Pripjat-sumpene

Koordinater: 51°48′55″N 24°57′10″Ø / 51.815277777778°N 24.952777777778°Ø / 51.815277777778; 24.952777777778
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Sumpene på et maleri fra 19. århundrede.

Pripjat-sumpene (eller Pinsk-sumpene russisk: Пинские болота) er et stort område langs Pripjat-floden og dens bifloder fra Brest i Hviderusland i vest til Mogilev i nordøst og Kijev i sydøst. Pripjat-sumpene ligger hovedsagelig i det polesiske lavland og dækker det meste af den sydlige del af Hviderusland og det nordvestlige Ukraine. De dækker et område på knap 100.000 km² omkring begge breder af Pripjat-floden. Tæt skov afveksler med adskillige sumpe, moser, damme og åer over et område på 480 km fra vest mod øst og 225 km fra nord til syd. Sumpene undergår en betydelig forandring i størrelse i løbet af året. Smeltevand om foråret og kraftige regnskyl om efteråret forårsager betydelige oversvømmelser, når floderne går over deres bredder.

Der blev påbegyndt dræning af de østlige områder i 1870, og betydelige områder er blevet ryddet til græsning og korndyrkning.

I det meste af året er sumpene så godt som umulige at passere for større militærstyrker, og de har derfor haft indflydelse på den strategiske planlægning af alle militære operationer i området. De få veje, som gennemskærer området er smalle og primitive. I begyndelsen af 1. verdenskrig skilte sumpene den 4. østrig-ungarske arme fra 12. korps. Det efterlod et stort hul, og den russiske 3. arme strømmede ind i det, inden den 2. østrig-ungarske hær var blevet overført fra Serbien. Russerne erobrede som følge heraf hurtigt den vigtige endestation for jernbanen ved Lviv. Gennem de følgende år i krigen forblev sumpene en af de vigtigste geografiske særkender på østfronten.

Under 2. Verdenskrig delte sumpene det centrale og det sydlige operationsområde og blev også benyttet som skjulested for sovjetiske partisaner. På et vist tidspunkt i krigen planlagde de tyske myndigheder at dræne sumpene og 'rense' dem for deres 'degenererede' indbyggere, hvorefter de skulle befolkes med tyske kolonister. Konrad Meyer var den ansvarlige leder for Pripjat-planen. Hitler afviste projektet i slutningen af 1941, fordi han var bange for, at det ville føre til udtørring og sandflugt. Pudsigt nok havde den tyske raceantropolog Theodor Poesche i slutningen af det 19. århundrede foreslået, at den ariske race var opstået i sumpene på grund af den hyppige forekomst af albinisme.

Den forholdsvis sparsomme befolkning i området og den lette adgang til vand var nøglefaktorer bag beslutningen om at bygge Tjernobyl-a-kraftværket i sumpene i 1970. Byen Pripjat blev opført i nærheden for at huse værkets arbejdere. Tjernobylulykken spredte radioaktivitet over en stor del af marskområdet, og der er i dag begrænset adgang til en stor del af området på grund af denne forurening.

Referencer

  • Blackbourn, David. (2006). The Conquest of Nature: Water, Landscape and the Making of Modern Germany. Jonathan Cape.
Hviderussisk geografiSpire
Denne artikel om hviderussisk geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Geografi
Britisk geografiSpire
Denne artikel om britisk geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Geografi
Russisk geografiSpire
Denne artikel om russisk geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Geografi
Polsk geografiSpire
Denne artikel om polsk geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Geografi

51°48′55″N 24°57′10″Ø / 51.815277777778°N 24.952777777778°Ø / 51.815277777778; 24.952777777778