Ursprog

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Ursprog eller protosprog er et uddødt sprog, som samtlige sprog i en sproggruppe har udviklet sig fra, og som man har kunnet slutte sig til, mere eller mindre fuldstændigt, ved sammenligning mellem de bevarede sprog. Således benytter man "urgermansk" om det sprog, som de senere germanske sprog nedstammer fra. En undtagelse danner urnordisk, som er bevaret i indskrifter.

I bedste fald kan ursproget rekonstrueres ud fra fællestrækkene i den sproggruppe, der har sin oprindelse i ursproget. Kun i nogle få tilfælde findes der skriftlige kilder med ursproget. Eksempler på dette er latin, der er de romanske sprogs ursprog, og runeindskriptionerne på urnordisk, der er de nordgermanske sprogs ursprog.

Skiftende teorier om ursproget[redigér | redigér wikikode]

Den græske historiker Herodot skrev på 400-tallet f.Kr, at der var uenighed om, hvilket sprog der var ældst. For at finde svaret, holdt man to spædbørn isoleret sammen med en stum tjenestepige. Det første ord, det ene barn ytrede, var bekos, der betød "brød" på frygisk. Deraf sluttede man, at frygisk var det ældste af alle sprog. [1]

Da Hugo Grotius i 1643 udgav De origine gentium Americanarum, henfaldt han til en opfatning i sin samtid, hvor man tænkte sig nederlandsk som verdens ældste sprog, og det ursprog, man talte i Edens have. Fx blev den sidste stavelse i stednavnene Island og Grønland sammenholdt med den aztekiske endestavelse -tlan i mexikanske stednavne som Quaxitlan og Ocotlan. [2]

Olof Rudbeck var en betydelig svensk videnskabsmand. Da han i 1660'erne ville tegne et landkort over området ved Mälaren, fandt han det, han mente var påfaldende lighedstræk mellem stednavnene dér og ved Middelhavet. Som et resultat skrev han værket Atlantica i fire bind på i alt ca 3.000 sider, udgivet fra 1679 til 1702. Af værket fremgår det, at Skandinavien er civilisationens vugge, Atlantis, og at svensk er verdens ursprog, hvorfra blandt andet hebraisk og latin stammer. [3]

Etienne Bonnot de Condillac (1713-80) [4] mente, at ursprogene opstod ved onomatopoietikon som pip-pip for "fugl" og dryp-dryp for "vand", ledsaget af grimacer. Efterhånden som kulturen udviklede sig, gjorde sproget det også, mente han, indtil grammatik og logik kunne sammenføjes til det perfekte sprog, nemlig Condillacs modersmål, fransk. Problemet var blot, at stenalderfolk, der stod på et teknologisk set meget primitivt stadium, iblandt kunne opvise en grammatik, der i logisk opbygning og kompleksitet var fuldt på højde med græsk og latin. [5]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Vibeke Roggen m.fl.: Antikkens kultur (s. 204), forlaget Aschehoug, Oslo 2010, ISBN 978-82-03-33743-7
  2. Even Hovdhaugen: "Europa oppdager Amerika", P2-akademiet, bind v (s. 64), forlaget Transit, Oslo 2002, ISBN 82-7118-278-1
  3. Arkeologi i nord: Søkeresultat for Atlantis i Norden
  4. Etienne Bonnot de Condillac, French philosopher (1714-80)
  5. Even Hovdhaugen: "Europa oppdager Amerika", P2-akademiet, bind v (s. 65)
Sprog og litteratur Stub
Denne artikel om sprog eller litteratur er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.