Otto den Store

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Otto 1. af det Tysk-romerske rige, tegning fra omkring 1530erne

Otto den Store (23. november 9127. maj 973), konge af Tyskland (936-973) og fra 962 også tysk-romersk kejser. Han overtog den tyske trone, da hans far, Henrik Fuglefænger, døde. Sønnen, Otto 2., fulgte ved Otto den Stores død faderen som kejser i 973.

Fra 936 var Otto I tysk konge og fra 951 konge af Italien. Han blev udnævnt til tysk-romersk kejser i år 962. I sine forsøg på at kristne Norden og de slaviske folkene, udsendte han mange missionærer, hvilket senere førte til dannelsen af staterne Polen og Tjekkiet, tidligere kendt som Bøhmen. Ikke mindst førte dette til, at disse folkene blev katolske og ikke ortodokse således som resten af de slaviske folk. Han reddede til og med kristenheden ved at afværge ungarske angreb, og blev derfor kaldt for "Europas befrier". Det afgørende slag, Lechfeldslaget, fandt sted den 10. august 955.

Liv og karriere[redigér | redigér wikikode]

Tidlig styre[redigér | redigér wikikode]

Otto blev gift med angelsaksiske Edith (Ædgyth) (910-946), datter af Edvard den ældre, konge af England, i 929. I 936 efterfulgte han sin far Henrik Fuglefænger på tronen.

Han sørgede for at blive kronet i Karl den stores tidligere hovedstad Aachen hvor han blev salvet af Hildebert, ærkebiskop af Mainz, overhoved for den tyske kirke. I henhold til den saksiske historiker Widukind af Corvey var der fire andre hertuger fra riget tilstede, fra Franken, Schwaben, Bayern og Lorraine, og som fungerede som hans personlige ledsagere: Arnulf 1. af Bayern som marskalk (stallmester); Herman 1. af Schwaben som mundskænk; Eberhard 3. af Franken som hovmester, og Gilbert af Lorraine som kammerherre.[1] Fra begyndelsen af Ottos styre gav han klare signaler om, at han var en efterfølger til Karl den store, hvis sidste arvinger til Østfranken var døde i 911, og at han havde den tyske kirke med dens mægtige biskopper og abbeder bag sig. Imidlertid var Vestfranken fortsat underlagt herskeren fra det karolingske dynasti.

Otto havde til hensigt at dominere kirken og således kunne forene de tyske landområder. Kirken tilbød rigdom, militære mandskaber og sit monopol på læse- og skrivekundskab. Han kunne til gengæld tilbyde beskyttelse mod adelen, løfte om økonomiske tilskud og en vej til magt som hans administrative tjenere. I 938 blev en sølvkilde opdaget i Rammelsberg i Sachsen. Denne minedrift sørgede for at finansiere Ottos aktiviteter gennem hele hans styre, faktisk bidrog den til skaffe det meste af Europas sølv, kobber, og bly i de næste to hundrede år. Årsagen til, at tilkomsten var af betydning, er, at andre sølvkilder var tørrede ud allerede i 820- og 830'erne på grund af politiske vanskeligheder i det muslimske Abbasiderrige og som igen havde ført til krise i Europa.[2]

Ottos tidlige styre var kendetegnet af en række oprør fra hertugernes side. I 938 havde Eberhard, hertug af Bayern, nægtet at betale ham hyldest. Otto svarede med at gå i krig to gange, først i løbet af foråret og der efter i efteråret 938, besejrede Eberhard og forviste ham. Berthold, broder til Arnulf, tidligere hertug af Kärnten, blev ny hertug af Bayern.

Efter at Siegfried, greve af Merseburg, døde i 937, krævede Thankmar dette grevskab, men Otto udnævnte Gero, broder til Siegfried, som den nye greve. I løbet af denne strid gik Eberhard 3. af Franken, og Wichmann den ældre oprør mod Otto, og Thankmar slog sig sammen med dem. Thankmar og Eberhard erobrede Belecke ved floden Möhne. Wichmann den ældre kom til en forsoning med Otto, og oprøret i Sachsen brød sammen. Fæstningen Eresburg blev belejret og til sidst erobret af Ottos hær. Thankmar blev dræbt ved alteret i kirken. Eberhard blev for en tid holdt fængslet ved Hildesheim, men blev senere sluppet fri. Han gik siden ind i en sammenslutning med Henrik 1. af Bayern, Ottos yngre broder.[3]

Otto den Store og Danmark[redigér | redigér wikikode]

  • 7. juni 948: Der blev afholdt et kirkemøde i Tyskland, hvor man udnævnte bisper for bl.a. Ribe og Slesvig. I Århus blev Reginbrand indsat. Bispedømmerne var underlagt ærkebispen i Hamborg-Bremen.
  • 965: Kejseren udstedte privilegier, der fritog kirkens ejendom i "Danernes mark" for enhver skat eller tjenesteydelse. Det kunne han selvfølgelig sagtens gøre, da danskerne nok snarere betalte til Harald Blåtand på det tidspunkt, men udstedelsen antyder en aktiv tysk mission i Jylland.
  • Ca. samme år: Harald indførte Kristendommen i Danmark, jf. den Store Jellingsten, muligvis fordi Harald ved at konvertere til kristendommen fjernede den tyske kejsers motiv til at føre korstog mod Danmark.

Familie[redigér | redigér wikikode]

Otto 1. var søn af Henrik Fuglefænger og hans kone Mathilda den Hellige af Sachsen. Han blev gift med den angelsaksiske Ædgyth (910-946), datter af Edward af Wessex, konge af England, og i 951 med Adelheid av Det tysk-romerske rike (931 - 999), datter af Rudolf II af Burgund. Han havde følgende børn:

  1. Ludolf
  2. Liutgard, gift med Konrad den røde af Lothringen
  3. Mathilda, abbedissen af Quedlinburg
  4. Otto II
Foregående: Tyske kejsere
af det Tysk-romerske rige fra 800-1806
Efterfølgende:
Henrik Fuglefænger
919 - 936
Otto 2.
973-983

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Widukind af Corvey: Res gestae saxonicum, Bog 2, kapitel 2: «duces vero ministrabant. Lothariorum dux Isilberhtus, ad cuius potestatem locus ille pertinebat, omnia procurabat; Evurhardus mensae preerat, Herimannus Franco pincernis, Arnulfus equestri ordini et eligendis locandisque castris preerat; Sigifridus vero, Saxonum optimus et a rege secundus, gener quondam regis, tunc vero affinitate coniunctus, eo tempore procurabat Saxoniam, ne qua hostium interim irruptio accidisset, nutriensque iuniorem Heinricum secum tenuit.» Bibliotheca Augustana.
  2. Holmes, George (1988): The Oxford Illustrated History of Medieval Europe, London, ss.106
  3. Holland T. (2009): Millennium. London. Abacus. ss. 59.
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: