SMS König Wilhelm (1868)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
War Ensign of Germany 1903-1918.svg König Wilhelm
König Wilhelm fotograferet ved Gravesend i England

König Wilhelm fotograferet ved Gravesend i England

Klasse
Type Panserskib
Historie
Værft Thames Iron Works, Blackwall, London
Påbegyndt 1865
Søsat 25. april 1868
Taget i brug 20. februar 1869
Udgået 1904
Skæbne Solgt 1921
Tekniske data
Deplacement 9.750 t standard, 10.761 t max.
Længde 112,2 m
Bredde 18,1 m
Dybgang 8,6 m
Fremdrift Maskineri: 8.440 HK, én skrue.
Sejl: 3-mastet bark.
Fart 14,5 knob under damp
Rækkevidde 1.300 sømil ved 10 knob
Panser 203 mm sidepanser af smedejern. 
Besætning 730 
Artilleri 18 styk 24 cm riflede kanoner og 5 styk 21 cm riflede kanoner
ca. 1890: 18 styk 24 cm, 4 styk 21 cm, 7 styk 15 cm, 4 styk 80 mm og 6 styk 37 mm
1896: 18 styk 24 cm riflede bagladere, 1 styk 15 cm, 16 styk 88 mm 
Torpedoer ca. 1890: 5 styk 35 cm torpedoapparater 

König Wilhelm var det største af de tre store panserskibe, der blev bestilt af Preussen til den flåde, der skulle beskytte kysterne i det nyoprettede nordtyske forbund. Forbundet havde ikke selv værftskapacitet og ekspertise til at bygge panserfregatter, så de blev bestilt i England og Frankrig. Da det tyske kejserrige blev dannet i 1871, fulgte de med over i den kejserlige flåde. Skibets navn refererer til den regerende preussiske konge, Wilhelm 1., og understreger dermed også Preussens absolutte lederskab af forbundet.

Konstruktionen[redigér | redigér wikikode]

Det grå område viser panseret på König Wilhelm, koncentreret omkring vandlinjen og artilleriet.

Skibet blev oprindeligt bestilt i England til den tyrkiske flåde, og skulle have haft navnet Fatikh, men kontrakten blev i 1867 overtaget af det nordtyske forbund. Det var et af periodens største panserskibe, og blev bygget i London efter tegninger udarbejdet af Edward Reed, der på den tid var chefkonstruktør for Royal Navy. Som de fleste af tidens øvrige panserskibe var det udstyret med vædderstævn, og artilleriet var samlet i et centralt batteri midtskibs.

Tjeneste[redigér | redigér wikikode]

I 1869 var de tre tyske panserskibe Friedrich Carl, König Wilhelm og Kronprinz for første gang sammen på øvelsessejlads i Østersøen. I 1870 var de tre skibe på et længere togt, og anløb blandt andet Azorerne. Eskadren blev ledet af flådechefen prins Adalbert, der var sønnesøn af den preussiske kong Frederik Wilhelm 2. Da der midt under turen kom melding om, at det trak op til krig mellem de tyske stater og Frankrig, måtte eskadren haste hjem, for at undgå den langt større franske flåde, og skibene nåede tilbage til flådebasen ved Wilhelmshaven den 16. juli 1870 – tre dage før krigens udbrud.

König Wilhelm efter ombygningen til panserkrydser i 1895-96.

I 1878 blev effekten af vædderstævnen demonstreret på uheldig vis, da König Wilhelm og panserskibet Grosser Kurfürst ud for Folkestone i England begge forsøgte at undvige et mindre skib, med det resultat, at Grosser Kurfürst blev vædret og sendt til havets bund med 284 mand af sin besætning.

I 1895-96 blev det gamle panserskib genstand for en omfattende ombygning, og fik blandt andet nye kanoner, samtidig med, at rigningen blev erstattet med militærmaster. König Wilhelm blev herefter klassificeret som panserkrydser, selv om skibet egentlig var for langsomt til denne betegnelse.

I 1904 ophørte tjenesten som krigsskib, og König Wilhelm blev først brugt som logiskib i Kiel, og da den tyske flådes nye akademi åbnede i Mürwik ved Flensborg, blev skibet flyttet hertil og brugt som stationært øvelssesskib, indtil det blev solgt og ophugget i 1921.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Roger Chesneau and Eugene M. Kolesnik, ed., Conway's All The Worlds Fighting Ships, 1860-1905, (Conway Maritime Press, London, 1979), ISBN 0-85177-133-5
  • Tony Gibbons, The Complete Encyclopedia of Battleships and Battlecruisers: A Technical Directory of All the World's Capital Ships From 1860 to the Present Day. London: Salamander Books, Ltd., 1983. ISBN 0-86101-142-2.
  • Erich Gröner, Dieter Jung, Martin Maass: Die deutschen Kriegsschiffe 1815–1945, Band 1. 2. unveränderte Auflage. Bernhard & Graefe Verlag, Koblenz 1989. ISBN 3-7637-4800-8
  • Clas Broder Hansen: Deutschland wird Seemacht. Urbes Verlag, Gräfeling 1991. ISBN 3-924896-23-2
  • Hans Jürgen Hansen: Die Schiffe der deutschen Flotten 1848–1945. Urbes Verlag, Gräfeling 1998. ISBN 3-86047-329-8
  • Robert K. Massey: Castles of Steel. Random House Publishing Group, 2003. ISBN 0-345-40878-0
  • Paul Schmalenbach: Die Geschichte der deutschen Schiffsartillerie. Koehlers Verlagsgesellschaft, Herford 1993. ISBN 3-7822-0577-4

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]