N.F.S. Grundtvig

N.F.S. Grundtvig Dansk litteratur Romantikken
N.F.S. Grundtvig (Portrætmaleri af C.A. Jensen)
Personlig information
Pseudonym	N.F.S. Grundtvig
Født	8. september 1783 Udby ved Vordingborg
Død	2. september 1872 (88 år) København
Gravsted	Claras Kirkegård
Søskende	Otto Grundtvig
Ægtefæller	Elisabeth Christina Margrethe Blicher (Lise Blicher) Ane Marie Elise Toft (Marie Toft) Asta Tugendreich Adelheid komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs.
Familie	Heinrich Steffens (mandlig efterkommer af en forfaders søskende)
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Københavns Universitet
Kendte værker	Hil dig, frelser og forsoner
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Ridder af Dannebrog (1840)
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Nikolai Frederik Severin Grundtvig (født 8. september 1783 i Udby ved Vordingborg, død 2. september 1872 i København) var en dansk forfatter, teolog, digter (særligt kendt som salmedigter), skolemand, præst, filosof, historiker, titulærbiskop, filolog, debattør og politiker. Han lægger navn til grundtvigianismen og var en af initiativtagerne til folkehøjskolen. Grundtvig er den hyppigst repræsenterede digter i Højskolesangbogen og Den Danske Salmebog og er en institution i dansk ånds- og samfundsliv. Han var gift tre gange. Først (1818-1851) med Elisabeth Christina Margrethe Blicher (Lise Blicher), derefter kortvarigt (1851-1854) med Ane Marie Elise Toft (Marie Toft) og til sidst (1858-1872) med Asta Tugendreich Adelheid komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs. Han var far til Johan, Svend, Meta, Frederik og Asta.

Barndom og ungdom

N.F.S. Grundtvig blev født i 1783 som yngste søn af Johan Grundtvig og Catherine Marie Grundtvig (født Bang). Johan Grundtvig var sognepræst i Udby. Grundtvig havde tre brødre, Otto, Jacob og Niels, og en søster, Ulrike Eleonore. Jacob og Niels døde på tragisk vis som unge som præster på Fort Christiansborg i den danske koloni på den afrikanske Guldkysten, mens Ulrike Eleonore bukkede under for sygdom i 1805. Ud over Grundtvig selv overlevede alene Otto Grundtvig. Han blev præst og senere provst i Gladsaxe.

Da han var ni år gammel, blev Grundtvig sendt til Thyregod ved Vejle for at blive forberedt til latinskolen af den stedlige præst Laurids Feld. Her blev Grundtvig, til han 15 år gammel blev optaget på latinskolen i Aarhus (nu Aarhus Katedralskole). Hans studietid i byen var ikke synderligt bemærkelsesværdig, men han dimitterede derfra i 1800 med en god eksamen og begyndte derpå at studere teologi i København.

Den unge Grundtvig var en kølig, selvbetragtende og socialt kejtet ung mand, der snusfornuftigt og ofte spydigt kommenterede sin egen gøren og laden i sin dagbog. Han havde store ambitioner, men var tilsyneladende uden egentlige evner for den karriere som forfatter, han drømte om. Han skrev meget, men intet af det, han skrev i sine tidligste år, blev trykt i hans levetid. Han læste meget, tilsyneladende uden selv helt at være klar over det, spillede en del hasard og tog en mere end hæderlig teologisk embedseksamen uden at udvise nogen videre interesse for faget. Han blev ifølge sin egen fremstilling tidligt inspireret til forfatterskabet af fætteren Henrik Steffens, hvis forelæsninger han hørte i København. Hans noter om dem i dagbogen viser imidlertid ikke nogen synderlig umiddelbar interesse for Steffens' synspunkter. De dukker dog op hos ham igen i forbindelse med forelskelsen i Constance de Steensen Leth (se herunder). Ved Steffens' død mange år efter hyldede Grundtvig ham som den "Lynildsmand", der havde vækket ham til åndelig bevidsthed.

Det tidligste forfatterskab

Det forandredes radikalt, da han efter endt eksamen blev huslærer på herregården Egeløkke på Langeland. Han forelskede sig voldsomt i husets frue, den noget ældre Constance de Steensen Leth. Det nærmere forløb er dog vanskeligt at følge, fordi store dele af Grundtvigs dagbog fra perioden mangler. Forelskelsen vækkede et passioneret følelsesliv i Grundtvig, som aldrig siden forlod ham, skønt gik igennem en række forandringer i de næste mange år. Han fandt afløb for sine lidenskaber i et intenst arbejde med samtidig tysk filosofi, især Herder, Fichte og Schelling og med den nordiske mytologi. Det førte til hans første offentliggjorte arbejde "Lidet om Sangene i Edda" (1806), der er en polemik mod den lidt ældre Jens Møllers behandling af Skirnirskvadet. Derpå fulgte hans første teologiske - eller måske rettere: religionsfilosofiske arbejde "Om Religion og Liturgie" (1806), hvis bestemmelse af såvel religion generelt som kristendommen specifikt er stærkt påvirket af den tyske idealisme. Herefter kommer en række artikler med mytologisk indhold, hvoraf den vigtigste givet er "Om Asalæren" (1807) Grundtvigs debut i bogform var dog ikke et mytestudie, omend mytologien spiller en afgørende rolle i den, men en rasende pamflet i anledning af, at der i København blev afholdt maskeballer trods nederlaget til englænderne i 1807. Den unge Grundtvig så dette som tegn på den mangel på alvor, der prægede danskerne, og i debutskriftet Maskeradeballet i Dannemark (1808) forudsagde han landets snarlige undergang, men tildelte dog kronprinseregenten, den senere Frederik 6., en heroisk rolle. Som det positive modbillede til danskernes manglende alvor optrådte to grupper af nationale alvorsmænd af henholdsvis hedensk og kristen oprindelse. Nogen egentlig distinktion imellem de to grupper foretog Grundtvig ikke.

I sin tid på Langeland havde Grundtvig også været i selskab med Peter Willemoes, og efter hans død skrev Grundtvig flere digte til hans ære, Det mest kendte af disse er "Kiækheds Erindring, Willemoes" ("Kommer hid, I Piger smaae").

Samme år som Maskeradeballet i Danmark udsendte Grundtvig sit første større, selvstændige værk, Nordens Mytologi eller Udblik over Eddalæren for dannede Mænd, der ei selv ere Mytologer. Efter et stærkt rosende tilegnelsesdigt til Christen Pram føler en farverig og beslutsom præsentation og fortolkning af den nordiske mytologi. Med udgangspunkt i en af Schelling inspireret idealisme fortolkede Grundtvig mytologien med Völuspá (Vølvens spådom) som mønsterdannende overtekst. Oplysningerne fra den nordiske mytologis øvrige kilder blev indpasset i dette mønster, i det omfang det var muligt og blev ellers afvist som inautentiske eller forvrængede. Det grundlæggende greb i Grundtvigs behandling af mytologien er påstanden om eksistensen af en højere gud over aserne, navngivet Alfader (et navn som i mytologiens kilder er et af Odins tilnavne). Aserne forstås som syndere imod denne højere gud, idet de har villet været selvstændige i forhold til ham. Alfader styrer i det skjulte gennem nornerne den nordiske verden frem imod Ragnarok, hvor aserne og deres modstandere jætterne skal udslette hinanden, hvorefter alt, hvad der stod Alfader imod er fjernet, og hans egen nye, rene verden kan bryde frem. Grundtvigs forsøg på at få indføjet kristendommen i sin fortolkning ender i selvmodsigelse og heterodoksi, men selve fortolkningen af mytologien er tydeligt præget af Grundtvigs kristne baggrund. Grundtvig opfatter den nordiske mytologi som stærkt knyttet til Norge, og ser ud til at vente sig en på mytologien hvilende åndelig vækkelse netop med udgangspunkt i netop Norge. Bogen vakte en del opmærksomhed og blev oversat til såvel tysk som svensk.

Fremstillingen af den nordiske mytologi skulle for Grundtvig selv blot være baggrunden for en stor digtning i mange bind, der gengav hele det nordiske heltelivs historie. I subskriptionsindbydelsen, Indbydelse til Gamle Nordens Venner, erklærer han, at optrinnene skal "blive mange, dersom mine Aar blive det, og uovervindelige Hindringer ei møde; men hvert Hefte skal blive et Heelt for sig". Året efter Nordens Mytologi udgav han Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord (1809), der gengav religionsskiftet og hedenskabets sidste dage som læsedrama i blankvers og med tydelig inspiration fra Shakespeare og Oehlenschläger. Tilegnelsesdigtet er denne gang rettet netop til Oehlenschläger og er fortsat rosende, men også med en slet skjult kritisk undertone ift. forgængeren. Værkets centrale skikkelse er jomsvikingernes høvding Palnatoke, der som den sidste søger at genrejse troen på de hedenske guder i Danmark. Palnatoke er en klassisk shakespearehelt: En stærk skikkelse i en udsat position, der udløser hans tragedie. Han modstilles den feje, grusomme og nærmest sindsforvirrede konge Harald Blatan (Harald Blåtand), som han menneskeligt er langt overlegen. Men skønt han vinder kampen mod kongen, taber han kampen mod kristendommen og må gå i sin grav med bevidstheden om sit livsprojekts nederlag og sin tros undergang. Værket spejler den splittelse mellem hedenskab og kristendom, der er i Nordens Mytologi. Værkets historiske sympati er med kristendommen, men dets empati følger hedningene, og det er deres tragedie, ikke kristendommens triumf, der står i centrum.

Sammenbruddet og den kristelige opvækkelse

Grundtvigs Mindestuer i Udby hvor han boede som barn og blev transporteret til i 1810.

Efter Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord gav Grundtvig sig i kast med næste bind, og det lykkedes ham i det væsentlige at færdiggøre Optrin af Norners og Asers Kamp i løbet af 1810. Inden bogen nåede at blive udgivet, var der sket et dramatisk omslag i Grundtvigs eget liv, der kom til at gribe afgørende ind i værket. Den gamle Johan Grundtvig var blevet for svag til at passe sit embede, og da han ikke havde mulighed for at lade sig pensionere med løn, måtte han skaffe sig en kapellan. Sønnen var det indlysende valg. Grundtvig vægrede sig mod opgaven, der kom svært i vejen for hans forfatterambitioner og ville fjerne ham fra det københavnske kulturliv. Trods sin modstand afholdt han i Regenskirken den dimisprædiken, der var en forudsætning for hans præsteansættelse. Han fik topkarakter for den, men da han lod den trykke under titlen Hvi er Herrens Ord forsvundet af Hans Hus (1810), indbragte dens pågående angreb på præstestanden ham en klage fra en række præster og en skarp irettesættelse fra universitetets ledelse. Men dimisprædikenen betød ikke, at Grundtvig umiddelbart havde tænkt sig at vende hjem, og en længere konfrontation fulgte mellem ham og især hans moder. Samtidig gik hans selvbillede og forestilling om sit eget kald i sygelig retning, og det samlede pres udløste Grundtvigs første sindssygeanfald i december 1810. Hen under jul blev han af sine venner Poul Dons og F.C. Sibbern transporteret hjem til Udby. Undervejs overnattede de i Vindbyholt Kro, hvor Grundtvig om natten fik et voldsomt anfald, hvor han følte sig omslynget af Djævelen. Oplevelsen af Grundtvigs voldsomme sindssygeanfald var formentlig med til at knække den æstetisk vakte, men i forvejen skrøbelige Dons, og han brød selv sammen i løbet af de næste år og kom sig aldrig. Da han i 1843 døde "efter mere end tyve års tilværel­se i stille afsind" skrev Grundtvig dødedigtet "Povel Dons", der skildrer både vennens opvakte, åndfulde sind og hans sammenbrud. Digtet blev dog først trykt i 1867.

