Hovedopholdslinjen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Man kan skimte oppe i højre hjørne hvordan Vestjylland lige nøjagtigt går fri af isen.

Hovedopholdslinjen, Hovedstilstandslinjen eller Ussings israndslinje[1] er Danmarks vigtigste landskabs- eller terrængrænse. Under den sidste istid Weichsel-istiden, er hovedopholdslinjen en angivelse for isens maksimale udbredelse i Danmark. Da istiden bød på flere forskellige gletcherfremstød, findes der endvidere også andre, men mindre tydelige spor af disse fremstøds maksimale udstrækning.

Hovedopholdslinjen går nede fra Tyskland tværs op (nord-syd) gennem Jylland og drejer mod vest lige syd for Viborg. Den er blevet skabt fordi det vestlige Jylland ikke var dækket med is i Weichsel-istiden. Dermed er Vestjylland skabt af den forrige istid Saale, men overpræget af permafrostforholdene under Weichsel.

Øst og vest[redigér | redigér wikikode]

Landskaberne på hver side af hovedopholdslinjen er markant forskellige. I øst findes tunneldalene, morænebakkerne og dødislandskaberne, der giver anledning til det meget kuperede Østjylland. I vest er landskabet næsten fladt og skråner langsomt ned mod Vesterhavet, kun afbrudt af spredte bakkeøer. De flade sandede jorder er sedimentaflejringer fra gletsjerens smeltevand. Bakkeøerne er blidere, mere afrundede bakker end andre steder i landet. Det skyldes at de har været udsat for jordflydning.

Forskellen mellem landskaberne i øst og i vest giver også anledning til forskellige muligheder for udnyttelse af jorden, i første omgang i forbindelse med landbrug. Men også bydannelse og vejføring er markant forskellig. Og kan forholdsvist tydeligt ses på et landkort.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ "Hovedstilstandslinjen" i Den Store Danske af Gunnar Larsen. 'Ussing' refererer til N.V. Ussing der først beskrev denne grænse omkring 1900