Bank

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
I teksten findes flere forkortelser, der kan bidrage til, at teksten bliver mere uforståelig.
Den tyske storbank Deutsche Banks hovedsæde i Frankfurt.

En bank er en virksomhed, som modtager midler til opbevaring eller forrentning fra offentligheden (indskud eller indlån) og placerer dem og sin egen kapital mod et afkast (udlån eller placeringer i værdipapirer).

Banker adskiller sig traditionelt fra andre institutioner, der er mellemled mellem kreditgivere og kreditsøgende (sparekasser, kreditforeninger etc.), bl.a. ved, at de beskæftiger sig med den kortvarige kredit, dvs. at de især grad modtager midler, der med kort varsel kan tages tilbage (anfordringsindskud).

I den regulering på bankområdet, som er fælles for EU, behandles banker på linje med andre kreditinstitutter som sparekasser og realkreditinstitutter. I dag er der ikke ud over ejerformen nogen forskel mellem danske sparekasser og banker, som i lovgivningen (Lov om finansiel virksomhed) samlet betegnes pengeinstitutter. Banker skal i Danmark være organiseret som aktieselskaber.

Bankernes ældre historie[redigér | redigér wikikode]

Overalt hvor der er et sikkert retssystem, og hvor en arbejdsdeling mellem handel, industri og landbrug har fundet sted, er der betingelser for et bankvæsen. Ret udviklet bankvirksomhed fandtes i Babylon og Egypten.

I det gamle Grækenland fandtes der forretningsmænd, der drev bankvirksomhed. En stor rolle spillede Trapezitterne, der allerede nævnes i 4. f.Kr. Ved siden af dem var der bankierer, der særlig gav sig af med veksling af mønter, og atter andre, der hovedsagelig beskæftigede sig med udlån ved hjælp af de midler, som de modtog som indlån.

Der fandtes også offentlige banker navnlig i forbindelse med templerne. De store templer i Delfi osv. lånte nemlig deres skatte ud, såvel til private som til offentlige formål, og ved siden af drev de depositoforretning, idet templerne blev betragtede som særlig sikre opbevaringssteder for værdier. Også i Rom eksisterede der flere kategorier af bankierer som argentarii, der nærmest svarede til de græske Trapezitter. I øvrigt beskæftigede de romerske bankierer sig såvel med møntveksling som med modtagelse af deposita og indlån og med udlån mod Pant.

I middelalderen og den nyere tid opstod nødvendigheden af bankvirksomhed særlig pga. den uhyre mængde møntsorter, der efterhånden kom i omløb. Småstaternes regeringer prægede hver deres mønter, og alene i det tyske rige opstod der ikke mindre end 600 møntværksteder. Hertil kom at når møntherren døde, plejede hans efterfølger at præge ny mønt, og desuden var det almindeæigt, at de møntberettigede skaffede sig indtægt ved at præge nye mønter af samme pålydende som de gamle, men af ringere metalindhold. Endelig var der til stadighed en mængde slidte og beklippede mønter i omløb. Under disse omstændigheder var det nødvendigt, at der navnlig på de større handelspladser, hvor fremmede forretningsfolk mødtes, fandtes nogen med særlig møntkendskab, der kunde besørge ombytningen af alle de forskellige møntsorter.

Bankieren Pigello Portinari knæler for Peter af Verona (ca. 1460).

I de italienske handelsbyer træffes allerede fra 14. århundrede bankierer, der særlig gav sig af med veksling af mønter; men i forbindelse hermed opstod der ganske naturlig en anden bankvirksomhed, nemlig opbevaringen af de handlendes kassebeholdninger og besørgelsen af deres indbyrdes betalinger. De penge, som på denne måde betroedes bankerne, benyttede de til udlån og til handelsforretninger, ofte på en måde, der ikke stemte med de fordringer, man må stille til bankmæssig anvendelse af betroede midler. Det bragte dem tit i forlegenhed og gjorde det vanskeligt for dem at efterkomme deres forpligtelser. Navnlig i 16. århundrede synes betalingsstandsninger at være hyppige. Det førte til indretningen af den første offentlige bank, (Banco di Rialto, i Venedig) 1587. Den er det første eksempel på girobanker (af giro: omløb, kredsløb, fordi betalingen skete ved, at tilgodehavender omskrevet fra den ene konto til den anden).

De må ikke forveksles med en anden institution, de såkaldte Monies, der imidlertid ikke var egentlige banker, men foreninger af kapitalister, der sluttede sig sammen i selskaber for at yde lån til stater og byer. Banco di Rialto fik 1619 i selve Venedig et sidestykke i Banco Giro, og de to bestod ved siden af hinanden, indtil Banco di Rialto gik ind, og Banco Giro bestod alene til republikkens undergang.

Også i flere andre italienske byer opstod lignende institutioner, og de fik hurtig efterligninger i andre europæiske handelsstæder: Amsterdam (1609), Hamburg (1619) og Nürnberg (1621). Ved siden af at være opbevaringssted og at formindske brugen af kontante penge ved at sætte omskrivning i B.'s bøger i stedet, fik de den bet, at de under de ovf. omtalte forvirrede møntforhold skabte et fast og sikkert pengevæsen. Sin højeste udvikling nåede det ital. bankvæsen i Genua. Ved de senere girobanker, navnlig den hamburgske, udvikledes dette princip videre, således at der dannedes en særlig bankvaluta, der bevarede sin faste og uforanderlige metalværdi midt under alle møntforringelser (se ndf.).

