Den nikomakhæiske etik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Første side af udgaven fra 1837

Den nikomakhæiske etik (Oldgræsk ἠθικὰ Νικομάχεια, ēthiká Nikomácheia) er det vigtigste af de tre overleverede etiske skrifter af Aristoteles. Da den deler flere bøger med Den eudemiske etik er den muligvis ikke redigeret af Aristoteles selv. Hvoraf titlen kommer er uklar. Den henviser muligvis til Aristoteles søn eller far, der begge hed Nicomachus.[1]

Titlen[redigér | redigér wikikode]

Etik er et græsk term der stammmer fra "ethos" (ἦθος), hvilket betyder "skikke". Etikken er altså skikkenes videnskab. For Aristoteles betyder det mere "vaner". Begrebet om vaner er mere centralt i Aristoteles' etik end skikke, for han definerer dyd vha. vane.

Nicomachus er sandsynligvis Aristoteles, far, eller hans søn, som han fik med Herpyllis. Der er dog ingen evidens for grunden til titlen, der også kan være en simpel dedikation. I følge Olympiodoros den yngre dedikerede Aristoteles værket til sin søn, som en opfordring til visdom. Men værket er udarbejdet mellem 334 og 330, hvor Aristoteles' søn endnu ikke var født. En anden hypotese er, at værket er dedikeret til Aristoteles' far. der døde da Aristoteles var et lille barn. Det diskuteres også om værket var tiltænkt udgivelse eller om det er forelæsningsnoter. En sidste mulighed er at Nichomachos (Aristoteles søn) redigerede værket i perioden 310-300 sammen med Theofrastos, der efterfulgte Aristoteles som leder af Lykeion.

Målet for Den nikomakhæiske etik[redigér | redigér wikikode]

Værkets mål er, at levere en ledetråd til at lære, hvordan man bliver til et godt menneske og hvordan man får et lykkeligt liv. Da handlingsbegrebet er centralt til dette, nævnes det allerede i første sætning.

Et etisk gode kan enten være et gode, der tillader en at opnå et andet gode (de "poietiske" handlinger), eller det kan tillade en, at opnå et andet gå men samtidigt "tilstræbes for dets egen skyld" (de "praktiske" handlinger), eller det kan udgøre det højeste gode, som endemål for alle handlinger (absolut "praksis"). Derved bestemmes værket af spørgsmålet, hvad det højeste gode er, eller det højeste mål, og hvordan det kan opnås.

Lykke[redigér | redigér wikikode]

Aristoteles første svar på dette spørgsmål, er at det højeste gode er lykke (eudaimonia). Det er en sjælelig lykke. Aristoteles slutter sig hertil ud fra det, at lykken er et mål i sig selv, ikke bare et middel til et mål, som andre goder. Det er noget ti gerne vil have for dets egen skyld.

Ergon-argumentet[redigér | redigér wikikode]

For at bestemme lykkens egentlige indfold indfører Aristoteles ergon-argumentet. Herved er Aristoteles udgangspunkt en essentialisme, i henhold til hvilken ethvert væsen er kendetegnet af egenskaber, der muliggør at afgrænse dette væsen fra alle andre. Endvidere behandler han et begreb om perfektion, der gør bestemmelsen af væsenet afhængig af, hvor godt det udtrykket sine væsensegenskaber.

Menneskets væsen finder man ved at betragte dets specifikke og unikke ydelse, der adskiller det fra andre levende væsener. Dette er aktiviteten af sjælen, i henhold til dennes rationelle argument, fornuften, eller i hvert fald aktiviteter hvori denne deltager. Derfor er det afgørende, at mennesket indsætter sin fornuft både på en fuldkommen vis og i hele dets liv.

Disse tre argumenter- sjælens aktivitet i henhold til fornuften, aktivitet på en fuldkommen vis og i et helt liv - betragtes almindeligvis som Aristoteles første definition af lykke.

Tredeling i ydre, legemlige og sjælelige goder[redigér | redigér wikikode]

For at opnå lykken er det ikke tilstrækkeligt med fornuftsmæssig aktivitet af sjælen, der kræves også ydre og legemlige goder. Ydre goder er f.eks.: Rigdom, venskab, god slægt, ære, en gunstig skæbne. Legemlige goder er f.eks.: sundhed, fysisk styrke, skønhed. De sjælelige goder, dyderne, opnås via fornuftig aktivitet af sjælen.

De ydre guder sorteres i tilfældigheder, eutychia. Legemlige goder afhænger også til dels af tilfældet (f.eks. skønhed), til dels af egne handlinger (f.eks. træning.) Derimod kan sjælelige goder kun opnås af virkeligt gode mennesker. Alt dette tilsammen resulterer i en lykke, som Aristoteles kun nævner kort i sit værk.

Praktisk og teoretisk liv[redigér | redigér wikikode]

Aristoteles definierer lykken som en sjælelig aktivitet i følge den fuldkomne dyd (arete) i et helt menneskeliv. Bestemte dianoetische (forstandsmæssige) dyder kan ikke opnås i deres fulde form er alle. Derfor er der iflg. Aristoteles to grundlæggende måder, hvorpå det lykkelige liv er muligt: Den mest fuldkomne lykke består af bios theoretikos, det komtemplative liv. Dette indebærer videnskabelig aktivitet, brug af fornuften Nous).

Da enkelte mennesker ikke egner sig til denne livsvis, fordi de iflg. Aristoteles ikke råder over fornuften i dens fuldendte form, og derfor slet ikke kan danne sig enkelte dyder, er der en anden livsmåde, bios praktikos, det praktiske liv, hvor fornuftens brug begrænsens til kontingente kendsgerninger.

Dyder[redigér | redigér wikikode]

Dyderne er sjælelige goder. Aristoteles opdeler dem i dianoetiske dyder, der stammer fra undervisning, og etiske dyder, der stammer fra tilvænning og brug.

Sjælens inddeling[redigér | redigér wikikode]

Schaubild der Seele nach Aristoteles
Schaubild: Seelenlehre des Aristoteles (Nikomachische Ethik)

Aristoteles opdeler sjælen i en specifikt menneskelig, fornuftig, del (λόγον ἔχον) og en fornuftsløs del (ἂλογον). Den fornuftsløse sjæledel (ἂλογον) består af en vegetativ del, der er sammen sat af vækst (αὔξησις) og ernæring (θρεπτικόν), og som også behersker sjælens stræbeevne (ὂρεξις). Så langt er mennesket på samme niveau som planter og dyr, det besidder i kraft af de sjæledele kun hjerteslag og stofskifte, vækst og forplantning. Men mennesket er også et væsen der besidder fornuft og sprog (ζῷον λόγον ἔχον), dets stræbefunktion (ὂρεξις) er forbundet med sjælens fornuftige del. Derfor kan det ganske vist ikke kontrollere følelserne (vrede, frygt osv.), men kan "forarbejde" dem.

Den fornuftige del har som den fornufstløse del en andel i stræbeevnen, og er "stedet" for den menneskelige fornuft (λόγος). Denne består af to dele: Den fornuft, der rækker i sig selv (ἐπιστημονικόν )og den anvendte fornuft, som overvejelsee (λογιστικόν) og rådslagning (βουλευτικόν). Den selvberønde fornuft (ἐπιστημονικόν) handler om videnskab (ἐπιστήμη), filosofisk vished (σοφία)og den rene tænken (νοῦς). Dens genstande er de uforanderlige ting, matematik, kosmos og metafysik.

Den anvendte fornuft handler om praktisk kunstfærdighed (τέχνη), fremstillende kunstfærdighed (ποίησις) og klogskab (φρόνησις). Dens genstand er det praktiske liv. Klogskaben (φρόνησις) har en stor rolle, idet den indvirker på stræbeevnen; i deres sammenspil opstår de etiske dyder, der gennem beslutning (προαίρεσις) og tilvænning (ἐθίζειν)kan blive til holdning (ἕξις). Klogskaben får de følelsesmæssige ekstremer ind i en dydens midte (μεσότης), således at mennesket hverken er dumdristigt eller fejt, men modigt. Dyden består således i at kontrollere sine lidenskaber og følelser.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Sarah W. Broadie: Ethics with Aristotle. Oxford University Press, Oxford 1991.
  • William Francis Ross Hardie: Aristotle's Ethical Theory. Oxford University Press, Oxford 1968, zweite Auflage 1980.
  • Magdalena Hoffmann: Der Standard des Guten bei Aristoteles: Regularität im Unbestimmten: Aristoteles' Nikomachische Ethik als Gegenstand der Partikularismus-Generalismus-Debatte. Karl Alber, 2010, ISBN 978-3-495-48383-1.
  • Otfried Höffe (Hrsg.): Nikomachische Ethik. Akademie, Berlin 1995, ISBN 3-05-002692-8 (Klassiker auslegen 2).
  • Otfried Höffe (Hrsg.): Aristoteles-Lexikon. Stuttgart 2005 ISBN 3-520-45901-9.
  • Christoph Horn, Christof Rapp (Hrsg.): Wörterbuch der antiken Philosophie. München 2002, ISBN 3-406-47623-6 (Erläuterungen zahlreicher Termini der antiken und auch der aristotelischen Philosophie).
  • Richard Kraut: Aristotle on the Human Good. Princeton University Press, Princeton 1989 (insbesondere zu NE I, X).
  • Christof Rapp: Aristoteles zur Einführung. Junius, Hamburg 2004, ISBN 3-88506-346-8 (gute deutschsprachige Einführung zu Aristoteles mit sehr guter thematisch gegliederter Bibliografie für Einsteiger).
  • Ursula Wolf: Nikomachische Ethik. Wissenschaftliche Buchgesellschaft, Darmstadt 2002, ISBN 3-534-14142-3. (Inhalt; PDF; 251 kB)

Eksterne referencer[redigér | redigér wikikode]

Tekstudgaver

Sekundærliteratur
Forelæsninger af Claus Beisbart (tysk)

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Otfried Höffe (Hrsg.): Aristoteles. Die Nikomachische Ethik. Berlin 2010, S. 6.
filosofi Stub
Denne filosofiartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.