I Udby Præstegård kom Grundtvig sig i løbet af nogle måneder. Under krisen lykkedes det ham at skrive sin første betydelige salme "De hellige tre Konger. En Barnesalme", der under titlen "Dejlig er den himmel blå" er en af de mest sungne danske julesalmer. Den blev offentliggjort i Knud Lyne Rahbeks tidsskrift Sandsigeren i 1811. Grundtvig opfattede selv krisen som en guddommelig irettesættelse af hans hovmod og så på den baggrund krisen som en opvækkelse til kristendom. Som et mærkeligt udtryk for krisen står de to digtsamlinger, Grundtvig udsendte mellem jul og nytår 1810/1811: Idunna og Nytaarsnat. Den første markerer hans afsked med mytologien og den anden hans nyfundne kristendom uden at nogen af positionerne dog er tegnet med klarhed. Nu opgav han sine ambitioner om at blive skønlitterær forfatter og accepterede stillingen som kapellan for sin fader. Samtidig opgav han store dele af sin romantisk inspirerede tankeverden herunder – indtil videre – sin intense interesse for den nordiske mytologi. I stedet satte han en bibeltro kristendom med stærk inspiration af Martin Luther.

Apologi, domforkyndelse og fejder

Grundtvigs forhold til Luther er langstrakt og mangfoldigt. I denne tidlige fase er hans tilslutning til og identifikation med reformatoren så beslutsom, at han senere i Nyaars-Morgen omtaler sit eget ungdommelige jeg med navnet "Luther hin Lille".

Det første resultat af Grundtvigs nyfundne lutherske tro var en radikal omredigering af Optrin af Norners og Asers Kamp. Værket er i sin oprindelige form en gendigtning af sagnkredsen omkring Sigurd Fafnersbane, men da det blev udsendt i 1811, var det med en række kristelige tildigtninger fra Grundtvigs hånd: forskellige kristne forkyndere sættes ind på scenen for at forkynde dom, bod og omvendelse for de vilde hedninge. De to tekstlag i værket står uformidlede over for hinanden, og Grundtvig har stort set ikke ændret sin oprindelige plan med værket. Det ene – oprindelige – tekstlag er derfor indlejret i de foregående års asalære, mens det andet – tildigtede – er skrevet ud fra Grundtvigs nye, gammellutherske standpunkt.

Polemikken blev videreført i Grundtvigs første verdenshistorie Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng (1812). Historiskrivningen indtager en central plads i Grundtvigs forfatterskab: "Blandt alle Grundtvigs aktiviteter var beskæftigelsen med historien måske den mest omfattende. På mange måder var hans arbejde med historien en slags forudsætning for alt det andet, han foretog sig". Grundtvig havde allerede i 1809-10 skrevet skitser til en lærebog i verdenshistorien i sin rolle som lærer ved Schouboes Institut i København, men hans første offentliggjorte verdenshistorie er mere beslutsom i sin tilgang. Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng er en fejende og polemisk gennemgang af verdenshistorien, hvori Grundtvig brugte sin nye, luthersk funderede bibeltolkning, som den målestok fortidige og især nutidige figurer blev dømt efter. Særligt hård var dommen over en række af de tyske tænkere og digtere, der tidligere havde inspireret ham. Bogen blev en skandalesucces. Den indbragte Grundtvig megen opmærksomhed, men isolerede ham og skilte ham fra gamle venner mest udpræget Christian Molbech. Bogen - og den efterfølgende polemik - udløste også en langstrakt fejde med H.C. Ørsted med omfattende og stærkt pågående indlæg fra begge sider. Fra Grundtvigs side blandt andet bogen Imod den lille Anklager (1815), der bliver fejdens sidste bidrag, da Ørsted ikke svarer.

Fejden er ikke uden personlige omkostninger. Det tabte venskab med Molbech er kun en af disse. Muligvis under indtryk af Grundtvigs polemiske selvpositionering lykkes det ham således ikke at opnå præstestillingen i Udby efter faderens død. Polemikken havde dog ikke frataget Grundtvig modet på at skrive videre, og allerede i 1814 udkom Kort Begreb af Verdens Krønike, betragtet i Sammenhæng, der deler det meste af sin titel med den tidligere verdenskrønike, men er et helt andet værk. Den ambitiøst anlagte bog er angivet som "Første Bind". Første bind kommer aldrig ud af gammeltestamentelig tid, og andet bind udkommer aldrig.

Periodens litterære hovedværk er det 7103 vers lange Roskilde-Riim (1814), der samtidig er Grundtvigs mest udfoldede forsøg på at skrive en Danmarkshistorie. Digtet er skrevet som en rundgang i Roskilde Domkirke, hvor digtets jeg – formentlig en repræsentation af Grundtvig selv – stopper ved hver af kongegravene og overvejer den begravede regents karakter og Danmarks historie i vedkommendes regeringstid. Grundtvig forsøgte selv at skrive en forklarende kommentar til digtet, men den udvikler sig til en selvstændig bog, Roskilde-Saga, der blandt andet viser sig som Roskilde-Riims tvillingetekst ved at være hans eneste sammenhængende forsøg på at skrive Danmarks historie i prosaform.

Bevægelse væk fra polemikken. De store oversættelser og Danne-Virke

Året 1815 markerede endnu en afgørende nyorientering i Grundtvigs liv og forfatterskab. De foregående års kristeligt inspirerede polemik havde ført ham ud i isolation, hvor han blev udsat for afvisning og kritik. Han havde ganske vist adgang til at prædike i en række københavnske kirker, men hans konfrontatoriske form lukkede gradvis kirkedørene for ham, indtil han anden juledag 1815 fra prædikestolen i Frederiksberg kirke meddelte, at han ikke længere ville prædike, før han fik et lovligt embede. Inden da var der gået et år, hvor hans egne interesser gradvis gik i nye retninger. Samtidig gjorde adskillelsen af Danmark og Norge 1815 ved Wienerkongressen efter Napoleonskrigene – samt nordmændenes begrænsede interesse for at bevare tvillingemonarkiet – et stærkt indtryk på ham, der tidligere havde set Norge som det udgangspunkt, hvorfra en åndelig vækkelse skulle udgå. Han blev dybt skuffet, og vendte i stedet sit håb til Danmark. Det viser sig blandt andet i hans forskellige kommentarer til sine egne tidligere digte i den retrospektive digtsamling Kvædlinger (1815) og især i den nye digtsamling Heimdall. Dansk Nyaars-Gave for 1816, der udkom i december 1815, og især i de to langdigte "Forslag til Norges Heltedigt" og "Et Blad af Jyllands Rimkrønike".

I 1814 påtog han sig at oversætte Snorre Sturlasons Heimskringla til dansk. Tvillingemonarkiets opløsning fik ham til også at ville oversætte Saxo Grammaticus' Gesta Danorum. De to oversættelser udkom i perioden mellem 1818 og 1823, og Grundtvigs tilgang til stoffet betød, at de blev gengivet med større fokus på fyndighed og læsværdighed end på præcis sproglig gengivelse. Derudover tilnærmede Grundtvig de to meget forskellige værker til hinanden.

Beowulf-kvadets første side. Grundtvigs danske oversættelse Bjovulfs Drapa er verdens første oversættelse af kvadet til et moderne sprog.

Til dette kom et tredje værk. I 1815 udgav islændingen Grímur Jónsson Thorkelin den første udgave af det oldengelske kvad Beowulf med en tilføjet oversættelse af digtet til latin. Grundtvig lærte sig at læse angelsaksisk, mens han læste digtet, og offentliggjorde en filologisk baseret diskussion af Thorkelins udgave, og oversættelse, Et Par Ord om det nys udkomne angelsaxiske Digt. Thorkelin tog ham det unådigt op, men det finder Grundtvig forståeligt nok. I artiklen "Nok et Par Ord om Bjovulfs Drape" skriver han om Thorkelin, at "da jeg virkelig, uden at det var min Hensigt, sagde ham Ting, der ere haarde at døie, vil jeg deri ei saa synderlig fortænke ham". I atiklen fastholder og udbygger han sin kritik uden at hæve tonefaldet. Udvekslingen var med til at foranledige, at Thorkelins mæcen, Johan Bülow, tilbød at stille midler til rådighed for Grundtvig, så han kunne oversætte digtet til dansk. Det var den første fuldstændige oversættelse af Beowulf til noget moderne sprog og udkom i 1820. Trods det polemiske udgangspunkt sikrede Grundtvigs arbejde med Beowulf og den angelsaksiske litteratur ham en blivende plads i forskningen. For Grundtvig betød mødet med den angelsaksiske litteratur en livslang interesse, som viser sig mangfoldige steder i forfatterskabet bl.a. i Sang-Værk til den Danske Kirke (1836-1837) med en række række danske bearbejdelser af angelsakiske orginaltekster, herunder I Kvæld blev der banket paa Helvedes Port. Jesu nedstigning til helvede er en forestilling hentet fra det apokryfe Nikodemusevangelium fra 200-tallet, og nåede Grundtvig i en version forfattet af Beda. Grundtvigs arbejde med den angelsaksiske litteratur har tiltrukket sig en international interesse for forfatterskabet, der ofte ikke opdages i Danmark, og kun delvis er integreret i den danske Grundtvigforskning.

Samtidig med at Grundtvig arbejdede med de tre store oversættelser, skrev og udgav han tidsskriftet Danne-Virke (fire årgange 1816-1819), hvori han aftrykte en række af litterære, historiske og filosofiske afhandlinger, samt en række digte og og andre litterære arbejder. Blandt de vigtigste litterære arbejder i Danne-Virke er de såkaldte "efterklangsdigte" (herunder det mest kendte, "Bjarkemaalets Efterklang") og "Paaske-Lilien", hvorfra påskesalmen "Påskeblomst, hvad vil du her?" blev uddraget længe efter Grundtvigs død. I løbet af 1810'erne blev Grundtvig også indblandet i "tylvtefejden" mellem Adam Oehlenschläger og Jens Baggesen. Han opfattes i hovedsagen som en lidt vrangvillig allieret med Baggesen, og hans væsentligste indlæg i striden, artiklen "Om Digterne Baggsen og Oehlenschæger", ses gerne som et af de mest balancerede indlæg i en ellers overophedet fejde. Grundtvigs indtræden i "tylvtefejden" førte også til den såkaldte "Valhallaleg"; en langstrakt polemik i digtform mellem Grundtvig og Baggesen. Mere kuriøs er en kortvarig konflikt i 1817 med Johan Ludvig Heiberg, den såkaldte "A-B-C-fejde", hvor indlæggene bar præg af deltagernes grundlæggende forskellighed.

