Gemma Frisius

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gemma Frisius
Gemma Frisius, (Maarten van Heemskerck, ca. 1540-1545)
Personlig information
Født 8. december 1508, 1508, 18. oktober 1508, 9. december 1508 Rediger på Wikidata
Dokkum, Holland Rediger på Wikidata
Død 25. maj 1555 Rediger på Wikidata
Leuven, Belgien Rediger på Wikidata
Dødsårsag Nyresvigt Rediger på Wikidata
Barn Cornelis Gemma Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted UCLouvain,
det gamle universitet i Leuven Rediger på Wikidata
Elev af Franciscus Monachus, Pieter de Corte Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Astronom, universitetsunderviser, fysiker, matematiker, kartograf, instrumentbygger, læge, filosof, globe maker[1] Rediger på Wikidata
Arbejdsgiver Universiteterne i Löwen Rediger på Wikidata
Arbejdssted Leuven (1525-1555) Rediger på Wikidata
Elever Gerardus Mercator Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Gemma Frisius (født Jemme Reinerszoon; 9. december 1508 [2], død 25. maj 1555), var en læge, matematiker, kartograf, filosof og instrumentmager. Han skabte vigtige globusser, forbedrede tidens matematiske instrumenter og anvendte matematik på nye måder i forbindelse med overvågning og navigation. Gemmas ringe er opkaldt efter ham.

Liv og gerning[redigér | rediger kildetekst]

Frisius blev født i Dokkum, Friesland (nutidige Holland), af fattige forældre, der døde, da han var ung. Han flyttede til Groningen og studerede senere i udlandet ved Leuvens Universitet (Louvain) i Belgien fra 1525. Han blev uddannet læge i 1536 og forblev ved Leuvens medicinske fakultet resten af sit liv, hvor han foruden undervisningen i medicin også underviste i matematik, astronomi og geografi. Hans ældste søn, Cornelius Gemma, redigerede et posthumt volumen af hans arbejde og fortsatte med at arbejde med ptolemaiske astronomiske modeller.

Producent af globusser[redigér | rediger kildetekst]

Gemma Frisius berømte jordglobe fra 1536. Det grønne område er Madagaskar.

En af hans mest indflydelsesrige lærere i Leuven var Franciscus Monachus, som omkring 1527 havde udformet en berømt globus i samarbejde med Leuvens guldsmed Gaspar van der Heyden.[3] Under ledelse af Monachus og med teknisk bistand fra Van der Heyden oprettede Frisius et værksted for at producere globusser og matematiske instrumenter, som blev rost for deres kvalitet og nøjagtighed af samtidige astronomer som Tycho Brahe. Af særlig berømmelse var en jordklode fra 1536 og den himmelske klode fra 1537. På den første af disse er Frisius betegnet som skaberen med teknisk assistance fra Van der Heyden og gravering af Gerardus Mercator, der var en elev af Frisius på dette tidspunkt. På den anden globus nævnes Mercator som medforfatter.

Triangulering[redigér | rediger kildetekst]

Gemma Frisius berømte diagram fra 1533 introducerede ideen om triangulation i videnskaben om opmåling.

I 1533 beskrev han for første gang den metode til triangulering, der stadig anvendes i dag ved opmåling. Efter at have etableret en basislinje, for eksempel i dette tilfælde, byerne Bruxelles og Antwerpen, blev placeringen af andre byer, fx Middelburg, Gent osv. fastlagt, hvilken findes ved at tage en kompasretning fra hver ende af basislinjen og plotte hvor de to retninger krydser. Dette var kun en teoretisk præsentation af konceptet - på grund af topografiske begrænsninger er det umuligt at se Middelburg såvel fra Bruxelles som fra Antwerpen. Ikke desto mindre blev figuren snart kendt over hele Europa.

Tyve år senere, omkring 1553, var han den første til at beskrive, hvordan et præcist ur kunne bruges til at bestemme længdegrader. Jean-Baptiste Morin (1583-1656) troede ikke på, at Frisius metode til beregning af længdegrader ville fungere og bemærkede: "Jeg ved ikke, om djævelen vil lykkes med at udarbejde et skibskronometer, men det er dumhed for mennesket at prøve."[4]

Gemma's ringe.

Frisius skabte eller forbedrede mange instrumenter, herunder Jakobsstaven, astrolabiet og de astronomiske ringe (også kendt som "Gemmas ringe"). Hans studerende omfattede Gerardus Mercator (som blev hans samarbejdspartner), Johannes Stadius, John Dee, Andreas Vesalius og Rembert Dodoens.

Død[redigér | rediger kildetekst]

Frisius døde i Leuven i en alder af 46 år. Ifølge en redegørelse fra hans søn, Cornelius, døde Gemma af nyresten, som han havde lidt af i mindst 7 år. [5]

Hæder[redigér | rediger kildetekst]

Et månekrater er blevet opkaldt efter ham. Gualterus Arsenius, en videnskabelig instrumentmager i det 16. århundrede, var hans nevø.

Forfatterskab[redigér | rediger kildetekst]

  • Cosmographia (1529) von Petrus Apianus, annotated by Gemma Frisius
  • De principiis astronomiae et cosmographiae (1530)
  • De usu globi (1530)
  • Libellus de locorum describendorum ratione (1533)
  • Arithmeticae practicae methodus facilis (1540)
  • De annuli astronomici usu[6] (1540)
  • De radio astronomico et geometrico (1545)
  • De astrolabio catholico (1556)

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  2. ^ Han omtales som Jemme Reinersz i 1533-udgaven af Peter Apian's Cosmographia.
  3. ^ Nationaal Biografisch Woordenboek.
  4. ^ "Longitude1". Groups.dcs.st-and.ac.uk. Arkiveret fra originalen 5. november 2016. Hentet 2013-03-19.
  5. ^ Gemma Frisius, Tycho Brahe & Snellius & Their Triangulations, N.D. Haasbroek, Rijkscommissie Voor Geodesie, Delft, Netherlands, 1968, p. 10
  6. ^ Usus annuli astronomici - Rainer Gemma Frisius - Google Books. Books.google.com. Hentet 2013-03-19.

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • N. Haasbroek: Gemma Frisius, Tycho Brahe and Snellius and their triangulations. Delft 1968.
  • Robert Haardt: The globe of Gemma Frisius. Imago mundi, Bd. 9, 1952.
  • W. Karrow: Mapmakers of the Sixteenth Century and Their Maps. Chicago 1993.
  • G. Kish: Medicina, mensura, mathematica: The Life and Works of Gemma Frisius. Minneapolis 1967, sowie sein Artikel in Dictionary of Scientific Biography
  • A. Pogo: Gemma Frisius, his method of determining longitude. In: Isis. Bd. 22, 1935, S.469-485.