Essæer

Essærerne (eller sjældnere Essenerne) var tilhængere af en retning indenfor jødedommen der blomstrede i perioden fra 2. århundrede f.v.t. til 1. århundrede e.v.t. Mange forhold omkring denne religiøse gruppering er i dag usikre, det er fx usikkert om de udgjorde én gruppe, eller om betegnelser dækkede over flere relaterede men i realiteten indbyrdes uafhængige asketiske bevægelser, der havde en række mystiske, eskatologiske og messianske forestillinger til fælles.^{[kilde mangler]}

Kilder til essærerne

Den vigtigste samtidige kilde til essærerne er en usædvanligt detaljeret beskrivelse fra 1. århundrede e.v.t. skrevet af den jødiske historiograf Flavius Josefus. Af hans selvbiografi (Iosephou bios) fremgår det at hans viden om bevægelsen er føstehånds (bios 10-11). Den mest omfattende fremstilling af essæerne findes i værket "Peri tou Ioudaikou polemou" (Den jødiske krig) skrevet ca. 73 – 75 e.v.t. (Ioud. 2.119-161) mens det tyve år yngre værk "Ioudaike archaiologia" (Jødisk forhistorie) indeholder en kortere beskrivelse (Ant. 18.11 & 18-22). Josefus kalder bevægelsens tilhængere Essenoi, og beskriver den som én af tre sekter indenfor den ’’jødiske filosofi’’ (hans ord for religion); de to andre er farisæererne og saddukæerne. Den eneste anden samtidige kilde er skrevet af den jødiske filosof Philo (før 20 e.v.t. – efter 54 e.v.t.); i de bevarede dele af værkerne Quod Omnis Probus Liber Sit (XII.75-87) og Hypothetica (11.1-18) findes en beskrivelse af en bevægelse der på græsk kaldes Essaioi (Quod Omn. Prob. XII.75). Desuden refereres der kort til essæerne i Naturalis Historia (Lib. 5.73) skrevet af Plinius den Ældre, han skriver, at de beboede et område i ørkenen nordøst for Det Døde Hav, netop det område hvor Dødehavsrullerne blev opdaget i 1947. Det er derfor en udbredt opfattelse at disse manuskripter blev skrevet af essæere eller personer med nær tilknytning til dem. Dette synspunkt er dog stadig omstridt.^{[kilde mangler]}

Navn

Qumransamfundet

Josefus omtaler en gruppe ved navn essenerne (gr.: essenoi) i de to vigtigste beskrivelser af gruppen ('Ioud. 2.119, 158, 160; Ant. 13.171-2) samt i en række andre forbindelser. Men i andre tilfælde bruger Josefus betegnelsen ‘’essæerne’’ (gr.: Essaios). Han omtaler gruppen som én af de tre vigtigste jødiske sekter. Philo bruger konsekvent betegnelsen ‘’essæerne’’, mens Plinius bruger essenerne (lat.: Esseni).

Ifølge Gabriele Boccaccini er der endnu ikke er fundet en tilfredsstillende etymologi for navnet, og at det ikke betegner én bestemt bevægelse eller sekt, men i stedet dækker over en større gruppe af bevægelser og sekter i Palæstina, og at Qumransamfundet var en sekt der også var en del af denne gruppe.

Spredning

Ifølge Josefus boede essæerne ikke i én by men i stort tal i alle byer (Jødiske krig 2.124). Philo nævner at mere end fire tusind Essaioi lever i Syrisk Palæstina (Quod Omn. Prob. XII.75). Plinius skriver at de lever ved vestsiden af de Døde hav, væk fra kysten...over byen Engeda. Det har fået flere forskere og arkæologer i moderne tid til at foreslå, at essæerne boede i Qumran, der er et plateau i Judaørkenen; derfor var Dødehavsrullerne sandsynligvis også skrevet af dem. Dette synspunkt er, selvom det ikke er blevet bekræftet, kommet til at dominere den videnskabelige debat og den almindelige opfattelse af essæerne.^{[kilde mangler]}

Videnskabelig diskussion

Mange forskere støtter teorien om at Qumransamfundet, der producerede Dødehavsrullerne, var en essæisk inspireret gruppe; det bliver imidlertid afvist af Norman Golb og andre forskere.

Golb mener fx, at de første undersøgelser af Dødehavsrullerne, som blev foretaget af fader Roland de Veux fra Ecole Biblique et Archeologique de Jerusalem, helt manglede videnskabelig metode; det førte til fejlagtige konklusioner, som ukritisk er blevet adopteret i det videnskabelige system. Golb påpeger i stedet, at mængden af fundne skrifter er for omfattende, og indeholder dokumenter skrevet med så forskellige kalligrafier og stilarter, at de umuligt kan være fremstillet at en enkelt gruppe. De nærliggende ruiner ser ud til at have været et fort, som blev benyttet over flere århundreder. Gravpladsen, der blev udgravet i 1870, indeholdt mere 1200 grave, og de inkluderede kvinde og barnegrave; ifølge Plinius levede der ingen kvinder i essærnes samfund nær Dødehavet, de levede i strengt cølibat og havde derfor ingen børn. Golbs foreslår, at teksterne i stedet havde været en del af biblioteket i Jerusalem, der var blevet bragt i sikkerhed i ørkenen under første jødisk-romerske krig.

Siden 19. århundrede har der været gjort flere forsøg på at forbinde både den tidlige kristendom og pythagoræerne med essæerne. Det er fx blevet foreslået, at Jesus selv var essæer, og at mange tidlige kristne symboler oprindeligt stammede fra den sekt. Martin A. Larson har foreslået, at essæerne i realiteten var en jødisk gren af pythagoræerne; essæerne levede i cølibat som munke, og var vegetarer. De prædikede en snarlig eskatologisk krig mellem Lysets sønner og Mørkets sønner. De forhold var ifølge Larson oprindeligt pythagoræiske idéer. Både essæerne og pythagoræerne minder om thiasoi, dvs. mysterie kultfællesskaber. Johannes Døberen var, ifølge Larson, et eksempel på en essæer, der havde forladt klostertilværelsen. (baseret på Ant. 18.116-119), og jesusbevægelsen blev grundlagt på baggrund af, at de havde fundet deres egen Retfærdighedens lærer J.B. Lightfoot mener imidlertid, at alle hidtidige forsøg på at finde essæernes rødder hos pythagoræerne og kristendommens rødder hos essæerne ikke har været overbevisende.

Litteratur

• Baldwin, James. The Fire Next Time
• Bauer, Walter. Orthodoxy and Heresy in Earliest Christianity
• Bennett, Chris. Green Gold the Tree of Life
• Bergmeier, Roland. 1993. Die Essener-Berichte des Flavius Josephus. Kok Pharos, Kampen, ISBN 90-390-0014-X
• Bultman, Rudolf. Significance of the Historical Jesus for the Theology of Paul
• Burns, Joshua Ezra. "Essene Sectarianism and Social Differentiation in Judaea After 70 C.E." Harvard Theological Review 99 (2006) 247–74.
• Durant, Will. Caesar and Christ.
• Eisenman, Robert, James the Brother of Jesus: The Key to Unlocking the Secrets of early Christianity and the Dead Sea Scrolls (1997).
• Ewing, Upton Clairy. The Prophet of the Dead Sea Scrolls and The Essene Christ.
• Falk, Harvey R. 1985
• Francis Legge, Forerunners and Rivals of Christianity, From 330 B.C. to 330 A.D. (1914), reprinted as two volumes bound as one, University Books New York, 1964. LC Catalog 64-24125.
• Golb, Norman. 1985. Who Wrote the Dead Sea Scrolls? The Search for the Secret of Qumran. Scribner
• Harvey, Spencer Lewis. The Mystical Life of Jesus
• Koester, Helmut. The Theological Aspects of Primitive Christian Heresy
• Larson, Martin. The Story of Christian Origins & The Essene Heritage
• Sanders, E.P., 1992. "Judaism: Practice & Belief 63 BC – 66 AD" Minneapolis: Fortress
• Savoy, Gene. The Essaei Document
• Schiffman, Lawrence H. 1991. "From Text to Tradition: A History of Second Temple & Rabbinic Judaism". Ktav Publishing House
• Schonfield, Hugh, The Essene Odyssey: The Mystery of the True Teacher and the Essene Impact on the Shaping of Human Destiny
• Schonfield, Hugh, Those Incredible Christians.
• Shaw, George Bernard. Androcles and the Lion.
• Smith, Enid S., Ph.D., 1959. The Essenes Who Changed Churchianity.
• Szekely, Edmond Bordeaux. The Essene Gospel of Peace.
• Vaclavik, Charles. The Vegetarianism of Jesus Christ.

Eksterne link

• The Orthodox Essene Yahad
• Historical Facts on Essene Culture
• Thematically compiled comparison of the parallels in the ancient sources
• Encyclopedia Britannica: Essenes
• Catholic Encyclopedia: Essenes
• Jewish Encyclopedia: Essenes