Harmonilære

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Mergefrom.svg Sammenskrivningsforslag
Artiklen Harmonik er foreslået skrevet ind i denne artikel.   (Diskutér forslaget).
Hvis sammenskrivningen sker, skal det fremgå af beskrivelsesfeltet, at sammenskrivningen er sket (hvorfra og hvortil) eller af artiklens diskussionsside.
Harmonik 6:5:4.

Harmonilære er en musikalsk disciplin, der beskriver logikken i samklangsfænomer.

Den opstod som resultatet af en øget bevidsthed omkring disse i renæssancen, og er blevet kernen i den vestlige musiks historie fra sidst i det 16. århundrede og frem til første halvdel i det 20.

Harmonilæren bygger et formalt system op omkring skalaen – den række af toner der i et stykke musik er udvalgt, og som inddeler intervallet mellem en tone og dens replikant en oktav højere. Igennem barokken, klassicismen og romantikken har denne skala beroet på en inddeling i 7 trin, hvorefter det 8. udgjorde oktavreplikanten af grundtonen. Men skalaens syv toner er ikke blot en lige syvdeling af oktaven, men beror på et system, der deler den i 12 (stammende fra det antikke Grækenland). Af disse tolv toner vælges et udvalg, der inddeler oktaven i 7 trin (skalaen. Skala kommer det italienske ord for 'trappe'), 5 heltonetrin og 2 halvtonetrin. Det er fordelingen af de 2 halvtonetrin mellem de 5 heletonetrin, der udgør skalaens væsen og karakter, og efter denne fordeling af skalaerne blevet navngivede. Siden omkring år 1700 har man primært holdt sig til to grund-skalaer – dur og mol.

Harmonilæren gør rede for de akkorder, der findes på de enkelte skalatrin, og hvorledes de kan stå i relation til de andre. Musik der bygger på disse skalaer, frembringer akustiske fænomener, hvoraf nogle er langt venligere for ørene end andre. Og ydermere opstår der forskellig sammenhængskræfter mellem akkorder. Det er disse fænomener og deres sammenhængskræfter harmonilæren forklarer.

Den akkord, der findes på skalaens første trin kaldes toneartens Tonika. I forhold til den har akkorden på 5. trin en stærk spændningseffekt, der først synes udløst, når 5.-trinsakkord føres videre til en tonika. Derfor kaldes den for toneartens Dominant. Det skyldes primært en stærk akustisk relation mellem 1. trin og 5. (intervallet Kvint). Denne kvintrelation forstærkes af en anden tone i dominanten, idet den indeholder den tone, der ligger en halv tone under skalaens grundtone. Denne tone kaldes Ledetonen i kraft af dens stærkt spændingsdannende effekt, og dens vilje til at videreføres til skalaens grundtone.

Også skalaens 4. trin har en stærk kraft i relation til tonika, men dennes kraft vil gerne bevæge sig væk fra tonika. Årsagen er den samme som mellem dominant og tonika, nemlig kvintrelationen mellem grundtonerne. I dette tilfælde er der en kvint mellem skalaens 1. trin, grundtonen, og dens 4., men nu i nedadgående retning. Derfor betegnes denne akkord Subdominant, eller på dansk: underdominant.