Karen Blixen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Karen von Blixen-Finecke.
Aktiv 20. århundrede
Karen Blixen

Fotograf : Carl Van Vechten 1959

Område: Dansk litteratur
Født: 17. april 1885.
Død: 7. september 1962.
Genre(r): Nyromantisme
gotik
Magisk realisme.
Pseudonym(er): Isak Dinesen, Osceola, Peter Lawless,[note 1] Pierre Andrézel og Tania Blixen.[note 2]

Karen baronesse von Blixen-Finecke (døbt Karen Christentze Dinesen) (17. april 1885Rungstedlund, Rungsted7. september 1962, ditto) var en dansk, højtbeundret digter, forfatter og storyteller, som – foruden eget navn – skrev under pseudonymerne Isak Dinesen, Osceola og Pierre Andrézel. Karen Blixen betragtede sig selv som storyteller og har sammenlignet sig med Scheherazade, der i Tusind og en Nats eventyr fortæller kaliffen Shahryar eventyr. Hendes fortællinger og eventyr følger traditionen af storytelling, og de fleste finder sted i det 19. århundrede eller tidligere. I Danmark, USA og England er Karen Blixen mest berømt for værkerne Syv fantastiske Fortællinger, Vinter-Eventyr og Den afrikanske Farm.

Liv og skæbne[redigér | redigér wikikode]

Familiebaggrund[redigér | redigér wikikode]

Karen Dinesen blev født på Rungstedlund i Nordsjælland som næstældste datter af forfatteren, kaptajn Wilhelm Dinesen og Ingeborg Dinesen, født Westenholz fra en familie, der var meget forskellig fra Wilhelm Dinesens herregårdsslægt. Mens moren var af borgerlig slægt, var faren søn af en officer og en godsejer. Ingen i Karen Blixens familie var adelige, men flere fra hendes familie havde giftet sig adeligt og havde forbindelse til de danske adelsslægter gennem ægte- og venskaber. De levede også ligesom de adelige – med tjenestefolk og uden økonomiske bekymringer.

Barndom på Rungstedlund[redigér | redigér wikikode]

Karen Blixens farmor, Dagmar Dinesen, og ugifte moster Mary Westenholz flyttede ind i en fløj af Rungstedlund i 1886. Karen Blixens lillesøster Ellen Dinesen (kaldet Elle) fødtes samme år, mens hendes storesøster Inger Dinesen (kaldet Ea) var født i 1883. Inden for de næste seks år voksede søskendeflokken med to drenge, Thomas Dinesen og Anders Dinesen.

Karen Blixens far begik selvmord i 1895, da hun var ti år. Hendes mor blev alene med fem børn. Wilhelm Dinesen tog sit eget liv ved at hænge sig i den pensionatslejlighed i København, hvor han boede, når han som folketingsmedlem holdt møder i byen. Wilhelm Dinesen hængte sig efter sigende, fordi han havde gennemlevet politiske nederlag og fået kønssygdommen syfilis, der dengang ikke kunne helbredes. Den medførte en lang depression og fysisk svækkelse. Karen Blixens far var 49 år, da han valgte fridøden, som det hed.

Karen Blixen og hendes fire søskende blev opdraget af deres mor og mormor. Karen Blixens mor begyndte at miste livsglæden og havde fra den dag et skær af sørgmodighed over sig. Karen Blixens to brødre Thomas og Anders var henholdsvis tre og et år og for små til at huske deres far, mens hun aldrig selv glemte tabet.

Hun fik alligevel en sorgløs og ubekymret opvækst. Hendes barndom på Rungstedlund blev som andre børns i samme kreds: lange rejser til familiens herregårde; egne rideheste og sejlbåde i Sundet; en stor stab af tjenestefolk, barnepiger og privatlærerinder. Senere rejste hun til Schweiz på et langt ungdomsophold. Også til Skotland, Norge, Paris og Rom.

Karen Blixen manglede aldrig noget; hun fik kærlighed fra både sin mor, mormor og moster, og lommepenge havde hun rigeligt af. Al den kærlighed og kultur opmuntrede hende til at tegne, male og udtrykke sig kunstnerisk. Det varede ikke længe før Karen Blixen begyndte at fortælle historier, og snart skrev hun sit første skuespil, komedien Hovmod staar for Fald. Skuespillet blev opført på Rungstedlund med familie og venner i hovedrollerne.

Som attenårig blev Karen Blixen optaget i forberedelsesklassen til Kunstakademiets kunstskole for kvinder på Charlottenborg i København. Hun gik to år på Kunstakademiet, og i 1905 blev hun næstformand i Kunsternes Elevforbund der og blev optaget på Kunstakademiets modelskole. Hun benyttede sig ikke af tilbuddet. Som toogtyveårig debuterede Karen Blixen med fortællingen Eneboerne, der blev trykt i tidsskriftet Tilskueren. Senere samme år udgav tidsskriftet Gads danske Magasin fortællingen Pløjeren. Begge fortællinger blev offentliggjort under pseudonymet Osceola.

