Otto den Store

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Otto 1. af det Tysk-romerske rige, tegning fra omkring 1530erne

Otto den Store (23. november 9127. maj 973) var konge af Tyskland (936-973) og tysk-romersk fra 962.kejser. Han overtog den tyske trone efter sin far, Henrik Fuglefænger. Sønnen Otto 2. fulgte faderen som kejser i 973.

Fra 936 var Otto I tysk konge og fra 951 konge af Italien. Han blev udnævnt til tysk-romersk kejser i år 962. I sine forsøg på at kristne Norden og de slaviske folk, udsendte han mange missionærer. Det førte til dannelsen af staterne Polen og Tjekkiet (Bøhmen). Især det førte til, at disse folk blev katolske og ikke ortodokse som de andre slaviske folk. Han reddede til og med kristenheden ved at afværge ungarske angreb, og blev derfor kaldt for "Europas befrier". Det afgørende slag ved Lechfeldslaget stod den 10. august 955.

Liv og karriere[redigér | redigér wikikode]

Tidlig styre[redigér | redigér wikikode]

Otto blev gift med angelsaksiske Edith (Ædgyth) (910-946), datter af kong Edvard den ældre i 929. I 936 fulgte han sin far Henrik Fuglefænger på tronen.

Han valgte at blive kronet i Karl den stores tidligere hovedstad Aachen, hvor han blev salvet af Hildebert, ærkebiskop af Mainz, overhoved for den tyske kirke. I henhold til den saksiske historiker Widukind af Corvey var der fire andre hertuger fra riget tilstede, fra Franken, Schwaben, Bayern og Lorraine, og som var hans personlige ledsagere: Arnulf 1. af Bayern som marskalk (staldmester); Herman 1. af Schwaben som mundskænk; Eberhard 3. af Franken som hovmester, og Gilbert af Lorraine som kammerherre.[1] Fra begyndelsen af Ottos styre gav han klare signaler om, at han var en efterfølger til Karl den store, hvis sidste arvinger til Østfranken var døde i 911, og at han havde den tyske kirke med dens mægtige biskopper og abbeder bag sig. Imidlertid var Vestfranken fortsat underlagt herskeren fra det karolingske dynasti.

Otto havde til hensigt at dominere kirken og forene de tyske landområder. Kirken tilbød rigdom, soldater og sit monopol på læse- og skrivekundskab. Han kunne til gengæld tilbyde beskyttelse mod adelen, love økonomiske tilskud og en vej til magt som hans administrative tjenere. I 938 blev en sølvkilde opdaget i Rammelsberg i Sachsen. Den mine sørgede for at finansiere Ottos aktiviteter gennem hele hans styre; faktisk bidrog den til skaffe det meste af Europas sølv, kobber og bly i de næste to hundrede år. Årsagen til det er, at andre sølvkilder var tørrede ud allerede i 820- og 830'erne på grund af politiske vanskeligheder i det muslimske Abbasiderrige og som igen havde ført til krise i Europa.[2]

Ottos tidlige styre var kendetegnet af hertugernes oprør. I 938 havde Eberhard, hertug af Bayern, nægtet at betale ham tribut. Otto svarede med at gå i krig to gange: i foråret og i efteråret 938. Han besejrede Eberhard og forviste ham. Berthold, broder til Arnulf, tidligere hertug af Kärnten, blev ny hertug af Bayern.

Efter at Siegfried, greve af Merseburg, døde i 937, krævede Thankmar dette grevskab, men Otto udnævnte Gero, broder til Siegfried, som ny greve. I løbet af denne strid gjorde Eberhard 3. af Franken og Wichmann den ældre oprør mod Otto, og Thankmar slog sig sammen med dem. Thankmar og Eberhard erobrede Belecke ved floden Möhne. Wichmann den ældre forsonede sig medOtto, og oprøret i Sachsen brød sammen. Fæstningen Eresburg blev belejret og erobret af Ottos hær. Thankmar blev dræbt ved alteret i kirken. Eberhard blev for en tid holdt fængslet ved Hildesheim, men blev senere sluppet fri. Han gik siden i forbund med Henrik 1. af Bayern, Ottos yngre broder.[3]

Otto den Store og Danmark[redigér | redigér wikikode]

  • 7. juni 948: Der blev afholdt et kirkemøde i Tyskland og udnævnt bisper for bl.a. Ribe og Slesvig. I Århus blev Reginbrand indsat. Bispedømmerne var underlagt ærkebispen i Hamborg-Bremen.
  • 965: Kejseren udstedte privilegier, der fritog kirkens ejendom i "Danernes mark" for enhver skat eller tjenesteydelse. Det kunne han selvfølgelig sagtens gøre, da danskerne nok snarere betalte til Harald Blåtand, men udstedelsen antyder en aktiv tysk mission i Jylland.
  • Ca. samme år: Harald indførte Kristendommen i Danmark jf. den Store Jellingsten, muligvis fordi Harald ved at konvertere til kristendommen fjernede den tyske kejsers motiv til at føre korstog mod Danmark.

Familie[redigér | redigér wikikode]

Otto 1. var søn af Henrik Fuglefænger og hans kone Mathilda den Hellige af Sachsen. Han blev gift med den angelsaksiske Ædgyth (910-946), datter af Edward af Wessex, konge af England, og i 951 med Adelheid af Det tysk-romerske rige (931 - 999), datter af Rudolf II af Burgund. Han havde følgende børn:

  1. Ludolf
  2. Liutgard, gift med Konrad den røde af Lothringen
  3. Mathilda, abbedissen af Quedlinburg
  4. Otto II
Foregående: Tyske kejsere
af det Tysk-romerske rige fra 800-1806
Efterfølgende:
Henrik Fuglefænger
919 - 936
Otto 2.
973-983

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Widukind af Corvey: Res gestae saxonicum, Bog 2, kapitel 2: «duces vero ministrabant. Lothariorum dux Isilberhtus, ad cuius potestatem locus ille pertinebat, omnia procurabat; Evurhardus mensae preerat, Herimannus Franco pincernis, Arnulfus equestri ordini et eligendis locandisque castris preerat; Sigifridus vero, Saxonum optimus et a rege secundus, gener quondam regis, tunc vero affinitate coniunctus, eo tempore procurabat Saxoniam, ne qua hostium interim irruptio accidisset, nutriensque iuniorem Heinricum secum tenuit.» Bibliotheca Augustana.
  2. Holmes, George (1988): The Oxford Illustrated History of Medieval Europe, London, ss.106
  3. Holland T. (2009): Millennium. London. Abacus. ss. 59.
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: