vist ikke, at han kunne gøre flerkoneri til en almen gyldig regel, men han mente på den anden side heller ikke, at han kunne forbyde fyrsten det. Det var nemlig tilladt i Moseloven og ikke udtrykkelig forbudt i evangelierne. Ægteskabet fandt sted i marts 1540. Danske konger kunne henholde sig til afgørelsen.

Kampskrifterne fra Wittenberg skærpes[redigér | redigér wikikode]

Bortset fra kortere rejser, særlig til kurfyrstens hof i Torgau og i 1539 til Leipzig, hvor hertug Henrik indførte reformationen, opholdt Luther sig det meste af tiden i Wittenberg, hvor han blev opsøgt og rådspurgt af mange. Samtidig blev hans fysiske plager mere og mere påtrængende: maveproblemer, nyresten, hals- og ørebetændelser, hjerteproblemer, leddegigt, sår på benene. Han plagedes også af depressioner, og under et pestudbrud i området havde han stærke forventninger om sit snarlige endeligt.

Til trods for sine lidelser fortsatte han med at prædike, forfatte traktater og skrifter, og vandt sig selv en plads som en af Tysklands mest populære og produktive forfattere. Forfatterskabet vidner om store humørsvingninger: hans polemik mod Henrik 8. af England og senere mod Heinrich 2. af Braunschweig-Wolfenbüttel er blandt det skarpeste, han har skrevet.

Luthers udfald var ikke begrænset til personer, som åbenlyst stod reformationen fjernt; han kunne ytre sig meget intolerant både om "sakramentarianere" tilhængerne af Zwingli og "sværmere" tilhængere af Thomas Müntzer.

Luther og jøderne[redigér | redigér wikikode]

Luthers antijødiske indstilling må helst ikke opfattes som "antisemitisme", racemæssigt funderet. Den korrekte betegnelse er "antijudaisme", som er religiøst motiveret. Den tidlige Luther lagde ikke sådanne holdninger for dagen. I 1523 lagde han i skriftet Daß Jesus ein Geborner Jude Sei vægt på, at Jesus tilhørte det jødiske folk og afviste vold mod jøderne og skrev, at den sociale isolation, de var påtvunget, var en hindring for, at de skulle "forbedre" sig, dvs. tage den kristne tro. Han håbede, at den kirkelige reform ville bevæge dem til omvendelse.

Senere følte han sig misbrugt af jøder, som han personligt havde hjulpet til opholdstilladelse i landet. Nogle af dem hånede kristendommen og drev angiveligt mission for den jødiske tro. Mod disse missionerende jøder skrev han tre voldsomme kampskrifter: Brief wider die Sabbather an einen guten Freund (1538), Von den jüden und iren lügen (1543) og Vom Schem Hamphoras und vom Geschlechte Christi (1544). Noget derfra blev citeret i den nationalsocialistiske propaganda[21], men undlod at nævne, at Luther i sin sidste prædiken sagde, at det var jødernes omvendelse og ikke udryddelse, han opfordrede til.

"Jøderne og deres Løgne" forfatter Martin Luther

− Dette er et stykke berygtet racistisk propaganda skrevet af Martin Luther i 1542

− 1938 oversat og udgivet af Nordiske Kvinders Forlag.

− Teksten blev oversat af den danske nazist Olga Eggers.

− Citat fra bogen: Så fortvivlende, gennemonde, gennemforgiftede, gennemdjævelske er disse Jøder, at de

gennem 1400 Aar har været vor Plage, Pestilens, og vor Ulykke og er det den Dag i Dag....

....Først, at man skulde tænde Ild paa deres Synagoger og Skoler og kaste Jord hen over

det, der ikke vil brænde, saa at intet Menneske nogensinde skulde se en Sten eller en

Slagge af det. Og dette skal man gøre til Ære for Vor Herre og den hele Kristenhed....''