Ved siden af alle disse arbejder lykkedes det også Grundtvig at udsende en tredje verdenshistorie, Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum, der i den tidlige historie i det væsentlige er en revision af verdenskrøniken fra 1812, men tydeligt adskiller sig i fremstillingen af nyere historie med større vægt på betydningen af tysk åndshistorie.

I 1818 giftede Grundtvig sig med Lise Blicher efter syv års forlovelse. Hun var datter af provst D.R. Blicher i Gundelev på Falster. Grundtvigs storebror Otto var præst hos provsten, Grundtvig mødte provstens datter igennem ham. De fik i 1822 sønnen Johan og i 1824 endnu en søn, Svend. I 1827 fulgte datteren Meta. Ægteskabet ser ud til at have været ret lykkeligt i mange år, trods de mange omslag i Grundtvigs vilkår og lange perioder af økonomisk usikkerhed. Et rimbrev til Lise skrevet i anledning af deres bryllupsdag i 1835, er overmåde kærligt og tyder på et fortsat godt forhold mellem ægtefællerne. Hen mod slutningen af Lise Grundtvigs liv synes der dog at være kommet betydelig afstand imellem ægtefællerne.

Nyaars-Morgen, Theologisk Maanedsskrift, Den kirkelige anskuelse og fejden med H.N. Clausen

Grundtvigs Hus i Præstø.

I juni 1821 flyttede Grundtvig til Præstø for at blive sognepræst i Præstø Kirke. Han havde fået stilling ved kaldelse, "uventet, uden ansøgning". I Præstø boede han i det, som senere blev kendt som Grundtvigs Hus. Allerede i 1822 blev han forflyttet til København for at blive kapellan i Vor Frelsers Kirke. I sin tid her skriver han Nyaars-Morgen (1824), der formentlig er hans betydeligste enkeltstående litterære værk, hvori han igennem 312 ellevelinjede strofer fordelt over 10 sange gør status over sin egen udvikling, sine tanker og sin samtid i et mangfoldigt og kompliceret billedsprog. Teksten efterfølges af den første version af salmen "De Levendes Land", der dog forbliver utrykt i denne form i Grundtvigs levetid.

Grundtvig havde siden fejden efter Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng, havde oplevet sig som stort set isoleret i dansk kirke- og åndsliv, men i vinteren 1824/1825 bliver han opsøgt af A.G. Rudelbach og Jacob Christian Lindberg, der beder ham om at indtræde i redaktionen for et planlagt Theologisk Maanedsskrift. Han accepterede og blev derefter sammen med Rudelbach redaktør for de første numre af tidsskriftet. Månedsskrftet begynder at udkomme i 1825 med Grundtvig og Rudelbach som redaktører, og Grundtvig er selv en hyppig bidragsyder. Selvom der endnu går en del år, før Grundtvig tydeligt bliver populær i en større offentlighed, og selvom hans mest konsekvensrige fejde endnu står foran ham, er dette punkt værd at bemærke, fordi Grundtvig fra dette punkt og frem tydeligt har tilhængere og samarbejdspartnere.

I 1825 udsendte den fremadstormende unge professor H.N. Clausen et 844-sider stort værk med titlen Catholicismens og Protestantismens Kirke-Forfatning, Lære og Ritus. Grundtvig havde forudbestilt værket med henblik på en anmeldelse i Theologisk Maanedsskrift, men undervejs i læsningen ændrede han retning. Anmeldelsen blev i stedet skrevet af Rudelbach, og Grundtvig udsendte i stedet et selvstændigt "Fejdebrev" under titlen Kirkens Gienmæle (1825) vendt mod Clausens bog. Clausen "havde i 1825 allerede skaffet sig et betydeligt navn som professor". Formentlig er både Clausens prominente position på universitetet og vægten af hans værk baggrund for Grundtvigs angreb.

Grundtvig 1820. Frederiksborg Museum

Imidlertid er Kirkens Gienmæle ikke bare notabel for angrebet på Clausen, som er hårdt polemisk og udformet med bidende sarkasme, men også fordi det er første gang Grundtvig for en større offentlighed fremlægger den "Kirkelige Anskuelse", han gradvis havde arbejdet sig frem til i årene før (læs mere i afsnittet "Grundtvigs teologi og kirkeforståelse" herunder). Grundtvig opfattede sit angreb på Clausen som en embedsforpligtelse, og derfor gør titlen det også klart, at han mener at tale på kirkens vegne; det er kirkens genmæle, ikke kun Grundtvigs. Kirkens Gienmæle blev Grundtvigs anden store skandalesucces efter Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng. Bogen vakte sensation og udløste stor opstandelse. Til Grundtvigs forargelse tog Clausen sagen som et borgerligt anliggende og lagde sag an imod Grundtvig for injurier. Grundtvig forsøgte i flere omgange at få sagen afvist, fordi han mente at have handlet i overensstemmelse med sin embedsed, men uden held. I 1826 tabte han sagen og blev af den grund pålagt en livsvarig censur, for "ifølge 1799-forordningens § 20 medførte en trykkefrihedsdom automatisk livsvarig censur".

Umiddelbart inden injuriedommen faldt, nedlagde Grundtvig sit embede ved Vor Frelsers kirke. Som reaktion på injuriedommen og censuren skrev Grundtvig Skribenten Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Literaire Testamente (1827), hvori han gør status over sin forfattervirksomhed, idet han anser den for afsluttet med censuren. Det afholdt ham dog ikke fra at arbejde videre, selvom det betød, at han måtte udtræde af redaktionen af Theologisk Maandsskrift for at forhindre, at den censur, han personligt var underlagt, også blev udstrakt til månedsskriftet. I de næste år levede han en økonomisk mere usikker tilværelse. Under indtryk af fejden med Clausen udformede Grundtvig sine tanker om kristendom og teologi på mere reflekterende måder i tvillingeafhandlingen "Om den sande Christendom" og "Om Christendommens Sandhed", samt i den tredelte afhandling "Om Religions-Frihed". Denne afhandlings tredje del blev dog undertrykt af censuren og først offentliggjort mange år senere.

Inden domsfældelsen var Grundtvig blevet indviklet i nok en polemik. 1826 blev i Danmark fejret som 1.000-året for kristendommens komme til landet - med henvisning til Ansgars missionsarbejde. I den anledning udsendte Grundtvig dem 28. april Danske Høitids-Psalmer til Tusindaars-Festen, som blandt andet rummer "Den signede Dag med Fryd vi seer", hans omdigtning af den gamle christelige dagvise. Han meddelte i den forbindelse, at han ville lade sine salmer afsynge ved gudstjenesten pinsemorgen, men fik øjeblikkeligt forbud fra de kirkelige myndigheders side, hvad der førte til en udveksling med Københavns Stiftsprovst H.G. Clausen, fader til den samme H.N. Clausen, Grundtvig havde angrebet i Kirkens Gienmæle. Til fejring af 1.000-året offentliggjorde Grundtvig også Kong Harald og Ansgar. Rim-Breve af Danmarks Kirke-Bog til Jubel-Aaret.

Perioden bragte dog også forsoning med en gammel ven. I 1825 udgav Christian Molbech Danske Riimkrønike efter Gotfrid af Ghemens Udgave af Aaret 1495. Udgaven begejstrede Grundtvig, som selv havde arbejdet med rimkrøniken i første bind af Danne-Virke. Han skrev til Molbech om udgivelsen og anmeldte den entusiastisk. Dermed blev forbindelsen mellem dem genoprettet, skønt den aldrig igen blev så nær, som den havde været det i deres ungdom. Ved Jens Baggesens død i Hamborg 3. oktober 1826 skrev Grundtvig dødedigtet "† Jens Baggesen", der er en for et dødedigt overraskende kontant, men også til det yderste anerkendende statusopgørelse over hans gamle kampfælle og modstander og over Grundtvigs eget venligt-fjendtligt forhold til ham.

Fra anden halvdel af 1820'erene og frem begynder termen "Grundvigianer" med stigende hyppighed at blive anvendt om Grundtvigs tilhængere. I begyndelsen vist blot som en uspecificeret term for dem, der tager Grundtvigs parti i forbindelse med hans forskellige konflikter - Grundtvig kunne således selv i forbindelse med stridighederne efter Kirkens Gienmæle skrive et polemisk indlæg henvendt "Til de 88 Clausenianer". Men termen kommer over de næste årtier i stigende grad til at betegne en egentlig partidannelse for dem, der mente at bygge deres livssyn på Grundtvigs tanker.

Englandsrejserne, Nordens Mythologi 1832, Haandbog i Verdens-Historien

Uden fast embede rykker Grundtvig tilbage til en tilværelse som fri forfatter og forsker. Injuriedommen var forholdsvis mild; Grundtvig blev kun pådømt en mindre bøde, og han nød fortsat Frederik 6.s bevågenhed. Dette leder til hans første tre Englandsrejser. Grundtvig gengiver selv senere det forløb, der førte op til rejserne. Han beretter at Frederik 6. spurgte ham, hvad han arbejdede med:

[...] og jeg svarede: ingen Ting, Deres Majestæt! Og jeg veed heller ikke noget at giøre for Øieblikket, med mindre det maatte behage Majestæten at lade mig reise til England, og nærmere undersøge de Angelsachiske Haandskrifter, som er af megen Vigtighed ogsaa for Oplysningen af Danmarks Oldtid, men er aldeles foragtede i deres Hjemstavn. Det Ord greb Kongen med levende Deeltagelse [...]

Citatet viser den familiaritet, som eksisterede mellem Grundtvig og Frederik 6., men det faktiske forløb skulle dog også igennem en mere formel godkendelse, før rejsepengene blev bevilliget. Grundtvig ansøgte i 1828 kongen om midler til en Englandsrejse for at studere den oldengelske litteratur og fik i marts 1829 bevilliget 2.000 rigsdaler i rede sølv til formålet.

Grundtvig i 1831 samtidig med Englandsrejserne. C.A. Jensen (Ny Carlsberg Glyptotek)

Med understøttelse fra kongen rejser Grundtvig derfor for første gang udenlands og gennemfører tre rejser til England i årene 1829, 1830 og 1831 især med henblik på at studere og udgive den angelsaksiske litteratur. Hver gang var han afsted ca. fem måneder. Under sine Englandsrejser fører han en langstrakt brevveksling med sin kone Lise Grundtvig. Hans modvilje imod England efter Napoleonskrigene og angrebene på Danmark synes nu helt lagt bag ham, og han imponeres over industrialismen og den frembrydende engelske liberalisme. Under et selskab hos juristen mr. Heaton den 24. juni 1830 traf Grundtvig Clara Bolton, som gjorde et så uudsletteligt indtryk på ham, at han stadig mange år efter mindes hendes i digtet "Smaa-Fruerne" (1844).

I England stiftede Grundtvig bekendtskab med en række forskere og åndspersonligheder, og han fik kontakt med et forlag, Black, Young and Young, og planlagde sammen med dem at foranstalte en større udgave af den angelsaksiske litteratur. Derfor udsendte han i 1830 en engelsksproget subskriptionsindbydelse med den langstrakte titel Bibliotheca Anglo-Saxonica. Prospectus, and Proposals of a Subscription, for the Publication of the Most Valuable Anglo-Saxon Manuscripts, Illustrative of the Early Poetry and Literature of Our Language. Most of Which Have Never Yet Been Printed. Selve udgivelsesarbejdet kommer dog aldrig i gang, fordi Grundtvigs tilsynekomst og planer udløser hektisk aktivitet blandt de britiske antikvarer for at sikre, at udgivelsen af den angelsaksiske litteratur forbliver på britiske hænder.