De ulykkelige kærlighedsaffærer[redigér | redigér wikikode]

Karen Blixen var fireogtyve år, da hun forelskede sig i sin første store kærlighed baron Hans von Blixen-Finecke. Hans var en af tidens mest eftertragtede ungkarle. Han var en fremragende rytter og havde evnen til at føre sig frem i de bedste kredse. Karen Blixen var halvkusine til ham og færdedes i de samme kredse og var på næsten samme sociale niveau. Hans var dog adelig. Forskellen betød alverden. Karen Blixen var så ulykkeligt forelsket i Hans, at hun en dag overvejede at skyde sig selv i foden, så hun kunne slippe for at tage med resten af familien på ferie og i stedet se ham til et hestevæddeløb. Hun skød sig ikke i foden og var som femogtyveårig stadig ulykkeligt forelsket i Hans. Derfor besluttede hun og hendes søster Inger Dinesen sig for at tage til Paris i 1910. Karen Blixen troede, at hun ved at tage til Paris kunne glemme Hans og finde en ny kærlighed.

Den skulle hun finde i Hans' tvillingebror, Bror von Blixen-Finecke, der også var baron og opvokset på herregården Næsbyholm i Skåne. Den 14. januar 1914, samme dag som hun for første gang ankom til Britisk Østafrika, giftede hun sig med sin halvfætter, Bror, og blev baronesse Blixen. Det skete til familiens store forundring, da hun som teenager havde haft et vildt kærlighedsforhold til Hans. Ægteparret var helt forskellige i uddannelse og temperament, og Bror var senere Karen Blixen utro. Parret blev separeret i 1921 og skilt i 1925.

Livet i Britisk Østafrika[redigér | redigér wikikode]

Karen Blixens afrikanske kaffefarm i Kenya. (farmens navn på swahili: M’Bogani).

Karen Blixen boede fra den 14. januar 1914 til den 14. juli 1931 i Britisk Østafrika,[note 3] hvor hun ejede og drev en kaffeplantage. Parret Karen og Bror von Blixen-Finecke flyttede til Afrika, hvor de i begyndelsen af 1914 brugte familiens penge til at etablere Karen Coffee Company Ltd., leje afrikanske arbejdere osv. Om sit tidlige liv i Afrika skrev Karen Blixen:

Citat Her er omsider et sted, som var i stand til at give den frihed for alle konventioner, her var en ny form for frihed, som jeg indtil da kun havde fundet i drømme. Citat

I 1918 mødte hun den engelske storvildtjæger Denys Finch Hatton, og efter sin separation fra Bror udviklede hun et nært venskab med Denys, som endte med at blive en langvarig kærlighedsaffære. Denys anvendte Karen Blixens farm som "hjemmebase" fra 1926 til 1931, når han ikke var på en af sine talrige safarier. Denys' dødelige flystyrt den 14. maj 1931 med sit biplan de Havilland Gipsy Moth var en af grundene til, at hun forlod Kenya i august 1931. Af andre grunde kan nævnes den fejlslagne kaffehøst og den økonomiske depression efter Wall Street-krakket i 1929. Det gjorde, at udgifterne til bedriftens jord og produktion voksede, og Karen Blixen blev tvunget til at opgive sin højt elskede farm.

Familieaktieselskabet, der ejede farmen, solgte den til en bygherre, som havde planer om at udstykke farmens jord til byggegrunde. Karen Blixen vendte tilbage til Danmark, hvor hun boede resten af sit liv på Rungstedlund, som hun arvede efter sin mor i 1939. Hun vendte hjem såret på sjæl og krop: Denys' død og hendes kun delvist kurerede syfilis fra ægteskabet med Bror havde taget hårdt på hende.

Livet som storyteller[redigér | redigér wikikode]

Efter sin hjemkomst fra Afrika begyndte hun at skrive for alvor. Hun offentliggjorde to noveller i forskellige danske tidsskrifter i 1907 under pseudonymet Osceola, navnet på den Seminole-indianske leder, muligvis inspireret af hendes fars forbindelse til de amerikanske indianere i Wisconsin.[note 4]

Hun udsendte sin første bog Syv fantastiske Fortællinger i USA i 1934 under pseudonymet Isak Dinesen. Den har med sin gådefulde og vide metaforik vundet stor anerkendelse. Udgivelsen af bogen i Storbritannien fulgte i september samme år og i Danmark i september 1935. Hendes anden og mest kendte bog Den afrikanske Farm udkom i 1937 og dens succes fastslog hendes ry som forfatterinde. Under 2. verdenskrig, da Danmark var besat af tyskerne, begyndte Karen Blixen at skrive den introspektive fortælling Gengældelsens Veje, under et andet pseudonym, Pierre Andrézel; den udkom i 1944.

Karen Blixen var bredt respekteret af samtidige som Ernest Hemingway og Truman Capote. Under sin tur til USA i 1959 mødtes hun med en lang række forfattere – bl.a. Arthur Miller, E.E. Cummings og Pearl S. Buck. Hun mødte også skuespillerinden Marilyn Monroe.

