Hormon

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Fire typer af hormoner

Hormoner (græsk: Hormao: som irriterer, stimulerer og sætter i gang) er signalstoffer fra kirtler i kroppen, der udløser forskellige reaktioner. Begrebet "hormon" blev først defineret af den engelske fysiolog Ernest Henry Starling i 1905.

Hormonernes sekretion kontrolleres ofte af feedback-systemer. Humane hormoner er steroider eller aminosyrederivater (aminosyrer, peptider eller proteiner). Hormoner producers flere steder i menneskekroppen, i såkaldte endokrine celler i de endokrine kirtler eller i parakrine celler. Hormoner produceres af endokrine kirtler sendes via blodbanen ud til andre celler, og der sker en transport af hormoner over længere afstande. Derimod står parakrine celler for at producere hormoner, som sendes over korte afstande til celler og ikke transporteres med blodet.

Som eksempel på en endokrin kirtel, kan nævnens bugspytkirtlen, som bl.a. producerer hormonet insulin. Desuden er de to endokrine kirtler i hjernen, hypothalamus og hypofysen, værd at nævne. De er overordnede endokrine kirtler. De producerer overordnede hormoner, som stimulerer udskillelsen af effekthormoner, som er de hormoner, der har en decideret virkning på kroppen.

Hypothalamus og hypofysen kommunikerer med hinanden: ´Via blodkar i hypofysens forlap og via hypofysens baglap gennem centralnervesystemet. Et hormon produceret i hypothalamus kan altså transporteres til hypofysen gennem henholdsvis blodkar og nervesystemet.

Hormontyper[redigér | redigér wikikode]

Der findes to overordnede typer af hormoner:

'* aminosyrederivathormoner, som igen inddeles i aminosyrer, peptider eller proteiner, alt efter antallet af aminosyrer i hormonet. Dertil kommer nogle lipidhormoner, de såkaldte eicosanoider.

Måden, hvorpå et hormon er bygget er væsentlig for, hvordan hormonet fungerer og opfører sig i kroppen.

  • Steroidhormoner er hydrofobe og dermed lipofile og kan derved let trænge igennem cellemembranen, både på den endokrine celle, hvori hormonet produceres og i modtagercellen. Der er til visse hormoner, som er hydrofile, og de dermed ikke selv kan trænge igennem en cellemembran. De bliver udskilt fra vesikler i den producerende endokrine celle og kommunikerer med modtagercellen via receptorer på cellemembranen i processer, som benævnes signaltransduktion, se også G-protein-koblede receptorer, GPCR.[1]. Hvor de hydrofobe hormoner uden problemer trænger ind i modtagercellen og udøver den biokemiske virkning, er de hydrofile hormoner nødsaget til at kommunikere med receptorer på cellemembranens yderside. Når disse receptorer stimuleres, udsender de en såkaldt sekond messenger, cAMP eller cGMP, som fører signalet fra hormonet videre ind til f.eks. cellekernen.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Hormoner og endokrine kirtler

Hypothalamus: GnRH - TRH - CRH - GHRH - somatostatin - dopamin | Neurohypofysen: vasopressin - oxytocin | Adenohypofysen: GH - ACTH - TSH - LH - FSH - prolaktin - MSH - endorfiner - lipotropin

Koglekirtelen (Epifysen): Melatonin

Skjoldbruskkirtelen: T3 og T4 - calcitonin | Biskjoldbruskkirtelen (Parathyreoidea): PTH | Binyremarven: adrenalin - noradrenalin | Binyrebarken: aldosteron - kortisol - DHEA | Bukspyttkirtelen: glukagon- insulin - somatostatin | Ægstokken: østradiol - progesteron - inhibin - aktivin | Testikkelen: testosteron - AMH - inhibin | Nyren: renin - EPO - calcitriol - prostaglandin | Hjertets forkammer: ANP

Mavesækken: gastrin | Tolvfingertarmen: CCK - GIP - sekretin - motilin - VIP | Ileum: enteroglukagon | Lever: IGF-1

Moderkagen: hCG - HPL - østrogen - progesteron

Fedtvæv: leptin - adiponectin - resistin | Muskelvæv: irisin