Spanske inkvisition
 |
Der mangler kildehenvisninger i denne artikel Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen. |
 |
For alternative betydninger, se Inkvisition (flertydig).
.jpg)
Den spanske inkvisition var den fjerde i rækken, for der havde været oprettet andre i løbet af Middelalderen. Den blev iværksat under den sidste fase af den spanske reconquista, hvorunder den iberiske halvø blev generobret af de kristne. Der var dog stadig store muslimske og jødiske befolkningsgrupper i landet, og hertil kom forskellige kætterske kristne grupperinger, som man også gerne så fjernet. Inkvisitionen blev derfor et vigtigt redskab i den sindelagskontrol (limpieza de sangre), som det spanske kongehus øvede over omvendte jøder og muslimer.
Den moderne spanske inkvisition blev oprettet i Rom den 1. november 1478 af pave Sixtus 4. Derved imødekom man en ansøgning fra Isabella af Kastilien og Ferdinand 2. af Aragonien. Som følge af deres ægteskab regerede de rigerne Aragonien og Kastilien i personalunion. I ansøgningen anmodede de om oprettelsen af en domstol til at forfølge "falske" kristne, kættere, jøder og muslimer.
Isabella og Ferdinand, der bar hædersbetegnelsen "De Katolske Monarker", valgte inkvisitorer, der skulle forfølge kætterne. Kun inkvisitionens øverste leder blev udnævnt direkte af pavestolen. I februar 1482 forekom den første autodafé (af portugisisk: auto de fe, der kommer af latinsk: actus fidei (=troshandling)), hvor 6 personer blev brændt levende. Det blev starten på 350 års forfølgelse af anderledes troende. Særlig berygtet blev Tomás de Torquemada, der var storinkvisitor i Spanien 1483-98.
Til trods for store folkelige protester lige siden slutningen af 1400-tallet fandt den sidste autodafé først sted i 1826 med henrettelsen af skolemesteren Cayetano Ripoll fra Valencia.
Nyere historisk forskning peger på, at den spanske inkvisition har været af væsentligt mindre omfang, end den fremtræder i mange myter. En undersøgelse omhandlende 44.000 spanske inkvisitionsprocesser i perioden 1540-1700 fandt således frem til, at færre end 2 % af de tiltalte blev idømt dødsstraf.[1] Den tilsvarende inkvisition i Portugal (oprettet 1531 – nedlagt 1821) havde en højere rate af dødsdomme, mens inkvisitionen i Pavestaten havde en lavere.[1]
Se også [redigér]
Kilder [redigér]
