Bank

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Gnome globe current event.svg Denne artikel eller dette afsnit er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.
Clockimportant.svg
Den tyske storbank Deutsche Banks hovedsæde i Frankfurt.

En bank er en finansiel virksomhed. I daglig tale bruges udtrykket primært om forretningsbanker, der modtager midler (indskud eller indlån) fra personer og virksomheder til formidling (transaktioner), opbevaring og evt. forrentning samt skaber indlån (penge) til udlåning. Banker placerer ofte også en del af deres kapital i værdipapirer.

Banker adskiller sig traditionelt fra andre institutioner, der er mellemled mellem kreditgivere og kreditsøgende (som kreditforeninger og i tidligere tider sparekasser), bl.a. ved at kunne skabe indlån (penge) samt ved at beskæftige sig med den kortvarige kredit, dvs. at de især modtager midler, der med kort varsel kan tages tilbage (anfordringsindskud).

I den regulering på bankområdet, som er fælles for EU, behandles banker på linje med andre kreditinstitutter som sparekasser og realkreditinstitutter. Siden en lovrevision i 1975 har forskellen på bankers og sparekassers virksomhed været beskeden, og efter en ny lovgivning i 1988 omdannede en række sparekasser sig til aktieselskaber og dermed til banker. Der er altså i dag ikke udover ejerformen nogen forskel mellem danske sparekasser og banker, som i Lov om finansiel virksomhed samlet betegnes pengeinstitutter. Banker skal i Danmark være organiseret som aktieselskaber.

Udover forretningsbanker findes også centralbanker, der bl.a. forestår udstedelsen af kontanter, har hovedansvaret for valuta- og pengepolitikken i et land eller valutaområde og ofte også et ansvar for den finansielle stabilitet i det pågældende område. Især i udlandet skelnes også mellem forretningsbanker (der har privatpersoner som kunder og modtager indlån herfra) og investeringsbanker, der kun servicerer større virksomheder og primært beskæftiger sig med værdipapirhandel og finansiel rådgivning.

Almindelige bankforretninger[redigér | redigér wikikode]

Særlig tidligere havde banker en vigtig funktion ved opbevaring af værdier for bankens kunder. Her ses bankhvælvingen i den amerikanske sparekasse Winona Savings Bank.

De traditionelle bankforretninger falder i tre afdelinger: Skabelsen af indlån (penge) til forrentning (udlån), modtagelsen af midler (indlån) til opbevaring eller - indtil 2016 - forrentning og endelig anvendelsen af bankens kapital (placering i værdipapirer).

Foruden disse forretninger, der påvirker og udnytter bankens balance, udfører banker typisk en række transaktionsforretninger, dvs. forretninger, hvor penge, værdipapirer eller andre aktiver skifter ejer uden – eller ved kun ganske kortvarigt – at være i bankens eje, og hvor banken ikke tjener rente eller udbytte, men et transaktionsgebyr.

En række forretninger anvender ikke direkte bankens balance. Det gælder aftaler om fremtidig udveksling af betalinger (såkaldte swaps), fremtidige køb og salg (terminskontrakter) og andre finansielle kontrakter. Sådanne forretninger udgør nominelt ofte meget store beløb.

Endelig udfører banker typisk også en række rådgivningsopgaver, som der tages selvstændig betaling for, og der modtages provisioner for formidling af andre virksomheders ydelser, fx ejendomssalg, forsikring og realkredit.

Bankernes ældre historie[redigér | redigér wikikode]

Overalt, hvor der er et sikkert retssystem, og hvor en arbejdsdeling mellem handel, industri og landbrug har fundet sted, er der betingelser for et bankvæsen. En ret udviklet bankvirksomhed fandtes i Babylon og Egypten.

I det gamle Grækenland fandtes der forretningsmænd, der drev bankvirksomhed. Det var bl.a. de såkaldte trapezitter, der allerede nævnes i 4. århundrede f.Kr. Ved siden af dem var der bankierer, der særlig beskæftigede sig af med veksling af mønter, og atter andre, der hovedsagelig beskæftigede sig med udlån ved hjælp af de midler, som de modtog som indlån.

