Harmonik
 | Sammenskrivningsforslag |
Harmonik er et udtryk for toners sammenhæng og sammenklang på tværs af nodebilledet. Den beskæftiger sig således også med akkorders sammensætning.
Harmonikken blev et betydende musikalsk virkemiddel fra omkring år 1600, i den tidlige barok, og har lige siden udgjort en stor del af den vestlige verdens musik.
Der er i den vestlige verdens musik tale om tre typer harmonik: Funktionsharmonik, bluesharmonik og modalharmonik.
Funktionsharmonik
Funktionsharmonikken blev, som nævnt, først benyttet i barokken, siden hen udgjorde den en væsentlig del af den klassiske musik, bl.a. i wienerklassikken, hvor komponister som W. A. Mozart, L. van Beethoven og Joseph Haydn havde deres hovedperiode. Funktionsharmonikken er en meget ”regelpræget” harmonik, hvori der er nogle bestemte retningslinier for, hvordan akkorderne føres. Der er ganske særlige regler for, hvilken rolle en akkord spiller i en given toneart, og disse har således bestemte betegnelser. I tonearten C-dur er eksempelvis akkorden C tonika, akkorden G-dur er dominant, F-dur subdominant og A-mol er tonikaparallel.
Bluesharmonik
Typisk for bluesharmonikken er akkorderne på 1., 4. og 5. trin i durskalaen. Det er også her der er en stor anvendelse af blå toner, dvs. blå terts, blå kvint og blå septim, den sidste især. Ofte ses en såkaldt 12-takters blues, hvor disse akkorder typisk vil optræde således:
| 1 | 1 | 1 | 1 |
| 4 | 4 | 1 | 1 |
| 5 | 4 | 1 | 1 |
En 12-takters blues i C-dur ser således ud:
| C-dur | C-dur | C-dur | C-dur |
| F-dur | F-dur | C-dur | C-dur |
| G-dur | F-dur | C-dur | C-dur |
Modalharmonik
Modalharmonikken har modsat funktionsharmonikken en spændingsløs struktur. Alle akkorder er ligeberettigede og man vil sjældent møde ledetonespændinger. Akkordforløbet får da ofte en retningsløs karakter.