Wolfgang Amadeus Mozart
| Wolfgang Amadeus Mozart | |
|---|---|
Wolfgang Amadeus Mozart, posthumt portræt af Barbara Krafft 1819. |
|
| Information | |
| Fødenavn | Johannes Chrysostomus Wolfgangus Theophilus Mozart |
| Født | 27. januar 1756 i Salzburg |
| Død | 5. december 1791 i Wien (35 år) |
| Oprindelse | Østrigsk |
| Genre(r) | Klaverkoncerter, symfonier, sonati,operetter,kammermusik m.m |
| Beskæftigelse | Pianist, komponist og diregent |
| Instrument(er) | Klaver/Flugel/Harpsichord/Violin |
| Aktive år | 1764-1791 |
| Påvirket af | Haydn, Beethoven, Tjajkovskij og m.fl |
Wolfgang Amadeus Mozart, døbt Johannes Chrysostomus Wolfgangus Theophilus Mozart, (27. januar 1756 i Salzburg – 5. december 1791 i Wien) var en østrigsk komponist. Han er almindeligt anerkendt som en af de største komponister af klassisk musik. Han er en af wienerklassikkens mestre og en af de mest populære komponister nogensinde.
Selvom han døde kun 35 år gammel, skabte han et omfangsrigt livsværk, der dækkede alle hans tids musikalske genrer: operaer, balletmusik, symfonier, solokoncerter (for klaver, violin og bratsch, valdhorn, tværfløjte, klarinet og obo), messer, lieder, strygekvartetter, sonater og megen anden kammermusik.
Alle Mozarts værker er blevet katalogiseret af Ludwig von Köchel i KV (Köchel-Verzeichnis). Hvert værk er registreret med angivelse af KV-registreringsnummer. Fx står KV 525 entydigt for Eine kleine Nachtmusik.
Mozart nåede det fuldkomne inden for alle de genrer, han skrev i herunder koncerten, symfonien og sonaten. Han regnes også blandt de største operakomponister.
Mozart var ligesom sin søster Maria Anna Mozart et ægte vidunderbarn. Han spillede cembalo fra han var tre år og begyndte at komponere som femårig. Senere spillede han også klaver og violin.
Indholdsfortegnelse |
Liv [redigér]
Barndom (1756-1772) [redigér]
Vidunderbarn [redigér]
Mozart blev født i Salzburg (i nuværende Getreidegasse nr. 9) der på den tid var et fyrsteærkebispedømme i det tysk-romerske rige. Han var søn af en tysk komponist, Leopold Mozart (1719 – 1787), og hans hustru Anna Maria Pertl (1720 – 1778). Leopold Mozart var vice-kantor ved ærkebiskoppen af Salzburgs hof.
Wolfgang var parrets syvende barn. Tre børn var døde i en tidlig alder, da søsteren Maria-Anna (" Nannerl") blev født i 1751). Yderligere to børn døde i tiden mellem Maria-Annas fødsel og Wolfgangs.
Han blev døbt Joannes Chrysost[omus] Wolfgangus Theophilus. Theophilus betyder "elsket af Gud": Gottlieb på tysk, Amedeo på italiensk og Amadeus på latin. Mozart blev ikke i sin egen levetid kaldt "Amadeus". Kun enkelte gange har han selv brugte det i breve, for at gøre lidt grin med sig selv. Han har i sådanne situationer skrevet Wolfgangus Amadeus Mozartus.
Mozart viste vidunderbarnets evner for musik allerede som treårig. Han havde absolut gehør og en fremragende hukommelse. Hans evner forbløffede omgivelserne og tilskyndede faderen til at lære ham at spille cembalo, fra han var fem år. Den unge Mozart lærte derefter at spille violin og orgel samt at komponere. Han kunne læse et partitur og spille i takt, før han kunne læse, skrive og regne. I en alder af seks år (1762) komponerede han sine første værker (menuetterne KV 2, 4 og 5 samt allegroen KV 3).
