Brest (Hviderusland)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Brest (flertydig).
Bres
Брэст
Брест
Byflag Byvåben
Berastre stiag.svg
Coat of Arms of Brest, Belarus.svg
Brest Trade center.jpg
Overblik
Land: Hviderusland Hviderusland
Borgmester: Alexander Palishenkow
Oblast: Flag of Brest Voblast, Belarus.svg Brest
Rajon: Brest
Grundlagt: Første omtale 1019
Byrettigheder 1390
Demografi
Indbyggertal: 310.800(2010)
 - Areal: 145 km²
 - Befolkningstæthed: 2143 pr. km²
Tidszone: UTC +2 (EET)
Sommertid: GMT +3 (EEST)
Højde m.o.h.: 280,4 m
Hjemmeside: www.brest.by
Oversigtskort

Koordinater: 52°08′0″N 23°40′0″E / 52.13333°N 23.66667°Ø / 52.13333; 23.66667

Brest (hviderussisk: Брэст; Ukrainian: Берестя, russisk: Брест, se også alternative navne), tidligere også Brest-ved-Bug ellere Brest-Litovsk på polsk (polsk: Brześć nad Bugiem eller Brześć Litewski), er en by (indbyggertal 310.800 i 2010) i Hviderusland ved grænsen til Polen Bug-floden modsat byen Terespol hvor Bug løber sammen med floden Mukhavets. Byen er hovedstaden i Brest voblast. I omegnen af byen findes rester af den gamle zaristiske Brest-fort, der spillede en væsentlig rolle i modstanden mod Nazi-Tysklands invasion under Operation Barbarossa i 1941 under 2. verdenskrig. I Brest findes verdens største rangerbanegård for bytte af sporvidder mellem normalspor 1435 mm og bredspor 1524 mm. Brest er et stort transportknudepunkt mellem Hviderusland / Rusland og det øvriga Europa.

Placeret ved den vigtigste jernbanelinje der forbinder Berlin og Moskva, og det interkontinentale motorvejsnet (Europavej E30), har gjort Brest til den vigtigste grænseovergag i sovjettiden efter 2. verdenskrig. I dag er byen forbindelsen mellem Den Europæiske Union og Fællesskabet af Uafhængige Stater. Springet i sporvidde i Brest, hvor den russiske brede sporvidde (1.520 mm) er forbundet den europæiske normalsporvidde (1.435 mm), har gjort Brest til en meget vigtig rangerbanegård.

Oprindelsen til navnet[redigér | redigér wikikode]

Der er flere teorier om oprindelsen til byens navn. De mest almindelige er som følger:

Byen var tidligere et center for jødisk lærdom, byens navn i jiddisch, er בריסק (tr. Brisk, dansk: ~ livlig), deraf udtrykket "Brisker", der bruges som betegnelse for tilhængere af den indflydelsesrige rabbinerfamilie Soloveitchik.

Våbenskjold[redigér | redigér wikikode]

Våbenskjoldet, der blev vedtaget den 26. januar 1991, har en pil pegende opad og en sløjfe på et himmelblåt skjold. Brests første våbenskjold, der tildeltes af kong Sigismund II August i 1554, havde et rødt skjold.

Kievriget 1015-1113 med det polske angreb på Brest indtegnet

Historie[redigér | redigér wikikode]

Grundlagt af slaverne[redigér | redigér wikikode]

Byen blev grundlagt af østslaverne og blev første gang nævnt i 1019 som "Berestye" i Kievriget i Nestorkrøniken da polakkerne indtog den. Byen, en af ​​de ældste i det nuværende Hviderusland, var meget omstridt mellem de polske regenter (konger og fyrster af Masovien) og kievrigets prinser. I 1241 blev Brest lagt øde af mongolerne og blev ikke genopbygget før 1275.

En del af Storfyrstendømmet Litauen[redigér | redigér wikikode]

Fra 1349 var Brest en del af Storfyrstendømmet Litauen og i 1390 blev Brest den første by, der fik Magdeburgrettigheder i det nuværende Hviderusland. Dele af byen blev brændt af den Tyske Orden i 1379 og i 1409 var byen mødested for kong Władysław II Jagello, storfyrste Vitautas og tatarernes leder Dzala-ed-din på ærkebiskop Mikołaj Trąbas initiativ for at forberede krigen mod den Tyske orden. I 1410 mønstrede byen et kavalerikompagni, der deltog i på den sejrende polsk-litauiske unions side i slaget ved Grunwald. I 1419 blev Brest sæde for det nyoprettede Trakai voivodskab. I 1500 blev hele byen brændt ned under Krim-tatarernes angreb. I 1566, på kong Sigismund II Augustus dekret, blev Brest Litovsk voivodskab skabt. Efter oprettelsen af Lublinunionen i 1569 blev Brest en del af den polsk-litauiske realunion og omdøbt Brześć Litewsk.