Der fandtes også offentlige banker navnlig i forbindelse med templerne. De store templer i Delfi osv. lånte nemlig deres skatte ud, såvel til private som til offentlige formål, og ved siden af drev de depositoforretning, idet templerne blev betragtede som særlig sikre opbevaringssteder for værdier. Også i Rom eksisterede der flere kategorier af bankierer som argentarii, der nærmest svarede til de græske trapezitter. I øvrigt beskæftigede de romerske bankierer sig såvel med møntveksling som med modtagelse af deposita og indlån og med udlån mod pant.

I middelalderen og den nyere tid opstod nødvendigheden af bankvirksomhed særlig pga. den uhyre mængde møntsorter, der efterhånden kom i omløb. Småstaternes regeringer prægede hver deres mønter, og alene i det tyske rige opstod der ikke mindre end 600 møntværksteder. Hertil kom, at når møntherren døde, plejede hans efterfølger at præge ny mønt, og desuden var det almindeligt, at de møntberettigede skaffede sig indtægter ved at præge nye mønter af samme pålydende som de gamle, men af ringere metalindhold. Endelig var der til stadighed en mængde slidte og beklippede mønter i omløb. Under disse omstændigheder var det nødvendigt, at der navnlig på de større handelspladser, hvor fremmede forretningsfolk mødtes, fandtes nogen med særlig møntkendskab, der kunne stå for ombytningen af alle de forskellige møntsorter.

Bankieren Pigello Portinari knæler for Peter af Verona (ca. 1460).

I de italienske handelsbyer træffes allerede fra 14. århundrede bankierer, der især gav sig af med veksling af mønter; men i forbindelse hermed opstod der ganske naturligt en anden bankvirksomhed, nemlig opbevaringen af de handlendes kassebeholdninger og besørgelsen af deres indbyrdes betalinger. De penge, som på denne måde betroedes bankerne, benyttede de til udlån og til handelsforretninger, ofte på en måde, der ikke stemte med de fordringer, man må stille til bankmæssig anvendelse af betroede midler. Det bragte dem tit i forlegenhed og gjorde det vanskeligt for dem at efterkomme deres forpligtelser. Navnlig i 16. århundrede synes betalingsstandsninger at være hyppige. Det førte til indretningen af den første offentlige bank, (Banco di Rialto, i Venedig) 1587. Den er det første eksempel på såkaldte girobanker (af giro: omløb, kredsløb), fordi betalingen skete ved, at tilgodehavender omskrevet fra den ene konto til den anden). Banco di Rialto fik 1619 i selve Venedig et sidestykke i Banco Giro, og de to bestod ved siden af hinanden, indtil Banco di Rialto gik ind, og Banco Giro bestod alene til republikkens undergang.

Også i flere andre italienske byer opstod lignende institutioner, og de fik hurtig efterligninger i andre europæiske handelsstæder: Amsterdam (1609), Hamburg (1619) og Nürnberg (1621). Ved siden af at være opbevaringssted og at formindske brugen af kontante penge ved at sætte omskrivning i bankens bøger i stedet, fik de den betydning, at de under de føromtalte forvirrede møntforhold skabte et fast og sikkert pengevæsen. Sin højeste udvikling nåede det italienske bankvæsen i Genova. Ved de senere girobanker, navnlig den hamburgske, udvikledes dette princip videre, således at der dannedes en særlig bankvaluta, der bevarede sin faste og uforanderlige metalværdi midt under alle møntforringelser.

Også i Holland blev det i det 16. århundrede, ligesom tidligere i Italien, almindeligt, at de handlende ikke selv opbevarede deres kassebeholdning, men deponerede den hos de såkaldte kassiers og afgjorde deres betalinger ved anvisninger, kassierbriefjes. For at bringe orden i deponeringsforretningerne oprettedes 1609 den amsterdamske vekselbank efter italiensk mønster. Af de deponerede penge begyndte den meget tidligt – i strid med dens oprindelige formål – at gøre udlån. 1657 fik den forbud mod at udlåne til private; men den udlånte senere til det Ostindiske Kompagni og til byen Amsterdam. Omkring 1790 kom den i vanskeligheder, og skønt det ved regeringens hjælp lykkedes den at inddrage sine tilgodehavender, kom den ikke mere på fode. Den ophævedes 1819.