Rejsende [redigér]
Europa [redigér]
Fra 1762 til1766 tog Mozart på turné med sin far og sin storesøster Maria-Anna. De kom til München og Wien, før de den 9. juni 1763 tog på en lang turné i Europa, som gik videre til Köln, Augsburg, Mannheim, Frankfurt, Bruxelles, Paris, London, Haag, Amsterdam, Dijon, Lyon, Genève og Lausanne. Hans koncerter gjorde stort indtryk. Mozart spillede for den kongelige familie i Versailles 1. januar 1764. Han fik oven i købet lov til at stå bag dronningen under middagen. Mozart var kun otte år gammel.
På rejsen fik han indtryk af nye musikalske strømninger. Han mødte to musikere, der fik stor betydning for ham: Johann Schobert i Paris og Johann Christian Bach (Johann Sebastian Bachs næstældste søn) i London. Sidstnævnte åbnede Mozarts øjne for klaveret, der var opfundet i århundredets begyndelse, og for den italienske opera. Han lærte ham også at skrive symfonier. Mozart skrev sine tre første symfonier i London.
I 1767 skrev Mozart 11 år gammel sin første opera, Apollo og Hyacint (KV 38), der bygger på en latinsk komedie. Da de kom tilbage til Østrig, tog han til Wien, hvor han komponerede to andre operaer, Bastien og Bastienne og La finta semplice, i sommeren 1768 i en alder af 12 år. Året efter blev han udnævnt til koncertmester af ærkebiskoppen. Hans fader sørgede for et ulønnet orlov, så sønnen kunne komme til Italien.
Italien [redigér]
Fra 1769 til 1773 opholdt Mozart sig regelmæssigt i Italien, hvor han studererede opera, en musikalsk form han senere skrev mesterværker i (Figaros Bryllup, Don Giovanni, Così fan tutte) takket være sit arbejde med vokalharmonisering og sin beherskelse af polyfoni. I Italien fik han forbindelse med Giovanni Battista Martini. Han blev medlem af Accademia Filarmonica i Bologna, som ellers kun optog medlemmer over 20 år. Paven Clemens XIV udnævnte ham til Cavaliere dello speron d'oro. Paven havde fået for øre, at Mozart havde nedskrevet Allegris 'Miserere' efter gehør. Mozart var kommet forbi i påskeugen og havde hørt det ottestemmige værk og gik hjem for at skrive kompositionen ned. Næste dag kom Mozart tilbage for at høre værket igen og rette et par fejl.
Den 16. december 1771 døde ærkebiskop Schrattenbach. Ærkebiskop Colloredo blev nu Mozarts nye arbejdsgiver.
I ærkebiskop Colloredos tjeneste (1773-1781) [redigér]
Mozart er ulykkelig i sin fødeby. Hans nye arbejdsgiver bryder sig ikke om, at han rejser. Han foreslår, at han i stedet skriver stykker til religiøse formål. Som 17-årig har Mozart svært ved at acceptere situationen. Forholdet til ærkebiskoppen forværres i de tre følgende år. I Wien stifter Mozart bekendtskab med Joseph Haydn. De korresponderer, og der opstår et venskab præget af gensidig beundring, der varer hele livet.
I 1776 beslutter Mozart 20 år gammel at forlade Salzburg. Ærkebiskoppen afviser at lade faderen rejse og pålægger ham at søge sin afsked som koncertmester. Efter et års forberedelser tager Mozart af sted med sin mor, først til München, hvor han ikke får nogen stilling, så til Augsburg og til sidst til Mannheim, hvor han knytter venskab med adskillige musikere. Men hans forsøg på at opnå en stilling der er frugtesløse. Det er i Mannheim, at han forelsker sig i sangerinden Aloysia Weber. Det udløser faderens vrede. Han beder Mozart tænke på sin karriere. Stærkt forgældet indser Mozart, at han må finde en stilling, og han tager til Paris i marts 1778.
Han håber at kunne få hjælp af Melchior Grimm, som havde hjulpet med turneen, da Mozart var syv år gammel. Men det er forgæves, og Mozart får ingen fast stilling og har endda svært ved få betaling for sine værker på grund af den økonomiske krise i Frankrig. Moren bliver syg under opholdet og dør den 3. juli. Mozart tager derfor tilbage til Salzburg, hvor faderen har fået overbevist ærkebiskoppen om at genansætte ham. På vejen kommer Mozart til München hvor Weber-familien bor. Aloysia har imidlertid fundet en anden mand, og det er en nedtrykt Mozart, der vender tilbage til Salzburg den 29. januar 1779, hvor han får sin tidligere stilling.
I november 1780 modtager han en bestilling på en opera til München, og han tager af sted, som han er berettiget til ifølge sin kontrakt. Uropførelsen af værket, Idomeneo, Rè di Creta, finder sted 29. januar 1781 og bliver modtaget entusiastisk af publikum. Da han vender tilbage til Salzburg, må han følge sin arbejdsgiver til Wien, hvor ærkebiskoppen gør et offentligt nummer ud af at behandle ham dårligt, inden han endeligt afskediger ham. Mozart slår sig nu ned i den østrigske hovedstad som uafhængig komponist.
Wien (1782-1791) [redigér]
Uafhængighed [redigér]
Uden farens og arbejdsgiverens myndige tilstedeværelse kan Mozart endelig komponere frit. I 1782 bestiller kejser Joseph II en opera hos Mozart, der skal blive til Bortførelsen fra Seraillet (Die Entführung aus dem Serail). Denne opera på tysk får Christoph Willibald Gluck, der er komponist og leder af de offentlige koncerter i Wien, til at lykønske Mozart.
Mozart lærer nu den yngste af fru Webers døtre, Constanze, at kende og beslutter sig for ægteskab med hende uden at afvente faderens skriftlige billigelse. Brylluppet står den 4. august 1782. Kort tid efter gør baron von Svieten Mozart opmærksom på to komponister, der var glemt på denne tid, nemlig Johann Sebastian Bach og Georg Friedrich Händel. Mozart fascineres af Bachs kontrapunkt, som får direkte indflydelse på hans store messe i c-mol KV 427 og flere senere værker. Samme år begynder han en serie på seks kvartetter, som han dedicerer til sin ven Joseph Haydn. De er færdige i 1785.
I 1784 bliver Mozart interesseret i frimureriet. Han stiger hurtigt i graderne og bliver såkaldt mester i april 1785. Han skriver flere værker til sine frimurerbrødre herunder Maurerische Trauermusik KV 477.
I 1786 møder Mozart librettisten Lorenzo da Ponte, som er ansat som digter ved teatret i Wien. Da Ponte overbeviser kejseren om at give tilladelse til en opera baseret på Figaros Bryllup (Le Mariage de Figaro) af Beaumarchais, selv om kejseren har forbudt stykket, da det var undergravende. Mozart sætter Lorenzo da Pontes libretto i musik og premieren på Figaros Bryllup (Le nozze di Figaro) finder sted den 1. maj 1786 i Wien. Den bliver en succes, men tages hurtigt af plakaten. Mozart tager derfor til Prag, hvor operaen opføres og får en meget stor succes. Som en gestus mod byen skriver han sin symfoni nr. 38, Pragersymfonien.
I Prag modtager han en bestilling på en ny opera til næste sæson. Mozart beder Lorenzo da Ponte om at skrive librettoen til Don Giovanni. Den 28. maj 1787 dør faderen. Dødsfaldet påvirker Mozart meget og får indflydelse på kompositionen af den opera, han er i gang med. Don Giovanni uropføres i Prag den 28. oktober 1787 med stor succes, en succes der dog ikke gentages i Wien.
Vanskeligheder, sygdom og tidlig død [redigér]
I de sidste år af sit liv bliver Mozart ofte syg, og han er dybt forgældet, selv om han har succes med sine værker og bliver meget godt betalt. Han lever over evne. Han komponerer meget: sonater, koncerter, symfonier, operaer (herunder Così fan tutte, det sidste værk med Lorenzo da Ponte).
Joseph II dør i 1790 og efterfølges af Leopold II, som ikke bryder sig om Mozart. Haydn rejser til London. Mozart er kun lidet produktiv.
I 1791 bestiller Emanuel Schikaneder – en af Mozarts venner fra frimurerlogen og leder af det lille Theater an der Wien – en opera af Mozart. Schikaneder leverer selv librettoen. Det bliver til syngespillet Tryllefløjten (Die Zauberflöte). Uropførelsen den 30. september bliver en stor succes.
I juli bestiller en ukendt mand en dødsmesse, et requiem. Bestilleren ønsker at være anonym, men vi ved i dag, at det var grev Walsegg. Han ønsker antagelig enten at lade sine venner gætte, hvem der var ophavsmand til værket, eller selv at tage æren for det.
Mozart, der er tynget af sygdom og gæld, må nu påtage sig en ekstra stor arbejdsbyrde, for han har i begyndelsen af august allerede modtaget en bestilling på en opera, Titus (La Clemenza di Tito) KV 621, til Leopold II's kroning som konge af Bøhmen. Mozart skriver værket på tre uger.
Han dør i december i en alder af 35 år sandsynligvis som følge af sit generelt skrøbelige helbred. Han får ikke færdiggjort sit Requiem. Det bliver efter Constanzes ønske afsluttet af en af hans elever Franz Xavier Süssmayer. En anden afslutning af værket skrev Sigismund von Neukomm, men hans version er kun blevet spillet én gang: i 1819 i Rio de Janeiro.
Mozart bliver begravet på kirkegården St. Marx i en forstad til Wien i en grav, familien Mozart deler med nogle venner.[Kilde mangler] Alt i overensstemmelse med kejser Leopold II's love og forordninger. En mindegudstjeneste fandt sted i Prag den 14. december med tusinder af deltagere. Emanuel Schikaneder organiserer en mindegudstjeneste i Wien. Her spilles formentlig begyndelsen af Requiem (introitus og kyrie). Siden er der oprettet en æresgrav for Mozart på Wiener Zentralfriedhof, uden at hans jordiske rester er overført, da de ikke har kunnet opspores.
Mozart får seks børn i sit ægteskab med Constanze. Kun to af børnene, Karl og Wolfgang, kaldet Wowi overlever den tidligste barndom.
Constanze blev sent gift med den danske diplomat Georg Nicolaus Nissen, der påbegyndte den første egentlige Mozart-biografi. Nissens boede i København fra 1810 til 1820. Parret rejste i nogle år indtil de i 1824 slog sig ned i Salzburg, hvor Georg Nicolaus Nissen døde 1826. Biografien over W. A. Mozart blev først udgivet af Constanze to år efter Nissens død.
Værker (udvalg) [redigér]
- Operaer og anden musikdramatik
- Die Schuldigkeit des ersten und führnehmsten Gebottes (Forpligtelsen til det første og vigtigste bud, 1767)
- Apollon og Hyacint (1767)
- Bastien og Bastienne (1768)
- La finta semplice (1769)
- Mitridate, rè di Ponto (1770)
- Ascanio in Alba (1771)
- Il sogno di Scipione (1772)
- Lucio Silla (1772)
- La finta giardiniera (La finta giardiniera, 1775)
- Il rè pastore (1775)
- Thamos, König in Ägypten (1779)
- Zaide (1780)
- Idomeneo, rè di Creta (1781)
- Bortførelsen fra Seraillet (Die Entführung aus dem Serail, 1782)
- L'oca del Cairo (1783)
- Lo sposo deluso (1783)
- Teaterdirektøren (Der Schauspieldirektor, 1786)
- Figaros bryllup (Le nozze di Figaro, 1786)
- Don Juan (Don Giovanni, 1787)
- Così fan tutte (1790)
- Titus (La clemenza di Tito, 1791)
- Tryllefløjten (Die Zauberflöte, 1791)
Dette afsnit eller denne liste er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Litteratur [redigér]
- Ingrid Falktoft Andersen, Mozart – hvem var han? : en kulturhistorisk biografi, Bogan, 2006. ISBN 978-87-7466-452-9.
- Bruno Kvist, Mozart : mennesket bag musikken, Jyllands-Posten, 2006. ISBN 978-87-7692-077-7.
- Peter Dürrfeld (udg.), Mozarts samlede breve, Gyldendal, 2005. ISBN 87-02-02452-7.
Eksterne henvisninger [redigér]
| Wikimedia Commons har medier relateret til: |
- Compact Mozart biography – at mozartones.com
- Klaversonater (midi)
- Mozart i Wien (video)
- Frimureren Mozart
- Wolfgang Amadeus Mozart : Musik i opbrud (Tidsskriftcentret.dk, om biografier, sites, værker, litteratur mm.)
- Komponistbiografi
- RadioUnderholdningsOrkestrets Mozart-site Artikler, links og downloads af Mozarts Symfonier