Dorothea af Danmark (1520-1580)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Dorothea af Danmark
Kurfystinde af Pfalz
Embedsperiode 1544 – 1556
Forgænger Sibylle af Bayern
Efterfølger Marie af Brandenburg-Kulmbach
Ægtefælle Frederik 2. af Pfalz
Hus Huset Oldenburg
Far Christian 2. af Danmark
Mor Isabella af Habsburg
Født 10. november 1520
København
Død 31. maj 1580 (59 år)
Neumarkt, Oberpfalz, Tysk-romerske rige
Hvilested Helligåndskirken, Heidelberg

Dorothea af Danmark (10. november 152031. maj 1580) var en dansk, norsk og svensk prinsesse, der var den ældste datter af Christian 2. og Dronning Elisabeth. Hun var kurfyrstinde af Pfalz fra 1544 til 1556 som ægtefælle til kurfyrst Frederik 2. af Pfalz (14821556).

Som ældste overlevende barn af den landflygtige Christian 2. gjorde hun og hendes mand i mange år krav på den danske og norske trone med støtte fra sine slægtninge i Huset Habsburg.

Biografi

Fødsel og opvækst

Christian 2.'s tre børn: Dorothea, Hans og Christine.
MaleriJan Mabuse (1526)

Prinsesse Dorothea blev født den 10. november 1520 på Københavns Slot som fjerde barn og ældste datter af Kong Christian 2. af Danmark og Norge og Isabella af Habsburg, der var søster til den Tysk-Romerske Kejser Karl 5.

Dorothea havde en storebror, Hans af Danmark (født 1518). Hendes to ældre tvillingebrødre, Philip Ferdinand og Maximilian (født 1519), var begge døde inden hendes fødsel, den sidstnævnte i 1519 og den førstnævnte i 1520. Hendes lillesøster Christine af Danmark blev født to år senere, i 1522, og var den eneste af hendes søskende, der overlevede til voksenalderen. Christine blev gift to gange, først med Hertug Frans 2. af Milano og siden med Hertug Frans 1. af Lothringen.

I 1523 blev Christian 2. afsat fra den danske trone. Den 3-årige Dorothea flygtede sammen med familien til landflygtighed hos moderens slægtninge i Nederlandene. Her blev Dorothea og hendes søskende opdraget af moderens faster, Margrethe, der var statholder i Nederlandene. I 1526, da Dorothea var fem år gammel, døde hendes mor.

Ægteskab

Kurfyrstinde Dorothea
Medaljon: Matthes Gebel (1537)

Christian 2.s tre børn blev benyttet målrettet af Kejser Karl 5. som et middel til at fremme hans politiske planer. Da Dorotheas storebror Hans døde 14 år gammel i 1532, kunne hun som det ældste overlevende barn af den afsatte Christian 2. gøre krav på den danske, norske og svenske trone med støtte fra sine habsburgske slægtninge. De valgte Frederik af Pfalz til hendes ægtefælle, da de mente, at han kunne løfte Dorotheas krav på den danske trone gennem sit ægteskab. Han var en god ven af habsburgerne, og en dygtig kriger, men også en uheldig bejler, hvis forsøg på at blive gift var slået fejl intet mindre end syv gange. I 1535 blev den kun 15-årige Dorothea gift med den 53-årige Frederik.[1] Bryllupsfestlighederne på slottet i Heidelberg blev beskrevet i et udførligt digt af Peter Harer.[2] Der blev ikke født børn i ægteskabet.

Senere liv

Fil:Ueberfuehrung der Kurfuerstin Dorothea nach Heidelberg 14 Juni 1580 aus Thesaurus Pictuarum.jpg
Kurfystinde Dorotheas lig føres til Heidelberg 14. juni 1580.

I 1536 var hendes håb om at overtage de danske og norske troner i realiteten udlevet. Hendes ægtefælle fortsatte dog med at gøre krav på de to riger. Habsburgerne fortsatte officielt med at støtte deres krav, men foretog sig ikke længere noget aktivt for at gennemføre det. I 1544 efterfulgte hendes mand sin storebror Ludvig 5. som kurfyrste af Pfalz, og Dorothea blev kurfystinde. Samme år trak Habsburgerne officielt deres støtte til deres krav på de danske og norske troner.

Dorothea blev enke som 35-årig, da Frederik 2. døde i 1556. Herefter levede hun stilfærdigt på slottet i Neumarkt. Der var planer om, at hun skulle indgå et nyt ægteskab, blandt andet med en søn af Landgrev Philip 1. af Hessen og med Markgrev Albrecht 2. Albichiades af Brandenburg-Kulmbach, men det blev ved planerne.[1]

Da hun ikke havde børn, blev hun ikke længere anset som politisk anvendelig. Hun døde som 59-årig den 31. maj 1580 i Neumarkt og blev begravet ved siden af sin mand i Helligåndskirken i Heidelberg.

Litteratur