I stedet går Grundtvig i gang med andre store projekter, og i 1832 offentliggør han Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog (ofte kaldet "Nordens Mythologi 1832" for at skelne den fra den meget kortere 1808-mytologi). Værket indledes med et "Rim-Brev til nordiske Paarørende", hvori han reflekterer over sine oplevelser i England, over sit forhold til Danmark og til mytologien og opridser et samfundsmæssigt frihedsprogram. Det er fra dette digt, den ofte citerede - og næsten lige så ofte misforståede - talemåde "Frihed for Loke såvel som for Thor" stammer. For Grundtvig er Loke nemlig ikke gudernes modstander, men en tvivlsom skikkelse på grænsen mellem aser og jætter. De egentlige modstandere, Midgårdsormen, jætterne og Fenrisulven, har Grundtvig ingen problemer med at holde fængslet. Efter rimbrevet følger "en muntert snakkende "Fortale"" og derpå en lang indledning i tre dele.

Nordens Mythologi efterfulgtes af første bind af Haandbog i Verdens-Historien (1833-1856), Grundtvigs historiske hovedværk.

Til Frederik den 6.s 50-års regentjubilæum i 1834 (han havde været kronprinseregent siden 1784) skrev Grundtvig digtet "Gylden-Aaret", hvorfra siden højskolesangen "Nu skal det aabenbares" blev uddraget.

I løbet af 1830'ernes første halvdel oprettedes de rådgivende provinsialstænderforsamlinger. Grundtvig, der på dette tidspunkt var overbevist royalist, var i udgangspunktet skeptisk over for dem, men da han så dem fungere, slog hans skepsis om i begejstring, og de kom i 1830'erne og 1840'erne til at spille en central rolle i hans forståelse af, hvordan den danske stat skulle indrettes - herunder hans højskoletanker. “Det Danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet” baserer således sin forestilling om Danmarks lykke på den enhed af folkelig ytringsfrihed og kongemagt, Grundtvig mente at se udfoldet med de rådgivende provinsialstænderforsamlinger.

Omslag

Anden halvdel af 1830'erne giver en række omslag til det bedre for Grundtvig. Han havde siden 1810/1811 haft ambitioner om at lave en større salmesamling, og selvom han i de efterfølgende årtier havde skrevet og offentliggjort en del salmer, var den store udfoldelse af ambitionen endnu udeblevet. Det ændrer sig, da Grundtvigs gode ven og beundrer Gunni Busck stillede midler til rådighed, så han kunne koncentrere sig alene om salmedigtningen. Det første resultat af denne investering blev Sang-Værk til den Danske Kirke, der udkom hæftevis i 1836 og 1837. Første hæfte blev udsendt i oktober 1836 samtidig med 300-års jubilæet for reformationen i Danmark. Mange flere salmer fulgte efter. Fra og med udgivelsen af sangværket spiller salmedigtningen hovedrollen i Grundtvigs lyriske forfatterskab.

Som dronning og senere enkedronning var Caroline Amalie en af Grundtvigs mest trofaste støtter.

I 1837 ophævedes censuren over Grundtvig. 1. november 1837 ændredes lovgivningen omkring trykkefriheden, så den automatisk medfølgende livstidscensur blev ændret, og på den baggrund ansøgte Grundtvig Frederik 6. om fritagelse fra censuren. Kladden til ansøgningen er bevaret, og i den skriver Grundtvig blandt andet:

Med den Retning, min Pen altid har havt, kan det maaskee vel synes, som Censuren maatte være mig ligegyldig, men deels er det mig netop derfor en Pine at giælde for en mistænkelig Skribent, og desuden er de formelle Bestemmelser ved Politi-Censuren saa byrdefulde, at det, uden vedkommende Embedsmænds Gunst vilde været mig aldeles umueligt at fortsætte den literære Virksomhed, som Majestæten i en lang Række af Aar allemaadigst har opmuntret og understøttet.

Censuren havde ikke haft den store indflydelse på hans faktiske forfatterskab, men som det fremgår var den besværlig, og han havde oplevet den som stærkt trykkende. Ansøgningen blev imødekommet, og Skolen for Livet og Academiet i Soer, der udkom i februar 1838, blev det første større skrift han kunne udsende uden først at skulle have det til gennemlæsning og godkendelse hos censuren. På baggrund af sin nyvundne frihed sagde han i 1838 ja til at holde en række offentlige forelæsninger på Borchs kollegium under titlen Mands Minde. Forelæsningerne blev ikke offentliggjort i hans levetid, men hans manuskripter til dem blev udgivet af Svend Grundtvig forholdsvis kort efter faderens død (1877) og er så tilpas detaljerede, at man med ret stor præcision kan se, hvad han sagde. De 51 Mands Minde forelæsninger blev afholdt med kongelig godkendelse. Det første foredrag var den 20. juni 1838 på 50-årsdagen for stavnsbåndets ophævelse og de fortsatte to gange om ugen frem til 26. november. Foredragene var tilløbsstykker i det københavnske kulturliv, og deres popularitet blev en markering af Grundtvigs nye status som kulturel centrumsfigur.

Da censuren blev ophævet ved kongeligt dekret var Grundtvig den 16. januar 1838 i audiens hos kronprins Christian Frederik for at takke herfor. Forud for audiensen bad kronprinsessen, Caroline Amalie sin mand om efterfølgende at få lejlighed til at møde Grundtvig. Det var første gang de to mødtes. Kort tid efter blev Grundtvig indbudt til at holde forelæsninger på slottet for kronprinsessen og en række af hendes veninder og hofdamer. Fundamentet for et livsvarigt venskab og et stærkt interessefællesskab mellem kronprinsessen og Grundtvig var dermed lagt.

I de samme år begynder Grundtvig også at udforme sine højskoleskrifter. Der havde været ansatser til uddannelsestænkning mange steder i det tidligere forfatterskab, og både Nordens Mythologi 1832 og Haandbog i Verdens-Historien beskæftiger sig omfattende med spørgsmål om uddannelse, men det er først i anden halvdel af 1830'erne, at Grundtvigs væsentlige skoleskrifter udformes. Det drejer sig især om Blandt Grundtvigs centrale skoleskrifter finder man “Det Danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet” (1836) Til Nordmænd om en Norsk Høi-Skole (1837), Skolen for Livet og Academiet i Soer (1838), Om Nordens videnskabelige Forening (1839) og “Bøn og Begreb om en dansk Høiskole i Soer” (1840).

Løngangsstræde i 1860'erne. Vartov ses på højre hånd.

1. maj 1839 blev Grundtvig efter ansøgning præst ved den beskedne Vartov Kirke. Vartov fungerede på det tidspunkt som alderdomshjem for ældre tjenestepiger og havde derfor kun en begrænset selvstændig menighed, og derfor knyttede der sig også begrænsede embedsforpligtelser til Grundtvigs ansættelse som præst ved kirken. Stillingen gav endelig Grundtvig en sikker indkomst, og de begrænsede forpligtelser satte ham fri både til et fortsat omfattende forfatterskab og til en udfoldet udadvendt virksomhed. Her virkede han som præst lige til sin død i 1872 og samlede en stadig voksende menighed. Menigheden blev et fast orienteringspunkt i det danske kirkeliv og dannede betydelig magtbase både for Grundtvig og for hans tilhængere. Grundtvig blev i maj 1839 efter ansøgning udnævnt til præst i Vartov. Caroline Amalie havde herefter sin faste plads i den beskedne hospitalskirke.

Den nære forbindelse til Caroline Amalie betød også, at da Frederik 6. døde den 3. december 1839 og Christian den 8. blev konge, så blev Grundtvig dermed en nær fortrolig med landets dronning, hvad der gav ham en hidtil helt ukendt samfundsmæssig indflydelse.

Marie Toft, Grundtvigs andet ægteskab

Grundtvigs anden kone, Marie Toft var godsejerenke og en stærk personlighed. Grundtvig var tydeligt forelsket i hende allerede inden hans første kones død.

Grundtvig mødte Marie Toft første gang i slutningen af 1845, og det var hende, der opsøgte ham i København for en samtale om de gudelige forsamlinger. Grundtvig var direkte modstander af de gudelige forsamlinger, som han kaldte "de hellige" og fandt dem usunde og vederstyggelige. De gudelige rørelser i Sydsjælland gik mod slutningen af 1840'erne i den grundtvigske retning, ledet af de yngre præster og lægfolk.

I januar 1851 døde Lise Blicher. I de nærmeste kredse var man ikke i tvivl om, at der mellem Grundtvig og Marie Toft var knyttet nære og stærke følelser, mens hans forhold til Lise Grundtvig var døet ud. Således har Eline Boisen i sine nu udgivne erindringer flere indignerede kommentarer om, hvordan Grundtvig behandler sin egen kone hårdt, men er den perfekte riddersmand, når Marie Toft er i nærheden. Grundtvigs reaktion på sin kones død var påfaldende kølig, og han skrev ikke noget dødedigt i anledning af hendes død; det gjorde derimod hans gode ven B.S. Ingemann.

Der gik også kun 10 måneder, før han giftede sig med Marie Toft. Grundtvig skrev en række digte til hende både før og efter deres bryllup. Det bedst kendte af disse er fra Grundtvigs hånd en helt privat hilsen, nemlig "Hvad er det min Marie" (Højskolesangbogen nr. 438) skrevet i anledning af parrets forlovelse 4. august 1851. Brylluppet fandt sted den 24. oktober i Brøndbyvester Kirke, forestået af Grundtvigs mangeårige ven Gunni Busck (1798-1869). Ægteskabet vakte stort røre i københavnske kredse og blev ikke umiddelbart billiget i Grundtvigs nærmeste familie.

Grundtvigs anden kone, Marie Toft, opførte pavillonen Venligheden på Rønnebæksholm.

Parret boede om sommeren på Rønnebæksholm, hvor Marie fortsat forestod driften. I parken opførte hun en pavillon, hvor Grundtvig kunne arbejde. Han kaldte den for Venligheden. Grundtvig kunne passe sine gudstjenester i Vartov ved at tage toget til København. Om vinteren boede de i en lejlighed i København under herskabelige forhold. Grundtvigs tilværelse antog her et mere aristokratisk tilsnit, hvilket ikke faldt i hans gamle venners smag.

Den 15. maj 1854 nedkom Marie med en sund og velskabt dreng, der blev døbt Frederik Lange Grundtvig, men der tilstødte smertefulde komplikationer, der medførte Maris død den 9. juli. Hun blev bisat fra Vartov Kirke den 17. juli 1854. Kisten blev indsat i slægten Carlsens Kapel i Sct. Nicolai Kirke i Køge, hvorfra den senere blev indsat i gravhvælvingen på "Claras Kirkegård" på Gammel Køgegård.