Sygdom og død[redigér | redigér wikikode]

Karen Blixens grav under den store rødbøg ved foden af Ewalds Høj på Rungstedlund.

Umiddelbart efter Karen Blixens vielse med Bror von Blixen-Finecke den 14. januar 1914 blev hun smittet med syfilis. Hun må tidligt have erkendt smitten, for allerede samme år henvendte hun sig til en engelsk læge i Nairobi og blev behandlet med kviksølvtabletter,[1] men rask blev hun ikke. I brev af 28. maj 1915 skrev hun til moren om sit helbred, at hun var ret dårlig med feber og blæresygdom:

Citat Jeg har nemlig været ret daarlig igen, og Doktoren i Nairobi erklærede, at jeg skulde tage hjem for en change of air. De troede, at hvis jeg ikke tog strax, kunde jeg risikere aldrig at blive af med min Feber eller også faa "Black Water", som man faar af at tage for megen Chinin (jeg tror, det er en slags Blæresygdom) (...). Citat
– Karen Blixen, den 28. maj 1915[2]

Hun fulgte lægens råd og rejste i juni samme år til København. Her opsøgte hun straks professor i hud- og kønssygdomme, dr. med. Carl Rasch,[3] som varetog hendes behandling, når hun var hjemme de følgende 17 år. Det blev til flere langvarige indlæggelser på Rigshospitalet og ambulant behandling, som fortsatte efter Karen Blixens endegyldige hjemkomst til Danmark den 31. august 1931.

Hendes syfilis medførte lige fra begyndelsen infertilitet (ufrivillig barnløshed). Dog var omfattende undersøgelser ikke i stand til at afsløre tegn på syfilis hos hende før efter 1925. Hendes skriftlige dygtighed tyder på, at hun ikke led under den mentale degeneration af senstadier af syfilis eller af forgiftning på grund af kviksølvbehandlingerne. Hun oplevede et mildt, permanent tab af følelse i benene, der kunne tilskrives hendes kroniske brug af arsenikbehandling under opholdet i Britisk Østafrika.

Fra 1940 til sidste halvdel af 1950'erne overtog dr. med. Mogens Fog den behandling, som Carl Rasch havde indledt i forbindelse med hendes fire besøg i Danmark under Afrika-tiden. Hendes medicinske behandling varetog overlæge, dr. med. Torben Andersen,[4] mens Mogens Fog i visse perioder oftere end andre foretog undersøgelser, behandlingsindikationer og lange konsultationer med Karen Blixen.[5] Og på den baggrund såvel som hendes biografiske beretninger hævder han følgende:

Citat Læser man i biografiske beretninger om hendes liv og forfatterskab, rejser, møder og engagerende samvær, og ved at hun i samme tidsrum har været sengeliggende, stået overfor eller gennemgået hospitalsophold og operationer, får man det indtryk af hendes personligheds styrke, viljekraft og selvbeherskelse (...), [hvor] hun [gennnemgik] et smertefuldt og kompliceret sygdomsforløb, som massivt ville have invalideret langt de fleste menneskers arbejdskraft og åndelige vitalitet. Citat
– Professor i lægevidenskab, dr. med. Mogens Fog[6]

I midten af 1940'erne blev Karen Blixens rygmarvssmerter så markante, at hun insisterede på en operation.[4] Den fik hun, og de følgende år var hun ikke plaget af smerter som tidligere. Hendes tilstand blev hurtigt forværret i 1950'erne, og i 1955 fik hun en tredjedel af mavesækken fjernet på grund af et mavesår (ulcus duodeni). Det hindrede fortsættelsen af forfatterskabet i en periode, hvor hun til gengæld deltog i flere radioudsendelser.[7]

I sine breve fra Afrika og senere i Danmark spekulerede hun selv over sin sygdoms art og symptomer. Offentligt gav hun syfilis skylden for sin lidelse – en sygdom, der ramte helte og digtere, som hendes egen far. Uanset hendes overbevisning om sygdommens art var den et velegnet udgangspunkt for at skabe den myte og legende, der kendetegner hendes liv som indsigtsfuld kunstner, karismatisk kvinde og baronesse.

Karen Blixen døde den 7. september 1962 på Rungstedlund, hendes barndomshjem, i en alder af 77 år. Hun vejede kun 35 kg pga. mavesårsoperationen: en tredjedel af hendes mavesæk var fjernet. Karen Blixen blev jordfæstet den 11. september 1962 under den store rødbøg ved foden af Ewalds Høj, og efter hendes ønske blev Davids salme Jeg løfter mine øjne til bjergene oplæst.

Om forfatterskabet[redigér | redigér wikikode]

Karen Blixen, der i Britisk Østafrika havde underholdt Denys Finch Hatton med smukke fortællinger fra fjerne lande og tidsaldre, betragtede sig selv som storyteller. Det ses i forfatterskabet, der følger en traditionel stil af storytelling. Om sin bevidst gammeldags stil nævnte Karen Blixen i flere interview, at hun ønskede at udtrykke en ånd om mod og skæbne, der ikke findes i moderne tid. Desuden er Karen Blixens fortællinger og eventyr intellektuelle og intertekstuelle med hensyn til verdenslitteraturen, ligesom mange af hendes ideer kan spores til romantikken.

