Cikorie (plante)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 26. mar. 2013, 16:28 af OctraBot (diskussion | bidrag) OctraBot (diskussion | bidrag) (migrateToWikidata at d:q2544599)
Cikorie
Almindelig Cikorie (Cichorium intybus) Foto: Père Igor.
Almindelig Cikorie (Cichorium intybus)
Foto: Père Igor.
Videnskabelig klassifikation
Rige Plantae (Planter)
Division Magnoliophyta (Dækfrøede)
Klasse Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden Asterales (Kurvblomst-ordenen)
Familie Asteraceae (Kurvblomst-familien)
Slægt Cichorium (Cikorie)
Art C. intybus
Videnskabeligt artsnavn
Cichorium intybus
L.
Hjælp til læsning af taksobokse

Almindelig Cikorie (Cichorium intybus) eller blot Cikorie er en 60-80 cm høj urt, der vokser ved vejkanter og på agerjord. Almindelig Cikorie dyrkes i havebruget under navnet julesalat.

Beskrivelse

Almindelig Cikorie er en flerårig, urteagtig plante med en stiv, opret vækst. Det første år danner planten kun en grundstillet bladroset, der består af omvendt ægformede blade med groft tandet rand. Stænglerne ses fra og med andet leveår. De er udspærret forgrenede, furede og børstehårede. Stænglerne bærer enkelte, meget smalle og spredtsiddende stængelblade. Oversiden er græsgrøn, mens undersiden er en smule lysere og børstehåret.

Blomstringen sker i juli-september, hvor man kan finde blomsterne i åbne, endestillede stande. De enkelte blomster er egentlig kurve, der udelukkende består af tungeformede, blå randkroner. Frugterne er nødder med en utydelig, hindeagtig fnok.

Rodnettet består af den fortykkede, lodrette jordstængel, der går over i en kraftig og dybtgående pælerod med tynde siderødder.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 1,00 x 0,40 m (100 x 40 cm/år). Målene kan bruges til beregning af planteafstande i fx haver.

Voksested

Indikatorværdier
Cikorie
L = 9 T = 6 K = 5 F = 4 R = 8 N = 5

Almindelig Cikorie er udbredt i Nordafrika, Mellemøsten, Kaukasus, Centralasien, Kina og Sibirien samt Europa. I Danmark findes den almindeligt i Østjylland og på Øerne, mens den er sjælden i øvrigt. Den er knyttet til lysåbne voksesteder på tørre, kalkrige jorde. Derfor findes den ofte langs vejkanter og på skråninger og overdrev.

På de gamle bymure i Thessaloniki i det nordlige Grækenland findes arten i et ekstremt tørt, kalkrigt miljø sammen med bl.a. Fennikel, Ledris, Pigæble, Bjerg-Mandstro, Dusk-Hyacint, Gold Havre, Gul Reseda, Have-Løvemund, Have-Morgenfrue, Hvid Stenkløver, Hvid Stenurt, Håret Flitteraks, Kost-Fuglemælk, Læge-Jernurt, Mark-Bynke, Moskus-Katost, Prikbladet Perikon, Vellugtende Heliotrop og Vild Durra[1]

Indholdsstoffer

Planten oplagrer stoffet inulin som reservenæring i roden. Den bitre smag i bladene skyldes i første række esquiterpenerne lactucin og lactucopikrin. Desuden indeholder planten aesculetin, aesculin, cichoriin, umbelliferon, scopoletin og 6,7-dihydroxykumarin.[2]

Anvendelse

Almindelig Cikorie dyrkes i havebruget under navnet julesalat. Tidligere har de tørrede og ristede rødder været brugt som kaffeerstatning (og solgt under navnene "Richs" og "Danmarks").

Måske vil Almindelig Cikorie vende tilbage som nytteplante. Nye forskningsresultater fra Det Biovidenskabelige Fakultet i 2005 viste, at ornesmag og lugt i slagtede svin kunne forhindres med cikorierødder i foderet lige før slagtningen. Samtidig kunne man påvise en gavnlig effekt på grises almene sundhedstilstand. Grisedysenteri og forskellige indvoldsorm var blandt de lidelser Cikorie kunne imødegå[3].

Skud af Almindelig Cikorie, der er drevet i mørke, sælges sidst på efteråret under navnet "julesalat".



Søsterprojekter med yderligere information:



Noter

  1. ^ Nikos Krigas, Efterpi Lagiou, Effie Hanlidou og Stella Kokkini: The vascular flora of the Byzantine Walls of Thessaloniki (N Greece) (engelsk)
  2. ^ Harsh Pal Bais og G.A. Ravishankar: Cichorium intybus L – cultivation, processing, utility, value addition and biotechnology, with an emphasis on current status and future prospects i Journal of the Science of Food and Agriculture, nr. 81, 2001, S. 467-484. Se teksten online (engelsk)
  3. ^ Anne Hjort Balling: Influence of chicory roots /Cichorium intybus L) on boar taint in entire male pigs and female pigs (engelsk)

Kilder

  • Signe Frederiksen et al., Dansk flora, 2. udgave, Gyldendal 2012. ISBN 8702112191.

Eksterne henvisninger