Alma Maria Schindler

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Alma Maria Schindler

Alma Maria Mahler (31. august 1879 i Wien11. december 1964 i New York) var en personlighed inden for kunst, musik og litteratur i det 20. århundredes første halvdel. Hun var gift med komponisten Gustav Mahler, arkitekten Walter Gropius og forfatteren Franz Werfel og havde forhold til maleren Oskar Kokoschka, Zemlinsky og andre.

Familie baggrund[redigér | redigér wikikode]

Alma blev født i Wien den 31. august 1879 som datter af landskabsmaleren Emil Jakob Schindler (27. april 1842 - 9. august 1892) og dennes hustru Anna Sofie Bergen (20. november 1857 - 29. november 1938) fra Hamburg. Moderen var kommet til Wien for at studere sang på en privat operaskole (Adele Passy-Cornet), hos hvem også Schindler havde studeret. Parret mødtes ved en privat dilettant opførelse af en wiener operette i december 1877. Anna Bergen var kortvarig ansat som operasangerinde på Ring-Theater i Wien i oktober 1878, men efter kun syv forestillinger opgav hun sin scenekarriere, sandsynligvis fordi hun var blevet svanger. Hun og Emil Schindler blev gift den 4. februar 1879. Allerede året efter, den 16. august 1880, fik Alma en lillesøster Margarethe Julie (kaldet Grethe). Alma har mange år senere påstået, at Gretes biologiske far var maleren Julius Victor Berger (1850-1902), men noget belæg er aldrig blevet påvist. Under alle omstændigheder påtog Emil Schindler sig fadderskabet

De første år af ægteskabet var kårene meget trange, men lidt efter lidt bedres de, da Schindler modtog flere kommissioner fra rige mæcener og tillige blev hædret med en række kunstpriser. I øvrigt optrådte ægteparret ved adskillige koncerter og operetteforestillinger i de følgende år og helt frem til Schindlers død.

Schindler havde i efteråret 1881 fået en ny elev, Carl Moll (1861-1945), der nærmest blev optaget i familien som en søn. Tre år efter Schindlers død blev han og Anna Sofie Schindler gift, og i 1899 fik de en datter. Til hendes fødsel (9. aug.) havde Alma komponeret en vuggesang ("In meines Vaters Garten") til sin mor.

Opvækst og ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Med begge forældres musikalske baggrund var det helt naturligt at Alma og hendes søster tidligt blev interesseret i musik, de fik begge ugentlige klavertimer hos Adele Mandlick (1864-1932). Søstrenes første beviselige offentlige optræden fandt sted i Wien den 15. april 1890, da Alma og Grethe var hhv. 10 og 8 år gammel. I sin selvbiografi ("Mein Leben", Frankfurt 1960) gør Alma nærmest en dyd ud af, at hun ikke fik nogen regelmæssig skoleuddannelse, hvilket imidlertid er decideret urigtig. Der var almindelig undervisningspligt i det Østrig-Ungarske Monarki, havde været det siden 1700-talllet, og forældrene ville naturligvis give begge døtre en grundig uddannelse. Alma begyndte i 1. klasse i efteråret 1885, hvor hun var seks år, og afsluttede sin 8årige skolegang i 1893 eller 1894. Ved siden af var hun allerede som 9årig begyndt at komponere på eget initiativ. Som lærer havde hun først og fremmest den blinde tyske komponist Josef Labor (1842-1924), fra efteråret 1900 også Alexander Zemlinsky, med hvem hun havde en kortvarig, men ufuldbyrdet affære. Den 7. november 1901 mødte den 22-årige Alma ved et aftenselskab den 19 år ældre operadirektør og komponist Gustav Mahler, der forelskede sig hovedkuls i hende. Allerede en måned efter blev de forlovet, og den 9. marts 1902 blev de gift. Mahler havde skriftligt betinget sig, at Alma opgav sine kompositoriske interesser for helt og fuldt at kunne hellige sig ægteskabet og hans musik. Hun blev kort efter forlovelsen gravid med datteren Maria Anna, kaldet "Putzi" (3. januar 1902 - 12. juli 1907), og to år efter fødte hun endnu en datter Anna Justine, kaldet "Gucki" (15. juni 1904 - 3. juni 1988), der blev en kendt billedhugger.

Da Alma lærte Mahler at kende havde hun henved 100 kompositioner og kompositionsforsøg bag sig. Det drejede sig fortrinsvis om Lieder (76 titler er blevet påvist), men også klaverstykker (25) og kammermusikværker (3). De fleste manuskripter destruerede hun selv. I sin levetid udgav hun 14 "Lieder und Gesänge", der udkom i tre hæfter. Det første blev udgivet i 1911 på Mahlers foranledning (og sikkert også bekostet af ham), de to følgende i 1915 hhv. 1924. Broderparten er bearbejdelser af gamle udkast fra før Mahlers tid. To andre sange er senere fundet og udgivet i 2000. Sangene fandt ikke den store udbredelse i samtiden. Ved en koncert den 22. september 1924 blev tre af sangene, orkestreret af Paul von Klenau og/eller Alban Berg, uropført i Wien og gentaget i 1929 I Wiens Radio. Først omkring 1980 begyndte begyndte man atter at interessere sig for Almas beskedne produktion. Sangene blev genoptrykt i 1984, men allerede i 1983 var den første pladeindspilning udkommet og frem til 2011 er der registreret ca. 30 indspilninger af svingende kunstnerisk kvalitet. Flere komponister og dirigenter har orkestreret sangene, bl. a. Julian Reynolds, Jorma Panula, Colin & David Matthews, men det må nok betegnes som lidt af en misforståelse, for sangene er deciderede klaverlieder, måske lige med undtagelse af de førnævnte tre, for som helhed mister sangenes deres intimitet i de orkestrerede udgaver.