Asta Tugendreich Adelheid, Grundtvigs tredje ægteskab

Grundtvigs giftede sig for tredje gang med Asta Tugendreich Adelheid født komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs. Hendes første mand, gehejmekonferensråd Holger Christian Reedtz til Palsgaard var død den 6. februar 1857, og Asta sad da tilbage på godset med deres fire børn, hvoraf sønnen Holger var født en uge tidligere.

Med børnene rejste hun i august samme år til København, hvor hun bosatte sig i godsets lejlighed. Snart efter havde hun en række samtaler med N.F.S. Grundtvig, der som enkemand efter Marie Grundtvigs død i juli 1854 sad alene med deres lille søn Frederik Lange Grundtvig. Ved adventstid forlovede de sig, og brylluppet fandt sted den 16. april 1858.

Den 10. februar 1860 fødte Asta en datter, der ved sin dåb i Vartov Kirke fik navnet Asta Marie Elisabeth Frijs Grundtvig, opkaldt efter sin fars tre hustruer.

Fru Asta satte ved sit imødekommende væsen et stærkt præg på det grundtvigske hjem gennem den store gæstfrihed, hun udfoldede i sin nyerhvervede villa Gladhjem på Gammel Kongevej og senere på Store Tuborg, ikke mindst ved de store vennemøder på Grundtvigs fødselsdag i september måned.

Grundtvigs teologi og kirkeforståelse

Grundlaget i det, der kaldes Grundtvigs kirkelige anskuelse, er forståelsen af, at kristendommen kom før Bibelen, og at Bibelen derfor er et resultat af kristendommen, ikke omvendt. Når den første større formulering af denne anskuelse sker i Kirkens Gienmæle er det ikke tilfældigt. Den kirkelige anskuelse optræder i mange forskellige former senere i forfatterskabet, men det er klart, at udgivelsen af H.N. Clausens Protestantismens Kirke-Forfatning, Lære og Ritus var en oplagt lejlighed, for Grundtvig, fordi forståelsen af forholdet mellem tro og Bibel netop er et centralt ærinde hos Clausen. Clausen opfattede nok Bibelen som kristendommens grundlag, men den var tillige et ufuldstændigt nedslag af den ældste kristne forkyndelse og det var derfor en opgave for teologien "med filologisk lærdom og filosofisk kritik at udfylde det vage og bringe den højere enhed til veje mellem de forskellige læretyper". "Hvad der harmer Grundtvig, er Clausens efter hans mening uhistoriske opfattelse af kirken, hvor menigheden bliver gjort til et læseselskab, som må rette sig efter teologers indbyrdes forskelli­ge og ofte modstridende skriftfortolkninger som kriterium for, hvad der er sand kristendom. Over for dette uhistoriske kirkesyn stiller han sit eget: »thi den Christelige Kirke er ingen tom eller omtvistelig Indbildning, det er en aabenbar Kiends-Gieming, et velbekiendt historisk Factum, som al Verdens Protest ei kan rokke et Haarsbredd, end sige tilintetgiøre."". Hvis kun filosofisk kritik og filologisk lærdom kan udfylde manglerne i Skriften, så bliver professorer og præster folkets formyndere; de bliver en betingelse for den rigtige udlægning af hvad kristendom er.

For Clausen er kristendommen "en ren og lutret Universalisme". Grundtvig citerer fra Clausens skrift, side 7-8

I Christus aabenbarede sig Gud for Jordens Slægter, saaledes som den endelige Form kan optage i sig det Uendelige; for første Gang kundgjordes en reen og luttret Universalisme, hvori orientalsk Høihed og Dybhed var forenet med occidentalsk Klarhed og Mildhed, Tankens Lys med Følelsens Varme og Phantasiens Farveskiær; i de ædleste Symboler udtalte Læren den Tro, der i hvert Menneske er nedlagt, men ikkun hos Faa udvikles til klar Bevidsthed; og i det den gav denne Tro Fasthed, Bestemthed og Anvendelighed, ydede den det fuldstændige Menneske fuld Tilfredsstillelse, og betryggede for alle de Feil og Forvanskninger, som udspringe af eensidig Aandsvirksomhed. Denne Lære forkyndtes som den giennem Aarhundreder forjættede og forventede Guds Aabenbaring, og Udsagnet bekræftedes ved Vidnesbyrd fra Gud; thi Lærens Forbindelse med Verdensbegivenhedernes Række viste klarlig den styrende Haand.

I stedet for dette Luft-Castel, der altså ikke hviler på andet end på Skriften og Clausens egne spekulationer med den konsekvens at kirken ville blive identisk med de lærdes granskninger og teologien derved blive kirkens formynder, mente Grundtvig altså nu at den skulle bygge på den "historiske" menighed, dvs. den givne kirke med sakramenter og bekendelse.

Grundtvig som salmedigter

N.F.S. Grundtvigs håndskrift
Teksten er ms. til "Vorherres Glæde" Alt staar i Guds Faderhaand

Grundtvigs salmedigtning har sammen med hans skoleskrifter haft enestående betydning for den danske kultur. Den kæmpemæssige salmeproduktion har været stærkt medvirkende til at forme den danske nationalitets- og kristendomsforståelse.

Grundtvigs salmedigtning var længe undervejs. Hans første salme af betydning, barnesalmen "De hellige tre Konger", blev offentliggjort i Knud Lyne Rahbeks tidsskrift Tilskueren i 1811. "De hellige tre Konger" ændrede han senere til "Dejlig er den himmel blå". I fortalen til salmen beskrev Grundtvig, hvordan han så salmedigtningen og dens stilling i Danmark og plæderede for en mere historisk orienteret salmedigtning:

<...> det er <...> udentvivl vist, at Digterens Begeistring er langt varigere og fastere, naar den er knyttet til Mænd og Tildragelser, samt at det Pusterum, der undes ham under den historiske Fremadskriden, sætter Aanden istand til, paa de mest udmærkede Punkter at virke med sin hele Kraft. Jeg anser det for ligesaavist, at Mængden og ikke blot Mængden, baade igiennem det levende Exempel kommer til en klarere Beskuelse af Dydens Herlighed og Glands, end igiennem den halvdøde lærende Fremstilling, samt at den blotte Formanings Virkning aldrig kan vare saa stærk, som den, de enkelte Opmuntringstoner kunne frembringe, der i den historiske Sang synes mindre at være fremlokkede med Overlæg end at have dannet sig selv i Digterens Øre.

Kritikken er rettet imod den autoriserede salmebog Evangelisk-kristelig Psalmebog, hvis hovedtendens netop er dydsprisende, moralsk og formanende. Samtidig lovede Grundtvig en mere omfattende salmesamling, men indfrielsen af løftet lod vente på sig; i mange år kom hans salmedigtning kun drypvis. Det var først da hans velhavende ven Gunni Busck midt i 1830'erne stillede midler til rådighed for ham, at hans salmedigtning for alvor tog fart. Nu overtog den hovedrollen i hans poetiske forfatterskab. Langt hovedparten af Grundtvigs salmer , er skrevet efter midten af 1830'erne. Grundtvigs første store salmesamling Sang-Værk til den Danske Kirke (1836-1837) kom i stand, da hans gode ven og beundrer Gunni Busck stillede midler til rådighed, så Grundtvig kunne koncentrere sig alene om salmedigtningen. I Sang-Værk til den Danske Kirkes 401 salmer gennemskriver Grundtvig kirkeårets højtider med en række gendigtede salmer fra kirkehistorien samt originale tekster fra hans egen hånd.

Grundtvig var fra tidligt en stor beundrer af både Thomas Kingos og Martin Luthers salmer, mens H.A. Brorson stort set var ukendt i Grundvigs første mange leveår. Først ved Knud Lyne Rahbeks mellemkomst lærte Grundtvig Brorson at kende. Han omtaler dog siden Brorson med stor beundring og gendigtede mange af hans salmer, herunder især "Den yndigste rose er funden", som han skriver ikke mindre end syv forskellige versioner af.

Grundtvig skrev i alt omkring 1500 salmer som "Nu falmer skoven trindt om land", "Et barn er født i Betlehem", "Det kimer nu til julefest", "I al sin glans nu stråler solen" og "Vær velkommen, Herrens år".

Grundtvig og det nationale

Det nationale lå Grundtvig på sinde. Han mente på linje med mange andre nationalromantikere, at der fandtes en særlig dansk folkeånd eller folkekarakter og ønskede gennem sine skrifter at opbygge en stærk dansk selvforståelse. Gennem sit forfatterskab ville han opruste og styrke danskerne, og han anså den rette "Aand" for et mindst lige så vigtigt nationalt våben som militær styrke.

Han udgav flere bøger med danske folkeviser og lagde grunden til interessen for dette emne hos hans søn Svend Grundtvig. Det lykkedes ham også at få nordisk mytologi gjort til folkeeje i Danmark gennem et omfattende arbejde, som han havde interesseret sig for siden begyndelsen af forfatterskabet.

Grundtvig og højskolen

Grundtvigstatuen i Vartov
af Niels Skovgaard

Spørgsmål om uddannelse optog Grundtvig i mange omgange igennem hans liv. Det allerførste han offentliggjorde var tre små notitser han i 1804 skrev om et sogn på Falster, hvor der igennem 10 år ikke havde været en lærer til at undervise sognets børn. Grundtvig virkede som lærer flere gange igennem sit liv, og spørgsmål om uddannelse dukker op mange steder i hans forfatterskab, og de knytter sig ofte sammen med andre centrale overvejelse i hans arbejder. Grundtvig udviklede sine skoletanker i flere skrifter . Blandt Grundtvigs centrale skoleskrifter finder man “Det Danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet” (1836) Til Nordmænd om en Norsk Høi-Skole (1837), Skolen for Livet og Academiet i Soer (1838), Om Nordens videnskabelige Forening (1839) og “Bøn og Begreb om en dansk Høiskole i Soer” (1840).

Grundtvigs bruger i udgangspunkt ordet "højskole" parallelt med det tyske Hochschule altså som navnet på en højere læreanstalt. Hans højskoletanker retter sig i første omgang imod at få det hensygnende Sorø Akademi omdannet til en fornyet undervisningsinstitution hvis formål er at uddanne især embedsmænd til den tjeneste i statens centrale stillinger, og i løbet af 1840'erne ser denne plan ud til at bevæge sig imod virkeliggørelse blandt andet på grund at Grundtvigs nære forhold til kongehuset. Med Christian den 8.s død, treårskrigens udbrud og oprettelsen af den grundlovgivende rigsforsamling strander planen imidlertid og kommer aldrig videre. I stedet samles Grundtvigs skoletanker op af en række af hans følgere, og Christian Flor åbner den første folkehøjskole i Rødding i 1844.

Grundtvig mente, at undervisningen ikke skulle bygges på bøger, men på det levende talte ord. Undervisningens indhold skulle være "historisk-poetisk", og skolen for livet blive til i mødet mellem lærer og elev. Udover højskolen fik Grundtvigs tanker om folkeoplysning også stor indflydelse på almueskolen, det der senere blev til folkeskolen.

