Det Gamle Rådhus (Ebeltoft)
Det Gamle Rådhus i Ebeltoft blev bygget i 1789 og er en af Ebeltofts største turistattraktioner. Det hører under Museum Østjylland.
Det Gamle Rådhus blev opført i 1789 som erstatning for byens første rådhus, der havde ligget på ca. samme sted og var fra 1576. Bygningen er tegnet af den kendte arkitekt Anders Kruuse (1745-1811) fra Horsens og bygget af den lokale bygmester, Just Møller.
Allerede i 1840 var bygningen blevet for lille til det oprindelige formål. Et nyt rådhus blev bygget på torvet, og det gamle blev i stedet brugt som vagtlokale for vægtere og brandmænd samt udlejet til privatbolig. Bygningens høje spir var fortsat et vigtigt sømærke.
Bygningen blev restaureret i årene 1906-09, og herefter blev Det Gamle Rådhus hjemsted for Ebeltoft Museum. Efter restaureringen kom bygningen til at fremstå i renæssancestil med bindingsværk, som om der var tale om det oprindelige rådhus fra 1576. Hvis formålet var at få en fredning gennemført, lykkedes manøvren.[1] Hvis huset skulle restaureres med henblik på at fremvise det originale udseende fra 1789 i nyklassicistisk stil, skulle det have været pudset og hvidkalket, som det kan ses på gamle fotografier.[2]
Fodnoter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ "Den Digitale Byport". Arkiveret fra originalen 25. marts 2007. Hentet 8. april 2008.
- ^ Vedsted, s. 36.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]Jakob Vedsted: Det gamle Rådhus i Ebeltoft, Ebeltoft 1989. ISBN 87-983403-0-1
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Det Gamle Rådhus Museum Østjylland
- Den Digitale Byport Arkiveret 25. marts 2007 hos Wayback Machine