Individuation (psykologi)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Individuation (individuations-processen) er et begreb som Carl Gustav Jung indførte i forbindelse med psykologien, som betegnelse for menneskets udviklingsproces. Det er en betegnelse for en selvvirkeliggørelse, en personlig udvikling i ordets egentlige betydning.

Det er dog ikke Jung der har skabt begrebet.

Formålet med individuationen er, at mennesket skal blive sig selv, at finde ind til sin egen indre personligheds-kerne. Det ikke er det samme som at fastslå, at det skal blive selvisk. Det er netop karakteristisk ved mennesker, der gennemgår en individuation, at de bliver mere sociale og medmenneskelige. "Individuation lukker ikke verden ude, men ind", siger Jung.

Jeg'ets erfaringer af Selvets helhed, er det endelige mål med individuationsprocessen.

Processen kan ofte tage sin begyndelse midt i livet (midtvejskrise eller Lebenswende), og fordrer et langvarigt, aktivt og ikke altid behageligt arbejde af personen. Impulsen til at starte en sådan proces kan være følelsen af at have "mistet sig selv", angst og forvirring i hverdagen.

I løbet af individuationsprocessen vil personens Jeg blive konfronteret med, og få bevidstgjort, psykens forskellige sider: personaen, skyggen, modsatkønnetheden, arketyperne til en kontakt med eller erfaring af Selvet.

En måde at arbejde med denne proces vil være et intensivt arbejde med sine drømme.

Se også[redigér | redigér wikikode]