Cellesignalering

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Cellesignalering (kommunikation mellem celler) deles op i 2 hovedgrupper

  • lokal signalering
  • langdistancesignalering

Lokal signalering foregår kun mellem celler, der er tæt på hinanden, og sker enten ved at en celle sekrerer en lokal regulator, som påvirker de omkringliggende celler, eller ved et synaptisk signal, hvor en nervecelle frigiver neurotransmittere i en synapse, som påvirker målcellen til at give et svar på stimulansen.

Langdistancesignalering foregår oftest ved, at specialiserede endokrine celler sekrerer hormoner ind i blodstrømmen, som derefter fører hormonerne til deres målceller, som er de celler, der har receptorer for det pågældende hormon. Der findes fire former for langdistancesignalering, som adskiller sig fra hinanden ved den måde, hvorpå signalet bliver ført videre i målcellen til det ønskede svar er opnået.

De 4 former er:

  • Ionkanal-receptor
  • G-proteinkoblet-receptor
  • Tyrosin-kinase-receptor
  • Intracellulær receptor

De fire former for langdistancesignalering kaldes alle for hormonel cellesignalering.

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]