Romersk Italien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Udsnit af Tabula Peutingeriana, et romersk kort fra 4. årh. der viser den sydligste del af.

Romersk Italien (latin: Italia) omfattede den italienske halvø fra floden Rubicon i nord til Calabrien i syd. Italien var ikke en provins på linje med de øvrige territorier i Romerriget, men var byen Roms eget opland.


Republikansk tid[redigér | redigér wikikode]

I republikken bestod Italien af en mængde mindre territorier med forskellig status, herunder også de græske byer i Magna Graecia. Visse byer, kaldt municipii havde forskellige grader af selvstændighed i forhold til Rom. andre byer var kolonier grundlagt af borgere fra Rom, mens andre områder havde andre former for status. Efter Forbundsfællekrigen (2. årh. f.v.t.) var Roms allierede blevet tildelt muligheden for fuldt borgerskab i republikken, det betød at alle italiske folk blev romerske borgere.

Det var ikke tilladt romerske militærkommandører at føre en hær ind i Italien, derfor betød det borgerkrig da Julius Cæsar overskred Rubicon.

Kejsertid[redigér | redigér wikikode]

Tidlig kejsertid[redigér | redigér wikikode]

Italien havde en privilegeret status hos Augustus og hans efterfølgere, de fik opført mange offentlige bygninger og sørgede for gode veje mellem alle byerne. Italien oplevede derfor en massiv økonomisk vækst hvor landbrug, handel og håndværk blomstrede, store af produktionen kunne derefter blive eksporteret til de øvrige provinser. Samtidigt steg befolkningstallet kraftigt, Augustus iværksatte tre folketællinger (Census), som viste at antallet af mandlige borgere var staget fra 4,063,000 i 28 f.v.t. til and 4,937,000 i 14 e.v.t. Omkring 7 e.v.t. opdelte Augustus ifølge Plinius den Ældre Italien i elleve regioner:

  • Regio I Latium et Campania
  • Regio II Apulia et Calabria
  • Regio III Lucania et Brutii
  • Regio IV Samnium
  • Regio V Picenum
  • Regio VI Umbria et Ager Gallicus
  • Regio VII Etruria
  • Regio VIII Aemilia
  • Regio IX Liguria
  • Regio X Venetia et Histria
  • Regio XI Transpadana

Italien i 3. årh.[redigér | redigér wikikode]

Efter 212 e.v.t. mistede Italien en stor del af sin særstatus, da kejser Caracalla med sit edikt Constitutio Antoniniana gav alle frie mænd I imperiet romersk borgerskab. Herved begyndte den økonomiske nedtur for Italien, da de rige østlige provinser overtog den økonomiske føring. Mod slutningen af 3. årh. oplevede Italien flere invasioner af såkaldte barbarer, og samtidigt blev Romerriget kastet ud i en Tredje krise under soldaterkejserne.

Da Diocletian (c. 245– c. 312) kommer til magten, får han delvis bragt krisen til ophør med sin autokratiske reform af regeringen, hvor han indfører Tetrarkiet, dette markerer begyndelsen på det såkaldte Dominat. Italien genvinder dog aldrig sin status i forhold til de øvrige provinser. Diocletian indfører en ny administrativ opdeling af Italien (correctores):

  • Italia suburbicaria (Under byen Roms myndighed)
    • Tuscia et Umbria
    • Valeria
    • Campania et Samnium
    • Apulia et Calabria
    • Sicilia
    • Sardinia et Corsica
  • Italia annonaria, med den nye hovedstad Mediolanum (Milano)

Italien i 4. og 5. årh.[redigér | redigér wikikode]

I 330 flyttede kejser Konstantin emperiets hovedstad fra Italien til Konstantinopel, truslen fra invasioner var blevet for stor, og det økonomiske centrum var flyttet mod øst. Dette førte til yderligere nedgang for Italien og Rom.

Efter kejser Theodosius I’s død i 395, blev Italien til en del af vestromerske rige, i 402 flyttede hovedstaden fra Mediolanum til Ravenna, mens selve Rom bliver plyndret af Visigoterne i 403 og igen af Vandaler i 410. De vestromerske kejsere var som regel svage og kontrolleret af deres generaler, og i 476 bryder den romerske kontrol over Italien sammen, mens det østromerske rige bestod i endnu tusind år.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne referencer[redigér | redigér wikikode]