Politikeren Grundtvig

Grundtvig var flere gange valgt til Rigsdagen. Først blev han i efteråret 1848 med en måneds forsinkelse deltager i Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Grundtvig havde først forsøgt at blive valgt i Københavns 11. valgkreds, hvor han imidlertid led nederlag til kaptajnløjtnant Nicolai Elias Tuxen der fik 369 stemmer. Grundtvig havde fået 313 og en tredje kandidat baron Dirckinck-Holmfeldt 28 stemmer. Grundtvig forsøgte forgæves at klage over valgets gyldighed.

I 1848-1851 udgav han tidsskriftet Danskeren, som omhandlede politiske forhold og især om konflikten i Slesvig-Holsten der førte til Treårskrigen.

Efter at væver Hans Hansen efter kraftig kritik af hans person havde nedlagt sit mandat fra Præstøkredsen, valgtes Grundtvig ved omvalg i denne kreds. Grundtvig var meget aktiv deltager i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, men han stemte ikke ved den endelige afstemning om Grundloven.

Ved det første valg til Folketinget i december 1849 blev Grundtvig valgt i Præstø. I 1853 skiftede han til Sorøkredsen, men vendte tilbage til præstøkredsen ved valget i 1854. I 1855 blev han valgt i Kertemindekredsen, som han repræsenterede indtil 1858. Først otte år senere vendte Grundtvig tilbage på tinge, denne gang som medlem af Landstinget, valgt i Horsens (10. kreds) ved det første landstingsvalg 23. juni 1866 i anledning af grundlovsændringen. Grundtvig var modstander af "den gennemsete Grundlov", da han frygtede, den ville splitte befolkningen politisk (hvilket udviklingen senere skulle give ham ret i). Den 12. juli 1866 holdt han en tale i Landstinget mod den nye grundlov, men blev mødt med hån fra De Nationalliberale.

Grundtvigs indflydelse

Som med andre centrale kulturelle skikkelser kan Grundtvigs indflydelse være vanskelig at spore med præcision.. Teologisk skabte han grundtvigianismen - "det lyse kristne syn" - og efterlod 1500 salmer, hvoraf 284 fylder 1/3 af Den Danske Salmebog. Politisk er Grundtvig stamfader til nutidens folkestyre, fordi hans ideal var, at magten gives af "folkestemmen". Skolemæssigt er han åndelig fader til højskolen og med enorm dannelsesmæssig indflydelse på al dansk undervisning fra hans tid og helt frem til nutiden.

Kirkemusik og kirkesang

Grundtvig var kendt for sin manglende musikalitet, og mange af hans salmetekster er skrevet uden et oplagt musikalsk forbillede. Blandt andet derfor udløser hans forfatterskab en meget stor aktivitet blandt danske komponister for at sikre passende og brugbare melodier til Grundtvigs salmer.. Blandt de komponister, som har skrevet musik til Grundtvigs salmer finder man C.E.F. Weyse, Christian Barnekow, Henrik Rung, Thomas Laub og Carl Nielsen.

Billedkunst

Joakim Skovgaard: Kristus i de Dødes Rige.

Ud over de forskellige portrætter (se herunder) har Grundtvig påvirket en række forskellige billedkunstnere. Markante er fx Niels Larsen Stevns og Joakim Skovgaard, hvis kæmpebillede Kristus i de Dødes Rige er direkte inspireret af Grundtvigs "I Kveld blev der banket paa Helvedes Port".

Forskning

Der findes en omfattende forskning i Grundtvigs liv, værk og indflydelse. Forskningen er for så vidt allerede i gang i Grundtvigs egen levetid, og den vokser frem både fra tilhængeres skrifter om ham og fra samtidige skrifter af hans forskellige modstandere. En mere organiseret forskning udvikler sig efter anden verdenskrig i tilknytning til Grundtvig-Selskabet og tidsskriftet Grundtvig-Studier. Fra 2009 og frem har Grundtvigforskningen fået en hovedvægt omkring Center for Grundtvigforskning, hvis hovedopgave er udgivelsen af Grundtvigs Værker (se herunder). De centrale emner i Grundtvigforskningen følger i vidt omfang de centrale emner i Grundtvigs forfatterskab og hans indflydelse. De væsentligste discipliner, der arbejder med Grundtvigforskning er teologi, uddannelsesforskning, litteraturvidenskab, historieskrivning og politisk tænkning og virkningshistorie. Der er endvidere udfoldede behandlinger af Grundtvig i de fleste danske litteraturhistoriske fremstillinger.

• 

  Mindesten på Skamlingsbanken

Bibliografi

Værker af Grundtvig

Listen omfatter alene værker af Grundtvig omtalt i artiklen. Øvrige værker kan søges via fagbibliografien (se nedenfor) eller på Grundtvigs Værker. Grundtvigværkerne gengives i kronologisk rækkefølge.

• "Lidet om Sangene i Edda". I Minerva september. 1806.
• "Om Asalæren". I Ny Minerva maj. 1807.
• Maskeradeballet i Dannemark. København: Andreas Seidelins Forlag. 1808.
• Nordens Mytologi eller Udsigt over Eddalæren for dannede Mænd der ei selv ere Mytologer. København: J.H. Schubothes Forlag. 1808.
• Indbydelse til Gamle Nordens Venner. København: Andreas Seidelin. 1808.
• Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord. København: Hofboghandler Schubothes Forlag. 1809.
• "Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?". København: Dahlén. 1810.
• Idunna. København: G. Bonniers Forlag. 1810.
• Nytaarsnat eller Blik paa Kristendom og Historie. København: Andreas Seidelin. 1810.
• "De hellige tre Konger (En Barnesang)". I Sandsigeren 12. 1811.
• Optrin af Norners og Asers Kamp. København: Hofboghandler Schubothes Forlag. 1811.
• Saga. Nytaarsgave for 1812. København: Andreas Seidelins Forlag. 1811.
• Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng. København: Andreas Seidelins Forlag. 1812.
• Kort Begreb af Verdens Krønike, betragtet i Sammenhæng. København: Andreas Seidelin. 1814.
• Roskilde-Riim. København: Andreas Seidelin. 1814.
• Roskilde Saga. København: Andreas Seidelin. 1814.
• "Et Par Ord om det nys udkomne angelsaxiske Digt". I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 60-66. 1815.
• "Nok et Par Ord om Bjovulfs Drape". In Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 70-72. 1815.
• Kvædlinger eller Smaakvad. København: Andreas Seidelin. 1815.
• Heimdall. Dansk Nyaars-Gave for 1816. København: Andreas Seidelins Forlag. 1815.
• Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum. København: Andreas Seidelin. 1817.
• Norges Konge-Krønike 1-3. København: Krønikens Danske og Norske Venner. 1818-1823. (På titelbladet: 1822)
• Nyaars-Morgen. København: Jens Hostrup Schultz. 1824.
• "De Levendes Land" (1824). I N.F.S. Grundtvig: Grundtvigs Sang-Værk 3. Udgivet af Magnus Stevns (m.fl .). København: Det danske Forlag. 1948.
• Kirkens Gienmæle. København: Den Wahlske Boghandlings Forlag. 1825.
• Kong Harald og Ansgar. København: Den Wahlske Boghandlings Forlag. 1826.
• "†Jens Baggesen". In Nyt Aftenblad 41. 1826.
• Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog. København: J.H. Schubothes Boghandling. 1832.
• Haandbog i Verdens-Historien 1-3. København: Den Wahlske Boghandlings Forlag og I.H. Schubothes Boghandling. 1833-56.

Senere udgaver

Grundtvigs ualmindeligt omfattende forfatterskab er aldrig blevet udgivet i sin helhed. Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet er undervejs med en digital tekstkritisk nyudgave under titlen Grundtvigs Værker. Udgaven omfatter den del af Grundtvigs forfatterskab, han selv lod bringe i trykken, samt en række betydelige utrykte skrifter. Grundtvigs Værker er lidt over halvvejs med udgivelsen, og den er indlysende den bedste større udgave af Grundtvigtekster, der er til rådighed. Blandt de trykte udgaver er Holger Begtrups Udvalgte Skrifter den bedste, men mere end hundrede år gammel. Svend Grundtvigs udgave af faderens Poetiske Skrifter er ikke pålidelig, og det fortløbende projekt med at udgive Grundtvigs prædikener er langt fra afsluttet. Kun Grundtvigs salmedigtning er nogenlunde tilfredsstillende udgivet, omend kommentarapparatet er mangelfuldt. De vigtigste udgaver er:

• Grundtvigs Værker. Udgivet af Center for Grundtvigforskning, Aarhus Universitet. 2010-.

• Grundtvigs Sang-Værk 1-6. Udgivet af Magnus Stevns (m.fl.). København: Det danske Forlag. 1948-1964.
• Poetiske Skrifter 1-9. Udgivet af Svend Grundtvig (m.fl.). København: Karl Schönberg og Hyldendal. 1880-1930.
• Udvalgte Skrifter 1-10. Udgivet af Holger Begtrup. København: Gyldendal. 1904-1909.
• Værker i Udvalg 1-10. Udgivet af Hal Koch og Georg Christensen. København: Gyldendal. 1940-1946.

Breve

• Grundtvigs Englandsbreve til hans Hustru 1829-1831 (1920). Udgivne af deres Børnebørn. København: Aage Mareus.
• Breve til og fra N.F.S. Grundtvig 1-2 (1924-1926). Udgivet af Georg Christensen og Stener Grundtvig. København: Gyldendal.

Dagbøger

N.F.S. Grundtvig: Dag og Udtogsbøger. Udgivet af Gustav Albeck. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab/C.A. Reitzel. 1979.

Oversættelser

Engelsk

• N.F.S. Grundtvig - A Life Recalled. An Anthology of Biographical Source-Texts. Redigeret og oversat af S.A.J. Bradley. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. 2008.
• The School for Life. N.F.S. Grundtvig on Education for the People. Oversat af Edward Broadbridge. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. 2011.
• Living Wellsprings. The Hymns, songs and Poems of N.F.S. Grundtvig. Oversat af Edward Broadbridge. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. 2015.
• Human Comes First. The Christian Theology of N.F.S. Grundtvig. Oversat af Edward Broadbridge. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. 2018.
• The Common Good. N.F.S. Grundtvig as Politician and Contemporary Historian. Oversat af Edward Broadbridge. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. 2019.

Tysk

• Grundtvig’s Uebersicht der Welt-Chronik vornämlich des Lutherischen Zeitraumes. Aus dem Dänischen, nach der Ausgabe von 1817, übertragen von Dr. Volkmann. Durchgesehen und mit einigen Anmerkungen begleitet von A. G. Rudelbach. J. Ph. Raw’schen Buchhandlung. Nürnberg 1837.
• Vom wahren Christenthum. Als Gegengift gegen Dr. Karl Gottl. Bretschneiders „religiöse Glaubenslehre nach der Vernunft und der Offenbarung für denkende Leser“. Aus dem Dän. übers. von Emil Francke. Gebauer, Leipzig 1844.
• Bugge, K.E., Lundgreen-Nielsen, F., Jørgensen, T. (udg. 2010.): N.F.S. Grundtvig: Schriften in Auswahl. Vandenhoeck & Ruprecht, Göttingen.

Skønlitterære afbildninger af Grundtvig

• Munk, K.: Egeløkke (Skuespil)
• Reich E.K.: Frederik

Gengivelser af Grundtvig

Grundtvig er ikke overraskende en af de mest portrætterede personer, både i sin levetid og posthumt. Det følgende er en kronologisk liste over portrætter, statuer mm. af Grundtvig.

