Europæisk ål
| Europæisk ål | |
|---|---|
 Ål Foto: Ron Offermans | |
| Bevaringsstatus | |
 Kritisk truet (IUCN 3.1) | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Animalia (Dyr) |
| Række | Chordata (Chordater) |
| Klasse | Actinopterygii (Strålefinnede fisk) |
| Orden | Anguilliformes (Ålefisk) |
| Familie | Anguillidae (Ferskvandsål) |
| Slægt | Anguilla |
| Art | A. anguilla |
| Videnskabeligt artsnavn | |
|
Anguilla anguilla Linnaeus 1758 | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
"Ål" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Ål, se Ål (flertydig).
Den europæiske ål Anguilla anguilla[1] tilhører gruppen af ålefisk Anguilliformes, der kendetegnes ved en slank slangelignende form og små brystfinner. Og den tilhører også familien anguillidae med 18 ålearter. Den europæiske ål er katadrom: den udklækkes i saltvand, lever det meste af sit liv i ferskvand og migrerer tilbage til saltvand for at gyde. Normalvis når voksne ål en størrelse på 60-80 cm, men i særlige tilfælde kan de nå op til 150 cm. Den findes i vandløb, floder og søer langs Europas og Nordafrikas kyster.
Livscyklus
Den europæiske ål har en særpræget livscyklus. Den migrerer omkring 6000 km fra dens gydesteder i Sargassohavet til dens levesteder i Europa og Nordafrika. Livscyklussen har seks stadier: Æg, larver(leptocephali), glasål, gulål, blankål, gydeål.
- Æggene klækkes og larverne kaldes for
- Blommesæklarver, da blommen stadig er deres næringskilde. Når blommesæklarverne selv begynder at indtage føde, går de til
- Larvestadiet. Det betegnes Leptocephali, da man tidligere troede, det var en selvstændig art. Leptocephali er transparente (gennemskinnelige) og har en bladlignende struktur. Alt tyder på, at de indtager næring fra plankton, men det er ikke bevist. Larverne driver med Golfstrømmen og den nordatlantiske strøm til Europas og Nordafrikas kyster, hvor de forlader deres pelagiske eksistens og søger op i vandløb og floder. Driften tager mellem 1-2 år. Her overgår de fra larver til
- Glasål, der stadig er transparente, men deres pigmentering udvikles så småt. De første tegn på knoglestruktur bliver synlig. Ålene ændrer i dette stadium fødevaner til små insektlarver og orme. Glasålen er yderst lysfølsom på grund af dens manglende pigmentering. Glasålen bliver til
- Gulål. Den lever som gulål i 6-16 år: det meste af livet. I det stadium lever den af insekter, orme, bløddyr og mindre fisk. Det er vigtigt for den at lagre store fedtreserver, da den ved overgang til
- Blankål påbegynder rejsen mod Sargassohavet. Den tager 3.5 måned for hunner og et halvt år for hanner, og de indtager ikke føde undervejs. Blankålstadiet er interessant, da ålen gennemgår markante fysiologiske ændringer. Ud over at stoppe sit fødeindtag begynder den udviklingen af reproduktion og evnen til at vandre fra ferskvand til saltvand. Når fisk udsættes for et sådant skift, skal de ved hjælp af interne mekanismer afbalancere saltet i deres organisme. Det gør ålen ved osmoregulering.
Det sidste stadium i den europæiske åls livscyklus er
- Gydeål. Det er i dette stadium, ålene når deres gydepladser i Sargassohavet. Det er ikke veldokumenteret, da vi mister sporet af ålene under deres tur til Sargassohavet.
Bestemmelse af gydepladser
Der er forsket intensivt i de tidlige stadier af den europæiske åls liv, men et eksakt gydested er endnu ikke bestemt. Det er på baggrund af den danske havbiolog Johannes Schmidts opdagelser tidligt i 1900-tallet alment accepteret, at han kom tæt på gydestedet. Johannes Schmidt sejlede med Dana i Atlanterhavet og indfangede ’’Leptocephali’’. Han kunne ud fra størrelsen på larverne få en idé om, hvornår han var tæt på ålens gydested. Hans observationer førte ham til Sargassohavet. Yderligere undersøgelser har bekræftet, at det er det tætteste, vi er kommet på larver, der stadig har rester fra blommen på sig.
