Det nordtyske forbund

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Norddeutscher Bund
Det nordtyske forbund
Forbundsstat
Wappen Deutscher Bund.svg
1866–1871 Flag of the German Empire.svg
Flag Våben
Flag Nationalvåben
Geografisk placering af Det nordtyske forbund
Det nordtyske forbund (rødt). De sydtyske stater der gik med i 1871 til at forme det Tyske Kejserrige er i orange. Alsace-Lorraine territoriet der blev indlemmet efter den fransk-preussiske krig i 1871, er i lys orange.
Hovedstad Berlin
Sprog Tysk
Politisk struktur Forbundsstat
Præsident Wilhelm I
Kansler Otto von Bismarck
Historie
 - Etableret 16. april 1866
 - Afløst af det Tyske Kejserrige 18. januar 1871

Det nordtyske forbund (Tysk: Norddeutscher Bund) var en union af stater, som eksisterede 1867-71 i tiden mellem opløsningen af det Tyske forbund og den tyske rigsgrundlæggelse. Det nordtyske forbund var først og fremmest en handelsunion, der konsoliderede den preussiske kontrol over de 22 stater i Nordtyskland. Gennem toldunionen blev denne kontrol udvidet sydover. Bismarcks konstitution udgjorde en basis for det senere moderne Tyskland.

Det nordtyske forbund blev afløst af det Tyske Kejserrige efter Preussens sejr i Den fransk-preussiske krig.

Medlemmer af forbundet[redigér | redigér wikikode]

  1. Kongeriget Preussen
  2. Kongeriget Sachsen
  3. Storhertugdømmet Hessen-Darmstadt (kun provinsen Oberhessen, der lå nord for floden Main)
  4. Storhertugdømmet Mecklenburg-Schwerin
  5. Storhertugdømmet Mecklenburg-Strelitz
  6. Storhertugdømmet Sachsen-Weimar-Eisenach
  7. Storhertugdømmet Oldenburg
  8. Hertugdømmet Lauenborg (i personalunion med Preussen)
  9. Hertugdømmet Braunschweig
  10. Hertugdømmet Sachsen-Coburg og Gotha
  11. Hertugdømmet Sachsen-Meiningen
  12. Hertugdømmet Sachsen-Altenburg
  13. Hertugdømmet Anhalt
  14. Fyrstendømmet Lippe
  15. Fyrstendømmet Reuss ældre linje
  16. Fyrstendømmet Reuss yngre linje
  17. Fyrstendømmet Schaumburg-Lippe
  18. Fyrstendømmet Schwarzburg-Rudolstadt
  19. Fyrstendømmet Schwarzburg-Sondershausen
  20. Fyrstendømmet Waldeck
  21. Fristaden Bremen
  22. Fristaden Hamburg
  23. Fristaden Lübeck

Etablering[redigér | redigér wikikode]

Under Den østrigsk-preussiske krig i 1866 annekterede Preussen alle områder nord for floden Main, som havde været under kontrol af deres modstandere, blandt andet Hannover og Slesvig-Holsten,[1] med undtagelse af Sachsen, Hessen-Darmstadt, Sachsen-Meiningen og Reuss ældre linje. De nordlige dele af Bayern blev ikke berørt. For at sikre muligheden for fremtidig støtte fra Østrig, sørgede Bismarck for at der blev sluttet en moderat fredsaftale.[2]

Den fransk-preussiske krig[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Den fransk-preussiske krig
Wilhelm I, tysk kejser

I Spanien blev Dronning Isabella afsat i efteråret 1868. I 1869 fik den katolske prins Leopold af Hohenzollern-dynastiet tilbud om den spanske krone. Dette kunne Frankrig ikke godtage. Efter fransk pres trak Leopold sit kandidatur tilbage.

Frankrigs kejser, Napoleon 3., var alligevel ikke fornøjet. Han kom via sin ambassadør i Berlin med et krav til den preussiske konge om, at Leopolds kandidatur skulle forblive uaktuelt også i fremtiden.

Kong Wilhelm meddelte ambassadøren, at han anså sagen for afsluttet og ville ikke give nogen garanti. Dette blev Bismarck opmærksom på. Bismarck greb straks chancen og offentliggjorde et telegram, som viste, at kongen havde måttet vende den franske ambassadør ryggen efter «en grov fornærmelse». Bismarck ville demonstrere, at det ikke var frygten for Frankrig, som gjorde, at Leopolds kandidatur blev trukket tilbage.

Dette telegram gjorde franskmændene rasende. Det blev set som et angreb på den franske ære. Stemningen i Paris blev meget antitysk, og den 19. juli 1870 erklærede Frankrig Preussen krig.

Krigserklæringen førte til, at modsætningerne mellem Det nordtyske Forbund og tyskerne i syd forsvandt. I Bayern så man på den franske aggression som en aggression over for hele Tyskland.

Kronprins Friedrich og Moltke leder de preussiske tropper under den tysk-franske krig

Frankrig foretog overraskende ikke noget lynangreb på Preussen og de andre tyske stater. I august var der fortsat kun mobiliseret 275.000 mand. Det var derimod Moltke og preusserne, som tog initiativet og rykkede ind i Alsace og Lorraine med en halv million mand. I krigens første uger vandt preusserne tre slag, ved Weissenburg den 4. august, ved Wörth den 6. august og ved Gravelotte den 18. august. De preussiske styrker omringede og belejrede også den vigtige by Metz.

Napoleon 3. havde søgt tilflugt i fæstningen Sedan ved den belgiske grænse. Da denne faldt under slaget den 1. september, blev kejseren taget til fange.

