Guldfireren

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Ambox scales.svgDenne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.
Medaljer til roerne ved OL i London 2012

Guldfireren er dansk ronings absolut mest succesfulde båd gennem tiderne. Letvægtsfireren vandt i perioden 1994-2016 tre OL-guld, en OL-sølv og to OL-bronze, otte VM-guld samt tre VM-sølv.[1] Selv om Eskild Ebbesen som den sidste af den oprindelige besætning indstillede karrieren i 2012, er navnet blevet hængende på grund af videreførelsen af det oprindelige koncept.[2]

Letvægtsfireren, der var begyndt at arbejde frem mod OL 2020, blev opløst, da IOC valgte at fjerne denne bådtype fra programmet.[3]

Historie[redigér | redigér wikikode]

I mange år var det tradition i dansk roning, at en båd, der konkurrerede ved internationale konkurrencer, bestod af roere fra samme klub. I begyndelsen af 1990'erne besluttede Dansk Forening for Rosport at bryde med det princip, og en af de bådklasser, der blev satset på, var letfægtsfireren. Denne disciplin skulle debutere ved OL 1996, og derfor var målet i første omgang at samle en slagkraftig besætning, der skulle klare sig godt ved legene. I 1993 fandt man frem til den originale besætning bestående af Victor Feddersen (Bagsværd Roklub), Eskild Ebbesen (Odense Roklub), Thomas Poulsen (Danske Studenters Roklub) og Niels Laulund, (Lyngby Roklub).[4][5] De fire roere satte sig ned og definerede en målsætning og et kodex for hvordan man skulle opføre sig på holdet med henblik på international succes.


Allerede i 1994 vandt denne båd sit første VM-guld, og efter sølv ved VM det følgende år var der store forventninger til OL-deltagelsen. Den danske båd vandt klart sit indledende heat samt sin semifinale, og i en tæt finale vandt danskerne med 55/100 sekund til sølvvinderne fra Canada og USA et stykke længere tilbage.[6][2] Det var denne præstation, der gav båden sit tilnavn, som kom til at hænge ved i mange år fremover.[4]

Årene efter OL 1996 var båden helt suveræn på den internationale scene og vandt VM-guld hvert af årene 1997-1999 på trods af enkelte udskiftninger i besætningen. Efter OL i Atlanta besluttede Niels Laulund af aldersmæssige årsager at forlade båden, hvorefter Thomas Ebert, Danske Studenters Roklub, blev udvalgt som erstatning. I den tidlige sommer 2000 døjede Thomas Poulsen med en skade, og da det var en kendsgerning, at han ikke blev klar til OL samme år, blev han afløst af Søren Madsen kort før OL.[7] Den sene udskiftning var muligvis medvirkende til, at båden måtte "nøjes" med en bronzemedalje ved disse lege. Denne præstation er af Peter Kragelund (Team Danmarks chef indtil 2004) blevet betegnet som måske den største i "guldfirerens" historie.[kilde mangler] Blandt andet fordi Søren Madsen ikke just var den perfekte erstatning for Thomas. Besætningen kæmpede derfor med ryggen mod muren i alle tre måneder og gik gennem den olympiske regatta fra at blive nr. sidst i indledende til at blive nr. 3 i finalen. Feddersen havde nogen tid inden OL 2000 bekendtgjort, at han ville stoppe sin aktive karriere efter legene.[8]

Thor Kristensen, Hadsund Roklub, blev indsat i stedet for Feddersen. Det var en kontroversiel beslutning fra bådens træner, idet et helt hold af stærke letvægtsreserver fra den nyligt oprettede "letvægtsotter" blev forbigået. Men beslutningen var taget og I 2001 vandt Guldfireren sølv ved VM og blev i en kort periode benævnt "sølvfireren". I sommeren 2002 blev Søren Madsen skadet, og Stephan Mølvig, Bagsværd Roklub, blev med en lille uge til Worldcuppen i Munchen sidst i juli sat på båden som erstatning. Tilsyneladende en god erstatning, idet båden både vandt den samlede Worldcup og VM-guld både dette år og året efter. Desværre for holdet opstod der samarbejdsproblemer mellem Mølvig og Ebert. Dette resulterede i at Bo Svendsen, Eberts mangeårige ven, kom på båden for en kort periode. Desværre for Bo manglede han det sidste i at kunne tilføre båden fart og Mølvig, havde været meget syg kun 5 måneder op til OL, fik sin plads tilbage. Ebert indså at hans personlige holdninger var anti-elitære og at hvis han ville vinde, måtte det blive med den bedste mand og ikke.. den bedste ven.

Samlet set var 2004 måske firerens værste sæson overhovedet: personlige problemer, udbrændthed hos træneren, svingende resultater og et enormt pres og negativ holdning fra de andre roere i rocentret var ved at få holdet til at gå i opløsning. Men man skal ikke glemme at disse mennesker var nogen af verdens mest professionelle atleter. De havde ofret alt igennem en længere årrække og i de sidste måneder op mod OL 2004 fokuserede mandskabet så intensivt og inderligt på at skabe fart og glæde i båden, at da guldfireren omsider gled først over målstregen i finalen, så jublede en hel nation over deres helte. OL guldet var generobret og begrebet "guldfireren" cementeret i den danske nationalbevisthed.

