Fredløshed
En fredløs er i sin oprindelige og juridiske betydning en person, der erklæres uden for lovens beskyttelse. I førmoderne samfund blev al retslig beskyttelse frataget forbryderen, således at enhver lovligt kunne forfølge eller dræbe vedkommende. Fredløshed var derfor en af de hårdeste straffe i retssystemet. I tidlig germansk ret er dødsstraf påfaldende fraværende, og fredløshed var den mest ekstreme straf, som i praksis formentlig svarede til en dødsdom. Begrebet kendes også fra romersk ret i form af status som homo sacer og bestod gennem hele middelalderen.
En sekundær betydning af begrebet fredløs er en person, der systematisk undgår pågribelse gennem flugt og vold. Disse betydninger er beslægtede og overlapper hinanden, men er ikke nødvendigvis identiske. En flygtning, der erklæres uden for lovens beskyttelse i én jurisdiktion, men som opnår asyl og lever åbent og lovlydigt i en anden jurisdiktion, er fredløs i den første betydning, men ikke i den anden (et eksempel er William John Bankes). En flygtning, som formelt stadig har ret til en form for retssag, hvis han pågribes levende, men som undgår pågribelse på grund af den høje risiko for domfældelse og streng straf, er fredløs i den anden betydning, men ikke i den første (Sándor Rózsa blev således stillet for retten og idømt blot fængsel, da han blev fanget).
I common law i England indebar et ”writ of outlawry” erklæringen Caput lupinum (»[lad ham have] et ulvehoved«), som ligestillede personen med en ulv i lovens øjne. Den pågældende blev ikke blot frataget alle juridiske rettigheder ved at stå uden for ”loven”, men andre kunne dræbe ham på stedet, som var han en ulv.[1] Kvinder blev erklæret ”waived” i stedet for fredløse, men straffen var reelt den samme.[2]
Af fredløse i Danmark er de mest kendte Erik 5. Klippings formodede drabsmænd. Robin Hood og de fredløse er berømte skikkelser fra engelsk folketradition.
Historie
[redigér | rediger kildetekst]Antikkens Rom
[redigér | rediger kildetekst]
Se også: Homo sacer.Blandt andre former for eksil omfattede romersk ret straffen aquae et ignis interdictio ("forbud mod vand og ild"). Personer, der blev idømt denne straf, var forpligtet til at forlade romersk territorium og mistede deres ejendom. Hvis de vendte tilbage, var de reelt fredløse; det var ulovligt at give dem adgang til ild eller vand, og de kunne dræbes uden retslig straf.[3]
Forbuddet mod vand og ild blev traditionelt pålagt af folketribunen og er dokumenteret anvendt under Den Første Puniske Krig i det 3. århundrede f.Kr. af Cato den Ældre.[4] Senere blev det også anvendt af mange andre embedsmænd, såsom det romerske senat, magistrater,[3] samt Julius Caesar i hans egenskab af general og provinsiel statholder under Gallerkrigene.[5] Straffen faldt ud af brug under den tidlige kejsertid.[3]
Vikingetiden
[redigér | rediger kildetekst]
I vikingetiden kunne man blive erklæeret Útlegð, hvilket svarer til fredløs, idet man var uden for lovens beskyttelse, og reelt måtte leve på kanten af samfundet eller flygte fra det land, hvor man var blevet erklæret fredløs.[6][7] Dette skete bl.a. Erik den Røde, der først blev erklæret fredløs i sit hjemland Norge, for at rejse til Island, hvor han igen i 982 blev erklæret fredløs i 3 år af det islandske Althing, hvorefter han drog mod vest og fandt Grønland.
I Grettis saga fra 1000-tallet berettes om manden Grettir Ásmundarson på Island, der bliver erklæret fredløs.
Egill Skallagrímsson, der bl.a. kendes fra Egils saga, hvor det berettes, hvordan Erik Blodøkse gør ham fredløs.
Fredløshed fandtes også i andre oldtidens retssystemer, såsom den gamle nordiske og islandske lovgivning.
