Ur

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Ur (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Ur)
Et pendulur af den svenske urmager Jacob Kock (1737–1805).

Et ur eller kronometer er et instrument som bruges til at vise tiden. Uret har en forholdsvis bred definition, hvor alle genstande, der viser tiden, indgår. Kronometeret er et meget præcist og nøjagtigt ur, som før i tiden ofte blev brugt til navigation.

Uret har haft en uundværlig rolle i historiens udvikling, eftersom alt måles i tid. Før mennesket opfandt metoder til at måle tiden, havde naturen allerede sat nogle naturlige tidsintervaller, som dag, måned og år. I vores tid er uret en vigtig del af hverdagen.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Gennem tiderne har der været mange forskellige instrumenter til at måle tiden med, herunder skygge- og solur, vandur og sandur. De første solure menes opfundet allerede før vor tidsregning i det gamle Egypten. Vanduret har den indlysende fordel, at det kan benyttes om natten, i overskyet vejr, og indendørs.

Soluret[redigér | redigér wikikode]

Et solur i Warszawa.

Et solur er et instrument, som viser tiden ved at udnytte solens position på himlen. [1] De mest almindelige solure har en gnomon, hvorfra der bliver dannet en skygge, som sammen med solens position rykker sig. En gnomon er som regel formet som en høj tynd pind. Rundt om solurets gnomon er der en plade, hvor dagens timer er markeret med linjer. Solure skal opstilles nøjagtigt ift. jordens rotationsakse for at kunne vise tiden præcist. I de fleste tilfælde skal solurets gnomon pege mod den rigtige nordpol (ikke den magnetiske nordpol, som et kompas peger mod).

Der findes solure, hvor tiden vises ved en skygge, og andre, hvor en lysstråle indikerer tiden. Begge slags har en plade med dagens timer indtegnet. Soluret, som bruger skygge, har en gnomon, som både kan være vandret, lodret eller i en anden bestemt vinkel, matematisk udregnet. Da solurets gnomon skal passe til jordens rotationsakse, kan det betyde, at det må tilpasses hver årstid. Soluret, som bruger en lysstråle som indikator, har ikke en gnomon, men enten et spejl, som reflekterer solens stråler ned på pladen, eller et lille hul slipper sollys igennem, så der dannes en stråle.

Vanduret[redigér | redigér wikikode]

Vandure er fundet i Egypten fra 1400-tallet f.Kr. I oldtidens Grækenland benyttedes vandure til at måle taletiden ved domstolene i Athen.[2] Efterhånden som vandet dryppede ud, sank en flyder med vandstanden indeni uret, og viste tiden på en gennemsigtig beholder, hvor de tolv timer var afmærket. Sådan et vandur blev kaldt clepsydra med betydningen "vandtyv" (af græsk cleps = stjæle; hydor = vand). Nogle var mere komplicerede, hvorved vandet drev et tandhjulsystem, der flyttede en viser omkring på en skive, nogenlunde som på et moderne ur. Visere kunne være en pegestok i hånden på en figur øverst på vanduret, og de aller fineste clepsydrae trillede små kugler frem ved timeskifte, eller blæste i en fløjte. I romerske retssale holdt retsbetjentene omhyggelig opsigt med et stort vandur under rettergange. Uret blev standset, mens man læste sagens dokumenter op, og blev sat i gang igen, når retsproceduren fortsatte. Pga. sagførernes snakkesalighed så man sig nødsaget til at regulere partsindlæggene. En vis tid (dvs. et vist kvantum vand) blev tildelt aktorat, forsvar og dommere. Plinius den Ældre fortæller, at han havde fået ikke mindre end ti clepsydrae til rådighed under en vigtig sag, og alligevel var han ikke færdig efter at have talt uafbrudt i fem timer. Han fik dog indvilget fire clepsydrae til. Martial ironiserer over en sagfører: "Modstræbende har dommeren givet dig så meget som syv vandure, gode Cæcilianus, men du taler så længe og så højt med tilbagekastet hoved og drikker lunkent vand hele tiden, at jeg foreslår dig at tilfredsstille din snakkesalighed og din tørste samtidig: Drik af vanduret!"" [3]

