Bruger:Sportsmand/ADHD

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Test - hvorlænge holder dette?

Attention Deficit Hyperactivity Disorder
Klassifikation
Information
Navn Attention Deficit Hyperactivity Disorder
SKS DF90
ICD-10 F90
ICD-9 [http://icd9.chrisendres.com/index.php?action=search&srchtext=314.0 314.0 314.0]
OMIM 143465
DiseasesDB 6158
MedlinePlus T152
eMedicine med/3103

ADHD, som står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder er en neuropsykologisk udviklingsforstyrrelse eller tilstand. Symptomerne på ADHD er præget af forskellige grader - herunder fravær - og kombinationer af opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet. Den er oftest medfødt og optræder både hos børn og voksne, kvinder og mænd.

I Danmark har ADHD i almen forståelse været forvekslet med den noget mere kendte diagnose DAMP og DAMP betragtes da også som en form for ADHD, men langtfra alle med ADHD har DAMP. Betegnelsen ADD anvendes undertiden om ADHD uden hyperaktivitet og impulsivitet. Oversat til dansk betyder ADHD nærmest "Opmærksomhedshæmning-hyperaktivitetsforstyrrelse", men denne betegnelse bruges ikke.

I psykiatrisk diagnostik taler man om tre forskellige typer af ADHD:

  • ADHD – overvejende opmærksomhedsforstyrrelse
  • ADHD – overvejende hyperaktivitet og impulsivitet
  • ADHD – kombineret type med såvel opmærksomhedsforstyrrelse som hyperaktivitet og impulsivitet.

I de senere år er det blevet klart, at ADHD ikke kun er en tilstand hos børn, ca 60% af de, der får stillet diagnosen, fortsætter med at have symptomer som voksne. Der er i disse år oven i købet flere personer som bliver sendiagnosticeret, dvs. at de først får stillet diagnosen ADHD som voksne.



Klassifikation[redigér | redigér wikikode]

Den internationale WHO sygdomsklassifikation har i dens nuværende version (ICD-10) ikke betegnelsen ADHD, men den nogenlunde tilsvarende diagnose "hyperkinetisk forstyrrelse".

I Danmark klassificeres ADHD af Sundhedsstyrelsen i "Sundhedsvæsenets Klassifikationssystem" i gruppen "DF90 - Hyperkinetiske forstyrrelser", f.eks. "DF900 - Forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed"[1].

Diagnosekrav[redigér | redigér wikikode]

I daglig tale bruges ofte betegnelsen ADHD om denne tilstand, selv om man i det danske sundhedsvæsen officielt bruger diagnosebetegnelsen "Forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed" eller "Hyperkinetiske forstyrrelser".

Diagnosen kan stilles hvis en person har koncentrations- og opmærksomhedsvanskeligheder og/eller hyperaktivitet og impulsivitet i en så væsentlig grad at det medfører vanskeligheder i flere sammenhænge, f.eks uddannelse, arbejde og hjem. For at kunne stille diagnosen skal symtomerne have været tilstede i mindst 6 måneder, de skal have været tilstede før 7-årsalderen, og det må ikke foreligge nogen anden diagnose eller tilstand som bedre forklarer vanskelighederne.

Der kan være mange årsager til koncentrationsproblemer, impulsivitet og hyperaktivitet hos børn, unge og voksne, og det kan derfor være vanskeligt at stille diagnosen korrekt, især da ADHD ofte har komorbiditet med f.eks. adfærdsforstyrrelser, angst, depression eller misbrug.

Årsager[redigér | redigér wikikode]

Genetiske forhold, det vil sige at forstyrrelsen går i arv, har sandsynligvis en meget stor betydning for udvikling af ADHD. Det er påvist, at komplikationer i forbindelse med svangerskab og fødsel kan øge risikoen for udvikling af ADHD og i nogen tilfælde kan ADHD forbindes med for tidlig fødsel eller lav fødselsvægt. Påvirkning under svangerskabet af alkohol, tobak eller stresshormoner mistænkes også at medvirke til udvikling af ADHD. Muligvis skal forskellige af de nævnte faktorer være tilstede i et særligt forhold for at ADHD opstår.

Undersøgelser tyder på, at der ved ADHD er tale om et underskud af signalstofferne dopamin og noradrenalin flere steder i hjernen. Dette kan påvirke opmærksomhed, impulskontrol, planlægning og overblik samt evnen til at sortere indtryk[2].

En forskergruppe har beskrevet en sammenhæng mellem ADHD og en allel, -3081(A/T), i forbindelse med norepinefrin transporter genet.[3]

Behandling[redigér | redigér wikikode]

ADHD menes at være en genetisk betinget udviklingsforstyrrelse i hjernen og kan som sådan ikke kureres.

Symptomerne på ADHD hos børn og unge kan dog ofte bedres væsentligt ved en kombination af centralstimulerende medicin som f.eks Ritalin/Ritalin Uno og tilpasset terapi og træning. Ritalin gives ofte til børn med ADHD. Virkningen af centralstimulerende midler ophører dog få timer efter indtagelsen og medicinsk behandling bør aldrig være den eneste behandlingsform. Det er vigtigt at familien og omgangskredsen opnår en forståelse af, hvad det vil sige at lide af ADHD, så de kan tage de nødvendige hensyn. Derfor koncentrerer behandlingen for børn sig også om patientens omgivelser.

I artiklen "Hvorledes skal ADHD/DAMP behandles? Har vi det endelige svar?" (Ugeskrift for Læger, 2005)[4] har læge Line Hansen & professor Per Hove Thomsen en kritisk gennemgang af et studie kaldet MTA[5]. De nævner blandt andet:

[Den] "høje forekomst samt det faktum, at ADHD rammer personer tidligt i livet, understreger nødvendigheden af gode behandlingsmetoder...

»The multimodal treatment study of children with ADHD« (MTA), der med sin størrelse og omfang af mange anses for at være det mest betydningsfulde for den fremtidige behandling af ADHD...

Ved valg af behandlingsformer i studiet fokuserede man på tre med allerede dokumenteret effekt: adfærdsterapi, medikamentel behandling med centralstimulerende stoffer og en kombination af de to...

MTA-studiet har ikke for alvor kunnet understøtte et alternativ til den rent medikamentelle behandling. Flere forholder sig dog kritisk til dette og hævder, at der fortsat findes en afgørende forskel mellem kombineret og medikamentel behandling...

I praksis er det reelle behandlingstiltag over for børn med ADHD i Danmark nærmest ækvivalent med den i MTA-gruppen beskrevne kombinationsbehandling...

Resultaterne af MTA-studiet viser klart, at medicin er essentiel i behandlingen af ADHD, og at den medikamentelle behandling viser sig overlegen i forhold til adfærdsterapi alene...

Analyserne fra MTA-studiet tyder på, at især børn med megen komorbiditet - og især angst og tristhed - i særdeleshed kan profitere af kombinationsbehandlingen frem for den medikamentelle behandling alene...

Der findes fortsat, også efter MTA-studiet, uafklarede spørgsmål vedrørende behandlingen af ADHD. Dette gælder ikke mindst i forhold til den dårlige langtidsprognose, og hvilken type behandling der kan være med til at forbedre denne."


I marts 2009 blev der i "Journal of the American Academy of Child and Adolescent Psychiatry" offentliggjort resultatet af et opfølgningsstudie[6] til MTA-studiet, hvor de unge som deltog i MTA-studiet som børn studeres otte år senere. Det amerikanske "National Institute of Mental Health"[7] som sponserede MTA-studiet skriver[8] om opfølgningsstudiet (oversættelse mangler) :

"the youth’s functioning remained improved overall [...], suggesting that available treatments can still be effective.

the type or intensity of a one-year treatment for ADHD in childhood does not predict future functioning. Youths with ADHD still had significantly more academic and social problems compared with peers who did not have ADHD.

61.5 percent of the children who were medicated [...] had stopped taking medication by the eight-year follow-up, suggesting that medication treatment may lose appeal with families over time.

Children who were no longer taking medication at the eight-year follow-up were generally functioning as well as children who were still medicated, raising questions about whether medication treatment beyond two years continues to be beneficial or needed by all.

maintaining a good treatment response probably requires a sustained effort that takes into account long-term academic and behavioral problems commonly associated with ADHD and adapts to the demands of adolescence.

The researchers acknowledge a crucial need for treatments that are more sustainable over the long run and accessible and effective among adolescents."

Det hævdes, at bedring opnås ved fysiologiske behandlinger som fx gentagende besøg hos osteopati[kilde mangler], lydbehandling[kilde mangler] og en kostomlægning der tager sigte på at fjerne sukker- og mejeriprodukter og stabilisere blodsukkeret[kilde mangler].

Nye svenske forskningsresultater tyder på at tilskud af fiskeolie kan hjælpe ADHD-børn[9].

Der er også nogle forskningsresultater[kilde mangler] der viser at neuro feedback kan være en hjælp for mange med ADHD.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • ADHD Historie engelsk [1] svensk [2] fra:ADHD uppmärksammas koncentrerat, med nogle originale billeder