De sytten provinser
(Omdirigeret fra De sytten nederlandske provinser)
Spring til navigation
Spring til søgning
For alternative betydninger, se Nederlandene (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Nederlandene)
De sytten provinser eller De sytten nederlandske provinser (nederlandsk: Zeventien Provinciën) var en personalunion af 17 fyrstedømmer i Nederlandene fra 1482 til 1581, som omtrent dækkede Nederlandene, Belgien, Luxembourg, en del af det nordlige Frankrig (Artois, Nord) og en lille del af det vestlige Tyskland.
Den burgundiske rigskreds[redigér | rediger kildetekst]
De sytten provinser tilhørte oprindeligt hertugdømmet Burgund, der blev regeret af Huset Valois og senere af Huset Habsburg. Fra 1512 udgjorde de sytten provinser størstedelen af den burgundiske rigskreds i det tysk-romerske rige. De blev samlet i en personalunion under Karl den 5..
De sytten provinser[redigér | rediger kildetekst]
Provinserne var:
- Artois (formelt under den franske konge)
- Flandern (formelt under den franske konge)
- Mechelen
- Namur
- Hainaut
- Zeeland
- Holland
- Brabant
- Limburg
- Luxembourg
- Utrecht
- Frisia
- Zutphen
- Groningen
- Ommelanden
- Drenthe, Lingen, Wedde og Westerwolde
- Overijssel
Statholderne[redigér | rediger kildetekst]
Statholdere (Landvoogde) i de sytten nederlandske provinser:
- 1506–1507: Willem II. van Croy, Heer van Chièvres
- 1507–1530: Margaretha van Oostenrijk, hertuginde af Savoyen
- 1531–1555: Maria van Castilië (van Hongarije), dronning af Ungarn
- 1555–1559: Emanuel Filibert van Savoye, hertug af Savoyen
- 1559–1567: Margaretha van Parma, hertuginde af Parma
- 1567–1573: Don Fernando Álvarez de Toledo, hertug af Alba
- 1573–1576: Don Luis de Zúñiga y Requesens
- 1576–1578: Juan van Oostenrijk
- 1578–1581: Alexander Farnese, hertug af Parma og Piacenza; i konkurrence med Matthias van Oostenrijk