Stagflation

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Stagflation er en sammentrækning af ordene stagnation og inflation. Udtrykket dækker i makroøkonomien over, at inflationen er stigende (eller høj), mens produktionen i samfundet er faldende (eller blot ikke stigende).

Fænomenet kan opstå, når en økonomi oplever et negativt udbudsstød, f.eks. i form af stigende oliepriser.

I 1960'ernes Storbritannien og i 1970'ernes USA under præsident Richard Nixon oplevede man stagflation. Men også i starten af 2000'erne oplevede verden stigende oliepriser og stigende arbejdsløshed. Dette førte til stigende priser, mens produktionen faldt.

Kilde[redigér | rediger kildetekst]

  • Mankiw, N. Gregory (2003). Macroeconomics (engelsk) (5. udgave udgave). New York City: Worth Publishing. s. 253-254. ISBN 0-7167-5237-9.

Se også[redigér | rediger kildetekst]