Venus fra Milo

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Venus fra Milo

Afrodite fra Melos (græsk: "Αφροδίτη της Μήλου"), bedre kendt som Venus fra Milo er en antik græsk skulptur og en af de bedst kendte kunstværker fra antikkens Grækenland. Det antages at den forestiller Afrodite, gudinde for kærlighed og skønhed. Hun blev af romerne kaldt Venus. Det er en 203 cm høj marmorskulptur. Arme og sokkel er gået tabt. Ud fra en inskription på soklen er den udført af Alexandros fra Antiokia; tidligere var den fejlagtigt blevet tilskrevet mesteren Praxiteles. Statuen blev fundet på øen Milos i Ægæerhavet i 1820. Den er udstillet på Louvre i Paris.

Skulpturen er fra omkring år 100 f.Kr.. Det vides ikke i hvilke rolle Afrodite optræder, men det er nok som Venus Victrix, den sejrende Venus, som holder det guldæble Paris af Troja netop havde givet hende. Måske et ordspil fordi Melos ligner det græske ord for æble, milos .

Beskrivelse[redigér | redigér wikikode]

Skulpturen er berømt for mysteriet med de manglende arme[1], så er der rimelig sikkerhed for at antage, at højre arm var holdt tværs af kroppen, mens højre hånd støttede sig til det løftede venstre knæ, så det glidende stykke klæde svøbt om hofter og ben blev holdt på plads. Der er et udfyldt hul under højre bryst til det metalstykke, der støttede højre arm. Venstre hånd holdt nok æblet lige under øjenhøjde.

Højre side af statuen er mere gennemført og finpudset end venstre side og bagsiden. Det antyder, at den var tænkt set i højre profil. Den venstre hånd ville så løfte æblet højere op længere tilbage i nichen, hvor statuen stod. Mens venstre hånd sad på plads, var det klart, at Afrodite så på æblet, hun holdt i venstre hånd.

Statuen var farvelagt som sædvane og smykket med ædelstene og placeret i en niche i et græsk gymnasium. Farverne og de forskellige smykker gjorde statuen livagtig; men i dag er alle spor af maling vasket bort og de eneste tegn på armbånd, halskæde, ørering og krone er tomme huller.

Fund og berømmelse[redigér | redigér wikikode]

Tegning af Jean-Baptiste-Joseph Debay af statuen med den nu manglende sokkel, udgivet i 1821.

Venus fra Milo blev fundet i 1820 af den græske bonde Yorgos Kentrotas. Statuen lå i en begravet niche i de gamle ruiner af byen Milos på den ægæiske ø Milos – eller Melos eller Milo. Den blev fundet i to hoveddele (den øvre krop og de nedre beklædte ben) sammen med adskillige herma (hermer, søjler med mandehoveder), fragmenter af den øvre del af den venstre arm der holdt æblet og en sokkel med inskription. Olivier Voutier, en fransk søofficer, udforskede øen, og med hjælp fra den unge bonde, begyndte han at grave i de gamle ruiner. Efter nogle få timer lykkedes det dem at afdække et kunstværk, der blev berømt verden over. Omkring ti dage senere indså en anden fransk søofficer ved navn Jules Dumont d'Urville fundets betydning og arrangerede at den franske ambassadør i det Osmanniske Rige (Tyrkiet) – som havde besat Grækenland – købte statuen.

Tolv dage fra Touloun kastede vi anker ved øen Melos. På land mødte d'Urville og Matterer en græsk bonde, som et par dage tidligere under pløjning havde fundet nogle stykker marmor og en statue i to dele, som han tilbød de to mænd at købe billigt. Det var af en nøgen kvinde med et æble løftet i venstre hånd, den højre hånd holdt et klædestykke der gik fra hofterne ned mod fødderne, begge hænder var beskadigede og adskilt fra kroppen. Selv med en brækket næse var ansigtet smukt. Klassicisten D'Urville genkendte Venus fra Paris Dom. Det var naturligvis Venus fra Milo. Han var ivrig efter at erhverve sig den, men hans praktisk indrettede kaptajn uden interesse for antikviteter sagde, at der ikke var noget sted de kunne opbevarer den på skibet, så handlen trak i langdrag. Da den stædige d'Urville ankom til Konstantinopel, viste han sine skitser af den til den franske ambassadør, marquis de Rivière, som sendte sin sekretær med et fransk flådefartøj for at købe den til Frankrig. Før han kunne få den overdraget, måtte de franske sømænd kæmpe mod græske røvere for ejerskab. I kampen blev statuen brutalt slæbt over klipperne hen til skibet, hvorved begge arme blev brækket af, og sømændene nægtede at gå tilbage for at lede efter dem
 
