Emil Gilels

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Emil Gilels
Født 6. oktober 1916, 19. oktober 1916 Rediger på Wikidata
Odessa, Ukraine Rediger på Wikidata
Død 14. oktober 1985 Rediger på Wikidata
Moskva, Rusland Rediger på Wikidata
Gravsted Novodevitjekirkegården Rediger på Wikidata
Politisk parti Sovjetunionens kommunistiske parti Rediger på Wikidata
Barn Elena Gilels Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Moskva musikkonservatorium Rediger på Wikidata
Elev af Henrikh Nejhauz Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Musikpædagog, pianist Rediger på Wikidata
Arbejdsgiver Moskva musikkonservatorium Rediger på Wikidata
Elever France Clidat Rediger på Wikidata
Genre Klassisk musik Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Hædret kunstner i RSFSR,
Medalje "For tappert arbejde under den Store Fædrelandskrig 1941 til 1945".,
Leninordenen,
Det Socialistiske Arbejdes Helt,
Stalinprisen med flere Rediger på Wikidata
Eksterne henvisninger
Emil Gilels' hjemmeside Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Emil Grigorjevitj Gilels (født 19. oktober 1916 i Odessa, Det Russiske Kejserrige, død 14. oktober 1985 i Moskva, Sovjetunionen; russisk: Эми́ль Григо́рьевич Ги́лельс; tr. Emíl Grigórjevitj Gílels) var en russisk koncertpianist.

Gilels anses som en af det 20. århundredes store pianister. Han studerede klaver, fra han var 5 år gammel, og gav sin første offentlige klaverkoncert, da han var 12 år gammel. Han var mest kendt for sine indspilninger af Beethovens klaversonater, men var ligeledes en stor fortolker af Brahms, Schumann, Grieg, Chopin, Prokofjev og Rakhmaninov.

Han var en af de første russiske musikere ved siden af David Ojstrakh, som fik tilladelse af den daværende sovjetiske regering til at rejse på turné og give koncerter i Vesten.

Gilels var beundret for sine store tekniske færdigheder og sin store klangfylde, kontrol og fortolkninger på klaveret.[1]

Udvalgte indspilninger[redigér | rediger kildetekst]

  • Ludwig Van Beethoven - Sonater
  • Ludwig Van Beethoven - Klaverkoncerter 1-5
  • Edvard Grieg - Lyriske Stykker
  • Franz Liszt - Sonate i Hm

Kilde[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Jean-Pierre Thiollet, 88 notes pour piano solo, "Solo nec plus ultra", Neva Editions, 2015, p.50. ISBN 978 2 3505 5192 0.