Da Karen Blixen først påbegyndte sit forfatterskab i 50 års alderen, kan hendes fortællingers univers siges at have været fuldført og veletableret ved forfatterskabets begyndelse. Derfor er forfatterskabet også uden de almindelige nybrud og faser som optræder hos andre digtere og forfattere, der indleder deres forfatterskab tidligt i ungdommen – f.eks. Nikolaj Gogol og Jens August Schade. Gengældelsens Veje er det eneste af Karen Blixens værker, der har karakter af introspektiv kriminalroman. Det har Karen Blixen da også – vel at mærke efter afsløringen af forfatteren bag pseudonymet Pierre Andrézel – betegnet som sit forfatterskabs illegitime barn.

Hendes skriftlige arbejder i det meste af 1940'erne og 1950'erne bestod af eventyr i storytelling-traditionen. Den mest berømte er fortællingen Babettes gæstebud om en kokkepige, der bruger hele sin titusinde-franc store lotteripræmie til at forberede et lucullisk måltid i en nordnorsk landsby. Fortællingen Den udødelige historie er tilpasset til biograflærredet i 1968 af Orson Welles og Babettes gæstebud i 1987 af Gabriel Axel.

I 1950'erne var Karen Blixen i flere år kandidat til Nobelprisen i litteratur, og i 1957 skulle hun have været meget tæt på tildelingen, der udeblev. Da Ernest Hemingway i 1954 modtog Nobelprisen, sagde han ifølge hustruen Mary Welsh Hemingway:

Citat He also named three other writers who he thought, with possible false modesty, deserved the prize as much or more than he - Carl Sandburg for his sixvolume biography of Lincoln, Isak Dinesen, and Bernard Berenson. Citat
– Mary Welsh Hemingway[8]

Karen Blixen takkede ham i et brev af 1. november 1954:

Citat The Danish Papers report that on being awarded the Nobel Prize you have done me the honour to mention me as one of the authors who might have deserved it. In the hope that this is true, I thank you many times for your kind words. They give me, I think, at this moment as much heavenly pleasure, – even if not as much earthly benefit, – as would have done the Nobel Prize itself. Citat
– Karen Blixen, 1. november 1954[9]

Karen Blixen skrev først sine bøger på engelsk og oversatte dem derefter til dansk. Kritikere roser hendes engelsk for usædvanlig skønhed, skrevet med stor dygtighed og præcision.

Som forfatter bevarede hun sit image som en karismatisk, mystisk, gammel baronesse med et indsigtsfuldt tredje øje. Hun har også sarkastisk-selvbevidst udtalt, at: "I Danmark siger mine unge forfattervenner, at jeg er tre tusinde år gammel";[10] og tilføjet, at hun gav Johann Wolfgang von Goethe ret i hans nøgterne betragtning: "Den, som ikke fører sin regnskabsbog over mindst 3000 år, lever fra hånden til munden".[11] Hun etablerede sig også som en inspirerende figur i dansk kultur og åndsliv.

Karen Blixen kom i slutningen af 1940'erne og starten af 1950'erne i forbindelse med forfatterne omkring tidsskriftet Heretica, og i rollen skiftevis som Sibylle, heks og Scheherazade samlede hun en kreds af håbefulde, mandlige talenter omkring sig, heriblandt Thorkild Bjørnvig, Aage Henriksen, Jørgen Gustava Brandt, Ole Wivel og Erling Schroeder. Karen Blixen bidrog i denne forbindelse med flere artikler til tidsskriftet, og den første artikel var hendes tyske rejsereportage Breve fra et Land i Krig (skrevet[note 5] 1940; publiceret 1948 i Heretica). Desuden havde Thorkild Bjørnvig i årene 1950-1954 et nært venskab med Karen Blixen, hvorom han i 1974 har udgivet værket Pagten – Mit venskab med Karen Blixen.[12]

Om kaffefarmen M’Bogani[redigér | redigér wikikode]

Farmen M’Bogani, der var bygget af Åke Sjögren i 1912,[13] flyttede ægteparret Karen og Bror von Blixen-Finecke ind på i 1917. De havde forinden boet fire år på M'Bagathi, som var deres første farm i Afrika.

Familieaktieselskabet, der i 1916 købte M’Bogani, hed Karen Coffee Company Ltd., og formanden for bestyrelsen var hendes onkel, Aage Westenholz, som har navngivet selskabet efter sin niece Karen Blixen. Den forstad til Nairobi, hvor hun dyrkede kaffe og havde sin farm, hedder i dag "Karen". Karen Blixen har i sine senere skrifter erklæret, at: "Boligdistriktet Karen var opkaldt efter mig." Bygherren, der købte kaffefarmen af familieaktieselskabet, fortalte hendes levnedsskildrer, Judith Thurman, at han havde planlagt at navngive distriktet efter Karen Blixen.