I Paris førte Napoleons tab til, at kejserinden flygtede fra byen. Paris blev belejret umiddelbart derefter, da de preussiske tropper nåede byen. Denne belejring førte til et oprør inde i byen, og Pariserkommunen blev dannet af de parisiske oprørere.

Tysklands samling 1871[redigér | redigér wikikode]

Kong Wilhelm af Preussen proklameres som tysk kejser i Spejlgalleriet i Versailles 18. januar 1871

Sejren over Frankrig gjorde, at Tyskland kunne samles. Efter at kong Ludvig 2. af Bayern havde sendt et brev, hvori han bad Wilhelm stille sig i spidsen for et samlet tysk rige, accepterede den preussiske konge endelig at lade sig udnævne til tysk kejser.

Samlingen skete ved, at Kongeriget Bayern, Kongeriget Württemberg, Storhertugdømmet Baden sammen med de dele af Storhertugdømmet Hessen, som ikke havde sluttet sig til Det nordtyske forbund, gik sammen med staterne i dette og dannet Det tyske kejserrige.

Wilhelm 1. blev som preussiske konge kejser med titlen tysk kejser, og ikke kejser af Tyskland, eftersom Østrig ikke var med i denne lilletyske løsning.

En improviseret ceremoni blev udført i Versailles uden for Paris, hvorved Vilhelm blev proklameret som kejser den 18. januar 1871. Det andet tyske kejserrige var født.

Preussisk dominans[redigér | redigér wikikode]

En fælles funktion var postvæsenet

Preussen havde 80% af den totale befolkning[3] og var den dominerende enhed.[1] Sejren over Øsrig og dens allierede styrkede Bismarks indenrigspolitiske stilling,[2] og de nationalliberale inden Preussen opgav sin opposition mod Bismarck og gik over til at støtte ham i håb om at sikre en tysk samling og etablere en stærk og liberal stat.[1]

Det nordtyske forbund var først og fremmest en handelsunion, og cementerede preussisk kontrol over de 22 stater i Nordtyskland,[4] nord for Mainlinjen.

Den preussiske dominans blev også formaliseret gennem landets repræsentation i forbundets politiske organer, nedfældet i forbundets forfatning.

Forfatningen[redigér | redigér wikikode]

Fra det konstituerende møde i forbundets Rigsdag, 24. februar 1867
Orlogsflagg Det nordtyske forbund

Konstituerende Rigsdag[redigér | redigér wikikode]

Den 12. februar 1867 gennemførtes et valg til en konstituerende Rigsdag som skulle udarbejde og vedtage en ny forfatning. Denne Rigsdagen blev åbnet den 24. februar i Berlin af den preussiske kongen Vilhelm 1.

Den nye konstitution[redigér | redigér wikikode]

Den nye forfatningen (Norddeutsche Bundesverfassung) blev vedtaget 16. april, kundgjort 24. juni og sat i kraft fra 1. juli.

Almindelig stemmeret[redigér | redigér wikikode]

Denne indebar en større ændring i forhold til tidligere, da Rigsdagen blev valgt ved almindelig stemmeret.[2] Dette var fra Bismarcks side både en indrømmelse over for de demokratiske strømninger i samtiden, men også et forsøg på at sikre sig støtte fra landarbejderne mod den liberale borgerlige opposition.[2]

Magtfordeling[redigér | redigér wikikode]

Den preussiske konge var den konstitutionelle leder, mens den udøvende magt lå hos en forbundskansler («Bundeskanzler»), som i hele forbundets levetid var Otto von Bismarck.

Medlemsstaterne var repræsenteret i forbundsrådet («Bevollmächtigte zum Bundesrat»), som blev domineret af Preussen gennem deres 17 stemmer af i alt 43, og Preussen havde gennem dette vetoret.[5] Forbundsrådet udgjorde sammen med den folkevalgte rigsdag den lovgivende og bevilgende myndighed.

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Denne var i hovedsagen identisk med den forfatning, som blev taget i brug for kejserriget fra 16. april 1871. Denne forfatningen udgjorde således en basis for det senere moderne Tyskland.

Afvikling[redigér | redigér wikikode]

Det nordtyske forbund blev under Tysklands samling afløst af Det tyske kejserrige efter forbundets sejr i Den fransk-preussiske krig. Dette skete ved, at Kongeriget Bayern, Kongeriget Württemberg, Storhertugdømmet Baden sammen med de dele af Storhertugdømmet Hessen, som ikke havde sluttet sig til forbundet, gik sammen med staterne i forbundet og dannet Det tyske kejserrige.

Vilhelm I blev som preussiske konge kejser med titlen tysk kejser, og ikke kejser af Tyskland, efter som Østrig ikke var med i denne lilletyske løsning.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 Tyskland – splittelse og samling 1848–70, Store norske leksikon
  2. 2,0 2,1 2,2 2,3 Bismarck, Store norske leksikon
  3. Hajo Holborn: A History of Modern Germany, 1840–1945 (1969) s. 194-99
  4. Holborn: A History of Modern Germany, 1840–1945 s. 201–202
  5. Peter Häberle: Jahrbuch des öffentlichen Rechts der Gegenwart: das öffentliche Recht der Gegenwart, Neue Folge, bind 53, Mohr Siebeck, Tübingen 2005, ISBN 3-16-148622-6, S. 226, 233 f. Fn 126.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Koordinater: 52°31′00″N 13°24′00″Ø / 52.516666666667°N 13.4°Ø / 52.516666666667; 13.4