− Allerede i 1923 roste Hitler Luther's syn på jøderne:

»Luther var en stor mand, en kæmpe. I ét tag brød han gennem tusmørket,

og han så jøderne, som vi først i dag er begyndt at se dem«''

− Bogen, som i dag er højaktuel blandt højre-ekstremister, kan hentes her:

http://www.estrup.org/cms/?m=tekst&id=102

Et sidste angreb på pavedømmet[redigér | redigér wikikode]

Han skrev i februar 1537, da han havde så store nyrestenssmerter og troede, han skulle dø, som et sidste ønske til de protestantiske fyrster, at de måtte være standhaftige i deres kritik af paven. Blandt andet skrev han på vers "Levende var jeg din pest, når jeg dør, bliver jeg din død, pave". ("Pestis eram vivus, moriens ero mors tua, papa"). Han håbede blot at leve indtil pinse, så han kunne nå at færdiggøre et nyt skrift mod paven. Men han fik næsten ti år til, og i 1545 blev han færdig med sit kraftigste antipavelige skrift: "Wider das Papsttum vom Teufel gestiftet" ("Mod pavedømmet indstiftet af djævelen"). Sproget er noget af det voldsomste fra Luthers pen. Han fik Lucas Cranach til at dekorere skriftet med karikaturtegninger mod Rom og paven.

Luthers død (1546)[redigér | redigér wikikode]

Det sidste Luther udrettede før sin død var et forsoningsværk. Det gjaldt en strid mellem de to grever i Mansfeld, Albrecht og Gebhard. Derfor rejste han dertil den 23. januar 1546. Under rejsen blev han syg og var svag, da han blev indlagt på herberget i Eisenach. Til trods for svækkelsen holdt han fire prædikener. Han blev i sengen, og dagen efter, den 18. februar 1546, døde han i sin fødeby Eisleben.

Båren blev bragt til Wittenberg den 20. februar, og begravelsen fandt sted i Slotskirken.[22] Johannes Bugenhagen holdt talen. På kobberpladen over hans grav står der, at han blev 63 år, to måneder og ti dage gammel. Denne oplysning er fejlagtig og skyldes måske en sammenblanding med datoerne fra Melanchthon, som ligger begravet ved siden af. Martin Luther blev 62 år, tre måneder og otte dage gammel.

Martin Luthers værker[redigér | redigér wikikode]

Uddybende artikel: Martin Luther (bibliografi)

Af Martin Luther er talrige skrifter overleveret. Der findes et stort antal prædikener, breve og taler foruden en stor mængde salmer. Flere af Luthers værker var opført på Index librorum prohibitorum, den Katolske kirkes fortegnelse over forbudte skrifter.

Samlinger på originalsprog[redigér | redigér wikikode]

  • D. Martin Luthers Werke, Kritische Gesamtausgabe ("Weimarer Lutherausgabe"), 120 bd., 1883 ff. (nyudgave 2000-2007), ISBN 3-7400-0945-4.

Online her: http://www.lutherdansk.dk/WA/D.%20Martin%20Luthers%20Werke,%20Weimarer%20Ausgabe%20-%20WA.htm

Luthers skrifter på nettet[redigér | redigér wikikode]

Her er både originaltekster på tysk og latin samt oversættelser til danske, svenske og engelske.

Samlinger på dansk[redigér | redigér wikikode]

  • Martin Luther. Skrifter i udvalg, København 1981-96. Bind 1-9. Credo Forlag.
    1. Om et kristenmenneskes frihed. – Luthers fortale til sine skrifter. – Fortalen til Romerbrevet. – Om bodens sakramente. 1981.
    2. Store Galaterbrevskommentar I. Oversat af Helge Haystrup. 1981.
    3. Om kirkens babyloniske fangenskab. Oversat af Ivar Engel Jensen. 1982.
    4. Store Galaterbrevskommentar II. Oversat af Helge Haystrup. 1984.
    5. Troens artikler. Prædikener af Luther. 1985.
    6. Troen og livet. Prædikener, sermoner og teserækker af Luther. 1992.
    7. Troens evangelium – Ord og sakrament. 1994.
    8. Mod Latomus – Om synd og nåde. Oversættelse, indledning og noter af Asger Chr. Højlund. 1995.
    9. Den Store katekismus. Oversættelse, indledning og noter ved Leif Grane. 1996.
  • Luthers skrifter i udvalg. 1980-83. Bind 1-5. Aros Forlag.
    1. De reformatoriske hovedskrifter. Redigeret af Niels Nøjgaard.
    2. Skrifterne om kirke og gudstjeneste. Redigeret af Regin Prenter.
    3. Bibelfortolkning og prædikener. Redigeret af E. Thestrup Pedersen.
    4. Evangelium og samfundsliv. Redigeret af Torben Christensen.
    5. Om den trælbundne vilje. Redigeret af Steffen Kjeldgaard-Pedersen.