Siden Karen Blixen forlod farmen i 1931, har tre forskellige familier boet på den til 1963, hvor den danske stat købte den og skænkede den til Kenya for at markere uafhængighedsdagen den 12. december samme år.[14] Dog var det først i 1985, altså hundredåret for Karen Blixens fødsel, at Kenyas nationalmuseum indviede et museum i hovedbygningen på hendes farm. I dag er farmen derfor en afdeling under National Museums of Kenya.[15]

Farmens stuer er i dag restaureret og indrettet med nogle af Karen og Bror von Blixen-Fineckes møbler og malerier, ligesom museet indeholder visse dele af filminteriøret fra filmen Mit Afrika. Der er i dag også en Karen Blixen Coffee Garden Restaurant and Cottages i nærheden af farmen.

Karen Blixen Museet[redigér | redigér wikikode]

Karen Blixen Museet, Rungstedlund.

Karen Blixen levede det meste af sit liv i familiens hjem på Rungstedlund, som blev overtaget af hendes far i 1879. Ejendommen ligger i Rungsted, 24 kilometer nord for København. De ældste dele af huset går tilbage til 1680, og det har været drevet både som en kro og landbrug. Det meste af Karen Blixens skriftlige arbejde fandt sted i Ewalds stue, som er opkaldt efter forfatteren Johannes Ewald. Ejendommen administreres af Rungstedlundfonden, der er grundlagt af Karen Blixen og hendes søskende i 1958. Ejendommen blev museum i 1991.

Hovedindgangen til Karen Blixen Museet ligger i vestfløjen, der tidligere rummede vognport, hestestald og høloft. Bygning er restaureret og indrettet med museumsbutik, café, udstillingsrum med bibliotek med alt, hvad Blixen har skrevet og oversættelser til alverdens sprog.

Stuerne i nordfløjen står fortsat som Karen Blixen indrettede dem – altid med friske blomster i vaserne. Denne del af Rungstedlund er også åben for publikum, og her findes et lille galleri med oliemalerier, pasteller og kultegninger udført af Karen Blixen. Efter ombygningen i foråret 2004 indviedes to nye rum – et fuglerum og et filmrum.

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

  • Dagmar Alvilda von Haffner og Thyra Valborg von Haffner er søstre, så Bror er Karen von Blixen-Fineckes halvfætter. De er altså næstsøskendebørn.
  • Bror og Hans von Blixen-Finecke er tvillinger.
 
 
 
4Mary Lucinde Westenholz (døbt M.L. Hansen) (1834-1915)
 
 
²Ingeborg Dinesen (døbt I. Westenholz) (1856-1939)
 
 
 
 
 
 
5Regnar Westenholz (1815-1866)
 
1Karen von Blixen-Finecke (døbt K. Christentze Dinesen) (1885-1962)
 
 
 
 
 
6Dagmar Alvilda Dinesen (døbt D.A. von Haffner) (1818-1874)
 
 
3Wilhelm Dinesen (1845-1895)
 
 
 
 
 
 
7Adolph Wilhelm Dinesen (1807-1876)
 
 
 
 
4Thyra Valborg Krag-Juel-Vind-Frijs (døbt T.V. von Haffner) (1821-1881)
 
 
²Clara Alvilda Benedicte von Blixen-Finecke (døbt C.A.B. Krag-Juel-Vind-Frijs) (1855-1925)
 
 
 
 
 
 
5Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs (1817-1896)
 
1Bror von Blixen-Finecke (1886-1946) og Hans von Blixen-Finecke (1886-1917)
 
 
 
 
 
6Gustafva Charlotta Adelaide Sophie von Blixen-Finecke (døbt G.C.A.S. Ankarcrona) (1821-1890)
 
 
3Frederik Theodor von Blixen-Finecke (1847-1919)
 
 
 
 
 
 
7Carl Frederik Axel Bror von Blixen-Finecke (1822-1873)
 

Litteraturpriser, legater og medlemskaber[redigér | redigér wikikode]

Jurij Moskvitin (i midten) i følge med Karen Blixen under hendes møde med Igor StravinskijKøbenhavns rådhus i 1957.

Yderligere læsning[redigér | redigér wikikode]

Biografier om Karen Blixen[redigér | redigér wikikode]

  • Migel, Parmenia: Titania – The Biography of Isak Dinesen, Forlaget Random House, New York 1967.
  • Pelensky, Olga Anastasia: Isak Dinesen – The Life and Imagination of a Seducer, Ohio University Press, Athen 1991.
  • Thurman, Judith: Karen Blixen – En fortællers liv,[note 9] Oversat til dansk ved Kirsten Jørgensen, Forlaget Gyldendal, Åbyhøj 1983, ISBN 87-00-36852-0.
  • Dinesen, Thomas: Tanne – Min søster Karen Blixen, Forlaget Gyldendal, København 1974, ISBN 87-00-27981-1.

