Hafnia Forsikring

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Hafnias tidligere hovedsæde på hjørnet af Holmens Kanal og Holbergsgade i København.

Forsikringsselskabet Hafnia blev stiftet i 1872 af den bemærkelsesværdige T.N. Thiele, der var dets matematiske direktør til sin død i 1910.

I 1974 fusionerede Hafnia med forsikringsselskabet Haand i Haand (stiftet 1890).

Finansielt supermarked[redigér | redigér wikikode]

I 1980'erne etablerede forsikringsselskaberne Baltica og Hafnia ”finansielle supermarkeder”, dvs. konglomerater af finansielle virksomheder ejet af et holdingselskab.

Forsikringsselskaberne i Hafnia blev herefter ejet af Hafnia Holding, der også ejede Hafnia Erhvervsbank, som i 1986 var købt fra en række sparekasser, samt Hafnia Bank som specialiserede sig i formueforvaltning. Hafnia Erhvervsbank havde inden købet båret navnet Fællesbanken for Danmarks Sparekasser. Visionen var at samle forsikring, bank og realkredit i et ejerskab for at yde en samlet pakke, nemlig lån forsikring og opsparing i en finansiel pakke til den enkelte kunde.

Hafnia Holding fulgte i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne under direktør Per Villum Hansen, der havde været øverste chef siden 1979, yderligere en strategi om konsolidering i den nordiske forsikringsbranche ved fjendtlige og venlige overtagelser. Det skete i samarbejde med Norges største forsikringsselskab, Uni Storebrand. Forsikringsselskaberne ydede lån til at finansiere de aktiekøb, som holdingselskabets foretog som led i strategien.

Gennem flere år havde Hafnia belejret Baltica Holding i et forsøg på overtagelse. I november 1991 købte Hafnia Holding otte procent af aktierne i det svenske forsikringsselskab Skandia for 1,5 mia. kr. Det finansieredes delvis af lån fra seks datterselskaber. Revisionen mente at de var ulovlige aktionærlån, og adm. direktør Per Villum Hansen og viceadministrerende direktør Henrik Klæbel blev fyret den 8. april 1992.

Hafnia-sagen[redigér | redigér wikikode]

Hafnia-koncernen offentliggjorde 9. april 1992 et dårligt årsregnskab for 1991 og oplyste samtidig, at der var etableret kontakt mellem Hafnia og det svenske forsikringsselskab Skandia om en fusion af de to selskaber med Skandia som den overtagende part.

På generalforsamlingen valgtes en ny bestyrelse Formanden Ebbe Christensen erstattedes af DONG-direktør Holger Lavesen. Den nye bestyrelse bortviste Per Villum Hansen den 8. juni. Den ny ledelse kunne herefter oplyse, Hafnia-koncernen ejede hidtil skjulte aktieposter i seks selskaber bl.a. Brøndby IF og Interbank. Aktieposterne blev beregnet til at koste Hafnia 350 mio. kr., men ved den efterfølgende retssag (1992- 1994) blev Per Villum Hansen pure frifundet i alle de forhold bortvisningen var baseret på.

I forlængelse heraf kontaktede Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) og Kommunernes Pensionsforsikring (KP), der var aktionærer i Hafnia, en række andre Hafnia-aktionærer. De pågældende aktionærer afholdt en række møder og fandt ikke ombytningsforslaget fra Skandia tilstrækkelig attraktivt. LD og KP foreslog i stedet - og var initiativtagere til gennemførelsen af - en kapitaludvidelse for at videreføre Hafnia som selvstændig virksomhed (den ”danske løsning”).

De væsentligste aktører i Hafnia-emissionen var Hafnia Holding, et emissionskonsortium (Den Danske Bank, den franske bank Paribas og LD's fondsmæglerselskab Bjørnskov & Co), et garantikonsortium (Den Danske Bank, Paribas, Bjørnskov & Co samt Bikuben), nogle undergaranter (LD og en række andre Hafnia-aktionærer) og nogle almindelige investorer, herunder ATP.

Den Danske Bank fremsendte den 14. maj 1992 anmodning til LD om underskrivelse af bindende tegningstilsagn. LD blev gjort opmærksom på, at rammeaftalen af 8. maj 1992 mellem Hafnia Holding og Den Danske Bank bl.a. indeholdt følgende passus (utilrådelighedsklausulen):

Det er en forudsætning for gennemførelsen af emissionen, at der ikke inden den 11. juni kl. 16.00 indtræffer begivenheder, der efter selskabets eller Den Danske Banks skøn vil gøre gennemførelsen utilrådelig.

Tabene på porteføljen af aktier i især Baltica Holding og Skandia fortsatte imidlertid.

Primo juni 1992 besluttede Hafnia Holding, at kapitaltilførslen skulle forhøjes fra ca. 1,5 mia. kr. til ca. 1,9 mia. kr. Den 16. juni 1992 blev Hafnia Holdings børsprospekt udsendt.

Den 1. juli 1992 blev Hafnia Holding aktier suspenderet fra noteringen på fondsbørsen.