Bevaringsstatus
Videnskaben har siden 1960'erne rapporteret en dramatisk tilbagegang af europæiske ål, og arten er nu kritisk truet og på IUCNs rødliste[2]. Rekrutteringen af glasål har været nedadgående siden 1980, og bestanden er i dag nok 95-99 % mindre end før 1980. Tilbagegangen kan skyldes en lang række årsager: fiskeri, ødelæggelse og blokering af habitater, klimaforandringer og parasitter.
Fiskeri af ål foregår i et sådant omfang, at International Council for the Exploration of the Sea (ICES) har bedømt det som uholdbart[3].
Derudover er svømmeblæreparasitten Anguillicola crassus blevet påført den europæiske ål fra Japan [4] gennem menneskelig aktivitet. A. crassus, der er ufarlig for den japanske ål, Anguilla japonica, hæmmer funktionen af den inficerede åls svømmeblære og kan resultere i massedød hos den europæiske ål[4].
Lovgivning
I 2007 udfærdigede Den Europæiske Union en samling regulativer, der kræver, at medlemslandene opstiller en aktiv plan for bevaring af A.anguilla. Hovedmålet var at mindske menneskeskabte miljøpåvirkninger i A. anguillas levesteder, overfiskeri m. m. Unionen tilstræber, at opnå en migration på mindst 40 % af, hvad det estimerede antal var før populationens nedgang. Antal individer, der når fra vandløbene og tilbage i havet, skal forhøjes. På den måde er håbet, at stoppe den negative tendens, hvor rekrutteringen af glasål er faldende, grundet mindsket blankåls-migration. Danmark og EU's andre medlemslande har udarbejdet en genopretningsplan for den europæiske ål. Målet er at øge mængden af blankål der søger fra ferskvand mod Sargassohavet for at gyde. Den 1. juli 2009 blev der gennemført en række stramninger på området inden for erhvervsfiskeri af ål. Siden den 31. december 2012 har det bl.a. resulteret i:
- Reducering af kommercielt fiskeri
- Begrænsning af fritidsfiskeri
- Genudsætnings-foranstaltninger
- Strukturelle tiltag der forbedrer levestederne i floderne og gør dem lettere for ålen at passere, samt andre miljømæssige tiltag
- Transport af blankål til steder hvorfra de frit kan svømme til Sargassohavet
- Midlertidige ophold i turbiner i vandkraftværker
Akvakultur
Opdræt af den europæiske ål i akvakultur startede for ca. 30 år siden. Ålefarmere indfanger og anvender glasål, da de af flere grunde giver det mest effektive resultat. Næsten alle indfangede ål tager under de rigtige omstændigheder føde til sig umiddelbart efter anbringelse i fangenskab.
Føden er typisk børsteorme eller torskerogn. Glasål har en høj adaptionsevne. Det udnyttes til gradvist at udskifte den primære fødekilde med kunstigt foder. Det kan være foderpiller med megen energi. Glasål i akvakultur har også den fordel, at de generelt bærer færre parasitter og sygdomme end ål i mere udviklede stadier. Derudover kan de leve på meget lidt plads. Der går omkring 2,5 kg glasål til opdræt af 1 ton voksne gulål i den europæiske akvakultur. Et kilo glasål er mellem 2800 og 3300 individer.
I 2008 blev der fanget omkring 150 tons glasål over hele Europa, hvoraf ca. 100 tons gik til akvakultur og resten til konsumering eller genudsætning (Nielsen, 2008). Et problem for akvakulturen er, at den europæiske ål ikke gyder i fangeskab, og derfor må ål fanges til akvakultur. Da der endnu ikke er fundet æg fra den europæiske ål i naturen, indfanger man glasål og opdrætter dem.
Referencer
- ^ "Anguilla anguilla". Integrated Taxonomic Information System. Hentet 11 marts 2006.
{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link) - ^ Freyhof, J.; Kottelat, M. (2010). "Anguilla anguilla". IUCN Red List of Threatened Species. IUCN. Hentet 24. maj 2013.
- ^
ICES (2012). Report of the Joint EIFAAC/ICES Working Group on Eels (WGEEL), 3–9 September 2012, Copenhagen, Denmark (PDF). EIFAAC Occasional Paper. Vol. 49. International Council for the Exploration of the Sea. s. 824. ISBN 978-92-5-107485-5.
{{cite book}}: line feed character i|title=på position 68 (hjælp) - ^ a b Kennedy, C. R. (2007). "The pathogenic helminth parasites of eels". Journal of Fish Diseases. 30 (7): 319-334. doi:10.1111/j.1365-2761.2007.00821.x. ISSN 0140-7775.
Se også
Eksterne henvisninger
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