Svenskerne belejring af Brest i 1657

Under personalunionen mellem den den polsk-litauiske realunion og Sverige regeret af kong Sigismund III Vasa (den polsk-svenske union) blev der afholdt en række møder i byen og i 1594 og 1596 var Brest vært for to bemærkelsesværdige samråd mellem den romersk-katolske kirkes og østlige ortodokse kirkes biskopper i regionen. Samrådet i 1596 beskæftigede sig med oprettelsen af de unerede kirker (også kendt som den hviderussiske græsk-katolske kirke i Hviderusland og ukrainske græsk-katolske kirke i Ukraine). I 1657 og igen i 1706 blev byen og borgen erobret af svenskerne under invasionerne af den polsk-litauiske realunion, den 13. januar 1660 invaderende Tsar-Russlands hær under Ivan Andreyevich Khovansky byen, indtog borgen ved et overraskelsesangreb om morgenen og dræbte de 1700 forsvarere og deres familier (ifølge den østrigske observatør kaptajn Rosestein). Den 23. juli 1792 blev et slag udkæmpet mellem regimenter fra Storfyrstendømmet Litauens här, der forsvarede byen, og den invaderende kejserlige russiske hær, den 19. september 1794 var området omkring Brest og Terespol skueplads for en sejrrig kamp (Slaget ved Brest) vundet af den invaderende kejserlige russiske hær under Suvorov over Kosciuszko-opstandens styrker under ledelse af Karol Sierakowski.

Annekteret af det Russiske Kejserrige[redigér | redigér wikikode]

Brest blev annekteret af Rusland da den polsk-litauiske realunion blev delt for tredje gang i 1795.

I årene 1836-1842 blev der bygget en stor fæstning (Brest-fortet) for at sikre den vestlige grænse af det daværende russiske imperium hvor floderne Bug og Muchawez løber sammen ved Brest. De senere moderniserede og udvidede anlæg skulle forhindre angreb på det indre af imperiet. Fortanlægget var det største i det russiske imperium i 1800-tallet. For at muliggøre fortbyggeriet blev Brest "flyttet" cirka to kilometer mod øst. I praksis betød det næsten total ødelæggelse af den gamle by til fordel for de militære anlæg.

Byen blev erobret af den tyske hær i 1915 under 1. verdenskrig.

Mellemkrigstiden[redigér | redigér wikikode]

Den 9. februar 1918 blev "brødfreden" mellem Tyskland og Ukraine underskrevet i Brest. Et par uger senere, den 3. marts 1918, blev Brest-Litovsk-freden mellem Den Russiske Føderative Sovjetrepublik og centralmagterne underskrevet i Brest-fortet, der overførte Brest til tysk indflydelsessfære. I 1918 blev byen erklæret en del af den kortlivede Hviderussiske demokratiske republik, men i 1919 indtog Polen Brest. Under den polsk-sovjetiske krig skiftede byen hænder to gange og blev ved Riga-freden i 1921 underlagt Polen, der gjorde den til hovedsæde i det daværende Polesie voivodskab. Fortet, der var blevet stærkt beskadiget under 1. verdenskrig, blev hovedkvarter for Polens 9. militær distrikt.

Efter de polske socialister i 1930 erklærede, at de ønskede at indføre demokrati og afsætte diktatoren Józef Pilsudskis regime blev omkring 70 oppositionspolitikere anholdt, heriblandt den tidligere polske premierminister Wincenty Witos og Wojciech Korfanty, og fængslet i Brest-fortet. Processen, som fandt sted fra oktober 1931 til januar 1932 i Warszawa, blev kaldt "Brestprocesserne" fordi systemkritikerne havde været fængslet i Brest. Elleve ledere af det polske socialistparti, medlemmer af bondebevægelsen og kristendemokraterne blev dømt til fængselsstraffe på mellem halvandet og tre år for påståede kupforberedelser[2].

Ifølge en russisk folketælling fra 1897 havde byen en jødisk befolkning på 30.000 ud af en samlet befolkning på 45.000. I 1931 var det jødiske befolkningstal faldet til 21.000 ud af 50.000 ifølge en polsk folketællingen[3][4] Under de anti-jødiske optøjer den 13. maj 1937 sårede polakker fra Brest 50 jøder og plyndrede eller ødelagde hundredvis af jødiske butikker.

2. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Under invasionen af ​​Polen i 1939 blev byen forsvaret mod XIX Panzer Korps ledet af General Heinz Guderian af en lille garnison på fire infanteribataljoner under general Konstanty Plisowski. Den 17. september, efter fire dages hårde kampe, trak de polske styrker sig sydover, samme dag rykkede den Røde Hær ind i de områder af Hviderusland som Polen havde kontrolleret siden Riga-freden og tog kontrol med byen i overensstemmelse med Molotov-Ribbentrop-pagten. Den sovjetiske indmarch bliver fejret som "genforening af det vestlige Hviderusland med Den hviderussiske sosialistiske sovjetrepublik" i Hviderusland. Under den sovjetiske administration 1939-41 blev dele af den polske befolkning anholdt og deporteret til Sibirien og den sovjetiske republik Kasakhstan.

