Elektrolyt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En elektrolyt er en væske, der elektrokemisk muliggør en proces, f.eks. op- og afladefunktionen i et batteri. En elektrolyt indeholder frie ioner, der kan gå i forbindelse med en af polernes metal og sætte sig der som salte, eller i den omvendte funktion vandre ud i væsken, efterladende det rene metal på polen. I større væskefyldte batterier er det muligt at få et indblik i ladetilstanden ved at måle densiteten af elektrolytten, idet denne har forskellig vægtfylde, alt efter om væsken har høj koncentration af ioner eller om de sidder på polpladerne i form af salte.

Ordet elektrolyt blev skabt/opfundet af videnskabsmanden Michael Faraday. [1]

Elektrolytvæsken til blyakkumulatorer er fortyndet svovlsyre og stærkt ætsende. Batteriet er opladet, når densiteten er 1,260 g/cm³ ved 20 °C. Kontroller, at elektrolytvæsken har samme vægtfylde (variation på ±0,01 er OK) i alle celler. Da elektrolytten kan lække ud i små mængder, evt. som dampe, er det nødvendigt at holde batteriet rent. Rengør og spænd kabelpolerne, smør dem ind i fedt.

I almindelige tørbatterier er der også en elektrolyt – den er bare opsuget i et egnet materiale.

I alkaliske batterier og i genopladelige batterier er elektrolytten en base, ofte Kaliumhydroxid (KOH).

I en elektrolytkondensator er elektrolyttens opgave kun at lede elektriciteten.

Kilder/referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Michael Faraday, "Webarchive backup: On Electrical Decomposition", Philosophical Transactions of the Royal Society, 1834 (i hvilken Faraday opfinder/skaber ordene elektrode, anode, katode, anion, kation, elektrolyt, elektrolyse).