Som efterligning af den amsterdamske opstod 1619 den hamburgske bank, der udmærker sig ved at være den girobank, der fik den længste levetid, og ved det ejendommelige omsætningsmiddel, Hamburger Banco, der skabtes ved dens virksomhed. Ligesom den amsterdamske begyndte den hamburgske bank meget tidligt at benytte de betroede midler til udlån, hvilket bragte den i forlegenhed og flere gange førte til forbigående betalingsstandsninger. Først i slutningen af 18. århundrede bragtes der igen orden i dette forhold; tilgodehavenderne blev inddraget, og banken havde atter fuld sølvdækning i sine kældre. Herfra skete kun undtagelser 1813, da den franske general Davout borttog en stor del af bankens beholdning, og under krisen 1857, da den gjorde udlån til den da oprettede diskontokasse. Efter reorganisationen i slutningen af 18. århundrede indførte banken et helt nyt system for at danne en grundig modvægt mod den herskende møntforvirring, idet den ikke længere modtog mønter efter deres pålydende værdi, men kun efter deres reelle sølvindhold. Den indførte en ny regningsenhed, nemlig en Mark Banco, af hvilken der regnedes 27,75 på en Mark fint sølv kölnsk vægt. Den hamburgske Mark Banco, der altså ikke var nogen virkelig præget mønt, blev nu den regningsenhed, hvorefter hamburgske købmænd afgjorde alle deres betalinger ved omskrivninger i bankens bøger. Herved undgik de alle de misligheder, som møntforvirringen i de andre tyske stater medførte. Efter indførelsen af det ny tyske møntsystem og oprettelsen af den tyske Rigsbank ophævedes Hamburgbanken 1875.

I England var det i 17. århundrede guldsmedene, der ligesom de hollandske kassiers fungerede som opbevarere af de handlendes og kapitalisternes kassebeholdninger og besørgede deres indbyrdes betalinger. Ejendommeligt for dem var, at de for de deponerede summer udstedte modtagelsesbeviser, der benyttedes som betalingsmidler. Sådanne beviser har i øvrigt også andre steder været i brug på et tidligt tidspunkt, således i Stockholm, hvor Palmstruch's Bank (oprettet 1656) allerede 1661 udstedte såkaldte creditivsedlar.

Bankernes historie i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Den første danske bank var Kurantbanken (Den Københavnske Assignations-, Veksel- og Laanebank), der blev stiftet 5. december 1736. Blandt aktionærerne var hovedaktionæren Jean Henri Desmercières og Ludvig Holberg, der havde en enkelt aktie i foretagendet. Banken var berettiget til at udstede papirpenge, som de offentlige kasser var forpligtede til at modtage.[1]

Fyn blev der etableret en privat bank i 1846, da Fyens Disconto Kasse blev stiftet af en kreds af Odense-købmænd anført af Lorentz Bierfreund. Privatbanken blev oprettet i 1857 i København med grossereren C.F. Tietgen som direktør i en 40-årig periode og fik stor betydning for udviklingen af det danske kreditvæsen. I 1870'erne voksede antallet af danske banker hurtigt, bl.a. med grundlæggelsen af Den Danske Landmandsbank i 1871 og Kjøbenhavns Handelsbank i 1873. Sammen med Privatbanken blev disse to banker dominerende i dansk bankvæsen frem til 1990'erne, hvor der skete en række sammenlægninger til nye storbanker.[2] Privatbanken fusionerede i 1990 med Sparekassen SDS og Andelsbanken under det nye navn Unibank, der atter i 2000 indgik i en skandinavisk fusion, der resulterede i Nordea. De to øvrige banker fusionerede efter flere navneskift igennem historien til Den Danske Bank i 1990, som i dag blot hedder Danske Bank og er Danmarks største pengeinstitut.

I 2016 var der i alt 76 pengeinstitutter tilbage i Danmark. Hertil kommer 4 pengeinstitutter på Færøerne. Desuden har 29 udenlandske banker filialer i Danmark.[3]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ (Politikens "Danmarks Historie", 1965, bind 9, side 223-224.)
  2. ^ Opslagsordet Bankvæsen - dansk bankvæsen i Den store danske encyklopædi. Hentet 8. oktober 2016.
  3. ^ Pengeinstitutternes størrelsesgruppering. Finanstilsynets hjemmeside. Dateret 23. marts 2016. Oplysninger hentet 8. oktober 2016.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Erik Rasmussen: Kurantbankens forhold til staten 1737-73; København 1955
  • Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Se også[redigér | redigér wikikode]