I Holland havde allerede i 16. århundrede, ligesom tidligere i Italien, den skik udviklet sig, at de handlende ikke selv opbevarede deres kassebeholdning, men deponerede den hos de såkaldte kassiers og afgjorde deres betalinger ved anvisninger, kassierbriefjes. For at bringe orden i deponeringsforretningerne oprettedes 1609 den amsterdamske vekselbank efter ital. mønster. Af de deponerede penge begyndte den meget tidlig – i strid med dens opr. formål – at gøre udlån. 1657 blev det den forbudt at udlåne til private; men den udlånte senere til det Ostindiske Kompagni og til staden Amsterdam. Omtr. 1790 var dens kredit rystet, og skønt det ved regeringens hjælp lykkedes den at inddrage sine tilgodehavender, kom den ikke mere på fode. Den ophævedes 1819.

Som efterligning af den amsterdamske opstod 1619 den hamburgske B., der udmærker sig ved at være den girobank, der fik den længste levetid, og ved det ejendommelige omsætningsmiddel, Hamburger Banco(s.d.), der skabtes ved dens virksomhed. Ligesom den amsterdamske begyndte den hamburgske B. meget tidlig at benytte de betroede midler til udlån, hvilket bragte den i forlegenhed og fl. gange førte til forbigående betalingsstandsninger. Først i slutn. af 18. århundrede bragtes der igen orden i dette forhold; tilgodehavenderne blev inddragne, og B. havde atter fuld sølvdækning i sine kældre. Herfra skete kun undtagelser 1813, da Davout borttog en stor del af B.'s Beholdning, og under krisen 1857, da den gjorde udlån til den da oprettede diskontokasse. Efter reorganisationen i slutn. af 18. århundrede indførte B., for at danne en grundig modvægt mod den herskende møntforvirring, et helt nyt system, idet den ikke længere modtog nogen Art af Mønter efter deres pålydende Værdi, men kun efter deres virkelige Indhold af fint sølv. Den indførte en ny regningsenhed, nemlig en Mark Banco, af hvilken der regnedes 27,75 på en Mark fint sølv kölnsk vægt, og den hamburgske Mark Banco, der altså ikke var nogen virkelig udpræget mønt, blev nu den regningsenhed, hvorefter hamburgske købmænd afgjorde alle deres betalinger ved omskrivninger i B.'s bøger. Herved undgik de alle de misligheder, som møntforvirringen i de andre tyske stater medførte. Efter indførelsen af det ny tyske møntsystem og oprettelsen af den tyske Rigsbank ophævedes Hamburgbanken 1875.

I England var det i 17. århundrede guldsmedene, der ligesom de holl. kassiers fungerede som opbevarere af de handlendes og kapitalisternes kassebeholdninger og besørgede deres indbyrdes betalinger. Ejendommeligt for dem var, at de for de deponerede summer udstedte modtagelsesbeviser, der benyttedes som betalingsmidler, altså noget ign. som nutidens Banksedler. Sådanne beviser har i øvrigt også andre steder været i brug på et tidligt tidspunkt, således i Stockholm, hvor Palmstruch's Bank (oprettet 1656) allerede 1661 udstedte såkaldte creditivsedlar.

Bankernes historie i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Gnome globe current event.svg Denne artikel eller sektion er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
"Ved udgangen af 2004" - nyere tal bør findes
Clockimportant.svg

5. december 1736 blev den Københavnske Assignations- Veksel- og Lånebank stiftet. Blandt aktionærerne var hovedaktionæren Jean Henri Desmercières og Ludvig Holberg med en enkelt aktie i foretagnet. Banken var berettiget til at udstede papirpenge, som de offentlige kasser var forpligtede til at modtage.[1]

Fyn blev der etableret en privat bank i i 1846, da Fyens Disconto Kasse blev stiftet af en kreds af Odense-købmænd anført af Lorentz Bierfreund.

Ved udgangen af 2004 var der i Danmark i alt 151 banker og sparekasser. Hertil kommer 1 bank og 3 sparekasser på Færøerne og 1 bank på Grønland. Der sondres i øvrigt ikke længere mellem banker og sparekasser, efter at sparekasserne i 1988 fik lov til at omdanne sig til aktieselskaber og dermed til egentlige banker. Desuden har 20 udenlandske banker filialer i Danmark [2]

Almindelige bankforretninger[redigér | redigér wikikode]

Særlig tidligere havde banker en vigtig funktion ved opbevaring af værdier for bankens kunder. Her ses bankhvælvingen i den amerikanske sparekasse Winona Savings Bank.

De traditionelle bankforretninger falder i to afdelinger, nemlig modtagelsen af midler til opbevaring eller forrentning (indlån) og anvendelsen af bankens kapital og af de modtagne midler (udlån og placering i værdipapirer).

Foruden disse forretninger, der påvirker og udnytter bankens balance, udfører banker typisk en række transaktionsforretninger, dvs. forretninger, hvor penge, værdipapirer eller andre aktiver skifter ejer uden – eller kun ganske kortvarigt – at være i bankens eje, og hvor banken ikke tjener rente eller udbytte, men et transaktionsgebyr.

En række forretninger anvender ikke direkte bankens balance. Det gælder aftaler om fremtidig udveksling af betalinger (såkaldte swaps), fremtidige køb og salg (terminskontrakter) og andre finansielle kontrakter. Sådanne forretninger udgør nominelt ofte meget store beløb.

Endelig udfører banker typisk også en række rådgivningsopgaver, som der tages selvstændig betaling for, og der modtages provisioner for formidling af andre virksomheders ydelser, fx ejendomssalg, forsikring og realkredit.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. (Politikens "Danmarks Historie", 1965, bind 9, side 223-224.)
  2. (Cato Baldvinsson m.fl. Dansk Bankvæsen,5.udgave,2007, side 19-20.)

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Erik Rasmussen: Kurantbankens forhold til staten 1737-73; København 1955

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Se også[redigér | redigér wikikode]