Hafnia Holdings egenkapital faldt fra årsskiftet 1991/92 og frem til den 2. juli 1992 fra ca. 3 mia. kr. til minus 400 mill. kr. Med den negative egenkapital havde Hafnia Holding på tidspunktet for emissionen den 6. juli 1992 en negativ regnskabsmæssig værdi. Den Danske Bank havde i april 1992, før Hafnia Holdings regnskab for 1. kvartal 1992 var offentliggjort, vurderet, at der krævedes en kapitaltilførsel på 1-2 mia. kr., og egenkapitalen ville på baggrund af Hafnia Holdings årsregnskab for 1991 således have udgjort mellem 4 og 5 mia. kr. Ved børsprospektets udsendelse var egenkapitalen opgjort positiv med 400 mill. kr., og egenkapitalen ville med en kapitaltilførsel på 1,9 mia. kr. udgøre ca. 2,3 mia. kr.

Handelen med tegningsretter blev udskudt to gange. Oprindelig skulle tegningen havde fundet sted den 12. juni 1992, men tegningen blev i forbindelse med udvidelsen af kapitaltilførslen udskudt til den 2. juli 1992 og endelig til den 6. juli 1992 på baggrund af suspensionen af Hafnia Holdings aktier fra noteringen.

I juli 1992 blev Højgaard & Schultz' direktør Olav Grue og Holger Lavesen bedt om at stå i spidsen for Hafnia.

Suspensionen af Hafnia Holdings aktier blev ophævet den 6. juli 1992 om morgenen, og tegning af aktier fandt sted i dagene 6. til 20. juli 1992.

Hafnia Holding trådte den 19. august 1992 i betalingsstandsning og blev den 10. maj 1993 erklæret konkurs. En del af virksomheden, herunder forsikringsselskaberne, skydes ned i et datterselskab, der kan køre videre, den såkaldte Hafnia-model (eller på daværende tidspunkt omtalt som B&W-modellen).

ATP deltog som almindelig investor, men afgav bindende tegningstilsagn den 11. juni 1992.

LD ejede primo 1992 knapt 17 mill. kr. af den nominelle aktiekapital i Hafnia Holding og endte efter aktieemissionen med at være største aktionær med aktier på lidt over 416 mill. kr. – eller godt 14,5 % – af den nominelle aktiekapital. ATP ejede primo 1992 ca. 61 mill. kr. af den nominelle aktiekapital, mens fonden efter aktieemissionen havde godt 161 mill. kr. af den nominelle aktiekapital.

Ved konkursen mistede aktionærerne hele den investerede kapital.

I 1993 aftaltes det, at forsikringskoncernen Codan skulle overtage forsikringsselskaberne i Hafnia-koncernen for 1.00 krone samt ovetage forsikringsselskabernes forpligtigelser. Siden videresolgte Codan Hafnias livsforsikringsselskaber til den svenske SEB-koncern, som i 2003 fortsatte driften under navnet SEB Pension.

Den Danske Bank indrykkede i 1996 annoncer i dagspressen, hvor banken under overskriften ”Svar på tiltale” forsvarede sig mod beskyldninger om at have søgt kapital tilført Hafnia for at gavne sin egen stilling som kreditor.

Visse pensionskasser, der havde optrådt som undergaranter, og LD overvejede, om der ville være grundlag for en erstatningssag mod bestyrelsen, emissionsbanken eller de involverede rådgivere. Ingen sådanne sager blev rejst i første omgang.

Derimod dannede mellem 800 og 900 utilfredse Hafnia-aktionærer to investorforeninger omkring to private aktionærer og stævnede Den Danske Bank, Hafnias ledelse samt revisorerne KPMG, C. Jespersen og Grothen & Perregaard på baggrund af prospektet, som opfattedes som misvisende. I 1999 dømtes Den Danske Bank og Hafnias revisorer af Sø- og Handelsretten til at erstatte de godt 28.000 kr., som de to investorer havde tabt. Ledelsen blev derimod frikendt. De dømte ankede sagen. På baggrund af Sø- og Handelsrettens dom stævnede LD og KP Hafnias konkursbo, Hafnias revisorer og Den Danske Bank med et krav om erstatning på hhv. 416 og 332 mio. kroner.

Højesteret fandt i ankesagen i 2002, at prospektet ikke led af sådanne mangler, at der kunne pålægges nogen af de involverede erstatningsansvar. Derefter opgav LD og KP erstatningssagerne. Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP), Magistrenes Pensionskasse, Danske Civil- og Akademiingeniørers Pensionskasse (DIP) og Ingeniør-Sammenslutningens Pensionskasse opgav tilsvarende krav mod Danske Bank om erstatning af tab på samlet 80 mio. kr., der havde været begrundet i Danske Banks manglende udnyttelse af utilrådelighedsklausulen.

I november 2003 afsluttedes konkursboet med en dividende til kreditorerne på 38%. De største kreditorer var Commerzbank og Danske Bank med fordringer hver på godt 1 mia. kr.

Kilder/Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Rigsrevisionens Beretning af 24. juni 1998 om grundlaget for Lønmodtagernes Dyrtidsfonds og Arbejdsmarkedets Tillægspensions beslutning om ikke at anlægge erstatningssag i forbindelse med Hafnia Holding A/S’ betalingsstandsning og konkurs og Finanstilsynets rolle i Hafnia-sagen, 1998.