Kilder og noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Ewald Plass, "Monasticism", i What Luther Says: An Anthology (St. Louis: Concordia Publishing House, 1959), 2:964.
  2. Roland Bainton: Here I Stand: a Life of Martin Luther (New York: Penguin, 1995), 269; Martin Luther) "Kunne han ikke ikke reformere hele kristendommen, kunne han i hvert fald grundlægge det protestantiske præsteskab"
  3. Jacques Barzun, From Dawn to Decadence (New York: Harper Collins, 2000), 4.
  4. Martin Brecht: Martin Luther, oversat til engelsk af James L. Schaaf (Philadelphia: Fortress Press, 1985–1993), 1:3–5.
  5. Encyclopædia Britannica Online, "Martin Luther" af Ernst Gordon Rupp (opslag 2006).
  6. E.G. Schwiebert, Luther and His Times (St. Louis: Concordia Publishing House, 1950), 128.
  7. Brecht, opr.cit. 1:48.
  8. Schwiebert, opr.cit. 136.
  9. Bainton, opr.cit. 44–45.
  10. Markus Wriedt, "Luther's Theology," i The Cambridge Companion to Luther (New York: Cambridge University Press, 2003), pp. 88–94.
  11. Bainton, opr. cit. 60; Brecht, opr. cit. 1:182; Kittelson, opr. cit. 104.
  12. Brecht, opr. cit. 1:204–205.
  13. Luther, Martin (2006). Encyclopædia Britannica Online. Opslag 18 september 2006.
  14. Johannes Eck 1486–1543 var teolog og Luthers modstander. (Ikke at forveksle med den evangeliske teolog Johann Eck 1494–1554.)
  15. Martin Luther, "The Leipzig Debate (1519)," oversat af Harold J. Grimm i Luther’s Works, ed. Harold J. Grimm (Philadelphia: Fortress Press, 1957), LW 31:311.
  16. Martin Luther, An Open Letter to The Christian Nobility of the German Nation Concerning the Reform of the Christian Estate, 1520, oversat af C. M. Jacobs, i Works of Martin Luther: With Introductions and Notes, Volume 2 (Philadelphia: A. J. Holman Company, 1915; Fort Wayne, IN: Project Wittenberg, 2006).
  17. 17,0 17,1 Oxford Encyclopedia of the Reformation, udg. Hans J. Hillerbrand, og i "Luther, Martin" af Martin Brecht, overs. Wolfgang Katenz, New York: Oxford University Press, 1996), 2:463.
  18. Schaff-Herzog, "Luther, Martin," 72.
  19. Erwin Fahlbusch og Geoffrey William Bromiley, The Encyclopedia of Christianity (Grand Rapids, MI: Leiden, Netherlands: Wm. B. Eerdmans; Brill, 1999–2003), 1:244.
  20. Se til dette afsnit om Luther-bibelen især den tyske wiki-side Lutherbibel
  21. Den nazistiske biskop Martin Sasse fra Thüringen priste Luther som "den største anti-semit i sin tid" og sagde, at det var et lykketræf, at krystalnatten faldt på Luthers fødselsdag.
  22. cf. Brecht, 3:369–379.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Grane, Leif (1983). Evangeliet for folket: drøm og virkelighed i Martin Luthers liv. København: Gad. 284 sider. DK5=27.16 (99.4 Luther, Martin). ISBN 87-12-24250-0.
  • Lerfeldt, Svend. Lutherbogen. Luthers liv og tanker belyst gennem citater fra hans værker. København 1967.
  • Lindhardt, Jan (1983). Martin Luther : erkendelse og formidling i renæssancen. . DK5=99.4 Luther, Martin. ISBN 87-418-5244-3 (del af disputats).
  • Meisner, Michael, Martin Luther – Helgen eller rebel, Forlaget Minerva, 1983. ISBN 87-87929-01-5.
  • Pedersen, E. Thestrup: Martin Luthers betydning for kirke og kultur, Århus, Forlaget Aros 1983.
  • Prenter, Regin. Reformatoren Martin Luther. Thisted 1980. ISBN 87-7003-126-6
  • Thomsen, Niels. I Luthers spor. Århus 2007.
  • Wisløff, Carl Fr. Martin Luthers Teologi. Hillerød 1985. ISBN 87-7425-317-4.
  • Film: Thomasson, Camille. Instruktør: Till, Eric (2003). Luther, Eikon Film. Omtale.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:

Danske sider:

Andre sprog: