Fritte

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Fritte
Furets albinos champagne et zibeline sable.jpg
Videnskabelig klassifikation
Rige Animalia (Dyr)
Række Chordata (Chordater)
Klasse Mammalia (Pattedyr)
Orden Carnivora (Rovdyr)
Familie Mustelidae
(Mårfamilien)
Slægt Mustela (Væseler)
Art M. putorius(Ilder)
Underart M. p. furo
Videnskabeligt underartsnavn
Mustela putorius furo
Linnaeus, 1758
Hjælp til læsning af taksobokse

Fritten (Mustela putorius furo, også kaldet tamilder) er den domesticerede form af en ilder. Den domesticerede form anvendes fortsat til kaninjagt nogle steder i verden, men anvendes i dag primært som kæledyr. Fritten har været et medlem af den menneskelige husstand i et par tusinde år.[1]

En fritte har typisk brun, sort, hvid eller blandet pels. De har gennemsnitligt en længde på 51 cm med en hale på 13 cm og vejer mellem 700 gram og 2 kg og har en levetid på mellem 7-10 år.[2] Fritter er seksuelt dimorfe, hvor hannen er væsentligt større end hunnen.

Kilde til tamme fritter[redigér | redigér wikikode]

Den domesticerede fritte menes at være en tam vestlig eller østeuropæisk ilder. De østeuropæiske steppeildere (Mustela eversmanni) og de vesteuropæiske ildere (Mustela putorius) er meget ens i udseende og knoglestruktur. Ilderen kan 'krydsavle' og producere frugtbare afkom med en af disse arter. Den indenlandske ilder er ikke en tam form af den sort-fodede ilder (Mustela nigripes), der var hjemmehørende i det vestlige USA. Den sort-fodede ilder blev fornylig udryddet i naturen, men er gradvist ved at blive genindført gennem opdræt i fangenskabs-programmer.[3]

Der er ikke enighed om, hvilke arter af ilderen den tamme ilder faktisk kom fra. Undersøgelser er blevet udført, hvor man sammenligner kraniets struktur, pelsfarven og adfærd i alle tre arter.

Bevis for domesticering[redigér | redigér wikikode]

Et stærkt bevis på, at et dyr virkelig er domesticeret, er, at det kun bevarer nogle af de karakteristiske træk ved den tidligere udgave af arten. Dette sker gennem selektiv avl og tjener til at gøre dyret mere føjeligt og i stand til at blive manipuleret af mennesker. Omfattende undersøgelser af de adfærdsmæssige forskelle mellem vild-ilderen og tam-ilderen indikerer, at der faktisk er en ændring i adfærd. I almindelighed viser tam-ilderen mindre frygt for mennesker og mindre frygt for et ukendt miljø end vild-ilderen. Desuden var tam-ilderen længere tid om at vænne sig til en gentagen støj end vild-ilderen.

Hvis den vilde ilders hvalpe er taget fra deres mor, før de åbner deres øjne, og derefter opfostres af et menneske, vil de tage aftryk på det menneskelige og blive forholdsvis tamme. De kan forblive tamme, hvis der er fortsat kontakt med mennesker. Her adskiller tam-ilderen sig fra mink og væsler opfostret af mennesker, der kan blive tamme for en kort periode, men som normalt vil vende tilbage til en vild tilstand, når de er udvoksede. Denne føjelige adfærd ved at blive opflasket kan være en nøgle til, hvorfor ilderen kunne domesticeres overhovedet.

Kilde[redigér | redigér wikikode]


DyrStub
Denne artikel om dyr er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.