• Maleri af C.F. Christensen 1820 (Frederiksborgmuseet), stukket 1820 af J.C.E. Walter.
• Tegning af C.W. Eckersberg (forsvundet?), stukket af Erling Eckersberg 1830.
• Satirisk radering, Tidsaanden, af Morten Thrane Brünnich 1831.
• Maleri af C.A. Jensen 1831 (Ny Carlsberg Glyptotek), udgivet i litografi i 1840'erne hos Em. Bærentzen & Co., formentlig af Andreas Martin Petersen, i træsnit 1870 efter Henrik Olriks tegning, i kobberstik af Johannes Britze 1924 og i sortkunst af Peter Ilsted 1929.
• Satirisk tegning, siddende på Sleipner, af Constantin Hansen (Frederiksborgmuseet).
• Tegning af J.J. Becker ca. 1839, litograferet af Carl L. Pløtz.
• Silhouetter, klippede på Frederiksborgmuseet, malede (ca. 1841) i privateje.
• Maleri, tillagt Johan Peder Bless, i privateje.
• Maleri af C.A. Jensen 1843 (Den Hirschsprungske Samling).
• Tegning af J.V. Gertner 1844 (Grundtvigs Hus), udstillet 1854, litograferet af Lars Andreas Kornerup 1854.
• Portrætteret 1847-48 på Jørgen Sonnes frise af Thorvaldsens hjemkomst 1838 på Thorvaldsens Museum.
• Tegning (privateje) og maleri (Frederiksborgmuseet) af P.C. Skovgaard 1847, udsendt som træsnit 1883, bl.a. af André Bork, H.P. Hansen og efter tegning af Erik Henningsen af Frederik Hendriksen.
• Maleri af Constantin Hansen 1847, freskobillede samme år (familieeje), en gentagelse (?) i Folketinget, en kopi af Adolph Larsen (sammesteds), anvendt af kunstneren på hans billede af Den grundlovgivende Rigsforsamling (1860-64, Frederiksborgmuseet), og af Erik Henningsen på billedet: Det nordiske Naturforskermøde 1847 (1896, Københavns Universitet, Frederiksborgmuseet). Originalbilledet er udgivet i træsnit af J.F. Rosenstand 1868.
• Modelleret af H.W. Bissen 1847 (originaleksemplaret i marmor i Studenterforeningen, et marmoreksemplar af Vilhelm Bissen (Frederiksborgmuseet), tegning dertil af H.W. Bissen (?) (Frederiksborgmuseet), træsnit derefter af Frederik Hendriksen 1883 efter Erik Henningsens tegning.
• Træskåren silhouet i Corsaren 1853 (af Claudius Rosenhoff?).
• Glosimodts elfenbensbuste, udstillet 1856 (formentlig en kopi efter Bissen).
• Træsnit efter fotografi 1858 og efter Henrik Olriks tegning derefter 1860.
• Litografi (Vorten paa Hagen) 1861 af L.A. Kornerup efter fotografi og egen tegning.
• Medalje 1861 af Harald Conradsen ved Grundtvigs 50 års præstejubilæum, grundlag for Carl Møllers plakette og for et kemitypi af Magnus Petersen.
• Maleri af Wilhelm Marstrand 1862 (Københavns Rådhus), litograferet 1863 af Edvard Fortling.
• Maleri af Constantin Hansen 1862 (privateje, testamenteret Frederiksborgmuseet).
• 1864 udstillede Hans Christian Ley en kultegning af Grundtvig og udgav senere et farvelitografi af hans hoved efter Marstrand.
• Litografi (i bispekåben) efter fotografi.
• Visitkortfotografi 1867 af Georg Rosenkilde
• Afbildet på Christen Dalsgaards billede Grundtvig siddende omgivet af sine tre Sønner under Salmesangen i Vartov Kirke 1868; de to ældste børn er senere overmalede.
• Statuette af Otto Evens, udstillet 1871, træsnit derefter, tegnet af Henrik Olrik samme år.
• Træsnit af Grundtvig i hans stue på Store Tuborg. Efter Grundtvigs død fremkom en del træsnit på grundlag af Adolph Lønborgs fotografier, taget en halv snes dage tidligere, bl.a. C.L. Sandbergs profilbillede, litografi 1873 hos Aamodt; 1877 træsnit hos F. Hendriksen (ætsning på litograferet grund efter Peter Tom-Petersens tegning 1883; litografi af I.W. Tegner); Harald Jensens litografi 1906.
• 1879 udstillede Edvard Harald Bentzen en marmorbuste, vel efter Bissens model.
• Ved Udby Kirke rejstes 1883 en bautasten, dekoreret efter Magnus Petersens tegning.
• 1884 satte svenske og norske højskolelærere en mindesten for Grundtvig på Skamlingsbanken.
• 1894 opstilledes Vilhelm Bissens statue ved Marmorkirken; lermodel på Glyptoteket.
• 1901 malede Carl Thomsen billedet: Grundtvig paa Knæfaldet i Udby Kirke.
• Posthumt maleri af Joakim Skovgaard (Vallekilde Højskole).
• 1913 afsløredes en buste i forskelligfarvet keramik af Carl Schrøder efter Niels Skovgaards tegning (Grundtvigs Hus); samme år udstilledes Niels Skovgaards forslag til et monument af Grundtvig knælende og visende til kilden; delvis efter det rejstes 1932 et monument i Vartovs gård.
• 1912 og 1914 fremkom monumentforslag af Rasmus Bøgebjerg og H.P. og Johanne Pedersen-Dan.

Referencer

Bibliografisk fremstilling

Steen Johansen: Bibliografi over N.F.S. Grundtvigs Skrifter 1-4. København: Gyldendal. 1948-1954. Steen Johansens bibliografi er uundværlig i studiet af Grundtvig. Uden Johansens omhyggelige registrering af realia af bibliografisk relevans ville studiet af Grundtvigs forfatterskab tage sig anderledes og langt ringere ud.

Litteratur om Grundtvig

Som det er tilfældet med andre vidensområder, ligger meget af den centrale viden om Grundtvig i tidsskriftsartikler. Det vigtigste tidsskrift på området er Grundtvig-selskabets årbog Grundtvig-Studier, der er tilgængeligt i en søgbar udgave, og hvor der kan søges oplysninger om mange emner af relevans for forståelsen af Grundtvig. Derudover ligger der mange mindre studier om Grundtvig spredt i tidsskrifter og samleværker.