Andre biografier[redigér | redigér wikikode]

  • Arnold, Tonni: Bror Blixen – En eventyrer, Gads Forlag, København 1992, ISBN 87-12-01797-3.
  • Aschan, Ulf: Manden som kvinderne elskede – Bror Blixens liv, Forlaget Sesam, Oversat til dansk ved Birgitte Brix, København 1988, ISBN 87-7258-337-1.
  • Nielsen, Peter: Drømmen om Ngong – En roman om Bror Blixen, Forlaget Gyldendal, København 1999, ISBN 87-00-37126-2.
  • Trzebinski, Errol: Til sidst taler tavsheden – En skildring af Denys Finch Hattons liv og hans forhold til Karen Blixen, Oversat til dansk ved Henning Næsted, Forlaget Lindhardt og Ringhof, København 1978, ISBN 87-7560-312-8.
  • Trzebinski, Errol: The Lives of Beryl Markham, Forlaget Heinemann, London 1993, ISBN 0-434-79501-1.
  • Wheeler, Sara: Too Close to the Sun – The Life and Times of Denys Finch Hatton, Forlaget Jonathan Cape, London 2006, ISBN 0-224-06380-4.

Samtaler med Karen Blixen[redigér | redigér wikikode]

  • Brundbjerg, Else: Samtaler med Karen Blixen, Forlaget Gyldendal, København 2000, ISBN 87-00-45526-1.
  • Walter, Eugene: Isak Dinesen – An interview, In: The Paris Review – The Art of Fiction No. 14, pp. 43–59, Paris 1956.
  • Wamberg, Niels Birger: Samtaler med danske Digtere, Forlaget Gyldendal, pp. 40–48, København 1968.

Karen Blixen Selskabets årbog[redigér | redigér wikikode]

  • Andersen, Hans og Lasson, Frans (red.): Blixeniana,[note 10] 10 bind, Udgivet af Karen Blixen Selskabet, København 1976-1985.

Opslagsværker[redigér | redigér wikikode]

  • Henriksen, Liselotte: Blixikon,[note 11] Forord og billedredaktion af Frans Lasson, Nordisk Forlag A/S, Viborg 1999.

Fotografiske opslagsværker[redigér | redigér wikikode]

  • Lasson, Frans og Selborn, Clara (red.): Karen Blixen – En digterskæbne i billeder, Nordisk Forlag A/S, København 1969.
  • Mørk, Ebbe (red.): Karen Blixens gæstebud – Billeder fra Rungstedlund, Fotografier af Jens Lindhe, Billedredaktion af Jens Bertelsen, Udgivet af Politiken, København 2003, ISBN 87-567-6537-1.
  • Rasmussen, Steen Eiler (red.): Karen Blixens Rungstedlund, Udgivet og indledt af Frans Lasson, Tekst og fotografier af Steen Eiler Rasmussen, Forlaget Gyldendal, København 2001, ISBN 87-00-75176-6.

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Danske og angelsaksiske værker[redigér | redigér wikikode]

  • Osceola: Eneboerne, In: dansk tidskrift Tilskueren, København, August 1907.
  • Osceola: Pløjeren, In: dansk tidskrift Gads danske Magasin, København, Oktober 1907.
  • Osceola: Familien de Cats, In: dansk tidskrift Tilskueren, Januar 1909.
  • Blixen, Karen: Sandhedens hævn – En marionetkomedie, In: dansk tidsskrift Tilskueren, København 1926.
  • Dinesen, Isak: Syv fantastiske Fortællinger (Vejene omkring Pisa; Den gamle vandrende Ridder; Aben; Syndfloden over Norderney; Et Familieselskab i Helsingør; Drømmerne; Digteren), C.A. Reitzels Forlag, København 1935.
  • Blixen, Karen: Den afrikanske Farm (Kamante og Lullu; Et vaadeskuds Historie; Gæster paa Farmen; Af en Emigrants Dagbog; Farvel til Farmen), Forlaget Gyldendal, København 1937.
  • Blixen, Karen: Vinter-Eventyr (Skibsdrengens fortælling; Den unge mand med nelliken; En historie om en perle; De standhaftige slaveejere; Heloïse; Det drømmende barn; Fra det gamle Danmark; Alkmene; Peter og Rosa; Sorg-Agre; En opbyggelig historie), Forlaget Gyldendal, København 1942.
  • Andrézel, Pierre: Gengældelsens Veje, Oversat til dansk ved Clara Svendsen, Forlaget Gyldendal, København 1944.
  • Blixen, Karen: Sidste Fortællinger ([Kardinalens første historie; Kappen; Nattevandring; Om hemmeligheder og om himlen; To gamle herrers historier; Kardinalens tredje historie; Det ubeskrevne blad],[note 12] [Karyatiderne – En ufuldendt historie; Ekko],[note 13] [En herregårdshistorie; Ib og Adelaide; Samtale om natten i København][note 14]), Forlaget Gyldendal, København 1957.
  • Blixen, Karen: Skæbne-Anekdoter (Dykkeren; Babettes gæstebud; Storme; Den udødelige historie; Ringen), Forlaget Gyldendal, København 1958.
  • Blixen, Karen: Skygger på Græsset (Farah; Barua a Soldani; Den store Gestus; Ekko fra Højene), Forlaget Gyldendal, København 1960.
  • Blixen, Karen: Osceola (Grjotgard Ålvesøn og Aud; Pløjeren; Eneboerne; Familien de Cats; Vinger; Maaneskin; Medvind; Vuggesang; En Stjerne; Balladen om mit Liv; Ex Africa), Udgivet med faksimiler af Vinger; Medvind; Balladen om mit Liv, Redigeret af Clara Svendsen, Gyldendals Julebog, København 1962.

Posthume udgivelser[redigér | redigér wikikode]

  • Blixen, Karen: Ehrengard, Oversat til dansk ved Clara Svendsen, Forlaget Gyldendal, København 1963.
  • Blixen, Karen: Essays[note 15] (Mit livs mottoer; Daguerreotypier; En båltale med 14 års forsinkelse; Fra lægmand til lægmand; Breve fra et land i krig; Gensyn med England; Om Retskrivning; H.C. Branner "Rytteren"), Forlaget Gyldendal, København 1965.
  • Blixen, Karen: Efterladte fortællinger[note 16] (Familien de Cats; Onkel Théodore; Karneval; Den sidste dag; Onkel Seneca; Den fede mand; Anna; Den stolte dame; Bjørnen og kysset; Gensyn), Udgivet med efterskrift af Frans Lasson, Forlaget Gyldendal, København 1975.
  • Blixen, Karen: Breve fra Afrika 1914-31. Udgivet af Frans Lasson, 2 bind, Forlaget Gyldendal, København 1978.
  • Dinesen, Isak: Daguerreotypes and Other Essays, Udgivet af The University of Chicago Press, Chicago 1979.
  • Blixen, Karen: Moderne ægteskab og andre betragtninger,[note 17][note 18] Udgivet med forord af Frans Lasson, Forlaget Gyldendal, København 1981.
  • Blixen, Karen: Ungdomsarbejder af Karen Blixen – Et udvalg ved Else Cederborg,[note 19] In: Blixeniana, Noter og kommentarer ved Else Cederborg, Udgivet af Karen Blixen Selskabet, København 1983, pp. 49–217.
  • Blixen, Karen: Karyatiderne – En ufuldendt historie, Udgivet med papirklip ved Sonia Brandes, Forlaget Gyldendal, København 1993.
  • Blixen, Karen: Karen Blixen i Danmark – Breve 1931-1962, Udgivet af Frans Lasson og Tom Engelbrecht, 2 bind, Forlaget Gyldendal, København 1996, ISBN 87-00-19866-8.
  • Blixen, Karen: Karen Blixens kunst – Tegninger og malerier[note 20][note 21] (Karen Blixens Kunst; Karen Blixen som maler; Når ord bliver til billeder; L'heure bleue – Karen Blixen og den universelle fantasi), Udgivet af Karen Blixen Museet, København 2001, ISBN 87-89712-22-6.

Filmografi[redigér | redigér wikikode]

Dokumentariske skildringer[redigér | redigér wikikode]

  • Karen Blixen – Out of This World (da. Karen Blixen – En fantastisk skæbne), Manuskript og instruktion af Anna von Lowzow og Marcus Mandal, Produceret af Nordisk Film A/S og Danmarks Radio, 2005.
  • Karen Blixen på Rungstedlund, Instrueret af Nicolai Lichtenberg, Optagelse af Minerva Film A/S, Produceret af Dansk Kulturfilm, 1953.
  • Karen Blixen – Storyteller, Manuskript og instruktion af Christian Braad Thomsen, Produceret af Kollektiv Film ApS, 1995.
  • Lucifer's Child, Instrueret af William Luce, Produceret af ICAP Productions og Random Entertainment, 1995.

Filmatiserede fortællinger[redigér | redigér wikikode]

  • Angelic Avengers (da. Gengældelsens Veje), Producer Andrew Bergman og Mike Lobell,[note 22] Produceret af Universal Studios i samarbejde med M&M Produktions.
  • Babettes gæstebud (eng. Babette's Feast), Drejebog og instruktion af Gabriel Axel, Produceret af Nordisk Film A/S og Panorama Film International, 1987.
  • Drömmare på besök (da. Det drømmende barn), Instrueret af Georg Oddner, Produceret for og af SVT 2, Malmö 1978.
  • Ehrengard, Instrueret af Emidio Greco, Drejebog af Enrico Filippini og Emidio Greco. Produceret af Antea Cinematografica og RAI-1, Rom 1982.
  • Out of Africa (da. Mit Afrika), Instrueret af Sydney Pollack, Produceret af Universal Studios, 1985.
  • Ringen, Drejebog og instruktion af Kristoffer Nyholm, Produceret af Danmarks Radio, 1988.
  • Samtale om natten i København, Instrueret af Kaspar Rostrup, Produceret af Danmarks Radio, 1970.
  • Sandhedens hævn, Instrueret af Erling Schroeder, Tilrettelagt af Birthe Helmer-Petersen, Produceret af Danmarks Radio, 1960.
  • Sorg-Agre, Instrueret af Morten Henriksen, Produceret af Crone Film for Danmarks Radio, 1987.
  • The Immortal Story (da. Den udødelige historie),[note 23] Drejebog og instruktion af Orson Welles, Produceret af ORTF og Albina Film, Paris 1968.