På kejser Vespasians tid havde vandure næsten helt erstattet solure i Romerriget. Længe efter, at egyptere og grækere havde skaffet sig mekaniske apparater til at aflæse tiden på, blev tiden i Rom aflæst af et græsk solur graderet for CataniaSicilien, og udråbt af en herold i nærheden af senatet. Når solen nåede middagshøjde, råbte han: "Meridius est!"Eftehrhånden blev mere nøjagitige solure opsat på Roms offentlige pladser, og til sidst kom vandurene i almindelig brug. [4]

Andre tidlige ure[redigér | redigér wikikode]

Timeglas.

Stearinlys-uret er gammelt og menes at stamme fra Kina, eftersom der optræder i et digt af You Jiangu fra år 520. Man lavede markeringen på lyset, og vidste dermed, hvad klokken var, eller hvor lang tid, der var gået. Sanduret, bedre kendt som timeglasset, er dog en forholdsvis nyere opfindelse; ældste bevis er et kalkmaleri fra 1338, [5] hvor timeglasset tjente som symbol for døden. [6] Timeglasset har to trekantformede beholdere, forbundet med at lille hul, som tillader sandet at falde igennem. Man brugte dog også andre materialer til at tælle tiden med, som fx æggeskaller. De fleste timeglas måler enten 1 time eller nogle minutter. I Kina brugte man under Song-dynastiet (920-1279) røgelsesure, som bestod af et røgelseskar, der oftest var udformet som en drage, [7] hvor der var røgelse, der brændte i alt fra 1 dag til 1 måned. [8] Røgelsesurene var populære i Kina, og benyttet i både hjem og i templer.

Det mekaniske ur[redigér | redigér wikikode]

Det mekaniske astronomur fra 1410 i Prag.

Pave Sylvester 2. opfandt en enkel mekanisme i 966, der ringede med regelmæssige mellemrum og kaldte munkene til bøn. Den anses som begyndelsen til det mekaniske ur. [9] I middelalderen blev der foretaget eksperimenter med mekaniske ure, hvor man afprøvede forskellige afbremsningsmekanismer til de faldende lodder, der kunne få viserne til at dreje rundt. I slutningen af 1200-tallet opfandt man hæmværket, som fik uret til at gå langsomt og nøjagtigt. I 1300-tallet fik man idéen om at udskifte lodderne med fjedre, hvorved uret kunne fremstilles i en størrelse, der gjorde det muligt at bære det med sig.

Paven havde allerede før de mekaniske ure forordnet, at alle klostre skulle have et solur, men da det ikke var brugbart når solen ikke var fremme, begyndte udviklingen af det mekaniske ur. Verdens sandsynligvis ældste ur, der stadig går, findes i katedralen i Salisbury og blev lavet af håndsmedet jern i eller før 1386. Klokken blev muligvis konstrueret af tre urmagere fra Nederland, nemlig Johannes og Williemus Vriemand, samt Johannes Jietuijt fra Delft, som blev inviteret over af kong Edward 3. af England. [10] Det mekaniske ur var en mere avanceret udgave end de hidtil brugte; da uret var blevet mekanisk, kunne det gå dagen lang, meget nøjagtigt og regelmæssigt. Mekaniske ure består af fire hoveddele: drivmidlet, hjulværket, hæmværket og regulatoren.

George Graham opfandt i 1715 hæmværket, der eliminerede problemet med at få uret til at gå jævnt. Hæmværket findes i de fleste pendulure. Vor tids mekaniske ure er oftest drevet af batterier. Nye ure kan måle tiden baseret på målinger af svingninger i atomer eller i quartzkrystaller.

Teknologien[redigér | redigér wikikode]

Udviklingen[redigér | redigér wikikode]

Fra omkring det 15 århundrede da hæmværket var udviklet, prøvede man sig frem med mange forskellige metoder til at lave urene mest præcise, som gennem hele urets tid har været det største og sværeste problem. Man forsøgte sig frem med ure, der brugte fjedre til at vise klokken. Fjederen bestod af et langt tyndt stykke metal, som var rullet sammen, denne fjedre skulle opspoles. Når man opspolede fjederen, strammede man den, så uret kunne gå, mens fjederen langsomt blev løsere og løsere. Peter Henlein [11] er urmageren som menes at have opfundet denne teknik i 1511.

Man havde ikke sekund- og minutvisere indtil det 16. århundrede. Indtil da havde man ure, som viste tiden med en præcision på 15 min. mellemrum. Det var først da urmageren Jost Bürg i 1584 opfandt et nyt hæmværk, der kunne vise tiden med 1 min. præcision. Dette ledte til at astronomen Tycho Brahe kunne observere astronomiske begivenheder mere præcist[12][13].

Da uret også havde stor astronomisk betydning, var det et stort fremskridt da Taqi al-Din opfandt et ur, der kunne indikere når et givet tidsrum var gået meget nøjagtigt. Den næste store opfindelse der gjorde uret mere præcist, kom i 1656, da penduluret blev opfundet. Længden af pendulet var den afgørende faktor, der bestemte urets præcision. I starten havde urene kronhjulshæmværk, men da engelske William Clement[14] opfandt den næste videre udvikling af hæmværket, kunne pendul urene vise tiden mere korrekt, eftersom minut- og sekundvisere blev sat på uret. Problemet med penduluret er størrelsen. Det må være ret stort for at gå præcist.

I 1840 opfandt Alexander Bain det elektroniske ur, som siden er blevet videreudviklet.

Hvordan ure virker[redigér | redigér wikikode]

Alle ure består af flere forskellige dele, hver med sin funktion og sin egen opgave, for at uret skal virke. [15]

Energikilde:

Alle ure har brug for en energikilde, som kan være et batteri, hjul eller fjedre afhængigt af, hvilket ur, der er tale om. De fleste ure har en ekstra energikilde, som slår til, når hovedenergikilden kort afbrydes.

En oscillator:

Alle moderne ure har en harmonisk oscillator, som er en fysisk størrelse, der beskriver svingende systemer. I mekaniske ure kan det være penduler eller et stighjul. I de nyere ure kan det være en quartzkrystal eller vibrationer fra elektroner.

Synkroniserede enheder:

De fleste ure bliver regelmæssigt synkroniseret med et andet "hovedur", som er nøjagtigt. Computerure og radioer har en quartzkrystal og bliver synkroniseret en gang om ugen over internettet. Elektriske ure afhænger af deres strømkilde til at være præcise.

Regulering:

Denne del sørger for, at frekvenserne fra oscillatoren udsendes jævnt og ensartet. Denne del kan bestå af et pendul, balance eller en ic i quartzuret.

Gearing:

Her bliver de dannede impulser fra oscillatoren omdannet til en brugbar størrelse, som vi kender som sekunder, minutter og timer.

Displayet:

Som sidste del af uret, er der selvfølgelig displayet, hvor tiden bliver vist. På moderne ure, kan displayet enten være digitalt eller analogt, hvor tidsangivelsen på et analogt ur afhænger af grader.

Forskellige former[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Trond Berg Eriksen, Tidens Historie tiderne skifter, 1999, dansk udgave ved Claus Clausen, Nørhaven A/S ISBN 87-7445-867-1
Stan Bray, Making Clocks, 2001, Briddles Ltd, ISBN 1-85486-213-8
Finn Morbech, Ur-guide 2001, forslaget Sct. Eliguis, ISBN 87-983868-1-6
Eric Smith, Clocks & clock repairing, 1993, st. Edmundsbury Press LImited Bury st Edmunds, ISBN 0-7188-2708-2