Henry Charles Carey

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Henry Charles Carey.

Henry Charles Carey (15. december 1793 i Filadelfia13. oktober 1879 sammesteds) var en amerikansk økonomisk-sociologisk forfatter.

Efter sin irskfødte fader arvede han en boghandel, fra hvilken han 1835 kunde trække sig tilbage med en betydelig formue. Samme år begyndte han sit omfangsrige forfatterskab med en Essay on the Rate of Wages, hvis synspunkt er hentet fra den engelske klassiske skoles liberalisme, og hvis polemik er rettet mod Seniors lønningsfondteori.

Blandt Careys større skrifter skal her nævnes Principles of political Economy (3 bind, 1837-40), hvori allerede påvisningen af den engelske skole slår om i opposition. Endnu mere fremtrædende bliver denne opposition i The Past, the Present and the Future (1848), der betegner et gennembrud i hans økonomiske grundopfattelse.

Carey er fra nu af den energiske forkæmper for en konsekvent gennemført anvendelse af beskyttelsessystemet i amerikansk handelspolitik. Mere populært udvikler han de samme tanker i The harmony of Interests (1852) og i sit hovedværk Principles of social science (3 Bd, 1858-59), i hvilket han sammenfatter sine resultater i systematisk form.

Hans sidste betydeligere arbejde er The Unity of Law (1872), der giver en fremstilling af hans sociologiske grundopfattelse af livsfænomenernes lovmæssige enhed og ensartethed. Desuden skrev Carey omkring 3000 sider brochurer og bladartikler, af hvilke de fleste omhandler samtidens stridsspørgsmål, navnlig i told-, mønt- og bankpolitik.

Carey fremtrådte på et tidspunkt, da den "klassiske" engelske skole, med Adam Smith, Malthus og Ricardo som bannerførere, var ved at ebbe ud i rutine og tradition. Skønt det var let at se, at Carey i grunden var dilettant, virkede hans uskolede form og ofte dristige, men ingenlunde dybe, originalitet forfriskende og bestikkende og skaffede ham for en tid lang et stærkt udbredt ry.

Hans Anseelse som økonomisk Tænker blev dog endnu i hans levende live adskillig rystet, og man kan næppe tale om ham som hovedet for en ny og levedygtig retning. Carey er det særlig amerikanske beskyttelsessystems første betydeligere talsmand. Unægtelig er han stærkt stedbundet i sin teoretiske opfattelse, ikke mindre end i sin praktiske politik.

Han finder sin Læres Rigtighed bekræftet ved Virkningerne af de allerede ret vidtgående protektionistiske amerikanske toldlove af 1828 og 1842. Optimist i sin Udviklingstro bekæmper han de haarde Teorier, der betegnes ved Navnene Malthus og Ricardo, idet han stadig mere energisk forfægter, at der kan opstilles et saakaldt »naturligt« System af økonomiske Love, der efter deres Væsen og deres Resultater er velgørende og fremskridtsbefordrende, idet det er dem det hele Samfunds – og navnlig de arbejdende Klassers – øgede Velvære og Velstand i første Række skyldes. Om Befolkningen lærer C., at dens Størrelse regulerer sig selv, og at dens Tryk paa den til enhver Tid tilstedeværende Mængde af Næringsmidler kun er ejendommelig for de lavere, ikke for de højere, Kulturtrin. Sin største »Opdagelse« mente C. at have gjort i sin Teori om Jordrenten. Herom lærte han – modsat Ricardo – angivelig med Støtte i Traditionerne fra de ældste amer. Nybyggersamfund, at Menneskene begyndte med Opdyrkningen af den højt liggende, tørre og lette, altsaa den sletteste Jord, for efterhaanden med større Befolkningstæthed og øget Kapitalopsamling at gaa over til Dalstrøgenes muldrige og frugtbare, med Urskov bevoksede, men vanskeligere tilgængelige og mindre dyrkbare Jord. I Lighed med al anden Kapitalafkastning synker Grundrenten gradvis; men derved stiger Arbejdernes Andel i Udbyttet baade relativt og absolut, og der indtræder lidt efter lidt en harmonisk Ligevægt i de forsk. sociale Gruppers Interesser og deres Adgang til at tilfredsstille deres Behov. Producent og Konsument maa findes paa samme Omraade. Derfor bør den hele Frembringelses-, Ombytnings- og Forbrugsproces være stedbunden, konsekvent og maalbevidst søges realiseret inden for ethvert selvstændigt Statssamfunds egne Grænser. Ad denne Vej havner C. til sidst i Beskyttelsesteorier, hævdet med en fanatisk Doktrinarisme, der finder enhver Tarifforhøjelse forsvarlig. C.’s Opfattelse af de ædle Metallers Rolle i Samfundshusholdningen er nær i Slægt med Merkantilisternes. Careys betydning ligger ikke saa meget i hans Læres logiske Opbygning og indre Tankeværd som i den Omstændighed, at den blev det teoretiske Grundlag for de forenede Staters Handels- og Toldpolitik i de flg. Menneskealdre. C. er en virkelig national Økonom.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.