• Abrahamowitz, F. (2000). Grundtvig – Danmark til lykke. København: Informations forlag.
• Allchin, A.M. (2002). Grundtvigs kristendom. Menneskeliv og Gudstjeneste. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
• Albeck, G. (1959). "Huslæreren på Egeløkke". I Grundtvig-Studier. 78-98.
• Albeck, G. (1965). Dansk Litteraturhistorie 2. København: Politikens Forlag. 116-171.
• Albeck, G. (1955) Omkring Grundtvigs Digtsamlinger. Studier i Grundtvigs lyriske Forfatterskab 1808-16. Århus & København.
• Albeck, G. (1971). "Grundtvigs rimbreve". I Grundtvig-Studier. 7-30.
• Andersen, V. (1824). Illustreret dansk Litteraturhistorie 3. København;Gyldendal. 141-217.
• Auken, S. (2005). Sagas spejl. Mytologi, historie og kristendom hos N.F.S. Grundtvig. København: Gyldendal.
• Auken, S. & Damsgaard, J. (2016). "Grundtvigs Brorson". Grundtvig-Studier. 47-78.
• Auken, S. & Sunesen, C (red.) (2014). Ved lejlighed. Grundtvig og genrerne. Hellerup: Forlaget Spring.
• Baunvig, K.F. (2014). "Det folkelige foredrag". I Auken, S. & Sunesen, C (red.) (2014). Ved lejlighed. Grundtvig og genrerne. Hellerup: Forlaget Spring. 66-94.
• Bjerg, S. (2002). Gud først og sidst. København: Anis.
• Bjørn, C. (2003). "Grundtvig og grundtvigianismen". I Bjørn, C, Fra reaktion til grundlov. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie 10. 271-82.
• Bjørn, C. (2007). Grundrtvig som politiker. Udgivet af Lyby, T.C. København: Anis.
• Boas, H.H. (1998). "Kvartetten Kingo, Brorson, Grundtvig og Ingemann". I Grundtvig-Studier, 283-289.
• Bradley, S. A. J. (1999). "The Recovery of England’s »skrinlagt fortid« - a progressive Report". I Grundtvig-Studier. 138-161.
• Bradley, S. A. J. (2002). "Grundtvig’s »Land og the Living« and Anglo-Saxon scholarship in the Royal Library of Copenhagen". i Grundtvig-Studier. 157-183.
• Bradley, S. A. J. (2004). "Grundtvig’s Use of the Exeter Book’s Billed-Sprog: The Case of ‘Rune-Bladet’ and ‘Rune-Kiævlet’". i Grundtvig-Studier. 255-266.
• Bradley, S. A. J. (2008). "“Denne Gaade er godt gjort”: Grundtvig’s encounter with the riddles of the Exeter Book". i Grundtvig-Studier, 19-52.
• Bradley, S. A. J. (2016). "Grundtvig’s I Kveld: Reflections of an Anglo-Saxonist". i Grundtvig-Studier. 142-181.
• Bugge, K.E. (1965). Skolen for livet. København: GAD.
• Busbee, M.B. (2012). "The First Complete Translation of Beowulf into a Modern Language". I Beal J. & Busbee, M.B. (red). Translating the Past: Essays on Medieval Literature in Honor of Marijane Osborn. Tempe: ACMRS. 37-58.
• Christensen, B. (1998). Omkring Grundtvigs Vidskab. København: GAD.
• Dahl, P. (2010). "Grundtvigs forfatterskab i dansk litteraturhistorieskrivning". I Grundtvig-Studier. 31-63.
• Dam, P. (1999). "Noget om Myterne omkring den Clausen'ske injuriesag og Grundtvigs censurperiodes afslutning". I Grundtvig-Studier. 7-26.
• Elbek, J. (1960). Grundtvig og de græske salmer. København: GAD.
• Ge, W. (2013). The Deep Coinherence: A Chinese Appreciation of N.F.S. Grundtvig's Public Theology. (Phd). Aarhus Universitet.
• Grane, L. (1997). "Grundtvigs kirkelige anskuelse". I Kristendommen i historien. København: C.A. Reitzel. 141-147.
• Grane, L. (1998). "Grundtvigs forhold til Luther og den lutherske tradition". I Grundtvig-Studier. 21-41.
• Grell H. (1980). Skaberånd og folkeånd. København: Anis.
• Grell, H. (1987). Skaberordet og billedordet. Aarhus: Anis.
• Grell, H. (1992). England og Grundtvig. Aarhus: Center for Grundtvig-Studier.
• Heggem, S. S. (2005): Kjærlighetens makt, maskerade og mosaikk. En lesning av N.F.S.Grundtvigs "Sang-Værk til den Danske Kirke". Oslo: Oslos Universitet.
• Henriksen, A. (1971): »Grundtvig og Baggesen – en litterær anekdote«. I Gotisk tid. København: Gyldendal.
• Haarder, A. (1965). "Grundtvigs vurdering af Beowulf som kunstværk". I Grundtvig-Studier. 7-36.
• Haystrup, H.: Augustin-studier 10: Fra Grundtvig til Augustin. 1999. C. A. Reitzels Forlag
• Holm, A. (2001). Historie og efterklang. Odense: Odense Universitetsforlag.
• Holm, A. (2008). To samtidige. Kierkegaards og Grundtvigs kritik af hinanden. København: Anis.
• Holm, A. (2017). "Grundtvigs Lutherbilleder". I Korsgaard O. (red.), På afstand. Forskydninger mellem Grundtvig og Luther. København: Eksistensen. 15-38.
• Holm, A. (2018). Grundtvig – en introduktion. Aarhus: Forlaget Filo.
• Horn, F. W. (1881), Den danske Literaturs Historie 2. København: .Gyldendal. 189-234.
• Høirup, H. (1949). Grundtvigs Syn på Tro og Erkendelse. København: Gyldendal.
• Haarder, A. (1983) "Grundtvig og den oldnordiske kulturarv". I Thodberg C. & Thyssen, A.P. (red.). Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys. Aarhus: Anis. 70-83.
• Hall, J. A., Korsgaard, O., & Pedersen, O. K. (red.). (2015). Building the Nation: N.F.S. Grundtvig and Danish National Identity. Montreal: McGill-Queen's University Press.
• Haystrup, H. (1999): Augustin-studier 10: Fra Grundtvig til Augustin. København: C. A. Reitzels Forlag.
• Jensen, H. (1979). "Grundtvigs erkendelsesteori. Om forholdet mellem tro og fornuft i tidsskriftet »Danne-Virke« (1816-19)". I Grundtvig-Studier. 29-65
• Jørgensen, L. (2018). "Reconstructing the past and the poet: Grundtvig and the Anglo-Saxon Phoenix. I Grundtvig-Studier. 17-35.
• Jørgensen, T. (1998). "Grundtvig og den lutherske tradition". I Grundtvig-Studier. 42-60.
• Jørgensen, T. (2002). "Grundtvigs »Kirkens Gienmæle« - læst i et nutidigt perspektiv". I Grundtvig-Studier. 46-66.
• Lundgreen-Nielsen, F. (1965). Skæbne og forsyn. København: Gyldendal.
• Lundgreen-Nielsen, F. (1980). Det handlende ord. København: GAD.
• Lundgreen-Nielsen, F. (1981). "»Rød og hvid i Billedsalen«. Grundtvigs døds- og mindedigte II". I Grundtvig-Studier. 47-83.
• Lundgreen-Nielsen, F. (1992). Grundtvig og danskhed. I O. Feldbæk (red.), Dansk Identitetshistorie (Vol. 3, pp. 9-187). København: C.A. Reitzels Forlag.
• Lundgreen-Nielsen, F. (UÅ). Grundtvig Arkiveret 20. marts 2020 hos Wayback Machine. Forfatterportræt på Arkiv for dansk litteratur.
• Lundgreen-Nielsen, F. (2008). "N. F. S. Grundtvig: Rim-Brev til Nordiske Paarørende, 1832. Tekstkritisk og kommenteret udgave". Grundtvig-Studier. 53-117.
• Lundgreen-Nielsen, F. (2015). "Verdenskrøniken 1812 som verdenslitteraturhistorie". I Grundtvig-Studier. 123-174.
• Lundgreen-Nielsen, F. (2015). "Grundtvigs vej til Saxo". i Grundtvig-Studier. 55-102.
• Schmidt-Madsen, M. (2014). "Kongedigtet". I Auken, S & Sunesen C. (red): Ved lejlighed. Grundtvig og genrerne. Hellerup: Spring. 156-187.
• Michelsen, W. (1954). Tilblivelsen af Grundtvigs Historiesyn. København: Gyldendal.
• Michelsen, W. (1985). "Introduktion til Danne-Virke. I". I Grundtvig-Studier. 67-78
• Michelsen, W. (1986). "Om Grundtvigs tænkning og den nyere tids filosofi. Introduktion til Danne-Virke II". I Grundtvig-Studier. 56-70.
• Møller, E. (1950). Grundtvig som samtidshistoriker. København: Gyldendal.
• Møller, J.F. (2005) Grundtvigianisme i det 20 århundrede. København: Vartov.
• Møller, J.F. (2015). "Grundtvigs betydning for samfundet". I Grundtvig-Studier. 103-130.
• Noack, B. (1989). "Den oldengelske digtning og Grundtvig". I Grundtvig-Studier. 141-156.
• Nielsen, H. (2008). "Et skabelsesteologisk perspektiv på Danne-Virke". I Grundtvig-Studier, 44-59.
• Nyborg, O. (2013). Grundtvig og kærligheden. Kærlighedsforståelsen i N. F. S. Grundtvigs prædikener (PhD). University of Copenhagen, Copenhagen.
• Pedersen, K. A. (1991). "Om at læse »Danne-Virke« Nogle hermeneutiske overvejelser." i Grundtvig-Studier. 96-111.
• Pedersen, K. A. (1995). "Grundtvigs politiske tanker i dag". I Grundtvig-Studier. 301-302.
• Pedersen, K. A. (2004). Grundtvig og folkehøjskolen i dag: “Nyt Syn på Grundtvig” og den grundtvigske høj skoletanke". I Grundtvig-Studier. 91-102
• Pedersen, K. A. (2013). "Den teologiske modtagelse af Verdenskrøniken 1812". I Grundtvig-Studier. 175-201.
• Pedersen, K. A. (2014). "Det jødiske folk og folkelighedsbegrebet i 1814-krøniken". I Grundtvig-Studier. 15-64
• Pedersen, V.A. (2012). "Indledning til “Lidet om Sangene i Edda”"". På Grundtvigs Værker.
• Scharling, C. I. (1947). Grundtvig og Romantiken. København: Gyldendal.
• Reich, E.K. (2000). Solskin og lyn. Grundtvig og hans sang til livet. København: Forlaget Vartov.
• Rönning, F. (1907-1914). N.F.S. Grundtvig. Et bidrag til skildring af dansk åndsliv i det 19. århundrede 1-4. København: Det Schønbergske Forlag.
• Sanders, H & Vind, O (2003). Grundtvig. Nyckeln til det danska. Göteborg: Makadam Förlag.
• Scharling, C.I. (1947).: Grundtvig og Romantiken. København: Gyldendal.
• Solten, T. B. (2014). Troens øjeblik. Et tematisk, hermeneutisk og genreorienteret studie i N.F.S. Grundtvigs salmer. (Phd). Københavns Universitet.
• Stevns, M. (1949). "Grundtvig og Kingos salmer". Grundtvig-Studier, 16-34.
• Stokholm, A. (2003). "Om forholdet mellem skabelse og syndefald hos Grundtvig og Luther". Grundtvig-Studier. 88-125.
• Sunesen, C. (2014). "Rimbrevet". I Auken, S. & Sunesen, C (red.). Ved lejlighed. Grundtvig og genrerne. Hellerup: Forlaget Spring. 124-155.
• Sørensen, A: Pædagogikkens politiske idéhistorie - Vol. 1: Jean-Jacques Rousseau, N. F. S. Grundtvig og Friedrich Nietzsche om statens rolle i opdragelse og dannelse. Det Kongelige Bibliotek, 2017
• Sørensen, J. (1966). "Grundtvig og Brorson". I Grundtvig-Studier, 39-67
• Thaning, K.: Menneske først – Grundtvigs opgør med sig selv. København: Gyldendal. 1963.
• Thaning, K. (1985). "Hvem var Clara? 1-3". I Grundtvig-Studier. 11-46.
• Thodberg, Christian (1989). Syn og sang. Poesi og teologi hos Grundtvig. København: GAD.
• Thodberg C. & Thyssen, A.P. (red. 1983). Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys. Aarhus: Anis.
• Thyssen, A.P. (1983). "Grundtvigs tanker om kirke og folk indtil 1824". I Thodberg C. & Thyssen, A.P. (red.). Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys. Aarhus: Anis. 84-114.
• Toldberg, H. (1946). Grundtvig som filolog. København: G. E. C. Gads forlag.
• Toldberg H. (1950. Grundtvigs symbolverden. København: Gyldendal.
• Vind O. (1999). Grundtvigs historiefilosofi. København: Gyldendal.
• Vind, O. ((2016). "Indledning til Mands Minde 1788-1838. Foredrag over det sidste halve Aarhundredes Historie". Grundtvigs Værker.
• Wierød, L. (2014). Formens funktion i salmesang: Melopoetisk metode i sanganalyse med særligt henblik på salmer med tekst af N. F. S. Grundtvig (Phd). Aarhus Universitet.
• Wierød, L. (2015). "Et melopoetisk greb på Grundtvigsalmen". I Grundtvig-Studier. 175-190.
• Ægidius, J.P. (1985-1992). Bragesnak 1-2. Odense: Odense Universitetsforlag.
• Aarnes, S. AA. (1960). Historieskrivning og livssyn hos Grundtvig. En undersøkelse av to-verdensmotivet i verdenskrønikene. Bergen: Universitetsforlaget.

Se også

Grundtvigs Kirke

• Center for Grundtvigforskning
• Danne-Virke
• Danskeren (Grundtvig)
• Grundtvigianisme
• Grundtvigs Kirke (Bispebjerg)
• Grundtvigskirken (Esbjerg)
• Grundtvigsk Forum
• Grundtvigs Hus
• Grundtvigs Pavillon
• Kirkens Gienmæle
• Nyaars-Morgen
• Sang-Værk til den Danske Kirke
• Vartov
• Vartov Kirke

Eksterne henvisninger

Søsterprojekter med yderligere information: Billeder og medier fra Wikimedia Commons Citater fra Wikiquote Kildetekster fra Wikisource

• Grundtvigs Værker
• Center for Grundtvigforskning
• Grundtvig-Studier
• Grundtvig – historisk og nutidigt Arkiveret 6. september 2011 hos Wayback Machine
• Sange på Wikisource
• Foreningen af Grundtvigske valg- og frimenigheder
• Kalliope: Grundtvigs originaldigte
• Grundtvig i Dansk Litteraturs Historie
• Ugle.dk: Gamle Danske Sange – med tekst af N. F. S. Grundtvig
• Omfattende tekstsamling af Grundtvig på nettet Arkiveret 3. september 2011 hos Wayback Machine
• Lønne Højskole: Grundtvig i Højskolesangbogen
• Grundtvig i den globale grøft Arkiveret 10. oktober 2004 hos Wayback Machine Citat: "...Højskolerne brød med den traditionelle Grundtvig omkring 1945...siger Ole Vind..."
• N.F.S. Grundtvig på gravsted.dk
• DR's multimedieklip Arkiveret 11. marts 2007 hos Wayback Machine  (Webside ikke længere tilgængelig)
• Højskolernes hus Arkiveret 20. december 2003 hos Wayback Machine
• Grundtvigs Grav i Åsen ved Køge
• Bind 1-4 af Danskeren - et Ugeblad findes på Google Books
• N.F.S. Grundtvig på Dansk Forfatterleksikon