Litteratur om filmatiseringer[redigér | redigér wikikode]

  • Andersen, Hans: Georg Oddners svenske Karen Blixen-film, In: Blixeniana, Noter og kommentarer ved Else Cederborg, Udgivet af Karen Blixen Selskabet, København 1981, pp. 194–201.
  • Keller, Keith: Karen Blixen og filmen, Forlaget Aschehoug, Nørhaven 1999, ISBN 87-11-11311-1.
  • Mørch, Karin: Gabriels gæstebud – Portræt af en filmmager, Forlaget Gyldendal, København 2008, ISBN 978-87-02-06775-0.

Noter og referencer[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Fog, Mogens: Karen Blixens sygdomshistorie, In: Blixeniana, København 1978, p. 141.
  2. Lasson, Frans: Breve fra Afrika 1914-31, København 1996, bd. 1, p. 61.
  3. Fog, Mogens: Karen Blixens sygdomshistorie, In: Blixeniana, København 1978, p. 142.
  4. 4,0 4,1 Fog, Mogens: Karen Blixens sygdomshistorie, In: Blixeniana, København 1978, p. 144.
  5. Fog, Mogens: Karen Blixens sygdomshistorie, In: Blixeniana, København 1978, p. 139.
  6. Fog, Mogens: Karen Blixens sygdomshistorie, In: Blixeniana, København 1978, pp. 140-143.
  7. Henriksen, Liselotte: Blixikon, Viborg 1999, p. 253.
  8. Hemingway, Mary Welsh: How it Was, Los Angeles 1976, p. 410.
  9. Engelbrecht, Tom og Lasson, Frans: Karen Blixen i Danmark - Breve 1931-1962, København 1996, bd. 2, p. 253.
  10. Brundbjerg, Else: Samtaler med Karen Blixen, København 2000, p. 399.
  11. Wivel, Ole: Karen Blixen – Et uafsluttet selvopgør, Viborg 1987, p. 133.
  12. Bjørnvig, Thorkild: Pagten – Mit venskab med Karen Blixen, Udgivet med efterskrift af Frans Lasson, Forlaget Gyldendal, Viborg 1974.
  13. Rasmussen, Inge Lise: Om at flyve og om at drømmme – En bog om Karen Blixen, Viborg 1994, p. 158.
  14. Rasmussen, Inge Lise: Om at flyve og om at drømmme – En bog om Karen Blixen, Viborg 1994, p. 157.
  15. Henriksen, Liselotte: Blixikon, Viborg 1999, p. 182.
  16. Keller, Keith: Karen Blixen og Filmen, Nørhaven 1999, p. 242.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Pseudonym til diverse vittighedstegninger i tidsskriftet Klods Hans.
  2. Pseudonym til udgivelser i Tyskland.
  3. Omdøbt til Kenya i 1919.
  4. Fra august 1872 til december 1873 havde Wilhelm Dinesen levet blandt Chippewa-indianerne i Wisconsin, USA.
  5. Oprindeligt skrevet til en artikelserie fra London, Paris og Berlin efter aftale med tre skandinaviske dagblade.
  6. Alias Georg Brandes Legatet
  7. Karen Blixen var den 9. oktober 1950 i audiens hos Kong Frederik IX for at takke for Ingenio et arti.
  8. Tildelt til deling med forfatteren Per Lange.
  9. Udgivet i samarbejde med Karen Blixen Selskabet.
  10. Samlet fortegnelse over bidrag til Blixeniana 1976-1985, In: Blixeniana 1985, pp. 339-344.
  11. Udgivet med den hidtil utrykte tekst fra Karen Blixens hånd Hyldest til Ilden.
  12. Kapitler af romanen Albondocani.
  13. Udgør nye fantastiske fortællinger.
  14. Udgør nye vinter-eventyr.
  15. Senere udvidede udgaver: Mit livs mottoer og andre essays (1978) og Samlede essays (1985).
  16. Senere udvidede udgaver: Kongesønnerne og andre efterladte fortællinger (1985) og Karneval og andre fortællinger (1994).
  17. Originalmanuskriptets titel: Om Ideal og Natur.
  18. Senere medtaget i Samlede essays (1985).
  19. Inklusiv Karen Blixens Dagbog fra Paris 1910.
  20. Udgivet med parallelle tekster på dansk og engelsk.
  21. Udgivet i anledning af Karen Blixen Museets 10 års fødselsdag.
  22. Ass. producers Kim Magnusson og Tivi Magnusson.[16]
  23. Oprindelig filmet i to dialogversioner som henholdsvis Une histoire immortelle og The Immortal Story.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Interview

Biografiske data

Bibliografiske data

Priser

Anetavle og gravsted

Biblioteker

Museer

Om sygdomsforløbet

Se også[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information: