Fonden ad usus publicos

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Fonden ad usus publicos (fonden til offentlig nytte/brug) var en fond, der blev oprettet af Frederik 5. ved resolution af 15. juni 1765. Den blev ophævet 26. februar 1842.

Fra en beskeden begyndelse hvad angår både midler og formål voksede den i betydning, og en gennemgang af dens virksomhed viser en del om, hvad den danske stat i en lang periode gjorde for at fremme videnskabelige, kunstneriske og uddannelsesmæssige interesser.

Fondens formål var at yde ekstraordinære tilskud (såkaldte gratifikationer) til fortjente embedsmænd samt til offentlige praktiske opgaver. Efterhånden skiftede den karakter. Efter år 1800 blev fondens midler i stigende grad anvendt til at støtte især videnskab, litteratur og kunst, og i 1820'erne og 1830'erne var det helt overvejende fondens hovedformål.

Fonden havde flere indtægtskilder, der blev fastlagt ved kongelige resolutioner. Årligt tilbagevendende indtægtskilder var betalinger for karakterer (dvs. titler og kun frem til 1784), indtægter fra ekstraordinære mulkter (bøder), arveløse kapitaler, sjette- og tiendepenge (dvs. afgifter af arv, der førtes ud af landet), sparede lønninger (ved dødsfald og vakance), tilbagebetalinger af lån, renter af lån, aktieudbytte og elevbetalinger fra seminarium (fra 1792). Andre indtægtskilder var konfiskerede midler, testamentariske tilskud, salg af bygninger og diverse (f.eks. bøger, kort).

Til bestyrelse af fonden var udnævnt en direktør, en revisor og en sekretær. Direktøren sendte sine forslag til støtteprojekter til kongens kabinet, og efter kongelig resolution blev han beordret til at udbetale den tildelte sum.

Fonden huskes i dag især for sin støtte til unge forfatteres og kunstneres studieophold i udlandet (se Heibergs vaudeville De Danske i Paris, 1833).

Da fonden i 1842 blev nedlagt samtidigt Den almindelige Pensionskasse, blev sagsakter og resterende midler overført til Kunstakademiet og Finansdeputationen.

I glansperioden var sekretæren for fonden henholdsvis Jonas Collin (fra 1803-32) og sønnen Edvard Collin. Collinfamilien var et af de kulturelle centre i København, i hvis hjem de fleste kulturpersonligheder og kommende ditto kom på besøg. Sekretæren har derfor haft god mulighed for at vurdere mulige modtagere, lige som sekretærerne givetvis har hjulpet nogle med ansøgningerne. Således har de kunnet have stor indflydelse på midlernes fordeling.

Modtagere af Fondens midler[redigér | redigér wikikode]

Blandt modtagerne kan nævnes:

Fondens direktører[redigér | redigér wikikode]

Fondens sekretærer[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • C. F. Bricka og Henny Glarbo (udg.): Fonden ad usus publicos. Aktmæssige bidrag til belysning af dens virksomhed. Bd. 1-3. (Udgivet af Rigsarkivet 1897-1947).

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]