Som en naturlig følge af de mange år sammen, opløstes guldfireren samme efterår. De enkelte roere forsvandt fra arenaen og overlod "skuden" til det næste kuld. Det kulminerede med at VM i 2005 i Japan blev første år uden en dansk letvægtsfirer i mange år. Det skyltes den karismatiske træner Bent Jensen gennem alle årene, var blevet syg af kræft. Han havde formået, hvad ingen anden dansk rotræner har formået. Nemlig at skabe et stærkt hold af samarbejdende egoister. Men uden sin bedste roer, Eskild Ebbesen, der i alle årene havde været en primusmotor for holdet, forsvandt farten i 2005 og bådens resultater var langt fra bådens navn værdigt. Det kulminerede med at rocentrets ledelse valgte at rokere om og starte opbygningen af en ny firer op fra bunden. Man hentede træner Bent Fransson ind som afløser for dennes gode ven, Bent Jensen, og startede med at bygge en letvægtsotter i 2006. Efter 2006 var målet at skabe en ny letvægtsfirer. Den nye gruppe viste lovende takter, og samtidig valgte Eskild Ebbesen samt den tidligere reserve, Bo Svendsen, at komme tilbage i projektet. Efter et udskillelsesforløb, endte båden med sin nuværende sammensætning der udgøres af Eskild Ebbesen, de to tidligere reserver Mads Andersen og Bo Svendsen, samt en ny roer, Morten Jørgensen. Desværre formåede roerne ikke at løfte arven fra fordums storhed. En skuffende 6-plads ved VM gav godt nok adgang til de Olympiske lege i Beijing, men tidsmæssigt var holdet lige så langt fra guldet til VM som de havde været hele sæsonen. Det havde den konsekvens at Morten Jørgensen måtte vige pladsen for Thomas Ebert, der kom igen efter 2 års pause fra roning. Udskiftningen af Morgen Jørgensen var omstridt. Det kunne, på udenforstående, ses ud som om yngste mand skulle gøres til syndebuk for de mere erfarne roeres manglende evne til at leve op til fordums styrke.

Denne analyse blev yderligere cementeret da fireren missede A-finalen i den første World Cup i 2008 lykkedes det for fireren at vinde sølv i den anden World Cup i Lucerne i starten af juni. Til den sidste World Cup roede båden med en reserve (Bo Helleberg var skadet) og blev nr. 4. Derefter blev Bo Helleberg udskiftet med Morten Jørgensen. Bo Helleberg udtalte "Jeg har aldrig været så skuffet før. Jeg synes rent ud sagt, det er noget svineri. Man har glemt, det er mennesker, man har med at gøre". Det skabte en vis storm imod den resterende besætning, der blev beskyldt for at være kyniske og hykleriske. Kun et godt resultat til OL kunne mane disse stemmer i jorden.

Det viste sig dog hurtigt, at forandring fryder. I perioden op til OL var der generelt positive meldinger fra den danske trup i Østrig. Samtidig, i perioden op til OL, var de franske "medaljefavoritter" indblandet i et biluheld med personskade <kilde>. Det er uvist om det havde en påvirkning på deres præstation men de viste i alt fald ikke samme standard som til den sidste worldcup. D. 10 august startede rokonkurrencerne med en dansk sejr i indledende og roede meget overbevisende. Der var dermed lagt op til kamp om guldet med vinderne af de 2 andre indledende heats, Tyskland og Kina. I semifinalen måtte den tyske båd melde fra pga. mavepine og kineserne kom ikke i finalen. I finalen var der aldrig tvivl om at danskerne skulle tage guldet. Efter en velkendt strategi – den lange start, blev der skabt et hul ned til de andre hold. Kun på de sidste meter lykkedes det Polen at få kontakt med den suveræne danske båd. Efter 4 år i limbo.. den første sejr overhovedet i 4 år, var triumfen igen en realitet.

Det er allerede meldt ud (20/8 2008) at både Thomas Ebert og Mads Kruse Andersen ville stoppe. De to øvrige fortsatte imidlertid indtil OL i London i 2012, hvor mandskabet opnåede bronzemedalje med Kasper Winther Jørgensen og Jacob Barsøe som de to øvrige i båden. I årene før disse lege havde danskerne vundet mange internationale konkurrencer, men også skuffet ved VM."[2] Efter legene i London stoppede Eskild Ebbesen karrieren. Skader og svingende form betød, at de følgende sæsoner gav ustabile resultater, men det lykkedes den nye besætning at vinde VM guld i både 2013 og 2014."[2] Herefter fulgte sølv ved VM i 2015 og OL i 2016, hvilket betyder, at Guldfireren er den mest succesfulde konstellation i dansk rosports historie.

"Når letvægtsfireren har kunnet holde et så højt niveau i mange år, er det netop på grund af den enestående vinderkultur der hersker i gruppen af roere omkring den, og fordi man i mange år har kunnet lave gradvise udskiftninger så nye roere på båden blev oplært grundigt i denne kultur."[2]

Mesterskaber[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ TV2 Sport:Sportschef tror på VM-medalje til Guldfireren, 17. juni 2015.
  2. ^ a b c d e [1] Dansk Forening for Rosport:LM4,LETVÆGTSFIRER
  3. ^ Andersen, Jens (22. februar 2017). Guldfireren lagt i graven: Vinderkulturen lever videre. DR. 
  4. ^ a b Guldfireren, 1993-2017. danmarkshistorien.dk. Hentet 18. november 2018. 
  5. ^ "Fakta: Guldfirerens mange OL- og VM-medaljer". Jyllands-Posten. 11. februar 2017. Hentet 18. november 2018. 
  6. ^ Rowing at the 1996 Atlanta Summer Games: Men's Lightweight Coxless Fours. sports-reference.com. Hentet 18. november 2018. 
  7. ^ Ankerdal, Steen (5. juli 2000). "Thomas Poulsen stopper, men OL-drøm består". Berlingske. Hentet 18. november 2018. 
  8. ^ Idskov, Thomas (6. maj 2000). "Guldfireren opløses". B.T.. Hentet 19. november 2018. 

Eksterne link[redigér | redigér wikikode]