Paul Delaroche

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Hippolyte "Paul" Delaroche
DelarochePortrait.jpg
Paul Delaroche
Fødselsnavn Hippolyte De La Roche
Født 17. juli 1797
Paris
Død 4. november 1856
Paris
Nationalitet Fransk
Felt Historiemaleri
Inspireret af Louis Étienne Watelet, Antoine-Jean Gros
Inspirerede Friedrich Bouterwek, Eugène-Ferdinand Buttura, Charles-François Daubigny, Félix Hullin de Boischevalier, Jean-Léon Gérôme, Jean-Baptiste-Ange Tissier, Charles-Marie de Sarcus, Jean-François Millet

Hippolyte Delaroche kaldet Paul (17. juli 1797 i Paris4. november 1856 sammesteds) var en fransk historiemaler.

Først landskabsmaler[redigér | redigér wikikode]

Delaroche begyndte dog først som landskabsmaler, men gik snart under Antoine-Jean Gros over til historiemaleriet, vandt bifald med Den lille kong Joas frelses , snart efter med Dronning Elisabeths død og Præsident Duranti myrdes. På Parisersalonen 1831 mødte han op med flere af sine hovedværker: Mordet på Edvard IV’s Sønner, Cromwell ved Karl I’s kiste, Museum i Nîmes, replika i Hamburger Kunsthalle og de to små billeder: Richelieu fører Cinq-Mars og de Thou med sig på Rhonen, Wallace Collection, London og Mazarin’s dødsleje, sammesteds.

Historiemaler[redigér | redigér wikikode]

Fra nu af var Delaroche for lange tider publikums fejrede historiemaler; 1832 blev han akademimedlem, snart efter professor ved École d. beaux-arts. Slag i slag fulgte nu historiemalerier, kendte og beundrede hele Europa over gennem dygtige stik af Louis Pierre Henriquel-Dupont og andre. Til de mest berømte hører Jane Greys henrettelse (1834), Straffords gang til skafottet (Sutherland House, England), Karl I hånes af Cromwells soldater, Hertugen af Guises mord, Marie Antoinette efter domfældelsen, Girondisterne og det skønne Liget af en kvindelig martyr, 1855. Emnerne var effektfulde situationer, gerne af anekdotemæssig art, rystende motiver, hvor kunstneren fint og behændigt, med blik for det spændende, henlægger fremstillingsmomentet til lige før eller efter den grufulde dåd; fremstillingen scenemæssig, indtagende og klar, sikker og fast i tegningen, koloristisk virkningsfuld ved den illuderende gengivelse af dragters og bohavets fløjl, silke og guld. Delaroche imødekom tidens smag for det hist. i romantisk belysning; han lagde et mægtigt forstudium i sine arbejder (også i det arkæologiske apparat, benyttede voksfigurer til gruppeorientering, berømte skuespillere som modeller), og han gav netop, hvad folk ville have; medens Delacroix’ voldsomme lidenskab gik dem over hovedet, rørtes de ved Delaroches melankolsk-følsomme strenge. Den øjeblikkelige styrke (og den skæbnesvangre svaghed i det lange løb) ved Delaroches kunst var dens justemilieu-karakter, dens eklektiske blanding af Jean Auguste Dominique Ingres’ linjestrenghed og romantisk kolorit (en kolorit, der var en ubestridelig dygtig og øjeblendende koloreren, men ikke en malerisk samklang), dens teatralske sceneri, der gav historiske anskuelsesbilleder, men var tam, nøgternt reflekterende i opfattelsen. Dette Delaroches anekdotemaleri gik længe gennem elever og efterlignere sin sejrsgang kunstverdenen rundt, men mødes nu til dags af ubarmhjertig kritik.

Kritik og tab af hustru[redigér | redigér wikikode]

Allerede på sin kunsts tinde mødte Delaroche dog hist og her skarpe domfældelser. Krænket herover og dybt nedbøjet og religiøst grebet ved tabet af sin hustru i 1845, Horace Vernets åndfulde og smukke datter, samlede Delaroche sig mere og mere i de senere år om det kirkelige maleri (Kristus i Gethsemane, Kristi gravlæggelse med videre) og om portrætfaget. Som portrætmaler var han ofte fortrinlig. Blandt hans bedste ydelser kan nævnes: Henriette Sontag i Donna Anna’s Rolle, Guizot, 1839, Ny Carlsberg Glyptotek i København, Gregor XVI, 1844, Museum i Versailles, C. Vernet, James-Alexandre de Pourtalès, hans to sønner, 1851, Adolphe Thiers med videre; endvidere posthume billeder af Napoleon, det berømte Napoleon i Fontainebleau, 1845 og andre.

Hemicyklen[redigér | redigér wikikode]

venstre del af Hémicycle, 1841–1842
den centrale del af Hémicycle, 1841–1842
højre del af Hémicycle, 1841–1842

Måske den største af sine mange triumfer fejrede Delaroche på monumentalmaleriets område; 1837 og følgende år malede han i halvrundingen i Salle des examens i l’École de beaux-arts i Paris Kunstens Apoteose, et vældigt værk (i olie), 15 m bredt og 5 m højt, fremstillende ca. 70 af de mest berømte kunstnere fra antikken til 18. århundrede og nogle allegoriske figurer, anbragte foran en søjleporticus; også dette arbejde, efter dets plads gerne kaldt Hemicyklen (kendt stik af Henriquel-Dupont) virkede i lange tider forbilledligt for lignende fremstillinger.

Malerier udført af Paul Delaroche[redigér | redigér wikikode]

Kilde[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Mr. Delaroche, par un homme de rien, Paris 1844
  • E. de Mirecourt, Les Contemporains Paul Delaroche, Paris, 1856
  • Halévy, Note sur la vie et les ouvrages de Mr. Paul Delaroche, 1858
  • Rees, H. Vernet and Paul Delaroche London, 1880
  • de Lalaing, Les Vernet, Géricault et Delaroche, Paris, 1888
  • Delaborde, Æuvre de Paul Delaroche, Reproduktion en photographie, 1858
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: