Pave Pius 11.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 8. sep. 2014, 22:57 af Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) (Bot: Fjerner {{Link FA}} da Wikidata nu bruges i stedet for.)
Pave Pius XI, 1922

Ambrogio Damiano Achille Ratti (31. maj 185710. februar 1939) var pave under navnet Pius XI. Han blev valgt til pave den 6. februar 1922. Ratti kom fra Lombardiet i det nordlige Italien. Han var ærkebiskop i Milano, indtil han blev valgt til pave. Vatikanstaten blev oprettet som selvstændig stat i Pius' pavetid, i 1929.

Holdninger

I 1854 udtalte den daværende pave sig imod "den gudløse og fordærvelige opfattelse", at der skulle være frelse at finde udenfor den romersk-katolske kirke, og som reaktion på økumeniske verdensmøder i 1925 og 1927, erklærede Pius XI, at man på ingen måde kunne deltage i dem, "fordi enheden, som Kristus ønsker det, kan ikke skabes med, men kun i den katolske kirke", og i Mortalium animos fra 1928 forbød han katolikker både at deltage i og at bede for sådanne arrangementer. [1]

I 1929 udtalte Pius sig imod, at begge køn skulle have adgang til at få uddannelse, fordi "naturen selv" forbød det. Samme år tog den 21-årige Simone de Beauvoir sin agrégation-eksamen som den yngste nogensinde, og ovenikøbet som den næstbedste på sit kuld. [2]

Den katolske kirke var svækket af at have taget parti mod Alfred Dreyfus i Dreyfus-affæren, og i mellemkrigstiden fik missionsvirksomhed en opblomstring. Pius formanede alle biskopper til at gå ind for opgaven. Lærestole i missionsvidenskab blev oprettet ved katolske læreanstalter. Missionens centralisering under Rom øgedes, men skulle stå udenfor politiske og nationale interesser. [3]

Under mottoet "Kristi fred i Kristi rige" arbejdede Pius målrettet for at gøre pavekirkens værdier gældende i samfundet. Gennem den centralt styrede "Katolsk Aktion" skulle lægfolk bistå gejstligheden hermed. Omkring 500 saligkåringer og 33 helgenkåringer fremmede dette. Pius tog afstand fra den nationalisme, der fulgte i første verdenskrigs kølvand, selv om pavekirken blev diktatoren Francos stærkeste støtte. Gennem Laterantraktaten kom pave Pius og Mussolini til enighed om "det romerske spørgsmål". Mussolini vandt prestige hermed, og Pius undlod at kritisere hans invasion af Abessinien. [4]

Se også

  • Mit brennender Sorge ("Med brændende bekymring"; "Med dyb ængstelse"), en encyklika udsendt af pave Pius XI den 10. marts 1937 imod nationalsocialisternes brud på det Reichkonkordat, rigskonkordatet, der 20. juli 1933 var indgået mellem pavestolen og Det tyske rige.

Henvisninger

  1. ^ Martin Schwarz Lausten: Kirkehistorie (s. 270), forlaget ANIS, Frederiksberg 1997, ISBN 87-7457-202-4
  2. ^ Peter Normann Waage: Jeg – individets kulturhistorie (s. 413), forlaget Schibsted, Oslo 2008, ISBN 978-82-516-2600-2
  3. ^ Martin Schwarz Lausten: Kirkehistorie (s. 267)
  4. ^ Martin Schwarz Lausten: Kirkehistorie (s. 241-2)



Efterfulgte:
Benedikt XV
Pave
1922-39
Efterfulgtes af:
Pius XII



PaverSpire
Denne pavebiografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Biografi