Bryllupskage

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 15. sep. 2014, 15:20 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (ændre sorteringsnøgle til Kategori:Bryllup)
Bryllupskage i fire etager holdt i hvidt og pyntet med marcipan, glasur og flødeskum

En bryllupskage er en speciel variation af en lagkage, der serveres ved bryllupper. Det er en del af traditionen, at brudeparret skærer for, og selv tager de første stykker af kagen.

En bryllupskage er ofte anrettet i flere etager eller lag over hinanden i et utal af variationer. Den meget kunstfærdige udførelse gør det til et yndet objekt for konditorer, som ofte har i snesevis af variationer at tilbyde sine kunder.

De mange separate etager gør det muligt at lave flere forskellige variationer inden for den samme kage, og kagen kan laves mere eller mindre "tung" alt efter om den serveres efter en middag eller den serveres som et mere selvstændig indslag.

Kagen laves typisk med tre til fire bunde og to til tre forskellige lag fyld, der står godt til hinanden. Fyldet kan variere fra traditionelt creme-baseret fyld til eksempelvis frugtmousse, evt. tilsat vin eller likør.

Udvalget af bunde varierer fra traditionelle sukkerbrødsbunde (lagkagebunde) til eksempelvis mandel- eller makron-baserede bunde.

Mulighederne for specielt fyldet er mangfoldige, og blandt populære former for fyld kan nævnes frugtfromagecreme med eller uden spiritus, chokoladecreme (evt. nougat el. toblerone), vanillefromagecreme, chokolademousse el. -creme (kan være både let el. tung), banancreme med el. uden likør, hvidvinscreme, kokosmousse med el. uden rom, og meget mere. Hver af disse former for fyld kan derudover kombineres med småtskårne stykker af andre frugter.

Det vigtigste er, at de mange smagsingredienser, der kombineres og indgår i kagen, passer til hinanden.

Udsmykningen kan stå af en kombination af marcipan, sukkerglaceringer, flødeskum, chokolade samt farvede illustrationer af enhver form og størrelse. Derudover kan der evt. påsættes figurer (evt. spiselige), der relaterer sig til begivenheden.

Se også

Se Wiktionarys definition på ordet:
  • Kransekage – en anden kategori af desertkage, der også anvendes ved bryllupper.
  • Lagkage – den basale form, som bryllupskagen er er videreudvikling af.