Det 10 år lange ægteskab med Mahler var i det store hele frustrerende for begge parter, både fordi Alma ikke kunne opfylde Mahlers ønsker og krav og ikke elskede ham og hun gerne lod sig kurtisere af andre mænd. I juli1907 døde den ældste datter, Mahler havde opsagt sin stilling som direktør for Hofoperaen i Wien, og et halvt år efter rejste ægteparret til New York, hvor Mahler under økonomisk yderst fordelagtige vilkår var blevet ansat som kapelmester ved Metropolitan Operaen, hvor han skulle dirigere 3-4 måneder hver vinter .

Det blev kun til to sæsoner, idet Mahler fra efteråret 1909 var blevet tilbudt stillingen som chefdirigent for New York Philharmonic Orchestra. Imidlertid blev han syg i februar 1911 og måtte aflyse resten af sæsonens koncerter. Hans sygdom viste sig at være alvorligere end først antaget, og efter forgæves behandlinger i New York og Paris blev han overført til Wien, hvor han døde den 18. maj 1911.

I juni 1910 havde Alma under et kurophold indledt en lidenskabelig affære med den t0 år yngre arkitekt Walter Gropius, hvilket blev opdaget af Mahler, der blev dybt chokeret og ulykkelig. På trods af sine løfter opretholdt Alma hemmeligt forbindelsen med Gropius, men da han i 1911, kort efter Mahlers død, erfarede, at Alma og Mahler havde været i seng med hinanden under deres sidste ophold i New York, trak han sig jaloux tilbage.

Indtægterne fra opførelserne af Mahlers værker (og dem var der unægtelig mange af indtil nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933) samt Mahlers pension fra Hofoperaen i Wien gjorde Alma økonomisk uafhængig, men både følgerne af 1. verdenskrig og den stigende inflation gjorde et stort indhug i hendes indtægter. I 1924 udgav hun et bind med Mahlers breve og planlagde også et biografisk værk om Mahler og ægteskabet med ham, inkl. hans breve til hende ("Ein Leben mit Gustav Mahler"). Den blev imidlertid først trykt i en stærkt revideret udgave i Amsterdam i april 1940, kun en måned før nazisternes indmarch i Holland. Senere forskning har påvist mange fejl og mangler i bogen, ikke mindst hendes temmelig sløsede omgang med teksterne og hendes redigering af Mahlers breve. En "komplet" og nyrevideret udgave af brevene udkom 1995 i Berlin under redaktion af Henry-Louis de La Grange, Günther Weiss og Knud Martner.

Senere forbindelser[redigér | redigér wikikode]

Efter bruddet med Gropius indledte Alma i efteråret 1911 en lidenskabelig kærlighedsaffære med maleren Oskar Kokoschka, der ophørte kort før 1. verdenskrigs udbrud i 1914. Hun genoptog atter kontakten med Gropius og de blev (hemmelig) gift i Berlin den 18. august 1915. Året efter fødte Alma sin tredje datter Manon (1916-1935). Under Gropius' fravær, han var officer i den tyske hær, lærte hun forfatteren Franz Werfel (1890-1945) at kende, med hvem hun i oktober 1918 fik en søn, der dog 9 måneder efter døde. Hun blev lovformelig skilt fra Gropius i 1920 og levede de følgende årtier sammen med Werfel. Forholdet blev først legaliseret i 1929.

Da nazisterne i marts 1938 tog magten i Østrig, flygtede parret først til Frankrig, senere til New York og Californien i USA. Alma Mahler-Werfel blev amerikansk statsborger i 1946. De sidste år af sit liv tilbragte hun i New York, hvor hun døde få måneder efter sin 85års fødselsdag. Hun blev begravet ved siden af datteren Manon på Grinzinger Friedhof i Wien, få meter fra sin førstefødte datters og første mands gravsted.

Som Mahlers hustru og enke fik hun i løbet af årene dedikeret en lang række komponisters og forfatteres værker, fra Alexander v. Zemlinsky til Benjamin Britten, over Alban Berg, Johanna Müller-Hermann, Hugo Kauder, Hans Pfitzner, Gottfried von Einem, Erich Wolfgang Korngold, Arnold Schönberg, men ikke mindst Gustav Mahler, der tilegnede hende sin 8. symfoni i kølvandet på ægteskabskrisen i sommeren 1910. Hans 10. symfoni, der forblev ufuldendt, er også indirekte tilegnet hende. Da Almai 1924 udgav manuskriptet i faksimile, vakte det stor opstandelse og forargelse p.gr.a. Mahlers fortvivlede og desperate udråb som han havde skrevet mellem noderne.

Tom Lehrer skrev den humoristiske ballade "Alma" om hendes ægteskaber og elskere.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Tom Lehrer's "Alma"