— S.-C. Dumont D'Urville Two Voyages to the South Seas, Memoirs of Captain Jules. Introduction by Helen Rosenmann.

Nyheden om fundet var længere tid end normalt om at nå den franske ambassadør, Charles-François de Riffardeau, den senere hertug af Rivière. Så bonden blev træt af at vente på sin betaling og blev presset til at sælge til den lokale præst, der ville give den til en oversætter, der arbejdede for sultanen i Konstantinopel (Istanbul).

Den franske ambassadørs repræsentanter ankom præcis som statuen blev fragtet om bord et skib til Konstantinopel, men det lykkedes ham at få øens førsteborger til at annullerer salget og i stedet honorere det første tilbud. Men da oversætteren i Konstantinopel hørte om omstødelsen af salget, fik han førsteborgeren pisket og idømt en bøde. Men oversætteren selv blev irettesat af sultanen, efter at den franske ambassadør havde klaget over den dårlige behandling af øens beboere. Borgerne fik en godtgørelse og afstod som tak alle fremtidige krav på statuen.

Da statuen ankom til Louvre blev den samlet, men fragmenterne af den venstre hånd og arm, blev forkastet som tilhørende en senere istandsættelse på grund af den mere ufærdige udførelse. Det antages nu, at den venstre hånd, der holder æblet, og den venstre arm er originale, men ikke fik den sammen gennemførte udførelse, fordi de ville være over øjenhøjde og ikke lige til at se. Dette var almindelig praksis for mange billedhuggere: mindre synlige dele af statuer fik ikke samme grundige behandling, som dem, der var synlige for en forbipasserende. Statuer var normalt udskåret fra flere stenblokke og derefter omhyggeligt sat sammen. Venus fra Milo er hugget af mindst syv forskellige blokke parisk marmor: til overkrop, ben, hver arm, venstre fod, til soklen og en blok til hermerne, der stod ved siden af gudinden.

Venus de Milo Louvre Ma399-02b.jpg Aphrodite of Milos.jpg Venus de Milo Louvre Ma399-06a.jpg
forfra fra siden bagfra

Statuen blev oprindeligt anset som et værk af mesteren Praxiteles og den kontroversielle sokkel som en original del af statuen. Men efter at inskription på soklen var oversat og dateret, blev soklen afvist som en senere tilføjelse. Inskriptionen lød: "...(Aleks)andros søn af Menides, borger i Antiokia ved Mæander lavede denne (statue)...". Inskriptionen ville have rykket dateringen af statuen fra klassiske periode til den hellenisktiske periode pga. af bogstavernes udformning og omtalen af den byen Antiokia ved Mæander. Byen fandtes ikke, da Praxiteles levede. Soklen forsvandt sporløst kort før statuen blev præsenteret for kong Ludvig den 18. og kendes nu kun fra to tegninger og en beskrivelse. Kongen overdrog statuen til Louvre i Paris, hvor den stadig er udstillet.

Venus af Milo store berømmelse i det 19. århundrede skyldes ikke udelukkende dens åbenlyse skønhed, men også at franske myndigheder bevidst forsøgte at fremhæve den. Napoléon Bonaparte havde stjålet Medici Venus i Italien. I 1815 returnerede Frankrig den til italienerne. Mediciernes Venus blev på den tid anset som det bedste eksempel på en klassisk skulptur, og tabet af den fik de franske myndigheder til bevidst at promovere Venus af Milo som et bedre kunstværk.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. G. Davidson, Disarmed: The Story of the Venus de Milo (New York: Alfred A. Knopf) 2003.

External henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: