Independence I-kulturen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Independence I-kulturen (opkaldt efter den fjord hvor man fandt de første arkæologiske fund) levede i Nordgrønland omkring 2200 f.Kr. til 2000 f.Kr. (med usikkerhedsmargin 2500-1800 f.Kr.). Yngste datering er fra omkring 1730 f.v.t og stammer fra Jørgen Brønlund Fjord.

Oprindelse og udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Independence I-kulturen menes at stamme fra områderne omkring Beringstrædet, hvorfra de fulgte efter fangstdyrene via Alaska og Canada til Nordgrønland. Til Grønland kom de fra Port RefugeDevon Island, hvorfra de bredte sig mod nordøst til Ellesmere Island, hvor de bosatte sig dels ved Bache Peninsula over for Inglefield Land i Grønland dels længere mod nordøst omkring Tanqueray Fjord, Lake Hazen og Lady Franklin Bay over for Washington Land og Hall Land på den grønlandske nordkyst. Herfra synes de at have bredt sig østover til Independence-fjorden, Jørgen Brønlund Fjord, langs Midsommersøerne, videre til Danmark Fjord og syd over langs den nordøstgrønlandske kyst til Jøkel Bugt, Dove Bugt og Zackenberg indtil Jameson Land ved Scoresbysund.

Levevis[redigér | redigér wikikode]

Baggrunden for denne udbredelse må søges i befolkningens levevis. Independence I-kulturen var en jægerkultur. De kendte ikke til kajakker eller umiaq (konebåd), så man levede af fangst på landjorden (fortrinsvis moskusokser men også sæler, isbjørn, polarræv, fugle og sneharer) og fiskeri. Fiskeri og fangst af hvalros og sæl skete med harpuner formentlig fra iskanten eller kysten. På grund af deres livsform opsøgte de fugtige, om sommeren snefrie men græsrige fjorddale. Det var i disse områder, at især moskusokserne holdt til. Da disse fjorddale var mere eller mindre adskilte af gletsjere og stenfyldte, græsløse ørkener, betød det den fordel, at de vigtigste byttedyr derved nogenlunde sikkert forblev i samme område og derfor kunne udgøre et forholdsvis sikkert jagtbytte. En fare var omvendt, at genskabelse af moskusokse-bestande, der var blevet udsat for for stærkt et jagttryk, var vanskelig.

Vægten af de ulige jagtdyr kunne veksle fra sted til sted: det er opgjort, at fordelingen på Peary Land var moskusokse 37%, ræv/hare 21%, fugle 27%, fisk 12%, sæl 3% og isbjørn 1%, men ved Eigil Knuth Site på yderkysten sæl 89%, isbjørn og fugle hver 3%, ræv/hare og moskusokse hver 2% og hvalros 1%.

En vis vandring mellem indland og kystområder fandt sted: således har det været muligt at genforene mikroflækker på Peary Land fra samme blok fra steder, der ligger indbyrdes 35 km fra hinanden.

For at kunne overleve vinteren og eventuelle mislykkede jagter, må man have haft køddepoter fra sommerens rige jagter at tære på. Det er næppe sandsynligt, at sådanne depoter har være nedgravet, da de i givet fald er umulige at få fat på, når sneen dækker og jorden er stivfrossen.

Husdyr[redigér | redigér wikikode]

Det ser ikke ud til, at Independence I-kulturen kendte til at holde husdyr, idet der end ikke er fundet hundeknogler blandt de mange knoglefund.

Redskaber[redigér | redigér wikikode]

Det foretrukne redskabsmateriale var flint, især stålgrå og blålig flint, der hidrører fra Washington Land, og som fandtes i større og mindre flintknolde rundt om i terrænet, lige til at samle op og tage i brug. Selve redskabsfremstillingen synes ofte at være sket udendørs på bopladserne, hvor møddinger af flintaffald ofte findes.

De mest almindelige jagtvåben var forsynede med skafttunge-flintspidser, det vil sige markerede flintspidser med en "hale" til at indkile i et skaft af træ. Fra Independence I-kulturen i Canada og Saqqaq-kulturen i Vestgrønland kendes harpunhoveder med en slids for enden til små, tresiddede flintspidser, men sådanne kendes ikke i Nord- og Østgrønland.

Blandt deres særlige redskaber var stiklen, som er en slags kniv med et tykt og stærkt stenblad, med hvilket man kan ridse dybe furer i knogler (blandt andet for at få adgang til benmarven) og tænder. Ad andre redskaber kan nævnes spatelformede eller trekantede skrabere af sten med svagt udadbuede, afrundede hjørner til at behandle de ihjelslåede dyrs skind.

Et vigtigt redskab var synålen lavet af fugleknogler, hvilket viser, at Independence I-folket må have haft særlig indsigt i at lave både skindtøj og formodentlig skindtelte, der kunne klare det hårde klima med 3 lange vintermåneder, hvor temperaturen kunne falde til ÷50oC.

Boliger[redigér | redigér wikikode]

Deres boliger var "midtergangsboliger", kaldet således på grund af en omtrent midt gennem boligen beliggende stensætning af henved 50 cms bredde – altid vinkelret på kystlinjen – og bestående af et centralt ildsted, suppleret med et sted til opbevaring af brændsel nær indgangen og en slags "køkken" i boligens inderste del, mens sidde- sovepladser lå på begge sider af denne. En variant havde sovebrikse på tre sider. Fordelingen af fundne genstande antyder, at der kan have været en vis kønsdeling af de to sider i boligen, i det mindste i arbejdsmæssig henseende.

Indvendigt målte boligerne mellem 2,5-3 x 3-4 m, svarende til at areal på 7-12 m2, hvorfra altså må trækkes pladsen til midtgangen. Det er beregnet, at pladsen kan give ophold til 4-6 voksne og et par små børn svarende til en kernefamilie.

Fund af talrige tabte genstande tyder på, at gulvet har været dækket at et langluvet skind, der kunne beskytte mod kulden fra jorden men gjorde det svært at genfinde det tabte. Der kendes ikke fund af tranlamper, så det eneste lys i boligen kom fra ildstedet.

Det formodes, at boligen havde vægge af skind, der muligvis har hvilet på en trækontruktion, og som efterlod sig ringe af sten, med hvilke man holdt teltdugen fast.

Forsvinden[redigér | redigér wikikode]

Folket forblev i Nord- og Nordøstgrønland i henved 500 år, der efter forsvandt de. Det vides ikke sikkert, om de uddøde eller trak sydvest over til nordcanadiske områder.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Hans Christian Gulløv, Claus Andreasen, Bjarne Grønnow, Jens Fog Jensen, Martin Appelt, Jette Arneborg og Joel Berglund: Grønlands forhistorie; 1. udgave, 2. oplag; Gyldendal, København 2005; ISBN 87-02-01724-5

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]