England
[redigér | rediger kildetekst]
I engelsk common law var en fredløs (outlaw) en person, der havde trodset rigets love ved eksempelvis at ignorere en retsindkaldelse eller ved at flygte i stedet for at møde frem og afgive forklaring, når han var anklaget for en forbrydelse.[2] Den tidligste reference til fredløshed i engelske juridiske tekster stammer fra 700-tallet.[8]
Kriminel
[redigér | rediger kildetekst]Begrebet outlawry henviser til den formelle procedure, hvorved en person erklæres fredløs, dvs. sættes uden for lovens beskyttelse.[2] I common law i England var en dom om (kriminel) fredløshed en af de hårdeste straffe i retssystemet, da den fredløse ikke kunne benytte loven til beskyttelse, f.eks. mod pøbeljustits. At blive erklæret fredløs svarede til en form for borgerlig eller social[9] død. Den fredløse blev udelukket fra al civiliseret samfundsliv. Ingen måtte give ham mad, husly eller nogen anden form for støtte – at gøre det udgjorde forbrydelsen medvirken og kunne medføre, at hjælperen selv blev ramt af forbuddet. Et nyere begreb, ”eftersøgt død eller levende”, er beslægtet, men indebærer, at en retssag ønskes (nemlig hvis den eftersøgte tilbagebringes i live), mens fredløshed udelukker enhver rettergang.
En fredløs kunne dræbes uden retsfølger, og det var ikke blot lovligt, men også anset for fortjenstfuldt at dræbe en tyv, der flygtede fra retfærdigheden – det blev ikke betragtet som mord. En mand, der dræbte en tyv, forventedes straks at erklære handlingen; ellers kunne den dødes slægt rensvaske hans navn ved ed og kræve, at drabsmanden betalte weregild som for en fri mand.[10]
Ifølge common law behøvede en kriminel fredløs ikke faktisk at være skyldig i den forbrydelse, som fredløsheden angik. Hvis en mand blev anklaget for højforræderi eller grov forbrydelse og undlod at møde i retten for at forsvare sig, blev han anset for dømt.[11]
Inden for strafferetten forsvandt fredløshed gradvist, ikke så meget på grund af lovændringer som på grund af den øgede befolkningstæthed, der gjorde det vanskeligere for eftersøgte at undgå anholdelse, samt indførelsen af internationale udleveringsaftaler. Ordningen var forældet, da forbrydelsen blev afskaffet i 1938.[12][13][14] Fredløshed var dog fortsat gældende praksis så sent som i 1855: I 1841 blev William John Bankes, tidligere parlamentsmedlem for flere valgkredse mellem 1810 og 1835, erklæret fredløs efter lovens forskrifter for at udeblive fra retssag om homoseksualitet og døde i 1855 i Venedig som fredløs.
Civil
[redigér | rediger kildetekst]Der fandtes også en doktrin om civil fredløshed. Civil fredløshed indebar ikke dødsstraf, men blev pålagt sagsøgte, der flygtede eller undveg retsforfølgelse i civile sager såsom gæld eller erstatningskrav. Straffene for civil fredløshed var hårde og omfattede konfiskation af løsøre efterladt af den fredløse.[15]
I civilretlig sammenhæng blev fredløshed forældet i civilprocessen gennem reformer, der ikke længere krævede, at indkaldte sagsøgte mødte frem og afgav forklaring. Muligheden for at blive erklæret fredløs for forsømmelse af civil pligt fortsatte dog i engelsk ret indtil vedtagelsen af Civil Procedure Acts Repeal Act 1879 (42 & 43 Vict. c. 59) i 1879[16] og i skotsk ret indtil slutningen af 1940’erne. Siden da fortolkes manglende forkyndelse af stævning som udgangspunkt til fordel for sagsøgeren, og hårde straffe for blot udeblivelse (antaget flugt fra retfærdigheden) finder ikke længere anvendelse.
I andre lande
[redigér | rediger kildetekst]I den tidlige moderne periode blev betegnelsen Vogelfrei og beslægtede udtryk anvendt i Tyskland, Nederlandene og Skandinavien om personer, der var frataget deres borgerrettigheder og dermed var ”fri” til at blive dræbt som en fugl.[17] I Tyskland og slaviske lande i perioden fra 1400-tallet til 1800-tallet bestod grupper af fredløse ofte af tidligere fanger, soldater m.fl. De blev dermed et vigtigt socialt fænomen. De levede af røveri, og lokale beboere fra de lavere samfundslag støttede ofte deres aktiviteter. De mest kendte er Juraj Jánošík og Jakub Surovec i Slovakiet, Oleksa Dovbush i Ukraine, Rózsa Sándor i Ungarn samt Schinderhannes og Hans Kohlhase i Tyskland.
Begrebet fredløshed blev genindført i britisk ret af flere australske koloniregeringer i slutningen af d1800-tallet for at håndtere truslen fra bushranging. Felons Apprehension Act (1865 No. 2a)[18] i New South Wales gav en dommer mulighed for, efter bevis for tilstrækkeligt berygtet adfærd, at udstede en særlig retskendelse, der pålagde en person at melde sig i politiets varetægt inden en given frist eller blive erklæret fredløs. En fredløs kunne pågribes ”levende eller død” af enhver af dronningens undersåtter, ”uanset om vedkommende var konstabel eller ej”, og uden at skulle stå til ansvar for brugen af dødelige våben i forbindelse med pågribelsen. Tilsvarende bestemmelser blev vedtaget i Victoria og Queensland.[19] Selvom bestemmelserne i New South Wales-loven ikke blev anvendt efter bushranging-periodens ophør, forblev de i lovgivningen indtil 1976.[20]
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ Schumaker, Walter A.; Longsdorf, George Foster (2007) [1901]. The cyclopedic dictionary of law (2007 udgave). St Paul, MN: Keefe-Davidson. s. 127. ISBN 9785876919458.
- 1 2 3 National Archives staff (26. januar 2012). "Outlaws and outlawry in medieval and early modern England". British National Archives. Hentet 20. juni 2012.
- 1 2 3 Berger, s. 507.
- ↑ Kelly 2006, s. 28.
- ↑ Caesar, Julius. De Bello Gallico, bog VI, afsnit XLIV.
- ↑ Outlawry in the Viking Age. norse-mythology.org. Hentet 22/1-2026
- ↑ The Norse Outlaw. thewarriorlodge.com. Hentet 22/1-2026
- ↑ Carella, B (2015). "The Earliest Expression for Outlawry in Anglo-Saxon Law". Traditio. 70: 111-143. doi:10.1017/S0362152900012356. S2CID 233360789.
- ↑ Bauman, Zygmunt (n.d.). Modernity and Holocaust. s. [side mangler].
- ↑ Pollock & Maitland 1968, s. 53.
- ↑ Archbold Criminal Pleading, Evidence and Practice (30. udg., 1938), s. 71
- ↑ Archbold (30. udg., 1938), s. 71
- ↑ Archbold (31. udg., 1943), s. 98
- ↑ Administration of Justice (Miscellaneous Provisions) Act 1938, § 12
- ↑ William Blackstone (1753), Commentaries on the Laws of England, bog 3, kapitel XIX: ”Of Process”
- ↑ "The" Public General Acts: Passed in the ... Years of the Reign of ... Being the ... Session of the ... Parliament of the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland and the Church Assembly Measures (engelsk). Law Journal Reports. 1879.
- ↑ Schmidt–Wiegand, Ruth (1998). ”Vogelfrei”. Handwörterbuch der Deutschen Rechtsgeschichte. Bind 5: Straftheorie. Berlin: Schmidt. s. 930–932. ISBN 3-503-00015-1
- ↑ "Felons Apprehension Act (1865 No 2a)". New South Wales legislation. Hentet 4. september 2013.
- ↑ "Outlawry in Colonial Australia: The Felons Apprehension Acts 1865–1899" (PDF). Hentet 4. september 2013.
- ↑ "Outlawry in Colonial Australia: The Felons Apprehension Acts 1865–1899" (PDF). Hentet 4. september 2013.
- Litteratur
- Berger, Adolf. "Interdicere aqua et igni". Encyclopedic Dictionary of Roman Law. s. 507.
- Kelly, Gordon P. (2006). A history of exile in the Roman republic. Cambridge University Press. s. 28. ISBN 9780521848602.
- McLoughlin, Denis (1977). The Encyclopedia of the Old West. Taylor & Francisb. ISBN 9780710009630.
- Pollock, F.; Maitland, F. W. (1968) [1895]. The History of English Law Before the Time of Edward I (2nd (1898), reprint udgave). Cambridge: Cambridge University Press.