Biskop

Biskop eller bisp (af græsk ἐπίσκοπος, episkopos, "tilsynsmand") er betegnelsen for en højere kirkelig embeds- og værdighedsindehaver og traditionelt overhovedet for et stift eller bispedømme, et kirkeligt geografisk område, hvor biskoppen samtidig fungerer som den ledende præst ved stiftets domkirke. Bispeembedet, også kaldet episkopatet, har forskellig teologisk og kirkeretlig betydning i de kristne kirkesamfund. Den romerskkatolske kirke, den ortodokse kirke og den anglikanske kommunion bygger deres kirkelige organisation på biskopper, mens embedet i de lutherske og reformerte kirker efter reformationen enten blev afskaffet eller videreført i ændret form, navnlig som et kirkeligt tilsyns- og ledelsesembede.

Historisk udvikling

Betegnelsen episkopos anvendes allerede i Det Nye Testamente om en "tilsynsmand", men bispeembedets præcise oprindelse og dets tidlige forhold til presbytererne er historisk omdiskuteret. De tidligste kristne menigheder var i første række ledet af apostle, profeter, lærere og andre personer med særlige nådegaver samt af kollegier af ældre eller presbytere, mens flere episkopoi blandt andet varetog menighedernes økonomiske og praktiske anliggender. Omkring begyndelsen af det 2. århundrede udvikledes gradvis det såkaldte monarkiske episkopat, hvor én biskop stod i spidsen for menigheden, bistået af presbytere og diakoner. Under kirkens konflikter med gnosticisme og andre former for kætteri i det 2. århundrede fik biskoppen stigende betydning som garant for den rette lære og kirkelige tradition, og forestillingen om apostolisk succession blev udviklet. Hos blandt andre Irenæus og senere Cyprian af Karthago blev episkopatet gjort til et centralt element i kirkens organisation og enhed.

Fra det 4. århundrede blev egentlige territoriale bispedømmer den almindelige form for biskoppens myndighedsområde, og der udvikledes samtidig et hierarki mellem bispesæderne med blandt andet metropolitter, ærkebiskopper, primater og patriarker. Roms biskop er pave, og biskopperne af Rom, Antiochia, Alexandria og Jerusalem samt, efter 381, Konstantinopel tillagdes værdighed som patriarker. Forsamlingen af alle katolske biskopper betegnes som et økumenisk kirkemøde. En biskop, der samtidig udøver verdslig territorialfyrstelig myndighed, betegnes som fyrstbiskop, og nogle biskopper bærer mitra.

Besættelsen af bispeembeder har gennem historien haft betydelig både kirkelig og politisk betydning. I oldkirken medvirkede menigheden, gejstligheden og omkringboende biskopper ved valget, mens konger og fyrster i middelalderen fik stigende indflydelse på udnævnelsen, ikke mindst fordi biskopper ofte samtidig rådede over omfattende jordegods og verdslige len. Striden mellem verdslig og kirkelig myndighed kulminerede i Investiturstriden, der blandt andet blev reguleret ved Wormskonkordatet i 1122. I høj- og senmiddelalderen blev bispevalget i vidt omfang knyttet til domkapitlerne, samtidig med at både paver og verdslige herskere fortsat søgte indflydelse på udnævnelserne. De konkrete ordninger kom siden til at variere betydeligt mellem de enkelte lande og blev ofte reguleret gennem aftaler mellem pavestolen og den verdslige statsmagt.

Embede og kirkelig betydning

I den romerskkatolske og den ortodokse kirke anses bispeembedet for at være indstiftet af Jesus, og biskopperne betragtes som apostlenes efterfølgere i kraft af den apostolske succession. I romersk-katolsk lære besidder biskopperne gennem gyldig bispevielse med håndspålæggelse præstedømmets fylde. Biskoppen er den øverste hyrde og kirkelige myndighed i sit stift, men udøver sin myndighed under pavens primat.

Biskoppens traditionelle myndighed omfatter dels læreembedet, dels jurisdiktionen over stiftet og dets gejstlighed og dels de særlige handlinger, der følger af den bispelige ordination. Hertil hører blandt andet ordination af præster, konfirmation, indvielse af kirker og hellige genstande, fremstilling eller indvielse af krisma samt i den ældre kirkelige tradition indvielse af abbeder og abbedisser og salvning af konger. Biskoppen har desuden historisk haft disciplinær-, doms- og dispensationsmyndighed i kirkelige spørgsmål samt ansvar for stiftets lære, forvaltning og sjælesorg. Ved siden af stiftsbiskopper findes blandt andet titulærbiskopper, suffraganbiskopper og hjælpebiskopper, som kan have bispeværdigheden uden selvstændig ordinær jurisdiktion over et stift.

Ved reformationen udviklede bispeembedet sig forskelligt i de protestantiske kirker. Den anglikanske kirke bevarede både embedet, den episkopale kirkeorganisation og en betydelig del af den ældre bispelige myndighed, mens bispeembedet i store dele af det protestantiske Tyskland forsvandt og det kirkelige styre i stedet blev fordelt mellem territorialfyrsten som summus episcopus, konsistorier og superintendenter.

Danmark og Norden

De første forsøg på at organisere Danmark i faste bispedømmer går tilbage til 900-tallet. I 948 lod kejser Otto den Store Jylland opdele i tre stifter, men ordningen fik ingen praktisk betydning. Først under Svend Estridsen blev der omkring 1060 etableret otte danske stifter, som blev fastholdt gennem de følgende århundreder: Slesvig, Ribe, Viborg, Århus, Vendsyssel, Odense, Roskilde og Lund.

Lund blev i 1103 sæde for Nordens ærkebiskop. Den fælles nordiske kirkeorganisation blev senere opdelt, da Norge i 1152 og Sverige i 1164 fik egne ærkebisper med sæde i henholdsvis Trondheim (Nidaros) og Uppsala.

Ved reformationen i Danmark i 1536 blev de katolske biskopper afsat, deres kirkelige godser inddraget under kronen og superintendenter indsat i deres sted. Man søgte således at erstatte selve bispetitlen med betegnelsen superintendent, men biskoptitlen blev kort efter genoptaget om de lutherske stiftsledere. Deres hovedopgaver omfattede blandt andet ordination, visitation og kirkeligt tilsyn. Danmark har siden 1961 været inddelt i ti stifter.

I Sverige blev bispeinstitutionen ligeledes bevaret inden for den lutherske kirke, hvor biskopperne fortsatte som stiftsledere og ifølge de ældre fremstillinger bevarede en episkopal succession gennem de svenske bispevielser efter reformationen.

Nuværende biskopper i den danske folkekirke

Biskop Henning Toft Bro (tv) og biskop Peter Skov-Jakobsen (th) fører processionen af biskopper og provster ud af Budolfi Kirke efter bispevielsen af Toft Bro i 2010.

• Fyens Stift: Mads Davidsen, biskop siden 2023
• Grønlands Stift: Paneeraq Siegstad Munk, biskop siden 2020
• Haderslev Stift: Marianne Christiansen, biskop siden 2013
• Helsingør Stift: Peter Birch, biskop siden 2021
• Københavns Stift: Peter Skov-Jakobsen, biskop siden 2009
• Lolland-Falster Stift: Marianne Gaarden, biskop siden 2017
• Ribe Stift: Elof Westergaard, biskop siden 2014
• Roskilde Stift: Ulla Thorbjørn Hansen, biskop siden 2022
• Viborg Stift: Henrik Stubkjær , biskop siden 2015
• Aalborg Stift: Thomas Reinholdt Rasmussen, biskop siden 2021
• Århus Stift: Henrik Wigh-Poulsen, biskop siden 2015

Nuværende biskop i den færøske folkekirke

• Færøerne: Jógvan Fríðriksson, biskop siden 2007 (selvstændig folkekirke siden 2007)

Biskopper i andre danske kirkesamfund

Czeslaw Kozon, katolsk biskop over Danmark siden 1995.

• Den Katolske Kirke i Danmark: Czeslaw Kozon, biskop siden 1995
• Metodistkirken: Christian Alsted, biskop for Norden og Baĺtikum siden 2009 med kontor i København

Se også

• Bisperække (oversigt over biskopperne gennem tiderne i Danmark)
• Ærkebiskop
• Religion

Litteratur

• Moltesen, Laust Jevsen (1915). "Biskop". I Blangstrup, Johan Christian (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol. 3. (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 286-287.

• Holmquist, Hjalmar Fredrik (1905). "Biskop". I Westrin, Th. (red.). Nordisk familjebok. Vol. 3. (2. udgave). Stockholm: Nordisk familjeboks förlags aktiebolag. s. 478-486.

• Strelitz, Paula; Japsen, Gottlieb; Rode, Mikal, red. (1949). "Biskop". Den nye Salmonsen. Under medvirken af Erik Lund (4. udgave udgave). København: J. H. Schultz Forlag. s. 439.

• Bergelin, Sven-Emil S., red. (1954). "Biskop". Nordisk familjebok. Vol. 3. (4. udgave). Malmø: Svensk Upplagsbok A.–B. s. 100-103.

• Van Hove, Alphonse (1913). "Bishop". I Herbermann, Charles George (red.). Catholic Encyclopedia. Vol. 2 (1. udgave). New York City, USA: Robert Appleton Company.

Spire Denne religionsartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.