Rungstedlund
Rungstedlund | |
---|---|
Karen Blixen Museet, Rungstedlund. | |
Generelle informationer | |
Type | Kulturhistorie |
Adresse | Rungsted Strandvej 111, 2960 Rungsted Kyst |
Grundlagt | 1680 |
Ejer | Rungstedlundfonden |
Eksterne henvisninger | |
Karen Blixen Museet | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. |
Rungstedlund er et landsted med tilhørende parkområde beliggende ved Strandvejen i Rungsted, nord for København. Det var tidligere midtpunktet i et større gods.
Landstedets historie
Den ældste del af Rungstedlund, stammer fra ca. 1680, da stedet tidligere har været kro med tilhørende landbrug. På kroen har flere berømte personer opholdt sig, bl.a. Ludvig Holberg og Johannes Ewald. Ewald blev, nedbrudt af gigt og drikfældighed, sat i pleje på kroen i årene 1773-1776 og skrev her mange af sine digte, heriblandt Rungsteds Lyksaligheder - En Ode. Opholdet gav ham også inspiration til syngespillet Fiskerne fra 1779 med den danske kongesang, Kong Christian stod ved højen Mast.
Kroen blev nedlagt i 1803, hvorefter gården udelukkende blev drevet som landbrug. Senere blev landbruget slået sammen med de nærliggende ejendomme Rungstedgård og Folehavegård. I 1879 blev de fire ejendomme så købt af Wilhelm Dinesen, Karen Blixens far.
I 1900 indgik gården sammen med Rungstedgård og Sømandshvile i et gods på 44 tønder hartkorn, 454 tønder land, heraf 384 ager og eng og 70 skov. Selve gården var på 27 tønder hartkorn. Godset måtte aflevere 18 tønder til anlægget af Kystbanen.
Det Danske Akademi, der blev stiftet i 1960, har siden forfatterens død i 1962 haft fast domicil på Rungstedlund. Bygningerne rummer også Karen Blixen Museet, der blev indviet den 14. maj 1991 af skuespillerinden Bodil Kjer og Dronning Margrethe II.
Rungstedlund i dag
Bygningen er i dag indrettet som museum og mindestuer for forfatteren Karen Blixen, der voksede op og ligeledes boede her de sidste år af sit liv. Hun ligger begravet i parken ved foden af Ewalds Høj, der er opkaldt efter forfatteren Johannes Ewald.
Rungstedlund er i dag forvaltet af Rungstedlundfonden, stiftet af Karen Blixen og hendes søskende i 1958 med det formål bl.a. at opretholde et fuglereservat i den park, der hører til ejendommen. Parken er på 16,6 hektar.
Den 13. august 2010 blev filmen Mit Afrika[1] vist på storskærm under åben himmel på Karen Blixens egen græsplæne. Bag arrangementet, der fandt sted i anledning af 125 års jubilæet for Karen Blixens fødsel og 25 års jubilæet for filmens premiere, stod Rungstedlundfonden.
Ejere af Rungstedlund
|
|
Se også
- Näsbyholm slot – Tvillingerne Brors og Hans von Blixen-Fineckes skånske barndomshjem
Eksterne henvisninger
- Karen Blixen Museet
- Om Rungstedlund Fuglereservat på Dof.dk (Dansk Ornitologisk Forening) (dansk)
- Online videopræsentation af Rungstedlund (dansk)
Referencer
- ^ Filmen, der blev vist fra 70 mm filmspole, var den oprindelige filmkopi fra danmarkspremieren den 21. februar 1986 i Imperial.
- ^ Danmarks slotte & herregårde - Sjælland-Samsø-Møn nr. 001-064, Hentet 2009-08-30.