Den Røde Hær gjorde modstand i mere end en måned i kasematterne

Forsvaret af Brest-fortet[redigér | redigér wikikode]

Da Nazi-Tyskland den 22. juni 1941, under Operation Barbarossa, angreb Sovjetunionen var der hårde kampe om Brest-fortet, hvor hovedstyrken af 3.500 ordinære soldater fra den Røde Hær og NKVD-grænsevagter holdt ud til den 30. juni overfor ca. 20.000 wehrmachts angribere tilhørende blandt andet to infanteridivisioner og panserarmeen. Selv efter fortet var rapporteret indtaget efter tunge artilleri- og luftangreb, og med frontlinjen hundredvis af kilometer mod øst, fortsatte modstanden. Isolerede modstandslommer under jorden i de gamle kasematter i citadellet og Kobrin bastionen forsatte at kæmpe frem til august. I løbet af de sidste dage ridsede forsvarerne denne inskription på væggene:

Citat "Vi vil dø, men vi vil ikke forlade fæstningen!" og "Jeg er ved at dø, men jeg vil ikke overgive mig. Farvel Moderland. 20.VII.41"[5] Citat

Drabet på Brest-jøderne[redigér | redigér wikikode]

Brest jødiske samfund blev kraftigt reduceret under det nazistisk styre i 1942[4]. Allerede i de første dage og uger af den tyske besættelse myrdede tyske officerer fra Polizei-Bataillons 307, under kommando af major Theodor Stahr omkring 4.400 mennesker i Brest, herunder omkring 4.000 jøder[6]. Efter politietbataljonens afmarch ankom en enhed af Sicherheitspolizei under ledelse af SS Untersturmführer Schmidt til Brest. I følge indsatsgruppernes rapporter dræbte politifolkene den 5. august 1.280, den 9. august 510, den 18. august 1.296, 769 den 28. august og 9.548 personer i september 1941[7].

Registrering af jøderne i ghettoen

I december 1941 oprettede de tyske myndigheder en ghetto for jøder i Brest. Beboerne blev registreret og arkiverne i Brest oblast er en unik kilde: Mere end 12.000 ghettobeboere blev registreret i forbindelse med udstedelse af identitetskort. Arkivet indeholder personlige data, fingeraftryk og fotografi af hver enkelt. Fra den 15. til den 18. oktober 1942 blev ghettoen var "aufgelöst", dvs dens indbyggere myrdet. Nürnberg politikompagni, Sicherheitsdienst (SD), polsk Schutzmannschaft og Politibataljon 310 spærrede ghettoen af den 15. oktober og drev beboerne sammen. Under aktionen blev mange indbyggere dræbt på stedet. De overlevende blev ført til udryddelseslejren Bronnaya Gora omkring 110 km øst for Brest, hvor de blev skudt i løbet af de følgende dage. Det nøjagtige antal ofre er ikke kendt, men baseret på forskellige kilder er antallet af myrdede mellem 15.000 og 20.000. På grund af mangel på kilder og gerningsmændenes tavshed har det ikke kunne udredes hvilke enheder, der udførte mordene i Bronnaya Gora.

Den Røde Hærs befrielse af Brest[redigér | redigér wikikode]

Den 28. juli 1944 befriede sovjetiske tropper byen og ifølge aftalerne ved Jaltakonferencen i februar 1945 blev Brests status som en del af den Hviderussisk Socialistiske Sovjetrepublik officielt anerkendt, hvorefter de fleste polske indbyggere udvandrede til Polen i løbet af 1940'erne og 50'erne.

Indtil 1953 lå krigsfangelejr 284 for tyske krigsfanger i Brest[8]. Svært syge krigsfanger blev behandlet på hospital 5849.

Transport[redigér | redigér wikikode]

Brest spilleren en vigtig rolle som "Porten til Vesten" for transport fra Hviderusland. I byen er landets vigtigste jernbane- og motorvejsforbindelse til Polen. Den største del af den landbaserede trafik fra Vesteuropa via Tyskland og Polen til Hviderusland, Rusland og Centralasien går gennem byen.

Vejtransport[redigér | redigér wikikode]

Europavej E30, der går igennem Brest, forbinder Cork i Irland med Omsk øst for Ural i Rusland. E30 er ca. 5.800 km lang og passerer London, Hoek van Holland, Haag, Berlin, Warzawa, Minsk og Moskva. Via M58 og M60 er der vejforbindelse fra Omsk til Vladivostok ved Stillehavet. Den samlede strækning fra Cork til Vladivostok er over 12.000 km.

Persontog får deres bogier udskiftet i Brest

Jernbanetansport[redigér | redigér wikikode]

Ved den østlige grænse for den sædvanlige centraleuropæiske standardsporvidde (1435 mm) og den sædvanlige russiske sporvidde (1520 mm) øst for Bug er der en omfattende rangerbanegård. Alle persontog, der kommer fra Polen, får deres bogier udskiftet, for at køre gennem Hviderusland, og fragten bliver omlastet fra godsvogne med den ene sporvidde til godsvogne med den anden. Nogle arealer på Brest godsbanegård er stadig forurenet som følge af omladning af radioaktivt materiale under Sovjet-tiden, selv om oprydning har fundet sted. Brest Zentralny er den vigtigste banegård i Brest, hvorfra der to gange om dagligt er direkte tog til Berlin og Basel og en daglig afgang til Frankfurt am Main.

Fly[redigér | redigér wikikode]

Mindesmærket for forsvaret af Brest-fortet
Fil:Brest Kirche.jpg
Genopstandelseskirken i Brest
Vinsent i Białowieski nationalpark

Den lokale lufthavn har daglige flyafgange mellem 01:30 og 23:30 til blandt andet Minsk og ugentlige fly til Moskva og Novgorod.

Seværdigheder[redigér | redigér wikikode]

  • Den mest berømte attraktion er det monumentale mindesmærke for forsvaret af Brest-fortet under Operation Barbarossa i juni 1941 i midten af museet Brest Heltefort i den vestlige udkant af byen.

I Brest[redigér | redigér wikikode]

  • Museet i Brest Heltefort udstiller fortets historie om fortet fra anlæggelsen frem til opstilling af mindesmærket, med fokus på forsvaret af fortet i begyndelsen af den tysk-sovjetiske krig i 1941.
  • Brests arkæologisk museum giver indblik i byens grundlæggelse. Museet blev bygget over udgravningen af den middelalderlige østslaviske by "Berestyes" og indeholder rester af omkring 30 træbygninger fra 1000 til 1200-tallet.
  • Ved udfaldsvejen mod øst, Moskva chausse, blev Genopstandelseskirken grundlagt i 1995 for at markere 50-års årsdagen for Sovjetunionens sejr i 2. verdenskrig. Kirken er den største i Hviderusland. Mere end 5000 kan få plads samtidig.
  • Brest har Hvideruslands vigtigste jernbanemuseum.

Omkring Brest[redigér | redigér wikikode]

Venskabsbyer[redigér | redigér wikikode]

Brest er venskabsby med[10]:

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Encyclopedia Lituanica. Boston, Massachusetts, Vol. I, p.409. LCC74-114275
  2. Jörg K. Hoensch: Geschichte Polens. Zweite neubearbeitete und erweiterte Auflage. Ulmer, Stuttgart 1990, S. 266f. Encyklopedyczny Słownik Historii Polski pod redakcją Jaremy Maciszewskiego. Polska Oficyna Wydawnictwa, Warszawa 1998, S. 35.
  3. Joshua D. Zimmerman, Poles, Jews, and the politics of nationality, University of Wisconsin Press, 2004, ISBN 0-299-19464-7, Google Print, p.16
  4. 4,0 4,1 Christopher R. Browning, Nazi policy, Jewish workers, German killers', Google Print, p.124
  5. The defence of the Brest Fortress (Engelsk)
  6. Wolfgang Curilla: Die deutsche Ordnungspolizei und der Holocaust im Baltikum und in Weißrußland 1941–1944. Paderborn 2006, S. 570–575. Christopher Browning: Judenmord. NS-Politik, Zwangsarbeit und das Verhalten der Täter. Frankfurt 2001, S. 186f. Christian Gerlach: Kalkulierte Morde. Die deutsche Wirtschafts- und Vernichtungspolitik in Weißrussland 1941 bis 1944. Hamburg 1998, S. 546ff.
  7. Christopher Browning: Judenmord. NS-Politik, Zwangsarbeit und das Verhalten der Täter. Frankfurt 2001, S. 187, 211.
  8. Erich Maschke: Zur Geschichte der deutschen Kriegsgefangenen des zweiten Weltkrieges. Verlag Ernst und Werner Gieseking, Bielefeld 1962–1977. (Tysk)
  9. UNESCO: Białowieska på UNESCO's verdensarvliste (Engelsk)
  10. "Побратимские связи г. Бреста" (på Russisk). city.brest.by. http://city.brest.by/article_in.php?id=1464&tc=26&tc2=31. Hentet 8 March 2010. 
  11. Офіційний сайт міста Івано-Франківська (hentet 7. marts 2010) (Ukrainsk)

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]