Banjica koncentrationslejr

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Banjica
En tysk soldat peger sin riffel mod en fange i Jajinci, der tjente som en henrettelseplads for fangerne i Banjica.
En tysk soldat peger sin riffel mod en fange i Jajinci, der tjente som en henrettelseplads for fangerne i Banjica.
LokalitetBanjica nær Beograd, Serbien
Drevet afGestapo
Oprindelig anvendelseFængsel for gidsler
Periode benyttet1941-1944
IndsatteHovedsageligt serbere anklaget for at være kommunister, royalister
Døde4.286
Banjica (Serbien)
Banjica
Banjica
Banjicas beliggenhed i Serbien

Banjica var en koncentrationslejr oprettet af Nazi-Tyskland under 2. verdenskrig i det besatte Serbien, der er opkaldt efter Beogradforstaden af samme navn. Koncentrationslejren anvendtes i starten som et fængsel for gidsler, men senere omfattede de internerede jøder, serbere, romaer, tilfangetagne jugoslaviske partisaner og andre modstandere af det tredje Rige. Lejrens registre opregner navnene på 23.637 fanger, hvoraf 4.286 blev henrettet eller døde[1][2].

Lejren var i funktion fra juni 1941[1] til september 1944. Den blev ledet af tyske besættelsesmagt, under kommando af Gestapoofficer Willy Friedrich[3], sammen med Srpska državna straža (dansk: ~ Den serbiske nationalgarde). Den serbiske administrator var Svetozar Vujković, en førkrigs politibetjent, hans stedfortræder var Đorđe Kosmajac, begge var berygtede for deres sadisme[2].

De første, der blevet henrettet som repressalie i slutningen af ​​juni -41, var "kommunister og jøder"[4]. Den første massehenrettelse i Banjica fandt sted den 17. december 1941, hvor 170 fanger blev skudt[5].

Koncentrationslejrens drift[redigér | redigér wikikode]

Lejren var især beregnet for serbere anklaget for at være kommunister, royalister, eller på anden måde modsætte sig besættelsen, selv om 900 jøder og 300 romaer også passerede gennem lejren i løbet af krigen. Fangerne blev indbragt af tyske styrker og Serbisk særlige politi. De serbiske vagter rapporteres at have været endnu mere brutal end den tyske besættelsesmagt overfor de indsatte. Serbisk "sonderpolizei", ledet af Ilija Paranos og Bozidar Bećarević, indbragte 4.456 fanger, af dem blev 1.409 henrettet, 31,6% af det samlede dødstal i koncentrationslejren. Resten blev indbragt af tyske styrker, hovedsageligt SS, 11.311 anholdt, af dem blev 1.872 dræbt, og Gestapo 1.773 anholdt, af dem blev 326 dræbt[2]. Før henrettelsen blev de fleste forhørt og tortureret på den mest brutale måde.

Landsbyen Jajinci nær Beograd fungerede som en henrettelsesplads for fangerne fra Banjicalejren. Nogle kilder beretter om massemord på 250-450 jøder, der blev henrettet den 17. oktober 1941 på et sted kaldet Trostruki surduk, blev bragt dertil fra Banjica koncentrationslejr[6].

En af fangerne i Banjicalejren var Toma Petrović, som var den britiske ambassadørs chauffør, der forsøgte at skjule en mængde våben og sprængstoffer, der var blevet efterladt i den britiske ambassade anlæg, men blev forrådt til Gestapo[7].

De indsatte blev tilbageholdt af Beograd civile administration, den serbiske National Guard, Dimitrije Ljotics frivillige enheder og serbiske retter fra hele landet. Gestapo, serbisk særlig politistyrke og den serbiske National Guard begået talrige masse skyderier. Flere tusinde fanger blev braget til lejren iMauthausen og Auschwitz.

Mindesmærke for de dræbte[redigér | redigér wikikode]

Et første mindesmærke blev rejst i 1963 på et område uden offentlig adgang. I 1983 blev mindesmærket udviddet og museet åbnet for almindelige besøgende. I Banjicamuseets findes mange objekter, der tilhørte de indsatte, blandt andet fotos, tegninger og håndlavede kunstværker, udstillet.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Trial of the Major War Criminals Before the International Military Tribunal, Nuremberg, 14 November 1945-1 October 1946, (side 283) (Findes på Erasmus Universiteitsbibliotheek i Rotterdam) (hentet 2013-04-09) (engelsk)
  2. ^ a b c Zlatoje Martinov. Logor Banjica – važno mesto u istoriji zločina. Republika.  (hentet 2013-04-09) (serbisk)
  3. ^ United Nations War Crimes Commission: Some noteworthy War Criminals. Commandants of Concentration Camps. (hentet 2013-04-09) (engelsk)
  4. ^ Christopher Browning. Fateful Months: Essays on the Emergence of the Final Solution. Holmes and Meyer, New York 1991, (side 49) (Findes på Det Kongelige Bibliotek) (hentet 2013-04-09) (engelsk)
  5. ^ Ramet, Sabrina P., The three Yugoslavias: state-building and legitimation, 1918-2005. Indiana University Press, 2006. (side 131) (Findes på Google bøger) (hentet 2013-04-09) (engelsk)
  6. ^ Konacno Resenje U Srbiji Prva Faza. El Mundo Sefarad. Hentet 2013-04-09. "U pritvoreničkim knjigama Banjičkog logora, već 13. septembra 1941. godine, registrovano je 13 muškaraca — Roma iz Meljaka, koji su posle tri dana odvedeni na streljanje. Narednog dana, upisano je 187 beogradskih Jevreja za koje je, kao i za nekoliko dovedenih u međuvremenu, posle tri dana, 17. oktobra 1941, naznačeno da su odvedeni u »jevrejski logor Zemun«.95 Prema svedočenju dr Stefana Đelinea, ova grupa je u nemačkoj kartoteci dobila oznaku »crni jahač«, što znači da su streljani.96 Mogude je da je ova grupa brojala i više osoba, jer je upravo u to vreme na mestu Trostruki Surduk, 3 kilometra od Bežanije ka Surčinu, streljano 240 Jevreja.97"" 
  7. ^ "History of the Embassy Building British Embassy, Belgrade."

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 42°30′54″N 20°54′58″Ø / 42.51500°N 20.91611°Ø / 42.51500; 20.91611